Maria. En Bog om Kærlighed/36
XXXVI.
Min pragtfulde Maria. Tilgiv, at et Smil trænger sig frem, naar jeg tænker paa, hvor umaadelig pragtfuld, hvor damesikker Du var, ikke helt fri for en Smule Imponerethed over din egen Storartethed.
Jeg smiler nu, som jeg ofte tilforn smilede, naar Du kom anstigende i Sus og Brus, nedlod Dig i min gamle Lænestol, med Næsen i Sky indledede en aandrig Konversation og, beskyttende, titulerede mig »min Ven«.
Din Ven nød med andægtig Mine din allerkæreste Vigtighed ... indtil han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrækkelse for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende og rastede ikke, før den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at skælne fra den lille Søndagspige i den blomstrede Kjole.