Minona/2/2
Andet Capitel.
Som Vedbend tæt til Stammen klynges
Saa den gaaer ud og er forød,
Saa Sorgen af mit Liv forynges,
Og lever frodigt af min Død.
C. Winther.
Den Kamp, der forestod Viggo var saa svær, at han virkelig undertiden fortrød at være vendt tilbage. „Hvorfor kom jeg her for at forøge denne Jammer?” tænkte han Med Rædsel da han saae hvorledes hans Nærværelse kaldte Minonas Tanker og Følelser tilbage til Livet, hvor de aldrig vilde møde andet end Fordømmelse. Saalænge han var fraværende havde Adskillelsen og den svage Tvivl om hans Kjærlighed undertrykt Haabet og Livskraften i hendes Sjæl, men nu da hun var daglig sammen med ham og i hans Øine med al Lidenskabens Klarsyn læste Visheden om at hun var elsket — nu oprørtes hun mod Døden, og hele det hensvindende Livs Attraa concentrerede sig i en eneste mægtig, begeistret Stræben efter at gjøre sin Kjærligheds Ret gjældende trods Død og Grav. Som Solen der udsender sit mest glødende Skjær idet den gaaer ned, gjennemstraalede hendes Livslys i sin Undergang den hensygnende svage Form med en prægtig, men unaturlig Glands. Og Viggo, som vilde give sit Liv for at skaffe hende Fred, maatte være hendes Modstander i denne frygtelige Kamp, hvor Seiren var et Fald, og Nederlaget Død.
Han vovede ikke at gaae ind paa Stridsspørgsmaalet; thi han vidste at han ikke kunde løse Gaaden og frygtede for at lade sig overvælde. Han var selv haabløs og fortvivlet — hvorledes skulde han da trøste hende? Som hun, tvivlede han om alt i Himmel og paa Jord — kun ikke om den Synd, han fristedes til at begaae. Og han modsatte sig den med al sin Villies Styrke — en Magt, som Minona ikke kunde modstaae. Hun følte at han ikke vilde tillade hende noget Forsøg paa at overvinde den: hvergang de talte sammen søgte hun at give Samtalen en Vending, der kunde lede til en Forklaring — hun tænkte: fordømmer Viggo vor Kjærlighed, saa maa han idetmindste lade mig forstaae hvorfor? — men naar han idetsamme saae paa hende som om han læste hendes Tanker, følte hun sig behersket af hans Villie, og underkastede sig med Fortvivlelse den ubekjendte Magt, han adlød. — Naar hendes Lidelser fik overhaand, og hun udbrød i Klager og Taarer, søgte Viggo aldrig at trøste hende — han troede ikke selv paa Trøsten — men han behandlede hende som et sygt Barn der trænger til Omhu og Medlidenhed. Han hørte paa hendes Klager uden tilsyneladende at forstaae Aarsagen, men naar hun udmattet havde grædt sig isøvn i hans Arme, vaagnede alle de vilde Tanker, den trodsende Fortvivlelse i hans Sjæl; og naar Søvnen havde udbredt et svagt Skjær af Lindring over den syge Piges Ansigtstræk, vidnede Viggos lidenskabeligt fortrukne Træk og skjælvende Læber tilfulde om den Kamp, der rasede i hans Sjæl.
I disse Øieblikke lærte han at flygte for sig selv, og naar hans Kraft nær var udtømt, trak han sig tilbage for paany at berede sig til Kampen, imens han undgik at være alene med Minona, eller, naar det ikke kunde undgaaes, sang og læste for hende. Ogsaa heri underkastede hun sig hans Villie, skjøndt kun de Steder i Bøgerne, hvor hendes egne Følelser fandt Gjenklang, vakte hendes Interesse; men disse gled Forelæseren let hen over, imens han søgte at fængsle hendes Opmærksomhed til andre Puncter, som vel kunde have stor Værdie som Resultater af den menneskelige Tro og Viden, men som hverken Viggo eller hans Tilhørerinde troede paa. Uden at opfatte Meningen lyttede hun til Klangen af hans elskede Stemme, og til sin egen Sjæls lidenskabelige Besværgelse, som hun ikke turde udtrykke for ham.
