Med den brede Pensel/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/10 337-389

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


XIV.

Opdragelse og Opdagelser.


Naar man i det hele taget giver sig til at grunde og gruble over Livets Besynderligheder, efter at man selv har nogle af Livets Erfaringer paa Bagen og ikke altid har nøjedes med at læse sig dem til hos andre, saa turde det være, at dette med Sympathien volder En mest Hovedbrud.

Man ser et fremmed Menneske; man bringes i Berøring med det ved en eller anden tilfældig Omstændighed; man krydses i sine Vaner og i sine Planer, giver noget bort af sig selv, ofte sig selv helt …. og man modtager til Gengæld noget af et fremmed Væsen, undertiden dette Væsen helt og holdent.

Dette ser nu ganske fornuftigt, endog helt logisk og mathematisk ud: do ut des! Politik, Forretninger og varige Venskabsforbindelser bliver ofte grundet herpaa. Men gaar man det lille Skridt videre, og siger man at Forholdet f. Ex. er en Mand og en Kvinde, der med Et føler en underlig gensidig Tiltrækningskraft og paa denne »Krafte« slutter et Forbund — og medfører dette Forbund, at der en skønne Dag kommer en lille Mand eller Kvinde ind i Huset, og med Aarene maaske flere smaa Mend og Kvinder — og omfatter man denne Række af sine egne Smaaselv med al den Ømhed og Omhyggelighed, der er nedlagt i Mennesket, — saa er Mennesket ikke desto mindre et højst kombineret Væsen af en besynderlig, man skulde næsten paastaa grufuld Sammensætning: thi en skønne Dag kan det spørge sig selv, hvad dette dog altsammen er for noget? hvor det kommer fra? hvad det skal til med disse fremmede Væsner omkring Mennesket selv?

Man kan ikke blive dømt ind i nogen Sindssygeanstalt for disse Refleksioner og Spørgsmaal. Man kan vedblive at være en god Fader, en god Borger, et godt Menneske tiltrods for disse Betragtninger. Egenlig kun ved at læse dem nedskrevne forekommer de En saa underlige, saa oprørende. De tænkes dog tidt. Mand eller Kvinde, yngre eller ældre, spørger sig selv ofte: var vi maaske dog ikke nærmest skabte til at være alene? .…. har ikke »Sympathien« gækket os? …. kan man i det hele taget leve med og for nogen anden end sig selv — for og med sig selv?

Hver Dag, der gaar, bliver Livet vanskeligere og vanskeligere at leve i en Tid, der raaber højt paa det Solidariske, paa Samarbejde, paa de demokratiske Principer! Muligvis er det kunstigt, hele dette Væsen med det Demokratiske! I hvert Fald gaar det ud over de finere og dybere, de virkelig stolte, eller de blødere, mere sensible Naturer. Dog, den Dag vil ogsaa oprinde, hvor disse føler sig befriede og faar deres Oprejsning. Demokratiet — ikke det i snevrere Forstand politiske, men den hele moderne Stats og Aandsindretning — vil rejse sig og bryde sin egen Form. I Længden vil Menneskene, som maaske i langt dybere Forstand end Menneskene selv formoder, ere Frihedens fødte, lovlige Arvinger — i Længden ville de ikke udholde den Tilstand, hvor de Tusinder med vagtsom Mistro og Misundelse piner den Enkelte. Voldsomme Kampe ville slaa Samfundsindretninger istykker, som ikke svare til det enkelte Individs Trang og Behov. Vi ville antagelsesvis atter flakke om som Horder, tilbedende Solen, Styrken, den aandelige Sandruhed og den legemlige Uforfærdethed. Af Horden vil Patriarkens Familie fremgaa. Manden har sit Telt; det er hans Kastel, hans Helligdom, hans Verden, som han kan flytte med sig efter Behag. Og idet han værger for Teltets dyreste Eje, for hans Hustru, Ven, Livsledsager og Moder til hans Børn, føler han tillige, at han værger for det Bedste i ham selv fortsat naturligt igennem Børnene — Baandene mellem Mand og Kvinde, Baandene mellem Familie og Livet udenfor, mellem Verden og Gud.

Tilbage til Naturen!




Naar Frøken Helene Borg senere — under et andet Navn men som den samme Kvinde — tænkte tilbage paa denne Periode, saa var der Et, som hun mange Gange maatte tage frem igen, smile over og grunde over — men hun fandt ikke ud af det. Hvorfor gik ikke dette Venskabs Forhold imellem ham og hende hundrede Gange i Stykker? Thi — oprigtig talt — han var hende en Gaade, med alle hans Refleksioner og Paastande, den urimeligste, den vanskeligste, den særeste Ven af Verden.

Ganske vist, der var dette med Sympathien — lad os kalde det saaledes. Men, Sympathien forudsat, saa er det alligevel besynderligt, at en stor og stærk Mand støtter sig til en forholdsvis lille og skrøbelig Kvinde, læsser alt sit daarlige Humør, sine Sorger og Bekymringer, sine Besværinger — idelig og idelig de samme — over paa hende som noget ganske selvforstaaeligt: medens han upaatvivlelig vilde have fundet det i særegen Grad paafaldende, om hun blot en enkelt Gang havde vendt Forholdet om og ladet ham føle den relativ mindre Vægt af hendes Sorger, Besværinger osv.

Ganske vist, hun havde en god Balance i sig, og altid var baade et indre og ydre Smil til Rede hos hende …. og dette Smil kunde undertiden fortolkes saaledes hos hende: han tillægger Dig unægtelig stor Styrke, stor Udholdenhed, han sætter Dig højt, han viser Dig mere Tillid end noget andet Mennnske ved saaledes at bruge Dig som Donkraft til at holde hans egen Skude paa ret Køl!

Men ikkedestomindre …. naa ja, der var Sympathien! Og den boede hos hende, den havde opslaaet sit Paulun i hendes Sjæl; den vovede sig kun med den yderste Varsomhed frem engang imellem, for at kigge efter, om den muligvis ikke skulde have en Genbo. Og følte den sig ved en og anden særlig Lejlighed overtydet herom, saa trak den sig beskeden tilbage, tilfreds — aa, saa tilfreds — og kun det varme, kloge, lysende Smil fik ved en umærkelig højere Grad af Lys og Varme Lov til at vise, hvor megen Tilfredshed dette stærke, trofaste, modige Hjærte gemte!




Med alt det, at hun kom til ham fra en fremmed Verden og fandt i ham en fremmed Verden — med alt det, at de havde saa vidt forskellige Forudsætninger, og at de i Begyndelsen noget nær ikke kunde tale sammen uden at geraade i Disput, i Forlegenhed, i Misforstaaelser — og med alt det, at han ikke paalagde sig nogen særlig Tvang overfor sine Luner, medens hun stadig maatte være paapassende overfor sig selv — saa dannede hun sig temmelig hurtig et korrekt Billede af ham, med Fradrag af det Uvæsenlige og Forbigaaende: og dette Billed vilde blive bestemmende for Fremtiden, det følte hun med kvindeligt sikkert Instinkt.

Han var, alt i alt, en Mand — en udpræget og en original Mand. Det er nu ikke det værste, man kan være i en Kvindes Øjne.

Var hans Bitterheder, hans Ironi og hans stadige Syslen med sig selv end ikke ubetinget en Anbefaling — og skræmtes hun nu og da ved hans undertiden, brutale Tørhed og ved hans Kulde, hvortil hun fejlagtig, som Kvinder tidt plejer, søgte Forklaringen altfor langvejs borte — i et brudt Forhold af ømmere Natur, en Skuffelse eller en Selvbebrejdelse — saa var hun paa sin Side saa lidt optaget af sig selv, at hun efterhaanden formaaede at regulere sit Syn paa ham, faa ham stillet i den Belysning, hvori en Mand langt mere end en Kvinde maa ses: Samtidens, Omgivelsernes, de bestemmende ydre Vilkaars.

At han havde tvunget sig til at resignere — at han stadig havde at betvinge Lidenskaber, der netop, naar vi giver efter for dem, kan gøre os elastiske og elskværdige i al vor Egoisme — det opdagede hun snart, og det gjorde hende tryg, langt tryggere end Glathed og Imødekommenhed formaar overfor en Kvinde, der paa samme Tid er naiv og intelligent. Hans Væsen var præget af en barsk Idealisme — hun vilde ganske vist have ønsket den noget lysere; men det gaar Damer overfor en Mand, for hvem de interesserer sig, som det gaar dem i Kræmmerens Butik: de medbringer en Prøve af noget Broderegarn, som de ønsker kompleteret; naar der ikke findes denne Farve, saa tager de den nærmest tilsvarende, en Nuance dybere i Kuløren; Broderiet venter derhjemme, det er dem en Æressag at faa det færdigt, og man kan altid læmpe lidt paa Mønstret!

Idealist, ja det var han — og han stod alene — hun vidste ikke, hvor alene — kendte ikke Forholdene nok til at kunne bedømme hans Stiling — vogtede sig i det hele taget, navnlig efter den første »Overhaling«, for at tale med om Ting, der laa hendes Opdragelse, hendes Kundskaber og Udvikling fjærnere end hendes sunde Dømmekraft og kvindelige Gætteevne.

Spøgende havde han ved en Lejlighed sagt, at medens man nu og da hørte et Talent, eller endog en Dilettant besvære sig over at være født en Menneskealder eller to for tidligt — saa kunde han selv beklage at han var kommen altfor sent, flere hundrede Aar bagefter sin virkelige Tid, til Verden.

