Oliver Twist/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 122-127

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

26.
En hemmelighedsfuld Person.

Da Jøden gik ned ad Trappen, blev hans Ansigt igen uroligt og ængsteligt. Han stod lidt og betænkte sig, kaldte saa paa en Droske, og lod Kusken køre hen i Nærheden af den Gade, hvor Bill Sikes boede. Det sidste Stykke Vej gik han. »Hm,« mumlede han, idet han begav sig op ad Trappen, »gaar I paa Ræveklør, saa skal jeg nok faa det ud af Dig, min Tøs, hvor snedig du saa er!«

Uden at banke paa traadte han ind i Kammeret. Nancy var ene. Hun laa med Hovedet ned paa Bordet, hendes Haar flød hen over det. »Naa,« tænkte Jøden koldblodigt,« hun er fuld, — eller maaske ogsaa hun bare er forknyt.«

Da han lukkede Døren efter sig, hørte Nancy det. Hun saa' opmærksomt paa ham, mens han spurgte, om der var noget nyt, og derefter fortalte, hvad Toby Brækjern havde berettet. Saa sank hun ned i sin forrige Stilling og sagde ikke et Ord. Hun skubbede blot utaalmodigt Lysestagen til Side, og idet hun febrilsk skiftede Stilling, skrabede hun med Fødderne i Gulvet: det var det hele.

Jøden saa' sig lurende om i Stuen, om der ikke skulde være noget Tegn, til at Sikes hemmeligt var vendt hjem. Han beroligedes dog aabenbart, og rømmede sig saa et Par Gange som for at faa en Samtale i Gang. Men Nancy hverken hørte eller saa'. Endelig spurgte han rent ud, i sin aller forsonligste Tone: »Ja, min Ven, hvor tror saa du, at Bill er for Tiden, hvad?«

Nancy mumlede utydeligt noget om, at det vidste hun ikke. Det lød, som om hun græd.

»Og Drengen?« fortsatte Jøden, medens han anstrengte sig for at faa et Glimt af hendes Ansigt at se. »Hm, den stakkels lille Dreng, — blevet liggende i en Grøft, Nancy!«

»Drengen?« sagde Nancy og saa' pludselig op: »Drengen har det bedre, hvor han er, end hos os! Naar bare Bill ikke kommer i Fortræd derfor, vil jeg haabe, at han maa være død i Grøften og ligge og raadne op dér!«

»Hvad behager“?!« udbrød Jøden betuttet.

»Ja det siger jeg!« gentog Pigebarnet og saa' udfordrende paa Jøden. »Det er godt, at han er borte! Jeg kunde ikke holde ud at have ham omkring mig, Synet af ham gjorde mig rasende, baade paa mig selv og paa alle Jer andre!«

»Vrøvl, Tøs!« sagde Fagin haanligt; »du er jo fuld.«

»Saa?« hvæste hun. »Ja det er i al Fald ikke Deres Skyld, hvis jeg ikke er det, De saa' helst, at jeg var fuld altid, undtagen lige nu! For De synes nok ikke om det Humør, jeg er i, hvad?!«

»Nej jeg gør ikke!« bruste Jøden op.

»Pyh! saa skaf mig i andet Humør!« Og hun lo tirrende.

Nancys Stædighed og al den Ærgrelse, han forinden havde haft, havde hidset Fagin op. Nu brød det løs: »Ja, du kan tro, jeg skal bringe dig i andet Humør, Du!« skreg han, ude af sig selv. »Hør efter, dit Utyske, og husk paa, at med fem, seks Ord kan jeg gøre det af med Bill lige saa sikkert, som om jeg havde hans Tyrehals her mellem mine Fingre! Kommer han tilbage uden Drengen, — slipper han selv fra det og bringer mig ikke Drengen, død eller levende, saa drej Halsen om paa ham, Tøs, hvis Du vil have, at han skal slippe fra Galgen, men gør det straks, lige saa snart han sætter sine Fødder her i Stuen! For ellers kunde det nemt blive for sent!«

»Hvad er det, De siger?« mumlede Nancy maalløs.

»Jeg siger,« skreg Jøden, næsten afsindig af Forbitrelse, »at naar Drengen er mig Tusender værd, og Skæbnen har givet mig ham, skal jeg saa miste alting for et Par drukne Banditers Skyld, hvis Liv jeg kan puste ud hvert Sekund, — og saa ovenikøbet være lænket til denne indædte Satan, der bare behøver at ville, saa har han Magt til at — — —?!«

Han snappede efter Vejret og søgte stammende efter Ord. Men i det Nu, hans Talestrøm saaledes standsede, skiftede pludselig hans Væsen om. Han sank sammen paa Stolen, han rystede af Angst for, at han havde røbet en af sine Skurkestreger. Først efter en lille Stunds Forløb dristede han sig til at se op paa Nancy. Men han lod til at beroliges, da han saa', at hun igen sad sløvt med Hovedet ned paa Bordet.

»Hæ, min Tøs,« kvækkede han i sin vanlige Tone, »hørte Du ikke, hvad jeg sagde, min Tøs?«

»Aa plag mig nu ikke mer, Fagin!« brummede hun og løftede dvask Hovedet. »Hvis Bill ikke har faaet klaret det denne Gang, saa klarer han det nok en anden Gang. Han har jo mange Gange gjort pænt Arbejde for Dem og gør saa igen, naar han kan. Men er det engang, at han ikke kan, saa kan han ikke, — saa er der jo ikke mer at sige om det!«

»Naa men,« spurgte Jøden og saa' dobbelt skarpt paa hende, »nu dèt, jeg sagde for lidt siden…?«

»De maa sige det en Gang til, hvis der er noget, De vil have, jeg skal gøre,« svarede Nancy. »Eller vent heller med det til i Morgen! Lige straks før fik De purret mig lidt op; men nu er jeg igen saa søvnig og fortumlet…«

Fagin kom med flere Spørgsmaal endnu for at se, om hun havde lagt Mærke til og forstaaet de uforsigtige Ytringer, der var undsluppet ham i hans Raseri. Men hun tog baade hans Spørgsmaal og hans spejdende Blik saa ligegyldigt, at han slog sig fuldstændig til Ro ved sin første Tanke, nemlig at hun var fuld. Hendes sjudskede Toilette og Genever-Stanken i Stuen bestyrkede ham i hans Tro. Og da hun saa straks efter gav sig til at græde og lige ovenpaa lo og sagde: »Halløjsa! Op med Fjèrvingen!« — indsaa han, hjerteligt tilfreds, at hun var endog meget stærkt medtaget. Og han skyndte sig at vende Næsen hjemefter.

Klokken var vel godt 11. Det var mørkt og bidende koldt. En skarp Blæst havde jaget Folk af Gaderne. Den blæste imidlertid for saa vidt fra den rette Kant for Jøden, som han havde den i Ryggen, og den altsaa drev ham frem. Omsider naaede han hen til Hjørnet af sin egen Gade, og tog allerede ned i Lommen efter Gadedørsnøglen. Da traadte pludselig, lydløst, en Mand frem fra en Portaabning, hvor han havde staaet i Skygge. »Fagin!« hviskede han ind i Øret paa Jøden.

»Æh…!« sagde Fagin og vendte sig om med et Sæt. »Er det…?«

»Ja,« svarede den anden barsk. »Nu har jeg staaet og ventet her i over to Timer. Hvor i Helvede har De været henne?«

»Ude i Deres Anliggender, Bedste,« svarede Jøden, og skævede uroligt om paa ham, »hele Aftenen ude i Deres Anliggender.«

»Ja naturlig,« sagde den anden haanligt. »Naa og hvad er der saa kommet ud af det?«

»Ikke noget godt!« mumlede Jøden.

»Men da vel heller ikke noget slemt?« spurgte den anden og blev pludselig staaende og saa' skarpt paa ham.

Jøden rystede paa Hovedet og vilde til at fortælle. Men den Fremmede pegede paa Huset, som de var naa't hen til, og sagde, at nu vilde han under Tag, han var helt forkommen efter at have staaet saa længe i det kolde, blæsende Vejr. Fagin lod ikke til gerne at ville have Besøg saa sent paa Aftenen, han mumlede noget om, at der var koldt inde i Stuen. Men da den anden bestemt gentog sit Forlangende, aabnede han Døren, og bad den fremmede lukke den sagte, medens han selv gik efter Lys.

Den fremmede saa' skarpt paa Jøden. »Men da vel heller ikke noget slemt?« spurgte han.
Den fremmede saa' skarpt paa Jøden. »Men da vel heller ikke noget slemt?« spurgte han.
Den fremmede saa' skarpt paa Jøden. »Men da vel heller ikke noget slemt?« spurgte han.

»Her er jo saa mørkt som i en Grave, brummede Gæsten og famlede sig et Par Skridt frem. »Skynd Dem! Jeg kan ikke udstaa det Mørke!«

»Luk Døren!« hviskede Fagin nede fra den anden Ende af Gangen.

I det samme, han talte, smeldede Døren i med et Skrald.

»Det var ikke min Skyld,« sagde Gæsten og famlede sig frem. »Blæsten slog den i, eller den gik i af sig selv, hvad det nu var. Skynd Dem og kom med Lys! Man slaar jo Hovedet i Stykker i dette forbandede Hul.«

Lidt efter kom Fagin op med et tændt Lys. Fregne-Tom laa og sov dernede i Stuen, og Drengene laa i Køkkenet. Derfor tog han sin Gæst med op ad Trappen. »Det Par Ord, der er at sige, kan vi sige herinde, Højstærede,« sagde han og lukkede en Dør op paa første Sal. »Lyset lader jeg blive staaende herude paa Trappegangen.« Han satte det derude, lige overfor Stuedøren. »Saadan! — Der er Huller i Vinduesskodderne, og Genboerne skal ikke gerne se, at her er Lys.«

Inde i Stuen fandtes kun en gammel Sofa uden Betræk, som stod omme bag Døren; i den kastede den Fremmede sig. Desuden var der en itubrukken Lænestol; Jøden trak den hen og satte sig i den lige overfor sin Gæst. Døren stod næsten halvt aaben, saa Lyset ude fra Trappeafsatsen kastede et svagt Skær paa Væggen lige overfor den Fremmede.