En Dag bad hun ham om at læse Ingemanns „Prinds Otto af Danmark” høit. Viggo blev glad over at der var noget hun yttrede Interesse for, og begyndte strax Læsningen, men skjøndt hun var usædvanlig begjærlig efter hver Dag at faae den fortsat, var hun som sædvanlig aandsfraværende og adspredt naar han læste. Hun lyttede til Stemmen, ikke til Ordene, og havde kun Tanke for hvormeget, ikke hvad han havde læst. Men da han kom til Beskrivelsen af Ridder Folqvards Kjærlighed, og den Sang hvori han udtaler den for Dronning Helvig — da han begyndte det første Vers:
Lad fare min Sjæl, din høiest' Attraae!
Lad faee saa stolt en Begjære!
Lad sidde den Frugt, du ei kan naae —
Besvær dig ret aldrig mere!
Hvi samler du Ved saa til det Baal,
Som dig kan selver brænde?
Naar det opstander opluer det vel
Og staaer ei til at vende!
faldt hans Blik paa Minona: hendes Øine stirrede bittert bebreidende ind i hans. „Læs videre!” hviskede hun — og han vedblev, uvilkaarligt henrevet af Udtrykket af en Lidenskab der var hans egen saa liig. Da han læste:
O ringe Kreatur, elendige Trøst!
O fattige Haab og Sinde,
Som ei var værd at have den Trøst
At Solen skulde over dig skinne —
følte han at Minonas flammende Øine hvilede paa hans Ansigt, skjøndt han ikke saae det. Hans Stemme skjælvede — dennegang var det ham, der beherskedes af hendes Villie — og med et Udtryk af den høieste Lidenskab læste han de sidste Vers:
Hvi skulde jeg frygte den Livets Nød,
Som mig kan holde vedlive?
Kort er den Skræk, ringet' den Død,
Som mig kan Livet give.
Hvi skulde jeg ei forøge det Baal,
Som kan baade slukke og brænde?
Det lædskes af Dug, som brændes af Sol —
Trods dem, det kan forvende!
Skin, Sol du klare, med kraftigt Skin!
Tænd op den, gjerne vil tændes!
Udsmelt som Snee med Varmen din
Det Haab, som saare længes!
Deres Øine mødtes — Minonas skinnede som Stjerner — hendes Kinder var bedækkede af en klar, brændende Rødme — aldrig havde hun selv dengang hendes Skjønhed blomstrede som den friskeste Rose, været saa henrivende at see! — hendes Seir var nær, men endnu eengang overvandt Viggo sig selv og hende. Han foer hastigt med Haanden over Øinene — og fortsatte Læsningen i en klangløs, laconisk Tone. Da han endelig lukkede Bogen og ængsteligt vendte sit Blik til Minona, blev han forfærdet over den dødelige Bleghed, som bedækkede hendes Kinder. Hun reiste sig, og forlod Værelset uden at see paa ham.
Fra denne Dag søgte Minona ligesom Viggo at undgaae Ensomheden, og en kort Tid gav Stoltheden hendes Væsen et bedragersk Skin af Kraft. Hun beskjæftigede sig med sine gamle Sysler i Helenes Selskab, besøgte Franks og tilbragte tidt hele Dage sammen med Tyra. Men overalt hvilede en Skygge, som Forudfølelsen af en stor Ulykke over disse Familiers Samliv, der før havde været saa lykkeligt. Frank sørgede over Minonas Sygdom, som om hun havde været hans eget Barn, og Virginies Væsen havde tabt sin naturlige glade Rolighed; tidt troede Viggo i hendes alvorlige Blik at læse en hemmelig Medviden, som ængstede ham og gjorde hans Væsen imod hende tvungent og koldt. Hun mærkede det med Græmmelse, og bad Gud frie de Ulykkelige fra det Onde. — Tyra var ikke heller den Samme, som hun havde været! Grunden hvorpaa hendes Tempel var opreist, vaklede allerede, men hun vilde ikke ændse Faren. I flere Maaneder havde hun intet Brev faaet fra sin fraværende Elsker, men hun undskyldte ham bestandigt: han kunde være syg — eller maaskee Brevet var gaaet feil — men han kunde ikke have glemt hende. Hvorfor skulde man tro det Umulige, naar der kunde tænkes saamange rimelige Grunde? Og dog ængstede hun sig, saa Uvisheden tærede paa hendes Kræfter, og svækkede hendes frie friske Mod! men det var Forestillingen om en eller anden Ulykke der kunde være tilstødt ham, ikke den fjerneste Tvivl om hans Kjærlighed, som vakte denne brændende Længsel og Uro i hendes Hjerte. Uge efter Uge ventede den stakkels Pige forgjæves, og den Efterretning hun langt om længe fik, tjente kun til at forøge hendes Spænding: Rygtet gik, at en Cand. Verner var blevet Udnævnt til Adjunct ved Skolen i den nærmeste Kjøbstad. „Uden at lade mig det vide!” tænkte Tyra. „Det er jo umuligt, det maa være en Anden af samme Navn.” Endelig stod Udnævnelsen i Avisen „thi Verner” var Candidatens Navn, og Folk fortalte for ganske vist at han var forlovet med Grosserer Feilbergs smukke Datter; de ventedes en af Dagene i Besøg hos hendes Onkel som eiede en Herregaard der i Egnen. Tyra hørte ikke til de svage Characterer der forsætlig lukke Øinene for Virkeligheden for at bevare en Illusion. Men hun elskede selv for høit — hun troede for ubetinget paa Kjærligheden, til at hun skulde tvivle om Johannes Verners Troskab. Den Tanke var aldrig opstaaet i hendes Sjæl, at Frøken Feilbergs Forlovede var hendes Elsker — det forekom hende som en tilfældig Omstændighed, at deres Fornavn begyndte med samme Bogstav, og hun var for optaget af sin Bekymring for ham, til at lægge Mærke til Folks hinanden modsigende Beskrivelser af den forventede Adjuncts personlige Egenskaber. Men hendes Uro voxede med hver Dag, og naar den Tanke at Johannes var død, paatrængte sig hende, var ingen af hendes Venner istand til at trøste hende. Kun Minonas Selskab søgte hun altid med Begjærlighed, thi hun gjorde intet Forsøg paa at svække hendes Sorg — hun forstod den, og græd med hende.
I flere Dage havde Minona undgaaet Viggo; han saae hende kun i Selskab med Helene, og naar han søgte hende var hun i Almindelighed hos Tyra. Naar de talte sammen, var der en Kulde og Stolthed i hendes Svar, som ængstede ham mere end de voldsomme Udbrud af hendes Følelser, thi den Sjælekval hvormed disse Øieblikkes Fatning var tilkjæmpet, afprægede sig smerteligt i hendes Ansigt — og bragte ham til at spørge sig selv om ikke hans Fasthed var Grusomhed — om den Lidenskab der boede i dette elskelige Hjerte kunde være syndig for Guds Øine. Men heller aldrig havde menneskelig Lidelse været mere skikket til at vække Deltagelse og Beundring. Hun syntes at have opgivet sig selv, og kun leve for sine Kjære. Hun var saa mild og taalmodig i sin Sygdom — maaskee fordi den skulde bringe hende Døden — og søgte saa kjærligt at trøste Helene, at hendes Elskværdighed aldrig havde vist sig i et mere rørende Lys.