Hun gav sig straks leende til at spørge, om det maaske var i Kong Hans’s Tider han ønskede sig tilbage? Men Svaret, hun fik, var et ganske tørt og alvorligt: Ja, min bedste Frøken! kan De skaffe mig fat i Lykkens Kalosker, saa trasker jeg med den største Fornøjelse ind i det femtende Aarhundred — om just ikke her i Danmark — og jeg skal ikke ønske mig tilbage igen, det vil jeg love Dem! —

Da skulde det gøre mig ondt! for saa vilde jeg ikke kunne nyde godt af Deres Undervisning! Jeg i det mindste vil nødig ud af min egen Tid — den passer for mig, og jeg formodenlig for den! —

Aa, hvad Undervisningen angaar … oprigtig talt, De har grumme lidt Anlæg — saa lidt, at jeg skammer mig over at lade Dem sidde her og gnidre med en Blyant hos mig, til Gengæld for al den Ulejlighed, De har med Karsten. Vi maa have den Sag paa det Rene — jeg har tidt bedt Dem derom — men nu siger jeg Dem atter: hvis De virkelig var istand til at lære noget hos mig, saa vilde jeg betragte vort Regnskab som værende i Orden. Men nu »stemmer« det ikke. Karsten gaar frem — det er tydeligt nok — men De … ja undskyld — De bliver staaende paa det samme Punkt — og det er et temmelig ringe et! —

Virkelig? Ikke engang et g? Det gør mig ondt. Men jeg er sejg og stædig. Jeg vil lære at tegne — og jeg vil vedblive at læse med Karsten. Han er ikke noget Lys; jeg smigrer hverken Dem eller ham. Men han er et elskværdigt ungt Menneske, der gør sig den bedste Umage — og min »Methode« har staaet sin Prøve overfor mange langt ringere begavede; det kan jeg forsikre Dem. De vil nok faa Glæde af ham med Tiden. Se blot, hvor han har udviklet sig i dette Aarstid. Ja, jeg mener ogsaa rent korporligt. Han bliver en smuk ung Mand! … Her lo hun, friskt og fornøjeligt …. Det kunde ende med at han ligefrem blev farlig for sin Lærerindes Hjærtero. Saa bløde, klare og noget drømmende Øjne — et kønt, begyndende Skæg — helt mandigt — en slank, god Figur — den Gymnastik er dog en god Ting — krøllet Haar .…. han ligner det, som Damerne og Romanerne forstaar ved en »ung Kunstner«. Og Gud véd, om han ikke skulde have Anlæg for Tegning! Dér kunde De maaske faa en Elev, som fik en bedre Karakter end jeg. Se engang i hans Stilebøger ….!

Pokker ivold! … Undskyld min Afbrydelse, kære Frøken! men jeg er sikker paa, at Fyren ikke har saa megen Forstand paa at tegne den Krukke dér, som De! —

Jeg takker for Komplimenten! Vilde det ikke være Dem en Glæde, om Deres Plejesøn blev det samme, som De dog .….?

Hverken blev eller er — og som jeg ikke ønsker at nogen, over hvem jeg raader, skal blive i denne Tid, hvor …. naa, nu faar De mig op at ride paa min gamle Kæphest! Det skal være Dem tilgivet, naar De blot vil lære ham at kunne læse en god Forfatter — og at kunne skrive et ikke altfor jasket Brev!




Æsthetik? De spørger om en Æsthetik? Der gives ingen. Mal et godt Billed, skriv et godt Digt! Det gaar dermed, som naar man spørger om Religionen. Vælg den bedste; den, som de færreste Theologer har haft Fingre i! Lad os arbejde paa at faa vort Menneske frem: jo større, jo ædlere, jo bedre — des mere nærmer vi os de Betingelser, der har frembragt Troesbekendelserne som det højeste Udtryk for Menneskets Stræben efter Sandhed, Skønhed, Plan og Dybde i Livet! Forresten taler jeg sjældent om den Slags Ting — ligesaa sjældent og ligesaa nødigt, som jeg taler om Kunst. Kun fordi De netop spørger .….! —

Ja jeg spørger! Jeg mærker nemlig, jo nærmere vi lærer hinanden at kende, at De netop stadig beskæftiger Dem med det, De nødig taler til andre om. Naar jeg nu gerne vil underholde mig med Dem, og naar jeg mangler Deres Evne til at underholde mig med en Anden ved blot at tie stille og se tankefuld-optaget ud — saa kommer jeg plumpende med mine Spørgsmaal: f. Ex. om Kunst! Hvordan gøre sig fortrolig med den? hvordan vide, hvad der er god Kunst og mindre god Kunst … jeg mener alle de finere Nuancer? For, den daarlige Kunst lægger sig for Dagen af sig selv — ikkesandt? Dér kan den almindelige Dannelse være retledende? —

Se se! Det har De opdaget! — Naa, det er altid noget — selv om det naturligvis er galt! —

Er det galt? —

Jeg svarer Dem ikke. Jeg spørger Dem blot: naar De har siddet og hørt med Andagt paa Beethoven — falder det Dem saa ind at løbe hen til et Uhyre af en Musiker og spørge ham, hvad det er, der har henrevet Dem ved Beethoven, og hvorfor det har? Selvfølgelig kan han ikke svare Dem — han maatte være et usædvanligt stort Fæ, hvis han gjorde det — men De gaar slet ikke til ham. De gaar ind i Deres Lønkammer og letter Deres Hjærte ved nogle blide Taarer — eller De gaar Dem en frisk Tur og finder, at Livet dog ikke er helt elendigt i alt dets Elendighed! Ganske paa samme Maade gaar det med Malerkunst, Billedhuggerkunst, Raderinger osv. —

Blot De dog vilde snakke lidt med mig derom! De skylder mig det næsten. Jeg er Deres eneste Tilhører! —

Christensen saa’ paa hende fra Siden af. Saa lo han tørt, purrede sig i Haaret og lod Haanden glide over Panden:

Naar vi hver for sig faar lagt saa meget op, at vi kan gøre en Rejse sammen til Udlandet, saa skal jeg nok være vigtig paa Gallerierne — ligesom jeg var i Rom — det kan De være sikker paa. Blot ikke snakke nu .…. man peger og siger: Se dér! —

Véd De af, at jeg vil tage Dem paa Ordet, naar den Tid kommer? Og véd De af, at jeg har taget mig en »Plads« nu, for at jeg med Tiden kan komme bort? —

Hvad behager? — en Plads? — her? — dog vel ikke i Udlandet? …

Han spurgte hurtigt. Hun svarede smilende:

I et af vore største Huse, Der er en eneste Datter, en ung Pige paa en sytten, atten Aar. Hende skal jeg lære Italiensk og Fransk. Og Moderen …… hos hende skal jeg være Selskabsdame. Hun gjorde ved mit første Besøg et lidt »ungdommeligt« Indtryk paa mig — saadan Ungdom med junonisk Karakter — forresten meget ligefrem, godmodig og nedladende. I fornødent Fald skal jeg rejse med Damerne — til et Bad — til Tyrol eller Schweiz — en Vinter til Italien, eller hvad det nu kan blive! —

Ja saa! Hvad er det for Folk? —

Frøken Helene Borg nævnede Navnet paa et af Byens mere fremstaaende Handelshuse. Det var tilfældigvis den Grosserer — Konsul — i hvis Cirkel Christensen havde tjent sine første Erfaringers Sporer.

Han vendte sig om imod Vinduet og trommede nogen Tid paa Ruden.

Saa drejede han sig atter og saa’ rolig paa hende:

Hvornaar tiltræder De »Konditionen« — om man tør spørge? —

Først til Efteraaret! Sommeren over kan jeg endnu ganske staa til Hr. Karstens Disposition. Men jeg siger Dem, jeg tror at han bliver Maler. Se efter i hans tyske Stilebog — eller endnu bedre i det lille Hæfte, hvor han skulde have skrevet sine franske Gloser. Han har forsøgt at tegne min Ringhed — og det forekommer mig virkelig at være ligt. Der er ogsaa en Karrikatur af Dem! Han har betroet mig — men De maa ikke blive vred paa ham — at han længe i al Hemmelighed har øvet sig .….!

Aa, den fordømte Dreng! — Vil De vise mig det lille Hæfte? —

Hun tog Bogen og rakte ham den leende. Han slog nogle Blade om — rynkede Panden, nikkede og brummede:

Karrikaturen er den bedste. Hvalpen har noget Talent. At det skulde komme dertil! — — — — — — — — — — — — —




Breve
vekslede imellem
Ivar Feldmann Christensen
og
Frk. Helene Borg.


Kultorvet i April 188—.

Frøken Helene!

Jeg har savnet Dem. Skulde De dømme efter den lange Tid, der er hengaaet siden De rejste her fra Byen — og hvori jeg ikke har faaet Pen til Papiret — saa vil De næppe regne min Længsel ud med store Stavelsemaal. Det skulde da være, at jeg var død og begravet af Længsel. Men det er jeg nu ikke. Forresten kunde De gerne have været den, der havde begyndt! Undskyld! Vi plejede dog at sætte Formaliteter tilside, da København endnu indesluttede os begge i sin moderlige — noget sterile — Favn. Nu haaber jeg, at De omgaaende gør Gengæld.

Det var det!

