Maria. En Bog om Kærlighed/34
XXXIV.
Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som før.
Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt. De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige — for evigt forbi. Rigtigt bemærkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle Fornuftgrunde, vilde det være blodig Synd, om hun, der nu havde gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig bragt sit Hjærte til Ræson, paany skulde udsættes for saa store Sindsbevægelser. Hun anførte mine kønne Ord, at vi jo ikke vilde gøre hinanden Fortræd.
At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.
Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne. Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens, Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre.
Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det, jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.
Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker i Vold som de Sælgekoner, de var.
Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og mere fristende end nogensinde.