En Dag da Viggo var gaaet alene ud og havde besøgt hver Plet i Skoven og dens Omegn, hvortil der knyttede sig Erindringer fra hans forrige Besøg, saae han Minona sidde paa Engen i Nærheden af et lille Bondehuus, og binde en Krands af de faae Græsstraae, Blade og halvvisne Tusindfryd som bragtes hende af nogle Bønderbørn, hvoraf hun var omgivet. En lille Pige havde slynget sine brune Arme om hendes Hals, og betragtede hendes Arbeid med straalende Øine, imens de Andre legede og dandsede omkring dem. „Du skal dandse med!” udbrød pludselig et af Børnene, og de øvrige raabte enstemmigt: ja søde Minona skal dandse — med mig — med mig! Hun betragtede dem med et ubeskriveligt Blik, reiste sig langsomt, tog en af de Smaaes Hænder i sine og begyndte at dandse, imens de andre jublende streg: med mig — med mig! Men pludselig brast hun i Graad og gik bort, efter at trøstet Børnene med at hun vilde komme tilbage; men Viggo fulgte hende ind i Skoven, og saae at hun kastede sig ned paa Jorden og hulkede som om hendes Hjerte skulde briste. Han nærmede sig og løftede hende op i sine Arme. I dette Øieblik var al Kulde og Bitterhed langt fra hendes Sind, hun saae op til ham med et døende Blik og udbrød i en Tone der sønderrev hans Hjerte: O Viggo! jeg kan ikke udholde disse Lidelser — det er Dødens Smerter uden Dødens Lindring! Jeg har været for lykkelig — derfor kan jeg ikke underkaste mig denne græsselige Skjæbne — derfor har jeg kjæmpet imod den, kjæmpet til mine Kræfter forlod mig — Sundhed, Liv, — alt har jeg sat til i denne Strid og alt har været — forgjæves. Tænk hvad det vil sige at kjæmpe forgjæves Nat og Dag — at lide som jeg har liidt — uden at dø!
„Troer du at jeg har staaet udenfor denne Kamp?” spurgte Viggo med dyb Bevægelse. „Har jeg ikke følt baade din og min egen Smerte?”
Minona stirrede et Øieblik paa ham, og svarede i en medlidende Tone: Jo, stakkels Viggo! du seer syg og bleg ud — men Sygdom er ikke det værste — den er Lindring for den Ulykkelige — thi i den er der dog Haab! Jeg, der har elsket Livet saa høit, er drevet saavidt at jeg kalder Døden til Hjælp mod Livets Qval! Veed du hvad der er det værste — det som jeg aldrig vil - aldrig kan underkaste mig — som endnu i dette Øieblik fylder min halvdøde Sjæl med Modstand — det er at være levende begravet! At bære Livets Attraa med al dens Fryd og Salighed i Hjertet — og føle hvorledes den fortærer sig selv dernede i Graven, hvortil den er fængslet — at maaske imødesee det Øieblik da dens fortvivlede Kamp endes i Døden — med Glæde! Det er formeget — hvert mit Aandedrag er Modstand, et afmægtigt Oprør mod denne Skjæbne! O Viggo! vær barmhjertig, og siig mig hvorfor jeg skal lide dette? udbrød hun vildt og jamrende, idet hun kastede sig ned for hans Fødder og klyngede sig fast til hans Knæ.
I Viggos Sjæl foregik en voldsom Kamp, men hans Ansigt blev roligt — kun dets Bleghed vidnede om hans Bevægelse. Han løftede Minona op, og holdt hende fast i sine Arme, idet hans Blik som fortryllet hvilede paa hende, og Ordet med Anstrængelse trængte sig frem over hans Læber: Du har engang før gjort dette Spørgsmaal, og du lovede mig aldrig at gjentage det, fordi den Tilstaaelse det vilde koste mig, udsætter os for — Vanære!
„Saa dræb mig, eller jeg gjør det selv!” udbrød hun vildt. „Naar du vil opoffre mig for den usle Verdensære, der bevares med Livets og Kjærlighedens Forlis, saa har jeg elsket en Træl og ingen fri Mand — saa Viggo vil jeg tro at jeg er en vanæret Pige! Saa forstaaer jeg den Forbandelse der har fulgt min Kjærlighed — thi den var uværdig!” Hun vilde rive sig løs, men Viggo trykkede hende fastere op til sig og sagde langsomt og bestemt: Du maa erindre at jeg har beholdt et ganske andet Indtryk fra vor Barndom, end det, der har havt en saa afgjørende Indflydelse paa din Udvikling. Det var ikke feigt Hensyn til Verdens Dom eller Forbittrelse over en Skjændsel, der kun existerede i andres Tanker, som dengang bragte mig til at tage min Moders Partie — det var en urokkelig Bevidsthed om Familiebaandets Ukrænkelighed, og en dyb Følelse for den Forbandelse, som følger ethvert Brud paa de naturligste og nærmeste Forhold — den har fulgt mig gjennem hele mit Liv, som en Arv fra Hjemmet. Det var denne Følelse der drev mig til at søge dig, min Søster, som nu under de Forhold hvori du var opvoxet, kunde trænge til en Broders Beskyttelse, ikke alene for den vanskelige Stillings Skyld hvori du tilligemed din Stedmoder stod til dine Omgivelser, men for den farlige Retning, din Aandsudvikling næsten maatte have taget. Jeg kom for at beskytte dig mod Farer, som du i din Uerfarenhed ikke kunde ane — for at stille mig som et Skjold mellem dig og Verden — og mellem dig og den Yderlighed, de Grundsætninger, du havde lært at beundre, saa let fører er varmt og ungdommeligt Hjerte til. — Viggo trak Veiret dybt, og vedblev hurtigere og i lidenskabeligere Bevægelse: Jeg kom, og fandt jo paa en Maade hvad jeg havde ventet — men dog, hvor vidt forskjelligt fra alt hvad jeg havde tænkt og drømt om, var ikke denne Virkelighed! Jeg blev den Modtagende, du den Givende — det var dig, der veiledede mig i den ny Verden hvori jeg var henflyttet — jeg fulgte blindt! Jeg glemte det Farlige i din usædvanlige Aandsretning for det Skjønne — jeg lod mig henrive — og Følgen blev — at jeg forelskede mig i min Søster. Da vaagnede jeg af Drømmen, og rev mig løs. Jeg var kommet for at beskytte dig imod Verden — jeg reiste for at beskytte dig imod mig selv! Og naar jeg nu har seet dig lide og kjæmpe for en Kjærlighed, som din Udvikling, din Naive, din Uskyldighed hindrer dig i at see i det rette Lys — og kjæmpet imod dig, skjøndt jeg vidste at dette Nederlag vilde blive din Død, da er det ikke Hensyn til Verdens Dom, eller til min egen Ære der har opretholdt mig i en saa græsselig unaturlig Strid, men alene den Bevidsthed at du selv vil forbande mig, naar du engang faaer at vide for hvilken Priis din Seir er kjøbt!”
„Aldrig — aldrig — du kjender mig ikke! Kjærligheden er mit Liv — jeg vil heller være med den i Helvede end i Himlen, den foruden! Er den en Synd, saa skal Synden være min Guddom! I den christelige Bøn hedder det jo: Gud frie os fra det Onde — er min Kjærlighed ond, saa vil jeg aldrig bede den Bøn — aldrig!”
