Minona/1/1
Første Capitel.
Ind i de lyse Stuer
Ret vemodig han seer,
Hvor, ved sin Arnes Luer,
Husalfen sidder og leer.
Men han vandrer allene —
Christian Winther.
Efter to Aars Fraværelse saae Viggo Aagesen igjen sit Fædrelands Kyst, men hans alvorlige og tankefulde Blik udtrykte ingen Følelse ved Gjensynet. Først da en ung Pige, der stod ved Siden af ham, med det henrykte Udbrud: „see, see Langelinie!” slog Hænderne sammen af Glæde, fæstede hans mørke Øine sig med synlig Bevægelse paa hendes smukke, glædestraalende Ansigt, og derefter paa ethvert Punkt, hun i sin barnlige Iver hilste ved Navn, som om det var lutter gode Venner der vare tilstede for at modtage hende.
„Hvor det er lykkeligt at kunne nærme sig sit Fædreland med Glæde,” tænkte Viggo. „Jeg kan see paa denne unge Piges Ansigt, hvormange kjære Erindringer der knytte sig til dette Land, hvor hun har sit Hjem — see, nu faaer hun Øie paa en gammel Dame, der staaer paa Toldboden og vifter til hende med sit Tørklæde! det er vist hendes Moder. — At ventes, modtages, føres i Triumph tilbage til de gamle Forhold, de første Venner — det er Hjemkomst! — Men jeg, som kun vender tilbage til de samme Misforhold, jeg forlod, som ventes med Uro og venter mig Ubehageligheder — jeg føler klart i dette Øieblik, at jeg kommer som en Fremmed til mit Fædreland, og vistnok aldrig vil kunne føle mig hjemme her. Eet Baand binder mig endnu til mit Fødested, et helligt Ansvar har ført mig tilbage til dette pinlige Forhold — er jeg beroliget med Hensyn til Minona, veed jeg hende iblandt Omgivelser der ere passende og sikkre for en Ung Pige — og hvori hun selv føler sig tilfreds — saa kan jeg med god Samvittighed for bestandigt vende Danmark Ryggen, og reise tilbage til det eneste Menneske, der nu savner mig, og med Glæde vil see mig igjen!” — Fordybet i Tanker af denne triste Natur, fulgte Viggo de øvrige Passagerer, der vare i Begreb med at forlade Skibet, og kjørte i største Hast til et Byens Hoteller, hvor han vilde logere under sit Ophold i Kjøbenhavn, hvilket han havde besluttet at forkorte saameget som Omstændighederne vilde tillade det.
Viggos Barndomshistorie er fortalt med faa Ord, og indeholder med al sin sørgelige Sandhed intet Nyt for Folk, der kjende Livet. Hans Forældre passede ikke for hinanden: en flygtig Forelskelse havde forledet hans Fader til, allerede i sine Studenteraar at forlove sig med en ret smuk, men ubetydelig Pige, der modtog hans Tilbud med Henrykkelse, fordi dette Frierie var den første store Begivenhed, der afbrød hendes kjedsommelige Livs Ensformighed. At blive gift, hvilket i hendes Tanker gestaltede sig saaledes: „Selv at holde Pige og gjøre Selskaber i mit eget Huus, istedetfor at gaae herhjemme og opvarte den gnavne syge Kone (hendes Moder). — Tage paa Bal med min Mand, eller i Theatret, hvor han henter mig, istedetfor at sidde om Aftenen og læse høit for den Syge! — Have vist al klæde mig for — foruden hvad jeg lægger til af Huusholdningspengene og tigger af min Mand — istedetfor at jeg nu har Vrøvl og Besvær hvergang jeg trænger til et Par nye Sko!” — at blive gift, var Maalet for alle hendes Ønsker; og idet hun med en Snildhed, som er indskrænkede Characterer egen, underlagde sin heftige Længsel efter en hurtig Forening ganske andre Motiver naar hun underhandlede med sin Forlovede, afvæbnede hun hans Uvillie over en saa ukvindelig Paatrængenhed, ved den naive Aabenhjertighed, hvormed hun afslørede ham en Følelse, som han ansaae for sand og naturlig. Aagesen nænnede ikke at saare hende ved at vise hvorledes hans Kjærlighed havde veget Pladsen for Medlidenhed. „Jeg maa jo dog holde Ord!” tænkte han med fortvivlet Resignation. — Hvor tidt er ikke det prosaiske Ordsprog: „Hvad drukken Mand gjør, skal ædru Mand forsvare!” anvendeligt paa det Forhold, Digterne af gammel Vane ere enige om at prise som Poesiens Urkilde, uden at see hvorledes Kjærligheden vender sit rene Ansigt fra det Afgudsbillede, de tilbede i dens Sted, — og hvorledes dette mere og mere kommer til at ligne Sancta Gjertrud, som Forgyldningen er gaaet af.