Jeg kan altsaa desværre ikke begynde min Skrivelse saaledes som der staar i Brev- og Formularbogen: »De spørger mig, højstærede Frk. N. N. om« …. osv. Thi De har ikke spurgt mig om noget. (De kan nok mærke, at jeg har gaaet og ventet paa et Brev). Til Gengæld vil jeg spørge Dem, hvorledes De befinder Dem? Højst overflødigt. Thi min ærede Hr. Søn — som synes at være bleven en meget om sig værende ung Mand — fik opspurgt Deres Adresse hos Portneren i Konsulens Hus. Det fremgik, at De nu befinder Dem med Husets Damer i Venedig — og er man dér i April Maaned, og har man ikke netop Snue, saa er man i det svømmende Paradis! (En fortærsket Vending, men jeg har dem ikke bedre paa Palletten for Øjeblikket).

Hvorledes har Giardini publici det? Der maa være henrivende — en Duft af Violer, af Oleander, af Oranger, og ingen Støv! Her støver den tørre Østenvind, afvekslende med Haglbyger, som græder Istaarer saa store som Sveskestene. Naa, De kender det! Her er ogsaa Udstilling. Den kender De heldigvis ikke. Men tilbage til Venedig.

Jeg er naturligvis for dannet en Mand til at tale om Gondoler. Man lader sig vugge i dem, naar man er i Venedig, og man glemmer dem aldrig siden; — men nedskriver man dem, saa er det akurat som om man læste i Bädeker eller hørte paa Lieder ohne Worte — og jeg hader Mendelsohn — undtagen i Sommernatsdrømmen.

Apropos! naar De tager en Gondol, saa skal De ikke lade Fyren trække Dem frem og tilbage igennem den store Canal, imedens han aflirer Dem sin Ramse. De skal ind i Sidekanalerne. Dér er Venedig! De skal f. Ex. sige: Til Palazzo Sanudo Vanaxel! (Jeg tror, det hedder saadan). En herlig gammel Kasse! med en lille Sten-Fundamenta udenfor en skyggefuld Have, hvor Skyggerne spøger som et Æventyr! Der er en Portal …. Kys paa Fingren! …. aldeles Indgangen til Tusind og en Nat — arabisk Gothik — ubeskriveligt!

Dér laa jeg den meste Del af en Maaneskinsnat i min Plaid og drømte, at jeg var en Søvngænger og aldrig vaagnede mere. Mærkeligt, at man ikke bliver moden til Daarekisten en saadan Nat. Men Snue fik jeg da.

Dog, jeg glemmer at Deres Damer naturligvis ikke. lader Dem tage ud alene — og allermindst om Natten. Det maa lige godt være strengt at skulle rejse med Damer, havde jeg nær sagt. Men se nu er jeg en Tølper, som altid. Hvad Ret har jeg til at minde Dem om Deres afhængige Stilling?. Den bliver De vist mindet tidt nok om.

Undskyld altsaa! Hvordan skal jeg nu fortsætte? Jeg kom helt fra det. Har De set Tintoretto og Tizian i Dogepaladset? Har De været nede i Kældrene …. over Sukkenes Bro? Jeg kan ligesaa godt spørge: har De læst Byron? — har De drukket Øl hos Bauer-Grünwald? Jeg vaaser.

Ak, kære Frøken! De og jeg, vi skulde have været sammen i den forunderlige By, som desværre er blevet malet saa ofte, at man kan blive helt arrig af at tænke derpaa.

Men tænke sig alligevel: en By, som er blevet be-malet og be-sunget saa ofte — om hvilken der er sagt saa mange Trivialiteter — og som dog kan hævde sin næsten jomfruelige Skønhed i vor Erindring! »Rygtet pletter ikke!« siger et italiensk Mundheld. Det er temmelig vovet sagt — men der er noget om det alligevel,

Godnat! Gid De vilde sende mig et Par Linjer. Uden at De derfor behøver at sige til Deres Damer, at vi staar paa Brev-Fod sammen.

Deres

osv ….



Midten af Maj.

Kære Frøken.

Stadig ikke en Linje. »Deres Tavshed foruroliger mig«, som der staar i en eller anden daarlig Komedie. Er De syg? Nej det er De naturligvis ikke. Paa Rejse bliver man kun syg en enkelt Dag. Man har ikke Tid og Lyst til mere. Saa maa De altsaa være gnaven. En plausibel Grund til Tavshed — kun ikke overfor mig. Naa, jeg vil have Taalmodighed.

Jeg har hørt at De er taget til Bozen, at De vil blive dér et Par Uger og saa gaa videre igennem Tyrol til Tarasp. Det skal være et herligt Sommeropholdssted. Glück auf! Der er naturligvis bedre end her paa Kultorvet — med Udsigt til at slaa Feriemaanederne ihjel i et eller andet lille Hundehul. Jeg vil ikke laste mit Land. Skam den, der gør! Men …. aa det er ogsaa Deres Skyld altsammen.

Saa, nu har De det. Jeg vil tage Hævn over Dem ved at skrive Dem et langt Brev til — om det, der har særlig Interesse for mig. Stort andet kunde De ikke vente.

Der er Monsieur Karsten! Jeg tror, at han begynder at forurolige mig.

Selvfølgelig: han har Talent! Men Herregud, hvad er det dog for en sælsom Tid, den hvori vi lever. Man skulde paastaa, at ligesom man har Dampudrugningsmaskiner for Kyllinger og Ællinger, saaledes driver ogsaa en overkultiveret Modtagelighed alle Evner frem hos de unge Mænd i forbavsende kort Tid. De fødes saa at sige med Pennen eller Penslen i Haanden — de er straks færdige — de svømmer lige saa snart de er kommen ud af Æggeskallen.

Dette kunde jo se ud som en Renæssance. En saadan Færdighed fra Vuggen af — en saa tidlig udviklet Formaaen — sjeldent et Greb ved Siden af — ingen generende Tvivlen eller Tøven: giv dem Apparaterne i Haanden, og de er straks Mestre!

Renæssance — jo pyt! Se dem bare, disse unge Herrer, der kommer tilbage fra Paris, alle sammen ens klippede, malkontente, magre, flittige, indexercerede i en og anden Skole — den af yngst Dato begribeligvis. De har Talent — javel har de saa: en tre—fire Stykker af dem har endogsaa meget Talent; de har faaet Medaille, deres Navne staar i Aviserne, de er en »Pryd for deres Lands Kunst«, som en Reporter skriver; og de vilde faa Festmaaltid paa Skydebanen, hvis de ikke tilfældigvis stod i Opposition til Akademiet.

Jeg ønsker intet hellere end at være retfærdig overfor dem. Jeg kan være det med frelst Samvittighed. Deres aandelige Horisont er ikke vid. De maler brillant — og da de finder, at »Akademiet« ikke gør det samme, saa er de i Opposition. De vil eller kan ikke se, eller de faar ikke Lov af literære og politiske Venner til at se, at lige saa vist som der sidder Professorer og Medlemmer, som ikke duer noget og aldrig har duet, saa er der Folk blandt de »Ældre«, som ved Siden af at være habile Kunstnere tillige ere udviklede Personligheder — saa langt som vi nu kan række herhjemme. De vil stadigvæk ikke se, at det, de hjembringer som noget mærkeligt Nyt og hvorpaa deres Autoritet nu hviler, at det inden ti Aar er ligesaa gammelt, om maaske ikke slet saa godt, som de nuværende »Ældres«. Vore fremragende yngre Kunstnere kunde spare sig den hele Storm. De tror paa en halv Snes moderne Romaner — paa et Par Artikler i nogle velsindede Tidsskrifter — forresten paa ikke stort andet end deres egen »Gennembruds-Betydning«. Pah! Som om der af hele vor Overgangstids Kunstperiode blev levnet et eneste virkelig stort Navn — et hvorpaa hele Folket kunde hvile, ikke et, som blir dyrket indenfor et Kammeraderi! Visselig ikke! Denne Tid er dømt. Om vi lægger Hænderne i Skødet, eller vi sprælder lidt: lige stort og lige smaat bliver Resultatet. Først burde der lægges en aandelig Brakjord ud. Der maa fordres Hvile. Saa kan Jorden tages under Behandling af en ny Slægt. En stærk Tro, stærke Lidenskaber, Umiddelbarhed i Følelsen, Skønhedsglæde og Naturglæde maa nedlægge sine Spirer — og saa vil ny Frugt vokse — men ikke før!

Ser De, kære Veninde: jeg nærmede mig paa Karstens Vegne og for hans Skyld disse Yngre. De betragtede mig som en fra de Døde opstanden. De vidste, at jeg ikke hørte til de »Gamle«, og da de ikke med Grund kunde antage mig for at være et hemmeligt Professoræmne, saa viste de sig venlige, nedladende. Halvt medlidende, halvt overbærende hørte de mig fremsætte mine Anskuelser — Fordringerne om det store Menneske svarende til den store Maler, om Naturalismens Fattigdom og Brutalitet dér, hvor »Modellen« ensidigt hævdes — om Muligheden af at skabe en Kunst, der ligesom hos Grækere og Middelalderens Italienere var en »ars sacra« paa samme Tid som en »ars profana« — om at se i de gamle Nederlændere andet og mere end en Realisme, hvortil man kunde nærme sig med Returbillet over Paris, osv. osv. De trak paa Skuldre og Smilebaand. De haspede en Hoben lærerige Ting af sig. Saa blev jeg yderlig beskeden og sagde, at den Rummel og Ramse havde jeg lært at kende paa selve Stedet førend dem!

Vi drejede af. Hvorfor skal man i unyttig Kævl? Tiden faar blive Tidens egen Tugtemester! Jeg spurgte, hvad de mente om Karsten. Jeg beklagede at han lidt for tidlig var sluppen ud af mine Kløer — men jeg stolede ikke nok paa min egen Vejledning — og jeg vilde netop i denne Tvistens Tid vise Akademiet min Tillid med Tak for, hvad godt jeg selv i min Tid havde lært dér. Jeg var ganske vist forbavset over, at han saa hurtig havde rutschet Skolerne igennem — men alle skyndte sig jo nu, og alle havde saa meget Talent paa Forhaand … Om Kammeraterne dog ikke mente, at det var lidt ængstligt med en saa tidlig Modenhed?

Det mente de jo nok. Det vil sige, de klappede mig paa Skuldren og sagde, at han ganske vist var lidt for meget »dreven«, at han malede temmelig meget chic — at det kunde indeholde en Fare — men at det dog var bedre til en Begyndelse, end at kludre og staa i Stampe som de Gamle. At jeg kun skulde trøste mig: der maatte en bred Basis til af megen Kunst — megen ung og frisk Kunst — for at der af den samlede Sum kunde fremgaa de enkelte overlegne Resultater.

Jeg takkede de »enkelte overlegne Resultater«. Saa gik jeg hjem og lettede mit fyldte Faderhjærte ved at skælde min gode Monsieur Karsten grundigt ud)! — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —


Fortsættelse, lidt senere.

Det er tydeligt nok. Han er i Halen paa en »Bevægelse«. Og han vil blive sendt i Breschen som Kanonføde. Havde man endda Filosofi nok til at tage det filosofisk!

Saa køn og fiks og strunk han er, saa er han kun et Barn, en tyveaars Dreng, der har Tilbøjeligheder til at nyde Livet og lade sig fetere. De har ganske vist ikke faaet gjort ham malkontent — undtagen i Haar og Skæg. Tager man lidt haardt paa ham, saa klapper han sammen som en Foldekniv uden Fjer. Taler man blødt til ham, saa flyder han straks over som Kong Gambrinus' Bæger. Alle kan lide ham — og alle kan lede ham — og jeg tror nok at han lider sig selv bedst af alle. Dundrer jeg op for ham en Dag, saa er han borte de følgende fjorten Dage. Jeg har indrettet Atelier til ham oppe paa Kvisten. Dér er han sjeldnere; mest flyder han omkring hos Kammeraterne, de alleryngste, der blindt sværger til de »Yngres«, til Oppositionsførernes Fane. Selvfølgelig har han Bestillinger …. jeg véd ikke, hvilken Røverkaptejn af en Kunsthandler, der skiller ham af med hans hurtig nedrablede Damehoveder i »Tone«, hans impressionistiske Landeveje, der fordrer en Fjerdingmils Afstand for at kunne ses. Han kan anlægge en Studie ret organisk dygtigt — saa skumrer han den over med en »Fordriver«, og Resultatet er der! Han har en akrobatisk Evne til med nogle brede Strøg i Tusch at gøre en Figur, som »løber«, — en Herre, der tager Hatten af — en Dame, der nyder »en lille Genstand« paa et offenligt Sted. Naturligvis er der straks en Forlægger, der har »sikret« sig ham som Illustrator til Novelletter af de yngste Forfattere — der alle ere Karstens Venner.

Og intet af alt dette er originalt hos ham. Han suger det ind fra Luften omkring sig — han eftergør, rigtignok ubevidst, de yngre Dygtigheder — han bliver som sagt Bevægelsens Hale — sandsynligvis dens Karrikatur, hvis han faar Lov at løbe Linen helt ud.

Kammeraterne? De har dannet en Klub, et Selskab »Med den brede Pensel«. De reder og klipper Haaret i Form af en »Fordriver« — de bruger franske Farver, franske Fernisser og franske gale) Vendinger, samt Pensler saa lange som Theatermalernes. Dette er, vel at mærke, ogsaa et Laan fra en af de yngre Dygtigheder — som vel at mærke forstaar at føre saadan en Svaber, De ere naturligvis politisk radikale, Fritænkere paa en Hals, gyseligt blasérte — gyseligt opsatte paa at more sig — Skeptikere overfor alt andet i Verden end deres Spejl. De synes at holde af gode Klæder og en god Figur — hos dem selv saa vel som hos Damer — hvad man ikke kan fortænke dem i. De ere tilbøjelige til at ophæve den kontrollerede Prostitution og de staaende Hære. De tror paa en Gengældelse efter Døden — for Akademiprofessorer, Aagerkarle og Journalister, der dadler deres Udstillingsarbejder. Ved Efterspørgsel hos Kammeraterne har jeg fundet, at de anser Karsten for »naiv« endnu. Gid de faa Ret!

Ak ja! Herre, hvad skal Enden blive? Saadan er det at tage Børn til sig. Og dog vilde det være værre, om det var Ens egen Søn!

Jeg gifter mig aldrig! — — — — — — — — — — — — — — — — — —


Fortsættelse videre.

Der kom forleden dumpende ned til os ovre fra Karstens Fødeby en køn lille Pige. Eller stor er hun da — næsten paa Karstens Højde, frisk som et Æble, en god Figur, daarligt syede Klæder, en Taille som en af Guido Renis dansende Horaer, en Duft af Land og Smaaborgeri, et Pust af Naivitet, god Forstand, Ungdom og Sundhed … hun kunde næsten blive farlig for Dem ved en Sammenligning og stikke Dem ud hos Deres gamle Ven.

De ser, at jeg giver Dem tilbage paa Deres Drillerier med Karsten en Gang — eller var det flere Gange?

Jeg har maattet være »Onkel« og holde for. Saadan en skikkelig, halvgammel Onkel, de to unge Elskendes Forsyn, Skærmbrædtet, som man bruger, Moralen, som man helst var fri for, men som man tager med for Velanstændighedens Skyld — hvad siger De?

Naa; jeg har haft og har stedse min Fornøjelse deraf. De to unge Menneskers Hjærteanliggende — hvis der er et saadant — maa i hvert Fald blive deres egen Sag. Hun indgyder mig Tillid, hun morer mig — og Monsieur kan allenfals ikke have Skade deraf. At jeg vanskelig kan tænke mig ham »gift« engang, det udelukker ikke at jeg gerne ser ham optaget af at gøre Haneben. Det klæder ham i Grunden — den Æsel — og Pigebarnet har Ben i Næsen.

Maj er jo endnu den Maaned, hvor man kan vise Byen frem i hele dens Opulens for en Provinsialist. Udstilling, Theater, Samlinger, Sommerforlystelser i Et. Hvilke Herligheder!

Jeg har da trukket omkring med dem begge to og med hende alene. Kirstine hedder hun og frabeder sig at blive kaldt »Kesten« — hvad vi saa naturligvis gør. De vil erindre, at jeg tog Karsten fra hans Principal, den hæderlige Malermester og Lakerer i den lille By. Nuvel, denne Mand er Kirstines Fader. Han synes at staa sig ganske godt og at være noget apoplektisk. Rejsetilladelse har han da givet, og Rejsepenge ligeledes — paa hvilke Pigebarnet sparer med henrivende filisteragtig Mistroiskhed. Ellers er hun aaben, ligefrem, naiv — og klog. Intet undgaar hendes Opmærksomhed, og vanskeligt lader hun sig imponere. Hvad hun opfatter og hvad hun tænker, siger hun g’rade aus. Hun virker her som en Vild i Hovedstaden — som en Knaldperle i en Balsal.

Jeg skylder hende, der aldrig har hørt Tale om Kritik, at jeg paany har revideret mine Meninger og Anskuelser over vor hjemlige Kunst i det Hele taget, og at jeg har faaet Forfaldet bekræftet. Udstillingen gjorde aldeles intet Indtryk paa hende — naar undtages Interessen for et og andet »Æmne«. Pudsigt var det at se hende første Gang staa overfor et Billed. Hun saa’ roligt paa det, gik tæt hen til det, bøjede sig frem med sin smukke, lige, kraftige Næse næsten paa Lærredet — og traadte langsomt tilbage, idet hun sagde: Aa, det er malet!

Jeg vilde ønske, De havde hørt Betoningen! Desværre, sligt er ugengiveligt.

Jeg blev ved at gentage sagte, medens vi spaserede omkring og standsede ved Kunstgenstandene: Det er malet — aa, det er malet! Og jeg tilføjede ved mig selv: Det er intet Liv, ingen til Kød og Blod bleven brændende Tanke, vristet med sikker og mægtig Haand ud af Kunstnerens Hjærne — osv., osv.

De kender mig, naar jeg begynder, kære Veninde! Nu skal jeg være skikkelig, kun refererende.

De skulde set hende paa Thorvaldsens Museum! Straks da vi kom indenfor, standsede og studsede hun. Det var, som hendes Blik vilde sige: Gaar dette virkelig an — det er jo et nøgent Menneske! Men da hun saa’ lutter saadanne omkring sig, var hun øjeblikkelig »med«; og vi maatte det Hele igennem fra Loft til Kælder. Skulpturen faldt absolut mere i hendes Smag end Maleriet. Thorvaldsens Ynde, hans Skønhedsglæde, hans lidt afdæmpede, sunde, klare Fornøjelse over Mennesket virkede paa dette vilde Menneske anderledes end jeg havde tænkt. Man tænker virkelig altfor tidt ud fra sig selv, naar man vil tænke for eller om andre! Hans Mangel — i mine Øjne — paa det Kraftfulde, det Energiske, det (i god Forstand) Raa — blev hos dette provinsielle Naturprodukt en Dyd, en Fuldkommenhed. Hvem skulde nu have sagt det? Da vi endelig kom ned til Mesterens Grav, spurgte hun mig hviskende, om hun turde tage et Epheublad med sig? Og hun plukkede det og gemte det paa sit Bryst, som et Barn, der stjæler i en Have, og med en Ynde, en Bevægelse, en Natur, som — som en Skuespillerinde blot skulde ane!

Vi kom i Theatret. Hun sad ganske alvorlig under hele Stykket — brød sig ikke om at tale i Mellemakterne, vilde ikke se paa Folk — og da det var forbi, rejste hun sig, som efter Udøvelsen af en Pligt, stadig tavs.

Jeg spurgte: Har De moret Dem, Kirstine? —

Kom, lad os gaa ud paa Torvet! sagde hun.

Vi gik ud og spaserede rundt omkring Hesten, indtil Folk begyndte at se efter os.

Gaar De tidt derind? spurgte hun.

Jeg svarede, at jeg ikke gik der tidt, at jeg havde gaaet der ofte i mine unge Dage — at jeg savnede saa mange af de Kunstnere, jeg havde set — at jeg ikke holdt af at dadle, hvad jeg nu saa’, at man altid gjorde bedst i at nyde i Erindringen — og at der sandsynligvis om en halv Snes eller en Snes Aar vilde være Folk, der, som jeg nu, nød i Erindringen, medens Theatret stedse gik ned ad Bakke. Men har De da slet ikke moret Dem over Stykket? spurgte jeg til Slutningen.

Hun betænkte sig lidt, saa svarede hun:

Jeg havde tænkt mig det ganske anderledes — jeg havde ikke troet, at de Herrer og Damer var ligesom vi. Og hvorfor gør de sig saa alligevel den megen Umage — naar det ikke er forbi?

Er det ikke forbi? spurgte jeg forbavset og pegede paa det store Theater, hvor man, slukkede Løgterne i Vestibulen.

Der er jo ingen af dem døde! sagde hun.

Jeg lo højt:

De er værre end døde, Kirstine! Ser De ikke, at de ikke engang er levende, naar de første Gang kommer ind paa Scenen? …

Hvad for en »Scene«? —

Naa; ind i Stuen — naar Handlingen begynder. De ler ikke, de græder ikke, de raaber og skriger ikke, de falder ikke paa Knæ, de dolker sig ikke — de spiller kun moderne Komedie. Nej, jeg maa have Dem med hen til en Opera, det ser jeg nok! —

Hun nikkede langsomt, og spurgte:

Elsker man dér? —

Ja, De kan tro! man elsker og myrder, begraver hinanden levende, staar op igen, kommer i Fængsel, slutter Pagt med Djævlen, er ædel og standhaftig og skurkagtig lige til det sidste!

Vi skal gaa til en Opera! —

Hun drog et dybt Suk, tog min Arm og trykkede den fast op til sit Bryst.

Tak! De er en god Mand — en god Onkel! —

Aa, jeg be’er! sagde jeg …. Og saa gik vi hjem.

Men jeg havde Lyst til at skrive anonymt i et af vore Blade en Artikel saalunde: En ung, ufordærvet Piges Hjærtesuk efter Tragedien, som efter den sidste Mulighed for at standse Decadencen ved vor kongelige, nationale, danske Skueplads — af en forhenværende Ildtilbeder, nuværende Rundebrødsmand med Paalæg af harske Sild, som maa skylles ned med en Bittersnaps!

Undskyld, jeg vaaser!

Videre!

Vi gik vore kongelige, danske, nationale Samlinger igennem. Hvilke Skatte vi dog besidder! hvor vi er et lille intelligent, velforsynet, ordentligt, ejendommeligt Land! Man har godt af at faa sin Erindring herom opfrisket — i Tvivlens og Splittelsens Tider. Man burde hvert andet, tredje Aar kunne omskabe sig til Provinsialist, for at give Kejseren hvad Kejserens er — førend en Kejser kommer og tager os med Hud og Haar!

Hun var henrykt paa det oldnordiske Museum. Det var navnlig denne Orden, Overskuelighed, den bugnende Mængde af Genstande, der dog følges saa let, den klare Plan, støttet af en meget opmærksom og velvillig Omvisers Foredrag, der virkede tilbage paa hendes egen Ordenssans, mere end paa hendes Fantasi. Hun vilde have Genstandene ud af Skabene, veje disse Stenkiler og Guldbaand i Haanden, prøve, hvorledes det maatte have været at hugge og stikke med disse Vaaben …. om virkelig vore gamle Forfædre havde været større end vi? Om Kvinderne havde været f. Ex. kraftigere og modigere, end hun selv? Eller om det var deres »Karakter«, som havde gjort dem større?

Omviseren smilede. Han tog en Guldring ud og satte den om »Frøknens« Pande. Hun blev ligbleg og gav sig til at ryste. Men straks efter skød Blodet op til Kind og Pande; hun klemte Guldet fast om Issen, lo højt som en Dreng, rev Naalene ud af Haaret og lod det, rød-gyldent-blond, falde ned over Skuldre og Bryst. Hun saa’ glimrende ud — en Thyra Danebod — eller en Dronning …. ja hvad Fanden hedder de nu allesammen? Hvor man dog glemmer! og hvor uendelig lidt disse gode, gamle Dannekvinder synes at høre os til — vor Historie — vor Bevidsthed! Ganske som om Øhlenschläger ikke havde eksisteret med sin Opvækkelses-poesi! Naa, han eksisterer da for den Sags Skyld heller ikke mere! …

Paa det ethnografiske Museum var hun maalløs. Jeg havde nær aldrig faaet hende derfra. Hun kunde ikke begribe — sagde hun — at Verden kunde indeholde saa mange forskellige Ting og Mennesker …. tænk! der var vilde Folkeslag til — rigtig Vilde — ikke saadanne, der lod sig se i Markedsboder for Penge! Og de var nøgne — og brune som Chokolade — og havde kun et Skørt om Lænderne — og de smaa Børn var ogsaa brune — og de blev undertiden spist af Krokodiller, af Løver og Tigre og store Slanger! Hun skulde Pinedød nok slaa fra sig — især hvis de kom hendes Unger for nær!

Hun var brillant, forfriskende! Hun vilde gerne sove en Nat i Grønlænderteltet … og Karsten, den Laban, tilbød sig straks som Grønlænder — hvad der nær havde indbragt ham en Lussing.

Hvis ikke denne Stank og Støv paa Gaderne, denne Vognrumlen, disse blege, travle Mennesker, disse Damer, der »altid skulde se sig selv i Butiksvinduerne og se efter Karsten«, disse Sælgekoner, disse altfor »dyre« Droscher, de kvælende hede Sporvogne og de »gloende« Herrer …. hvis ikke alt dette havde været, saa vilde Hovedstaden have været et Paradis, hvor hun selv intet havde haft imod at være Eva!

Rosenborg interesserede hende mindre; hun vilde helst nyde Slottet udvendig fra …. en god Smag virkelig! I det mindste har denne Bric-a-Brac Butik aldrig rigtig kunnet faa min Stemning frem — indvendig.

I Kongens Have vilde hun standse alle de smaa Ekvipager, tage Børnene ud og kysse dem! Blot undrede hun sig over, at Folk havde saa god Raad … tænk, hvor disse Børn var klædt paa! Der maatte være mange, mange rige Forældre i København!

Paa Kobberstiksamlingen havde jeg en Glæde. Der er da virkelig altsaa det ved den gode Kunst, som virker direkte, lige ind efter mod Sjælen — selv hos en ung Provinspige, som aldrig har set en Dannelsesanstalt for sine Øjne, aldrig hørt et Foredrag eller læst i Lübke og Julius Lange. Hun fik Mappen med Rembrandts Raderinger lagt for sig. Jeg stod bag ved, lurende som Mephisto paa Margrethe. Ikke et Ord sagde hun; men jeg saa’ at hun havde set! Og da hun spurgte den vagthavende Assistent, om hun nok kunde faa et af disse Blade tilkøbs — og da hun meget skuffet hørte hans lidt vripne Afslag — saa kildrede det mig i Hjærtet. Jeg gik straks med hende op til Lind og forærede hende nogle Blade. Hun blev sjæleglad, lovede at hun skulde lade dem indfatte i Glas og Ramme, saasnart hun kom hjem … men kunde rigtignok ikke tænke sig, at jeg vilde have spenderet saa meget derpaa!

Nu lyver De, Onkel! sagde hun, da jeg forklarede hende, hvad et Originalblad kunde koste. Saa maatte den Mappe, som jeg idag saa’, være mere værd end hele Værkstedet og Forretningen derhjemme? sagde hun.

Mere værd end ti Værksteder! svarede jeg højtideligt.

Hun blev tankefuld — og vendte sig derpaa til Karsten:

Kunde Du engang tjene saa mange Penge ved at gøre saadan noget?

Han saa’ lidt flov ud i min Nærværelse.

Nej, sagde jeg eftertrykkeligt. Det vil han aldrig komme til! —

Jeg tror det heller ikke! svarede. hun langsomt.

— — — — — — — — —


Jeg har indrettet mit »Atelier« — De véd, Hjørnestæn derhjemme — til Sovekammer for hende og vor gamle Pige. Kirstine er oppe om Morgnen før den gamle Pige; hun gør Ild paa, koger Kaffe, besørger Frokost og gør Indkøb til Middagen, som hun selv laver. Jeg bryder mig just ikke om, at de to Unge skal være altfor meget ene sammen. Lejlighed gør Tyve — kan i det mindste være en meget upaalidelig Ven. Og min gode Monsieur Karsten er lidt af en Vindbeutel. Jeg giver hende Bøger, hun læser gerne, sluger Alt, lægger tilside, hvad hun vil læse om igen, og har ikke den daarligste Smag. Hvergang hun taler om at rejse, taler jeg om at blive. Hun synes at have sin Frihed i Hjemmet. Moderen er forlængst død; Faderen er noget nær i hendes Lomme — den gamle Slyngel. Hun morer mig, som sagt, paa sin Maade; og De, kære Frøken, De er jo borte — De skriver ikke engang!

Aftnerne tilbringer vi med at tage i Skoven — eller i Tivoli.

Det smagte hende ikke rigtig dér den første Gang. Hun havde aabenbart gjort sig kolossale Forventninger. Jeg saa’ at hun flere Gange lukkede Øjnene og atter aabnede dem, som ved en rask Beslutning … nu maatte det da komme! Men hun var skuffet. Maaske havde hun ventet sig mere Glæde, Hallo, leende, ellevilde Folk — ikke disse drivende, smaasnakkende, pæne, pyntede Mennesker.

Pjerrot morede hende mærkelig nok ikke. Vi kom ind i den lille Berider-Cirkus. Naa; den var tarvelig nok — og hun havde vel set noget lignende paa et Marked. Hestene vilde hun gerne have taget med sig allesammen. Damerne forekom hende nydelige … men hun vilde dog nødig staa dér selv og hoppe med saa korte Skørter. Og hun bøjede sig hen til mig og sagde, at hun maatte tænke paa alle de Piskeslag, som var falden her over Dyr og Mennesker. Aa! En skulde blot prøve paa at slaa mig! …. og hendes ellers rolige Øjne gnistrede.

Klownen sad hun og gjorde Ansigter ad, indtil han blev opmærksom og gjorde Ansigt tilbage, hvad der forskrækkede hende og irriterede hende. Det hjalp, da de hvide Pudler kom frem og gjorde Kunster. Hun klappede i Hænderne og kastede en Appelsin ned til dem. Klownen tog den op, bukkede og talte Engelsk til hende. Nu rejste hun sig og sagde, at hun vilde hjem.

Men saa kom vi op at rutsche. Herrejemini! Hun var gal, forrykt, besat. Hun skreg — men ikke med disse Smaapigers Skrig, som kan lyde saa misligt og uhyggeligt igennem Aftenen. Hun raabte højt, jublende, vildt, Holla! som Børn, der første Gang kommer i Skoven. Hun vilde blive ved; — hun sagde, at hun tidt havde drømt at hun fløj igennem Luften — men dette var jo at flyve! Hun knugede min Arm, pressede Læberne sammen, spilede Næseborene ud, og sukkede dybt. Da vi endelig var kommen ned, stod hun længe og saa’ op til den underlige, mørke, halvt uhyggelige Træbygning, der ligner en Blanding af et Skafot og et Stykke af den kinesiske Mur. Da jeg saa talte til hende, fór hun sammen, saa’ fraværende paa mig, slog Øjnene ned, og skammede sig kendeligt.

Hun er en Vild. Og jeg skammede mig over, at jeg havde ført hende hen paa en Daareanstalt, overfor hvis Gøglekunster og Blændværk vi andre længst ere sløve.

Med Karsten vilde hun ikke rutsche, da de én Gang havde prøvet det sammen. Han drillede hende med, at hun havde klemt ham saa haardt om Haandleddet. Hun anbefalede ham at holde sin Mund!

Vi gik til Concertsalen. En Vals af Strauss oplivede hende; hun kunde ikke holde Fødderne stille, havde Møje med at blive siddende.

Saa kom der noget af en af de mere moderne Komponister. Saa længe Stykket spilledes, saa’ hun ufravendt paa Dirigenten. Da det var forbi, og jeg spurgte: Naa — behager det? svarede hun, idet hun pegede op paa den bukkende Mand: Hvorfor er han dér egenlig saa ulykkelig? …

Hun antog Musiken for at være af ham —.

Men en anden Gang; da vi var ude til Symfoni-Concert, og da Beethoven lagde sin tunge, mægtige, varme Haand velsignende over Københavnernes Hoveder, saa’ hun ufravendt ned i Jorden. Karsten var ikke tilstede — han var ude med Venner. Da Symfonien hørte op, drejede hun Ansigtet bort fra mig. Jeg spurgte, om vi skulde drikke The? Hun bad, om vi maatte gaa lige hjem!

Da vi var kommen hjem, sagde hun Godnat.

Har De moret Dem iaften, Kirstine? spurgte jeg og holdt spøgende hendes Haand fast. Hun trak Haanden til sig, lagde begge Arme om min Hals, kyssede mig, og brast i Graad. Saa gik hun hurtig ind i sit Kammer og lukkede Døren med et hæftigt Tryk.

Skal dette betyde, at Nervøsiteten har grebet saaledes om sig i hele vor Slægt, at ikke engang de kraftigere og umiddelbare Gemyter forskaanes — eller skal det paaminde os om at være varsomme med Betegnelsen »Nervøsitet« for enhver stærk Rørelse hos et Gemyt, der uformodet gribes af den ædleste og mægtigste Kunst? …………

Om Formiddagen spaserer hun tidt ud alene.

Jeg spurgte hende en Dag, hvor hun egenlig gik hen.

Til Veterinær- og Landbohøjskolen! svarede hun.

Studerer De derude, Kirstine? spurgte jeg.

Jeg ser til de syge Dyr! svarede hun kort. Især til Hundene! De skulde gaa med en Dag! —

Vi gik sammen derud. Hun syntes at være godt kendt af Oppasseren indenfor den Afdeling, der er forbeholdt syge og herreløse Hunde og Katte.

Der lugtede mig ganske vist lidt »dyrisk«. Men jeg kan selv lide de Firbenede — især Invaliderne og de Hjemløse. Hun havde Kødben og Brød og venlige Ord til enhver Patient. Bundne eller i Bur logrede, sprang, peb, gøede og mjauede de for hende. Ingen barmhjærtig Søster kan besørge en Klinik grundigere eftersét, end hun gjorde her i de to smaa, staldlignende Rum.

Det varede længe. Jeg havde en Lommebog hos mig. Jeg stillede mig op og gav mig til at afridse en stor, gul Fyr, som med indbundne Ører og Pote sad taalmodig paa sin Hale og saa’ melankolsk forknyt paa mig ud igennem et Par godmodig-tænksomme Øjne.

»Tegner« De? spurgte hun, da hun kom hen til mig.

Jeg fordriver Tiden! Det er jo ogsaa en Maade at vise Patienterne sin Opmærksomhed paa! —

Man skal ikke tegne Dyrene — man skal vise dem, at man holder af dem. Man skal læse sig »Mennesket« til ud af deres Øjne — og prøve paa at forstaa dem, som naar man taler med et Menneske. De forstaar os saa godt. De er meget bedre end vi. De bider, naar de vil bide, slikker os, naar vi klapper dem — de siger rent ud, hvad de føler. Jeg har hørt, eller læst, at en Hund skal kunne sørge sig ihjel paa et Menneskes Grav. Det er kanske ikke sandt. Men jeg er dog vis paa, at en Hund langt snarere vilde kunne gøre det, end et Menneske. Og derfor holder jeg …. ja jeg tror det næsten …. meget mere af Dyr end af ….

Deres Onkel f. Ex.? spurgte jeg.

Hun gik ind paa min Afbrydelse, saa’ mig stift prøvende i Øjnene og sagde:

Der er i Grunden ogsaa noget af en Hund ved Dem! —

Jeg maatte le:

Ja, gø kan jeg — og knurre — og gnave Kødben! Og jeg har kunnet gaa paa Fire. Men nu er mit Hoved noget tungt og tilbøjeligt til Svimmelhed! ……….

— — — — — — — — — —

Se saadan er Kirstine, Og nu skal hun vel snart rejse. Og jeg vil atter blive ene — saa ganske alene!

Hvad siger De, kære Frøken Helene?

Deres hengivne

osv.


Tarasp. Engadin.

Juni.

Kære Christensen.

Har De da virkelig ikke faaet mit Brev, som jeg skrev til Dem fra Venedig? Det var kedeligt. — Ja jeg mener, Brevet var heller ikke videre morsomt eller indholdsrigt, for jeg var ikke ganske rask dengang. Men ubehageligt er det rigtignok, at Postvæsenet endnu kan lade en Billet forsvinde. Den kunde jo have været af Vigtighed for den der skrev, eller for den, som skulde modtage. Ganske vist besørgede jeg ikke selv mit Brev afsendt; og den, hvem jeg gav det i Kommission, kan jo have taget fejl ved Indleveringen paa Posthuset. Det er hændet mig selv, at jeg er bleven forvirret, naar jeg kom hen et fremmed Sted og saa’ alle disse »Løvemunde«, Spalter og Sprækker i Væggen, med Inskriptioner, at her maa ikke nedlægges Dit, og hist skal nedlægges Dat. Og dog kalder De mig altid praktisk!

Naa; ikke mere om den kedelige Sag. De er ikke gaaet tabt af noget.

Hvor her er dejligt i Tarasp. Jeg vilde ønske for Dem, at De var her. Mine Damer drikker Natronvand og bruger Staalbade. Jeg trænger ikke dertil, skøndt Konsulinden paastaar det modsatte og stadig opfordrer mig til at prøve. Jeg tror at der kommer en Slaphed ovenpaa, og den vil jeg helst undgaa. Det er Bjærgluften her, som er styrkende, især naar man gaar meget tilfods, langs Floden, gennem Naaleskovene, og nu og da kravler en Smule. Badelægen modsiger mig bestemt; han er en velkonserveret, meget behagelig Mand, som gør sin flittige Opvartning hos begge Damerne. Jeg tror ikke, at Konsulinden er ganske utilgængelig for hans Galanterier; men hun er vant til at fordre Opmærksomheder, hun kan vist ikke undvære dem, og hun véd at bruge dem i en Dosis, som akurat volder Behag uden at stige til Hovedet. I Grunden er jeg indtaget i hende, skøndt jeg helt vel ser hendes svage Sider; hun kunde have en god Forstand, hvis hun var bleven tvunget til at bruge den paa et bestemt Maal; men saa forkælet, som hun er blevet af Livet og Lykken, har dog hendes Godmodighed, noget ejendommelig dansk »Rart«, vidst at holde hendes Egenkærlighed Stangen. Og dertil kommer, at hun er saa smuk — især her, hvor hendes Fyldighed er taget noget af. De véd, at jeg bestandig har været indtaget i kvindelig Skønhed. Jeg føler den som en Triumf for Kønnet; jeg har set tilstrækkeligt af Livet til at vide, hvor stor en Magt, hvor farlig men tillige hvor overtalende kvindelig Skønhed er. Som de ægte Royalister føler jeg mig selv hævet i min Beskedenhed ved at vide, at jeg har en Dronning. Saa kan hendes »moralske« Værd for mig være, hvad det vil. Hvem dømmer Menneskene? Vi glemmer næsten allesammen at tage os selv med, naar vi forsøger derpaa!

Undskyld! Det var nu slet ikke det, jeg vilde have sagt. Men jeg hørte derhjemme, i det Aarstid, jeg var der i Huset, saa megen ilde Tale om Konsulinden. Vi bliver saa smaa og snevre i de smaa Forhold. Hun er alligevel meget bedre end Datteren, Frøken Adelaide, min noget vanskelige Elev. Se dér er jeg atter med min Kritik! Men naar man daglig nødes til en Sammenligning, saa udtaler man den ved en Lejlighed. Hvad er Kritik i Grunden andet, end Menneskenes naturlige Sammenligningsdrift i det Stille, som tilsidst ikke kan holde tæt men maa ytre sig.

Adelaide er ikke velbegavet, men har saa megen Lærenemhed, som jeg kan forlange. Hendes Fader har været optaget af Forretninger og Gud véd hvormange Tillidshværv fra Morgen til Aften; selv om han ikke var det, vilde han dog næppe kunne faa nogen Indflydelse paa hende; hun er i den Alder, hvor det er naturligt at ville more sig; hun ser, at hendes Moder ikke har gjort andet; hun hører af de unge Herrer, at hun er en køn Pige, og hun ser den Hyldest, som vises Mama endnu bestandig. Der bliver en Væddestrid imellem de to; og det vidner endda til Fordel for Moderen, at hun ikke bliver sit Barn fjendsk, fordi Chancerne lidt efter lidt tilfalder Ungdommen. Det skulde være et ganske særlig ædelt Metal, som ikke blev »anløbet« herved. Hvad skal man sige? De véd, kære Ven, at jeg har en Portion Ligevægt i mig, som jeg ikke har givet mig selv, og som jeg derfor tør regne mig noget til Gode. Hvad jeg paa den anden Side har erhværvet mig af Filosofi — lad os kalde det saaledes — det er kun Smaating, som den pure Nødvendighed har indskrevet blandt min Rejsebagage. Min Stilling er ikke altid let; men den har aldrig været det. At jeg aldrig har følt den uudholdelig, om jeg end undertiden har kunnet beklage mig under Brodden af en Ydmygelse, der følger med en tjenende Plads i Livet, det ligger i mit lette Sind. Thi jeg har et let Sind — saa alvorlig, som jeg kan være. Ja, havde mine Livsvilkaar været som — som f. Ex. min nuværende Elevs — saa vilde jeg vist være bleven gruelig letsindig. Det siger jeg til mig selv, hvergang jeg vil til at rynke Panden over al denne Flirtation, dette Pjankeri, som jeg nu paa andet Aar har haft for Øje. Vi taler om den medfødte fri Vilje, om »Karakteren« som noget givet — og vi glemmer stadig Omgivelserne, Luften, Tonen, hvori vi opdrages!

Nej, men det bliver jo det rene Blaastrømperi, dette. Jeg vilde lige til at ende Sætningen med en Vending, som havde indbragt mig det, jeg frygter allermest, et af de Smil, som De selv behager at kalde, »harske«. At der ogsaa, inden jeg blev en helt gammel Pige, skulde komme et Mandfolk, som jeg var bange for! Hvem skulde sagt mig det for nogle Aar tilbage, da jeg plejede at rose mig af, at der var intet, som jeg var bange for — eftersom jeg ikke var bange for mig selv? Se nu, De slemme Menneske: jeg er her over alle Bjærge, sund paa Legeme og Sjæl; jeg nyder saa megen Frihed, jeg kan ønske mig; ingen lægger mig i Grunden et Halmstraa ivejen — jeg kunde undertiden drømme, at jeg var fuldstændig uafhængig og lykkelig — og dog er der noget, jeg er bange for. Maaske finder jeg selv Forklaringen. Saa længe jeg nemlig følte mig beskeden, følte min Afhængighed — saa længe var jeg virkelig en uforsagt og modig Pige, hvem ingen saa let skulde bringe ud af Fatning. Men nu har jeg tilladt mig den Luxus — thi det er en Luxus i mine Vilkaar — at holde mig en Ven, og nu — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —

Fortsættelse senere.

Jeg blev naturligvis afbrudt, som man ofte bliver i det Interessanteste. Idag har Badelægen faaet smæltet nogle Familier sammen til en Udflugt, og da der tilfældigvis — jeg vil ikke være bitter og sige »naturligviss« — ikke var Plads i Vognene til mig, saa blev jeg alene hjemme; og glad var jeg.

Paa Deres store Brev fik jeg jo slet ikke svaret. Jeg har bare talt om mig selv; og hvad værre er, jeg bliver ved dermed. Skal jeg undskylde mig? eller skal jeg være aandrig og sige, at et Brev til en Ven altid er Tale om sig selv?

Jeg vil vedblive at lade Pennen og Munden løbe. I Formiddags gik jeg ganske alene en henrivende Tur op til det gamle »Slot« — en halv Ruin — og videre over Floden, ind igennem Skov og op over »grønne Maatter«, som man kalder de græsklædte Bjærgskrænter her. Jeg skal forskaane Dem for Naturbeskrivelser. Jeg véd, De springer dem over i Bøger, og det er ikke sandsynligt at De vil læse dem i Breve — end ikke i mine.

Ganske ærligt er nu dette »ganske alene« ikke. Jeg mødte undervejs Apothekeren. Hvad det er for en Fyr? Ja gæt! Det er Stedets Særling, en halvgammel Herre, der ser ned paa Læger, Kurgæster, paa hele Verden og sig selv med — siger han, men han mener nok ikke ganske det sidste. Han har vist mig den Nedladenhed at tale nogle Gange med mig. En Dag stillede han uformodet ved Table d'hôte, satte sig ved Siden af mig, drak temmelig tæt, forlod mig ikke ved Kaffen ude paa Terrassen, og var i det hele taget meget underholdende, meget underlig, meget aabenmundet, aldeles ikke salonmæssig. Konsulinden sagde sidenefter, at han næsten havde kompromitteret mig; hvortil jeg svarede, at min Ringhed ikke tog Skade saa let — og at han i det højeste havde kompromitteret sig selv — hvad der forresten ikke var min Mening.

Naa; samme Apotheker — spids nu Deres Ører — er Enkemand og har en Søn, som med Vold og Magt vil være Maler. Den unge Mand har brudt med Faderen og studerer i München — tror jeg. Men det interessante er, at Faderen selv har været Maler og er faldet tilbage paa Apothekervæsenet, af Uvilje mod hele Tidens Kunst og af Tvivl overfor sine egne Kapaciteter. Dette har saa at sige dannet det usynlige Baand imellem ham og mig; thi jeg har naturligvis ikke kunnet undlade at gøre mig vigtig med alle de Smuler, der er faldet til mig fra en vis Herres Bord derhjemme paa Kultorvet.

Som jeg siger, han mødte mig idag, standsede, gjorde mig en lidt kejtet Undskyldning for sidst. Han havde været i et usædvanlig slet Lune, havde søgt at mildne sit Sind ved Vinen, var blot bleven endnu mere arrig paa hele Selskabet, og havde udvalgt mig som den, der taalmodig og med Forstaaelse vilde høre paa hans Beklagelser, hans Angreb paa »Tiden« osv.

Han spurgte mig meget ærbødig, om hans Selskab vilde genere mig idag. Jeg var paa Tilbagevejen, havde tænkt og drømt og følt og nydt saa meget i Naturen, at jeg allerede paa Forhaand længtes efter lidt Menneskeselskab: og vi spaserede og passiarede sammen, som om vi havde været gode Bekendte i lang Tid.

Oprindelig er han nok Søn af en Tyrolerbonde, et fremmeligt Hoved, som i sin Ungdom kom hertil, giftede sig med Apotheket — med en Enke at sige — og bestemte sin Søn til Pharmacien. Den vilde han nu ikke have noget at gøre med. Han gik til et Universitetet, lagde sig efter Medicinen et Par Aar, brød af, kastede sig over Malerkunsten, havde lidt Formue at raade over, studerede i München, Düsseldorf, Carlsruhe, Paris, Rom, giftede sig med en køn, letsindig Pige, der døde ved Drengens Fødsel, kom saa tilbage hertil — og er nu den Særling, han er.