Viggo betragtede hendes bevægede Ansigt med brændende Blikke, men hans Holdning var fastere end hans Stemme idet han svarede: Du veed ikke hvad du siger, stakkels Barn — og Gud vil ikke tilregne dig det! Jeg vilde give mit Liv og min Salighed tusinde Gange for at frelse dig, men hvorledes skal den ene Blinde vise den anden Vei? Du er syg, du er ulykkelig — men du kjender ikke Lidenskabens Magt, som jeg! Jeg frygter ikke Verden eller Gud — ikke Helvedes Pine for min Skyld — Minona — min Elskede — jeg frygter for at styrte dig i Fortabelse — og selv Kraften, som denne Tanke giver mig — vil svigte! Derfor hør mig, før det er for sildigt: hvis Livet ikke er en Helvedes Løgn, saa er det sandt hvad Skriften vidner, at der er et Guds Rige til — og det er Sjæle, som din nært — og en Guds Fred, Glæde og Kjærlighed, som langt overgaaer selv den uskyldigste og reneste menneskelige Lidenskabs Lyksalighed. Søg Frelsen der — er det sandt at Gud er Kjærlighed, saa vil han ogsaa søge dig, og om du end døer for os, skal du leve hos ham. Hvis du ikke vil gjøre det for din egen Skyld, saa gjør det for min Skyld, fordi du derved tager en Byrde fra mit Hjerte, som det ikke længer kan bære. Til Himlen kan jeg afstaae dig — ikke til Døden! — Minona havde løftet Ansigtet iveiret, og betragtede ham med et sørgmodigt Blik imens han talte. „Og du, Viggo?” spurgte hun langsomt. — Glem mig — spørg ikke om mig! tænk paa dig selv! udbrød han lidenskabeligt. Hun smilede svagt, og rystede paa Hovedet. „Glemme dig — nei Viggo! skjøndt Tanken om dig volder min Død, vil jeg ikke søge Frelsen for den Priis! Du troer ikke selv paa det Guds Rige, du vil forvise mig til — ellers vilde du søge det for din egen Skyld! Min Skjæbne er afgjort: jeg vil ikke fordømme den Følelse jeg skylder Livet, om den end bliver min Død! Enten den gjør mig lykkelig eller ulykkelig, vil jeg prise dens Navn, og kalde dens Dommer uretfærdig. Hvis mine Følelser vanære mig i dine Øine, saa kan, og saa bør du forlade mig — men selv din Foragt kan ikke gjøre min Kjærlighed foragtelig i mine egne Øine!” Hun talte med usædvanlig Styrke og Sikkerhed, og blev staaende taus med bøiet Hoved og foldede Hænder foran Viggo, som om hun ventede sin Dom. Han svarede ikke, men trykkede hende til sit Hjerte og bedækkede hendes Læber med Kys. „Du forlader mig ikke!” hviskede hun sagte, idet hun saae op til ham med et lysende Blik. Aldrig! svarede han. O Minona! hvis du kunde forsone mig med mig selv! — „Ja det kan jeg — ved den Kjærligheds Magt, som nu forsoner mig med Døden — med alt hvad jeg har liidt! Jeg var fordømt — nu er jeg frikjendt. Alt bliver mig saa let — min Sjæl faaer sine Vinger igjen — paa dem skal den svinge sig op over Jordens Nød og Jammer, men ikke bort fra det, der var dens Skat i Livet, naar Døden har fuldbragt sin Gjerning. Troer du jeg frygter den? O nei — jeg vil hilse den med de glade Ord: Kjærligheden vandt dog Seir!” Overvældet af sin Bevægelse lænede hun sit Hoved mod Viggos Skulder og græd heftigt, imens han betragtede hende med en Blanding af navnløs Smerte og Lyksalighed.
Men pludselig foer hun sammen med en Følelse af Skræk — der hørtes Fodtrin i Nærheden, og han saae en Skikkelse i aandeløs Fart løbe henad Gangstien, Det var Tyras Pige. „O Gud! Frøken Minona — jeg maa endelig tale med Fruen!” raabte hun allerede i Frastand „Hun er i Præstegaarden! er Tyra syg?” spurgte Minona ængstelig ved Synet af Pigens forgrædte Øine. Gud ja, men jeg var saa bange for at forskrække Dem — De bliver ganske bleg. Jeg vil løbe hen til Præsten og bede Fru Aagesen strax gaae til min stakkels Frøken — men hvem skal saa hente Lægen? — hvilken Elendighed!” Minona skjælvede saa hun neppe kunde holde sig opreist. „Viggo!” udbrød hun. „Riid, skynd dig for Guds Skyld efter Lægen! Løb til Præstegaarden Margrethe! der er skeet en Ulykke!” Viggo lovede at ride, saasnart han havde fulgt hende hjem. Hendes Indvendinger hjalp ikke, det trak op til Torden, Regnen faldt allerede i enkelte Draaber — han maatte see hende i Sikkerhed før han reed bort. Men saasnart Minona ikke længer kunde høre Hestetrampen svøbte hun sig i sit Shawl og ilede saa hurtigt som hun kunde udholde det, til Tyras Bolig.