Aagesen holdt altsaa Ord. Saasnart han havde faaet Embedsexamen skaffede han sig et taaleligt Udkomme og et tarveligt Hjem at tilbyde sin Forlovede. Det blev modtaget med Henrykkelse, og han fandt en Slags Erstatning for det Offer han havde bragt, ved at see i hvor høi Grad det blev paaskjønnet. Den unge Kone var begeistret over sin Lykke — i hele tre Uger! Hun tog Værelserne, Meublerne, Kjøkkentøiet og Pigen i Besiddelse med samme nysgjerrige Interesse, hvormed hun som Barn havde undersøgt sine Julegaver. Hun prøvede sine Kapper for Speilet, og vendte op og ned paa Bøgerne i Hængereolen, for ret at see de smukke Bind, og hver ny huslig Visitation endte med, at hun faldt sin Mand om Halsen og sagde: „Alt dette er mit — det kan jeg takke dig for!” — Men da alle disse Herligheder havde tabt deres Værdie, som Legetøi betragtet, tabte hun sin Interesse derfor. — Husvæsenet blev lagt paa Hylden, ligesom Julegaverne i gamle Dage, og nu da hendes eget Hjem ikke længer var hende nyt, søgte hun Morskab og Adspredelse som Gjæst i Andres. Det varede imidlertid ikke længe før hun stødte paa uforudseete Hindringer! hendes Mund kunde kun yderst sjeldent faae Tid tilovers fra sine Forretninger til at følge med, og hvorlidt han end savnede hende hjemme kunde han dog ikke lade hende sværme alene om fra Bal til Bal, især da hendes uforsigtige Opførsel var Gjenstand for en alt andet end fordeelagtig Omtale; og da Aagesen efter flere unyttige Forsøg paa med det Gode at bringe hende til Fornuft og Eftertanke, gjorde sin Myndighed gjældende ved et Magtsprog, fulgte heftige Vredesudbrud fra hendes Side: den kjære, søde lille Mand blev et Uhyre, en Tyran, en Pedant. Galt var det, og værre blev det, da han saae sig nødsaget til at nægte hende de Summer, hun gjorde Fordring paa til sin Pynt — o Jammer! han var en Gnier! — Efter at denne skrækkelige Opdagelse var gjort, besluttede Fru Aagesen i sit stille Sind at sætte noget imod noget: vilde han hindre hende i at more sig ude, saa skulde hun til Gjengjæld hindre ham i at føle sig tilfreds hjemme. — Den Rolighed og Fornuft, hvormed Aagesen forskandsede sig imod det Uveir, der blev hyppigere og hyppigere i Huset, opirrede hende endnu mere, og det eneste Middel, hvorved han kunde skaffe sig den øieblikkelige Stilhed — thi Ro kunde Talen ikke være om! — der var nødvendig for hans Forretninger, var at skræmme hende. Men derved steg den Modbydelighed, hun indgjød ham, til en utaalelig Grad.
I det første Aar af deres Ægteskab fik Aagesens en Søn, som Moderen nu kastede al sin Kjærlighed paa, men tillige bevogtede med en Skinsyge, der tidligt fjernede Barnet fra Faderen, som var kjed af den trættende Strid og overlod hende den Lille, efter at have forvisset sig om at hun behandlede den godt. — Fru Aagesen opdrog sin Søn til en partisk Dommer i de evindelige Stridigheder i Hjemmet; hun saae allerede i den lille Dreng en Hevner over alle de Ulykker, Faderen havde draget over hendes Hoved, og dette store Formaal erstattede hvad hendes Følelser manglede i Sandhed og Bestandighed. — Had til Faderen og Ømhed for Sønnen gjorde hende Udholdende i at pleie ham, vaage over ham, og paa enhver mulig Maade lænke hans Tilværelse til sin. Alt som den lille Viggo voxede op, sluttede han sig med hele sit barnlige Hjertes Hengivenhed til denne Moder, der mod ham var saa trofast, for ham saa omhyggelig og øm, mens mangt et bittert — kun halv forstaaet men dybtgjemt Ord vakte hans Uvillie mod den strenge, alvorlige Mand, hvem han ubevidst tilregnede al den uhyggelige Fredløshed, der herskede i Hjemmet; og hver Taare, han saae sin Moder udgyde, efter at hun havde havt en af sine heftige Paroxysmer, tildrog tidligt Faderen Drengens mørke og harmfulde Blik. En Bevidsthed om noget Sørgeligt og Ondt fra den Kant havde uformærket rodfæstet sig i hans Sjæl længe før den var udviklet nok til at gjøre sig rede for noget Indtryk, og deri lagdes allerede Grunden til den Retning hans senere Udvikling tog.
Da Viggo var sex Aar gammel blev den lille Minona født. Det var mere end Moderen havde gjort Regning paa, mere end hun havde Brug for, og det stakkels Barn var virkelig blevet ganske tilovers i sit Hjem, hvis ikke Aagesen denne Gang havde taget sig af Sagerne paa en Maade som ingen Indvending taalte. Han lod Værelser istandsætte og meublere i Kvisten, flyttede den lille Piges Vugge derop, og underrettede sin Kone om, at han havde anmodet Frøken Helene Johnsen, en ung Dame af deres Bekiendtskab, om at tage i Huset til dem som Barnets Pleiemoder og tilkommende Opdragerinde; efter denne Proclamation kjørte han hen at hente hende. Fra Aagesen omfavnede hulkende sin Søn, der fra dette Øieblik hadede den forventede Opdragerinde.
Imidlertid fik dette Had en svær Kamp at bestaae mod den Tiltrækningskraft, Skjønhed og Ynde i saa høi Grad udøver over Børn, og som Viggo trods nogen var modtagelig for. Men han besad en fast Villie — og han saae sin Moder græde! Vel indtraf stedse hyppigere Scener, der stillede hende i et uværdigt Lys ligeoverfor den blide, indtagende Helene, og jo mere han voxede til, fik han Øiet op for den store Forskjel mellem disse to Personligheder; men en medfødt Ædelmodighed, der gjorde ham tilbøielig til at tage den Svageres Partie og oprørt over ethvert Misbrug af den Stærkeres Ret, var en stadig Modvægt mod det Indtryk, den smukke Pige gjorde paa ham. Hans barnlige Raisonnement var: „Moder er Faders Kone — Fader er Moders Mand, ikke Frøken Johnsens!" og denne urokkelige Tro paa den ægteskabelige Eiendomsret stillede i hans Tanker Helene lig med Tyve og Røvere — thi Aagesen offrede hende rigtignok al den Tid, han kunde svare fra sine Forretninger, mens Moderen udtømte sig i Klager for den opvoxende Dreng, der hørte paa hende med mørk og hevngjærrig Medlidenhed.
Den lille Minona sluttede sig derimod udelukkende til sin Fader og Pleiemoder, der forenedes saavel i levende Ømhed for dette yndige Barn, som i gjensidig Kjærlighed til hinanden. Skjøndt de aldrig talte om deres Følelser, søgte dog ingen af dem at skuffe sig selv ved at give dem et mindre forargeligt Navn, men Aagesen agtede den Forbindelse, han frivillig havde indgaaet, til den paa en lovlig Maade var hævet, og i Helenes jomfruelige Hjerte yttrede Kjærligheden sig fornemmeligt i inderlig Trang til at gjøre den Elskede lykkelig, formilde hans Bekymringer og forskjønne hans Omgivelser. Hendes Bestræbelser i denne Retning havde ogsaa, trods al lydelig Modsigelse, en god Indflydelse. Fru Aagesen var altfor lad til ikke med Glæde at overlade sit Husvæsen til en Andens Omsorg, især da hun derved fik Leilighed til at udfylde et nyt Capitel i sin Lidelseshistorie med den Undertrykkelse hun var Gjenstand for i sit eget Huus, hvor en Fremmed havde usurperet hendes Plads. Fra nu af var der Orden i Husbestyrelsen og Aagesens Pengeaffairer forbedredes i den Grad, at selv hans Kone følte den behagelige Virkning deraf. Og naar det ulykkelige Menneskes Luner og Forbittrelse, der ofte grændsede til Vanvid, gjorde det utaaleligt at leve i hendes Nærhed, var altid et venligt Fristed, et Hjem i Huset beredet enhver af Familiens øvrige Medlemmer i Helenes smaae hyggelige Kvistværelser. Her tilbragte Aagesen mange lykkelige Timer, her opvoxede den yndige Minona som en Blomst i Solens Lys — og naar stundom et smerteligt Savn, en heftig Længsel bragte Helenes Hjerte til at svulme, satte hun sig til Claveret og sang og spillede til hver Mislyd i hendes Sjæl var sammensmeltet i Harmonie.
Altsom Viggo voxede op, blev Forholdet mellem ham og Faderen slettere, og der foregik ofte Optrin imelkem dem, som Helene uagtet al sin formildende Indflydelse ikke kunde afvende, da den hidsige Dreng, der forud var indtaget imod hende, kun blev opirret ved hendes Mellemkomst, og derved mere end ved noget andet paadrog sig Straf og Vrede. — Dertil kom, at de Følelser der saalænge havde gjæret i hans Sjæl, efterhaanden fik Næring i mangfoldige Hentydninger, som han hørte — og kun altfor godt forstod — udenfor Hjemmet. Man tillagde naturligviis det Forhold, Aagesen stod i til sin Datters Lærerinde, den sletteste Natur; man kaldte ham Grev von Gleichen den Anden, og da man fandt uendeligt Stof til Forargelse i denne Sammenligning, var den en uudtømmelig Kilde til Nydelse i mange Miles Omkreds. Da Viggo var stor nok til at fatte Betydningen af disse Rygter, da det pludseligt gik op for ham, hvilken Beskjæmmelse man troede der var tilføiet hans Moder, foregik der en stor Forandring med ham; han ophørte at være Barn. Efter en lang indvortes Kamp gik han til sin Moder, og spurgte hende om Sandheden. Grædende forsikkrede hun — at Rygtet var grundet! at hun var et Offer for det skjændigste Fruentimmers Rænker! at hun havde tiet i otte Aar, for ikke at forbittre sin elskede Søns Barndom! (Nu er Tiden kommet, tænkte hun, Nu skal min Søn hævne mig!) Ligbleg trykkede Viggo hendes Hænder til sit Hjerte og forlod hende for at søge sin Fader. Da han ikke var i sit Studerekammer, gik han til Helenes Værelser. Han standsede et Øieblik, da Tonerne af hendes Sang, der smeltende og blødt klang derindefra, næsten betog ham Aandedrættet. Det var de bekjendte Linier af Axel Thorsens Vise:
Gud dennem forlade, som Aarsag er,
At de ei sammen maa være,
Som have hinanden af Hjertet kjær,
Og elske i Tugt og Ære.
Da rev Viggo heftigt Døren ep, og idet halt skjælvende af Bevægelse stillede sig foran den forskrækkede Helene, udbrød han med voldsomt tilbagetrængt Lidenskab: „Gud, Frøken Johnsen! forbyder vist dem at være sammen, hvis Forbindelse ikke alene vanærer dem selv, men bringer Skam og Elendighed over Andre. Og hvis De tager ligesaa lidt Hensyn til hans Bud, som til Deres egen Ære, saa maa De i dette Tilfælde adlyde mig! Jeg har Ret til at tale saaledes, thi jeg er min stakkels Moders eneste Beskytter — og jeg siger Dem i hendes Navn, at De maa forlade dette Huus. Vil Fader ikke undvære Dem — saa maa han sørge for et andet Opholdssted til Dem, end hans Kones — min Moders Hjem” — idetsamme følte Viggo et smerteligt Greb i sin Arm: det kom fra hans Fader, som ubemærket havde nærmet sig og hørt de sidste Ord. Helene, der først med ubeskrivelig Forundring, senere med heftig Bevægelse havde lyttet til Drengens Ord, udbrød nu lidenskabeligt i en Tone, der indeholdt baade en Bøn og en Befaling: Aagesen! jeg beder dem — ikke et Ord til ham! Hendes Blik, der udtrykte den inderligste Medlidenhed, traf i dette Øieblik selv Viggos Hjerte. Det forekom ham som Jorden vaklede under hans Fødder, og idet han forgjæves søgte at samle sine Kræfter, styrtede han bevidstløs om paa Gulvet.
En farlig Hjernebetændelse var Følgen af denne Rystelse. Under sin Sygdom blev han pleiet af Helene, der dog, saavidt det var muligt, undgik at bemærkes af sin Patient, og overlod sin Plads som Sygevogterske til hans Moder, saasnart Faren var overstaaet. Fru Aagesen var, som sædvanligt, uudtømmelig i Klager, men hun omtalte ikke med et Ord den Forklaring imellem dem, som havde givet Anledning til det Optrin, der var nær ved at koste Viggo Livet; og selv skyede han ogsaa denne Erindring, der i den svækkede Tilstand, som fulgte efter Sygdommen, kun stod utydelig i hans Forestilling.
Endelig var Viggo saa rask, at man ikke længer frygtede for at sætte ham i for stærk Bevægelse ved at gjøre ham bekjendt med den Forandring i Familiens Forhold, der var foregaaet under hans Sygdom. Aagesen var bleven lovmæssig skilt fra sin Kone, og vilde efter et Aars Forløb ægte Helene, der indtil den Tid skulde blive hos ham som hans Datters Lærerinde. Viggo fik Valget, om han vilde blive hos sin Moder, for hvem der var sørget saagodt som det efter Aagesens Omstændigheder var muligt, eller sættes i Kost hos en Familie i Kjøbenhavn, hvor han skulde fortsætte sin Skolegang. Han valgte naturligviis uden Betænkning det første —, han glædede sig inderligt ved Tanken om at kunde hellige sin Moder hele sit Liv, og erstatte hende alle de Forurettelser, hun havde lidt! han forestillede sig med al sin unge Indbildningskrafts Liv og Varme, hvorledes hun nu skulde blive lykkelig, og hvor elskværdig Lykken skulde gjøre hende! Men han blev snart revet ud af denne Illusion; thi den eneste Virkning Skilsmissen havde, var at hendes Humeur Dag for Dag blev slettere, nu da hun havde saa Faa at lade det gaae ud over. Viggo kunde intet gjøre hende tilpas; hendes Fordringer steg i Forhold til de Offere, han bragte hende. Hun havde ikke længer Brug for den elskede Søn — hendes Plan havde faaet det Udfald, hun Mindst ønskede; thi hun havde selv ved sin oprørende Bagtalelse fremkaldt den Catastrophe, der grundfæstede hendes Medbeilerindes Lykke. Hvis Skyld var det? — Viggos — han havde ved sin Heftighed gjort hende aldeles ulykkelig, og sønderrevet det svage Baand, der endnu forenede hende med den Utaknemmelige, men evig elskede Mand — det maatte han høre — og det hørte han uden at tabe Taalmodigheden. Han var utrættelig i at undskylde, opfindsom i at forsvare sin Moder, selv efter at hans Kjærlighed til hende var gaaet tilgrunde. Han beklagede sig aldrig over hende, ikke engang i sine hemmeligste Tanker. Først da hendes Raseri ved den ideligt tilbagevendende Tanke om Helenes Lykke, og sin egen Afmagt til at skade hende, gik over til aabenbar Sindssvaghed, da han maatte erkjende, at han manglede Kræfter til alene at bevogte hende — først da beklagede Viggo sig, først da følte han bittert der Sørgelige i sin forladte Stilling. Han var nødt til at henvende sig til sin Fader om Hjælp — og et Aar efter at han med hende havde forladt sit gamle Hjem, blev hun ført til Bistrup, hvor hun kort Tid derefter pludselig døde.
For sig selv vilde Viggo ingen Understøttelse modtage af sin Fader. Han skrev derfor til sin Onkel i Frankrig, en catholsk Geistlig af hans Moders Familie, som engang paa et kort Besøg hos sine danske Slægtninge havde viist ham megen Godhed og Kjærlighed, og betroede ham sit faderlige Ønske: at forlade Danmark og studere i Paris, hvor han haabede efter nogle Aars Forløb at see sig istand til at ernære sig selv. Den gamle Mand, der havde stor Formue og ingen Familie, svarede med at tilbyde Viggo en Søns Plads i sit Huus.
Denne Forandring var Begyndelsen til en ny Periode i Viggos Liv, men Fortællingens Gang fordrer ingen Beskrivelse af dette Tidsrum, der tilstrækkeligt vil oplyses i det Følgende. Den vigtigste Begivenhed i disse ti Aar var Aagesens Død, der ogsaa var den oprindelige Aarsag til Viggos Hjemreise. Bekymring for den unge Søster, der var alene med et Fruentimmer, han i sine egne Tanler havde saa liden Aarsag til at agte og stole paa, og den stærke Pligtfølelse, der var ham medfødt, kjæmpede længe med hans utilbøielighed til at vende tilbage til Omgivelser, der maatte vække saa pinlige Minder hos ham, og fremfor alt til at see den Kvinde igjen, som han i sin haardnakkede Fanatisme tilskrev hele sin Famileulykke. I lang Tid var han svag nok til at undertrykke sin Samvittigheds Tilskyndelse; men tilsidst seirede hans gode, ædle Natur over denne Svaghed, og han besluttede at gjøre Alvor af Besøget. „Jeg er jo hendes naturlige Beskytter siden Fader døde!” tænkte han. „Er jeg fritaget for den hellige Pligt at vogte og veilede min unge Søster, fordi en Fremmed, hvis Characteer og Grundsætninger jeg har al mulig Grund til at foragte, har indtaget en Moders Plads hos hende, efter at have bragt hendes egen Moder — gjennem Daarekisten i Graven. Forbarmende Gud! hvilke Forestillinger kan hun ikke have indgivet denne unge uerfarne Pige, der idetmindste som Barn var hende hengiven med saa blind en Tillid? Jeg vil see det med mine egne Øine, mig blænder den snedige Dames Skjønhed og milde Fagter ikke!” og dog hævede en dunkel Erindring sig i hans Sjæl, som for at modsige denne Paastand — det var det Blik, den Stemme, hvormed hun havde sagt: ikke et Ord til ham! — og Viggo hensank i dybe Tanker, hvoraf Resultatet blev, at han med første Skibsleilighed vilde reise hjem til Danmark.