Medens vi i Fællesskab nød Udsigterne og den Frokost, jeg havde med mig i en Taske, optog han Traaden fra sidst og snakkede sig ivrigere og ivrigere. Det kunde dog muligvis være af Interesse for Dem, at høre hans Meninger og Domme. Jeg giver dem for, hvad jeg har faaet dem for, og citerer efter Hukommelsen. Hvis der løber noget Vrøvl ind med, saa er Skylden ikke helt Apothekerens.

Altsaa han sagde blandt andet:

Kære Frøken! Det er en Dumhed med denne Naturalisme, som nu har grebet alle Sindene og hvorfra Frelsen skal komme. Dette her … han pegede omkring sig … kan vi ikke eftergøre og skal heller ikke. Det er latterligt anmassende, om nogen vil slaa sig ned herude i Naturen med sine Apparater — hvad enten han er Maler eller Fotograf. Væk med sig! Det er overflødigt at tage noget hjem med sig, paa Lærred eller Glas, ad teknisk Vej. Vi har vort Øje, det har sit camera obscura — vi kan have de dejligste Landskaber, saa længe vi vil; hvad skal vi med det eftergjorte Stads hjemme paa vore Vægge?

Det vilde være rigtigt med en Idealisme — rigtigt med Fordringen om »Digtet« i Kunsten — hvis bare vor Tid var i en Hvile, en Fordybelse, hvoraf Digtet kunde fremgaa.

Men intet dannet Menneske »tror« jo nuomstunder paa noget — og en udannet Kunstner har endnu mindre Ret til at eksistere, end en højtdannet. Vor Tids politisk og filosofisk sammenstykkede Menneske kan ikke give nogen enkelt, almengyldig Idé et Udtryk, hvorved Hjærterne varmes, opløftes, opbygges. Det historiske Maleri bliver til tomme, rutinerede, halvvidenskabelige Illustrationer. Og et Alterbillede, et »helligt« Maleri — ja det laves af nogle Professorer, der skal tjene Brødet eller have en Dekoration.

Hvor vi ser hen, er der Aandsnød, Aandsfattigdom, overfyldte Hoveder, tomme Hjærter, Uro, Rastløshød, Frygt for Fremtiden, Ækelhed over Øjeblikket. Hvad vil Tiden? Den tænker kun paa de store militære Opgørelser imellem. Folkeslagene; og dernæst følger de sociale Spørgsmaals Løsninger. Men Kunst? — nej, der er ingen Plads for den. Kunst vil af den Grund slet ikke fremkomme hos os, fordi Tiden ikke forlanger den. Det, der ligger Kunsten allerfjærnest, det Kunstige nemlig, det er det, der har sat sit Mærke paa os …. og saa har vi ingen Grund til at spørge videre! —

Jeg tror nok, at det noget nær var Kvintessensen af, hvad han sagde. Og det var jo ikke ganske nyt for mig! Jeg svarede ham omtrent saaledes:

Jeg kan forstaa — skøndt jeg ikke forstaar mig paa Kunst — at man i de vanskelige Tider, i Overgangstiderne, bliver modløs, taber det faste Hold i sig selv, erkender sin egen og de andres Afmagt, og resignerer. Men lad saa Resignationen blive den ægte — den, hvori man ikke klynker. At bøje Hovedet, gaa til Siden, gøre en beskeden Gerning, og oppebie en kommende Æra for en kommende Slægt — det er mandigt! Der kommer jo nemlig altid Noget …. eller ogsaa har man læst sin Historie slet, og maa læse om igen. At klage, det er menneskeligt men frugtesløst. At beklage sig til nogen, det er naturligt og ofte en Nødvendighed, en Lettelse for Manden — ligesom det kan være en nødvendig Lettelse for en Kvinde at græde. Men en Kvinde, der jævnlig græder, hun er hysterisk, et udueligt Individ, som ikke bør appellere til nogens Overbærenhed, og endnu mindre skyde sig ind under Kønnets Skrøbelighed. Kvinder er virkelig slet ikke svagere end Mænd. Det er blot en Overtro! Vi lever kun én Gang — som et Mundheld siger; og vi har derved saa meget større Forpligtelse til at se os omkring med aabne Øjne, se, at der igennem alle Tider, som den Dag idag, føres de heltemodige Kampe i det Stille — se, at der igennem smaa Evner og smaa Midler kan opnaas Resultater, der vel ikke døbes med de store, lysende Navne, men som dog bære Tilfredsheden i sig selv — Tilfredsheden ved at have brugt sit Liv, udnyttet dets Kræfter, opfyldt sin særegne Bestemmelse …. saa lad der komme, hvad der vil!

At Resignationen er en stor Egenskab, endsige en høj Dyd, det erkender jeg nu ingenlunde. Men vil man resignere, fordi man mistvivler om at kunne gribe synderligt handlende ind i Livet, saa skal man gøre det med Ære for sig selv, med noget af en Stoltheds Glæde, og med Nytte for Omgivelserne — ligesom den Soldat, der ikke kommer med i Ilden men maa plukke Charpi og tillave Bind paa et Lazareth. Der gives intet saa skønt, heller intet saa forholdsvis let, som at være virksom i Livets dramatiske Optrin — men den Maskinist, den Statist, den Sufflør eller den Pyntekone, der med Glæde indtager deres Plads for at det Hele kan virke — ja blandt dem maa man søge efter de redelige, de gode og de lykkelige Mennesker. Og det, at blive eller være et saadant, det er dog derom at vor Moder i sin Enfold engang har bedet til Forsynet, da hun sad bøjet over den Lilles Vugge! …

— — — — — — — — — — —

Hvad Apothekeren svarede herpaa, det kommer forsaavidt ikke dette Brev ved. Jeg har allerede fyldt en Del Sider, og det er paa Tide at afslutte. Jeg glæder mig paa Deres Vegne over, at De har haft saa megen Fornøjelse af det »vilde« Vidunder fra Provinsen. Maatte hun blot kunne blive til en rigtig god Støtte for Karsten! Han trænger til Støtte, og …. er De dog muligvis ikke lidt vel streng i Deres Bedømmelse af ham? Jeg siger med Flid ikke i Deres »Fordringer« til ham! Man skal fordre meget — og dømme skaansomt!

Naa ja; jeg har godt ved at snakke, jeg som ….

— — — — — — — — — — —

— — — — — — — — — — —


Fortsættelse. En Uge senere.

Nej! det er dog forskrækkeligt. Her ligger alle disse løse Blade endnu og ser bebrejdende paa mig. Hvorfor tog jeg dem ikke — dengang da jeg sidst blev afbrudt — puttede dem i Konvolut, skrev udenpaa og sendte dem afsted? Skal jeg tilstaa Dem Grunden? Jeg turde ikke. Jeg var bange for, at De skulde blive vred. Et er, hvad man siger til en god Ven — et Andet er, hvad man kan tillade sig at skrive. Og jeg har egentlig tilladt mig at være næsvis.

Deres Haand! De er ikke vred? De skal faa hele Pakken. Ellers skjulte jeg jo noget for Dem ved at tilintetgøre den. Jeg »Ræsonnør«, som jeg er blevet.

Den stakkels Apotheker! De kan da tænke Dem, at han har været her hver Dag siden sidst. Han har spurgt til mig, han har bragt mig Blomster, smaa Akvareller — jeg finder dem naturligvis yndige — undertiden kun en enkelt lille Alpeblomst, som han har plukket højt tilvejrs — han, som ovenikøbet har sin Asthma, sit »Emphysem« at trækkes med.

Er det ikke rørende? Konsulinden og Badelægen kommer allerede med smaa Stiklerier, dem, jeg tager imod med et »højt Smil«.

Men det, at jeg fortæller Dem dette, er det ikke et lille kvindeligt Koketteri? Aa jo saamænd er det saa! Hvorfor skulde jeg være bedre end andre — er jeg ikke en Kvinde — en Evadatter — en ganske almindelig taabelig Guvernante, hvem Livet ikke hver Dag ryster Tilbedere ned for hendes Fødder?

Nu skal jeg sige Dem noget; og sig saa ikke, at jeg hverken er i Besiddelse af Mod eller Aabenhjærtighed eller et godt Humør: Denne halvgamle Apotheker, denne Hypokondrist i en opvartende Kavalers Skikkelse, han genkalder mig i Erindringen en halvgammel Ven derhjemme, som tidt kom tilbage fra sine ensomme Udflugter i Mark og Skov med en lille Foraarsblomst til mig, eller med et høstgult Blad af særlig fin Form og Farve — med et lille Blyantskrads, som jeg ikke havde vovet at bede ham om — med en ivrig Spørgen til mit Befindende, naar jeg havde faaet Snue af at løbe med ham i Mark og Mose — og ofte, langt mere end nødvendigt ofte, med en Undskyldning, fordi han under vort sidste Møde havde været hæftig, vranten, bitter eller paa anden Maade ubehagelig.

Skulde De kende ham?

Det er ved smaa Opmærksomheder, meget mere end ved store Gaver, at Livet forsødes for os og vi bringes til i det hele taget at bære dets nødvendige Einerlei.

Men vi gør selvfølgelig Forskel paa dem, der viser os disse Opmærksomheder.

Farvel — og paa Gensyn!

Deres

hengivne

Helene Borg.