Maria. En Bog om Kærlighed/41
XLI.
Paa min Eng græsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste Hind i Skoven. Den æder af min Haand, og, saasnart den hører min Røst, kommer den springende.
Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind og byder dem at græsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de føler sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind med lyttende Øren og spejdende Øjne, jager jeg dem alle bort.
Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst og Glæde. Den æder af min Haand og den følger alle mine Vink.
Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men kommer der en Jæger og vil fange den ind, kommer der en Jæger, der vil tage den fra min Eng og sætte den paa sin og lære den at æde af hans Haand — da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig.