Matadora/2/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 149-153

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XV. KAPITEL.

U

nder de bevægede Begivenheder, der havde fyldt de sidste fjorten Dage, havde Hugo Hjorth og Fernando Castella kun været Iagttagere. De havde begge været til Stede ved den Corrida, under hvilken Bombatini blev dræbt, og dette Optrin havde gjort et overvældende Indtryk paa den letbevægelige Komponist.

Hugo Hjorth havde derimod tilsyneladende bevaret sin Ro. Men Grunden var alene den, at han — ligesom da han første Gang saa Matadora — havde Evne tilmed Magt at holde sig behersket for at kunne modtage Indtrykket saa klart som muligt i alle dets Detailler.

Bagefter fordybede han sig saa i dette fotografiske Billede, hans Fantasi havde optaget, og medens han tumlede med dets Gengivelse ved Hjælp af Blyant eller Farve, traadte Følelsen lidt efter lidt til, indtil han sluttelig havde gennemlevet den hele Situation Stykke for Stykke og fæstnet Indtrykket af den for hele Livet.

Da han saa Matadora første Gang, havde han tilsyneladende kold suget hvert af hendes Træk op i sin Hukommelse. Under Fæstelsen af disse Træk havde han arbejdet sig op til en formelig Fyrighed, der havde udløst det for hans Karakter saa fremmede Mod til at give sig hen.

Efter at han havde faaet Lov til frit at bevæge sig i Matadoras Nærhed, havde han kun sjældent benyttet sig af denne Lejlighed. Det var, som frygtede han for at for hyppigt Samvær med hende skulde forflygtige den Poesi, der svævede over hendes Skikkelse, som for Øjeblikket var hans maleriske Ideal.

Hugo Hjorth viste sig da i denne Tid forholdsvis sjældent ude. Han var mest optaget af at gøre sit store Billede færdigt i et Materialskur, som han havde faaet overladt til Atelier.

— Jeg maa holde mit Indtryk retlinet, sagde han. Og saa lukkede han sig inde for at arbejde med én enkelt Model ad Gangen. Men stadig søgte han med Mellemrum Lejlighed til lidt paa Afstand at betragte Matadora i alle de mest skiftende Stemninger fra Torospladsens Ophidselse til Strandkurvens Dasen.

En Formiddag, da Hugo Hjorth som sædvanlig var beskæftiget i Malerialskuret, bankede det paa Døren tre korte og tre lange Slag. Han vidste, at det var hans Ven Komponisten, men alligevel tildækkede han Maleriet, paa hvilket han arbejdede, med et hvidt Klæde. Han havde som saa mange af sine Fæller en instinkmæssig Blufærdighed ved at lade sine Arbejder vise sig i kunstnerisk Negligé.

Komponisten var meget varm og forpustet.

— Kære Ven, sagde han. Jeg maa forlade Dig et Par Dage.

— Naa i Guds Navn! Det er da ingen Ulykke. Vi behøver jo ikke altid at hænge sammen som Ærtehalm. Men hvorhen gælder Rejsen forøvrigt?

— Til Madrid!

— Halløj! Og i hvad Anledning.

— Jeg har faaet Brev fra Christobal Cordovas Filial i Madrid. Jeg har vist tidligere nævnt det Firma for Dig.

— Javel! Gælder det Skatten? — Netop! Der staar i Brevet, at man ved at rydde op har fundet endel gamle Papirer, der synes skrevne paa Dansk, og som man vil stille til min Disposition, hvis jeg personlig vil komme til Madrid.

— Og nu tror Du allerede, at Du er paa Vejen til at blive Millionær.

— Nej! oprigtig talt. Jeg har lært at være skeptisk, jo, jeg har! og jeg venter mig ikke saa stort af Rejsen.

— Men hvorfor vil Du tage derned; det er dog ikke helt billigt.

— Jeg har faaet lidt Penge hjemmefra for nogle Sange, og saa vilde jeg gerne gøre Senora Carmen en Fornøjelse. Hun har ofte sagt, at det vilde være hendes Livs største Glæde, hvis hun en Gang kunde komme til at besøge Spaniens Hovedstad.

— Og saa tager Du hende med.

— Ja! synes Du, der er noget ondt i det? spurgte Komponisten næsten forskrækket. Vi bor selvfølgelig hver for sig. Hun skal besøge nogle af sine Slægtninge.

— Nej, saamænd om jeg synes. Du behøver virkelig ikke at give mig Forklaringer. Men hvordan skal jeg komme ud af det, medens I er borte.

— Det er netop det, jeg har lovet Senora Carmen at klare. Hun har testamenteret Dig til sin Naboerske. Har Du noget mod det?

— Ikke det fjerneste. Er jeg ikke tilfreds, spiser jeg ude. Naar hun blot gør ordentlig i Stand.

— Det er brillant! Farvel! raabte Komponisten. Og ud af Døren var han.

En Time senere vandrede han i forholdsvis fin Puds med Fløjlsjakke og gule Turiststøvler ad Banegaarden til med Senora Carmen, hvis Ansigt straalede som et Barns af Forventning, Stolthed og Glæde.

I tre Dage turede de rundt i Madrid, hvor Senora Carmen navnlig var vild af Henrykkelse over at se Vagtparaden, der trak op paa Slotspladsen med Musik, Artilleri og blaa St. Jago-Dragoner.

Castella var saa lykkelig ved at være alene med den lille, altid muntre Spanierinde, at han slet ikke fik Tid til at ærgre sig over, at de Papirer, for hvilke han var taget til Madrid, havde vist sig at være temmelig ligegyldige.

Da Castella og Senora Carmen atter kørte hjem og var naaet i Nærheden af San Sebastian, sagde Spanierinden med overstrømmende Taknemlighed:

— Tusind Tak, Don Fernando. Det var en dejlig Tur.

— Kunde De tænke Dem at rejse en endnu længere Tur med mig? spurgte Komponisten.

— Hvor skulde det være hen? svarede Senora Carmen og rødmede.

— Til Danmark!

— Til Danmark! gentog Senora Carmen og greb i sin Forskrækkelse om Komponistens Haand, og Ordene syntes at have gjort et saa overvældende Indtryk paa hende, at hun ikke slap den før de naaede San Sebastian.