De talte en Stund hviskende sammen. Fagin lod til at forsvare sig, den Fremmede (hvem Jøden kaldte Monks) lod til at være dygtigt misfornøjet. Tilsidst bruste Monks højrøstet op: »Og jeg bliver ved at sige, at det var en dum Plan! Hvorfor beholdt De ham ikke her, sammen med de andre, og gjorde ham uden videre til en gemen Lommetyv?«

»Aah, som De snakker!« sagde Jøden og trak paa Skuldrene.

»Skal det sige, at De ikke kunde have gjort det, hvis De havde villet?« vrissede Monks. »Har De maaske ikke Gang efter Gang gjort andre Drenge til det? Dersom De bare havde haft Taalmodighed, i det højeste et Aars Tid, saa kunde De meget godt have faaet ham dømt og sendt ud af Landet, maaske paa Livstid!«

»Og hvem skulde det have været godt for, Bedste?« spurgte Jøden ydmygt.

»For mig!«

»Ja men ikke for mig,« svarede Jøden, endnu ydmygere. »Og naar der er to om en Forretning, er det saa ikke billigt, bedste Højstærede, at der bliver set paa begges Fordel?«

»Naa og hvad saa?« brummede Monks.

»Han var ikke let at opdrage til Arbejdet,« forklarede Jøden. »Han havde ingenting gjort, jeg havde ikke noget at skræmme ham med, og det maa man altid have i Begyndelsen, hvis Ens Umag ikke skal blive spildt. Hvad skulde jeg saa gøre? Sende ham ud med Rævetampen og Charley? Vi fik nok af det første Forsøg, Højstærede, jeg maatte ryste og skælve for os alle.«

»Det kunde jeg ikke gjøre for!« indskød Monks.

»Nej, Højstærede, det kunde De ikke,« indrømmede Jøden, »og nu bag efter har jeg jo heller ikke haft noget imod det For hvis det ikke var gaaet saadan, saa havde De maaske aldrig faaet Kig paa Drengen, og vi havde ikke opdaget, at det var ham, De søgte. Naa, jeg skaffede Drengen tilbage ved Hjælp af Tøsen, — og saa gik hun hen og forgabede sig i ham!«

»Klyng den Tøs op!« brummede Monks.

»Nej, — nej. Højstærede, det har vi ikke Raad til endnu!« sagde Jøden og smilte. »Og forresten er hun os heller slet ikke i Vejen. Jeg kender den Slags Tøse, Monks. Saa snart Drengen begynder at blive lidt forhærdet, vil hun ikke kere sig mer om ham end om et Stykke Brænde. De vil have ham til Tyv? Hvis han er i Live, saa kan jeg nu gøre ham til det. Og hvis« (Jøden rykkede lidt nærmere hen til sin Gæst) »ja forstaa mig ret, det er jo slet ikke rimeligt! — men hvis det værste skulde være sket, og han er død — — —«

»Det har jeg ingen Del i!« udbrød Monks forskrækket og greb med rystende Haand Jøden om Armen. »Husk vel paa dèt, Fagin: det har jeg ingen Del i. Jeg sagde Dem, lige fra første Dag: alt, undtagen Døden! Ingen Blodsudgydelse! Det kommer altid for en Dag og nager En desuden bag efter. Har de skudt ham, saa er det ikke min Skyld, hører De! — Satan i Helvede, hvad var det?!«

»Hvad?!« skreg Jøden og greb med begge Arme om Monks, da denne pludselig sprang op.

»Dér!« hviskede Monks og stirrede paa Væggen lige overfor: »Skyggen, — jeg saa' Skyggen af et Fruentimmer, i Kaabe og Hat, den gled som et Pust hen over Væggen!«

Jøden slap ham, og begge styrtede fortumlet ud. Lyset stod der udenfor og flakkede i Trækvinden og viste dem den øde Trappegang og deres egne blege Ansigter. De lyttede spændt; men der var dødsstille i hele Huset.

»Det er noget, De har bildt Dem ind!« sagde endelig Jøden og tog Lyset op og vendte sig om mod Monks.

»Jeg tør sværge paa, at jeg saa' det!« svarede Monks, rystende over hele Kroppen. »Det bøjede sig frem, da jeg fik Øje paa det, og i samme Nu, som jeg talte til Dem om det, forsvandt det.«

Jøden skævede haanligt om paa hans blege Ansigt, og gav sig til at gaa op ad Trappen, idet han bemærkede, at Monks kunde jo gaa med, hvis han havde Lyst. De saa' ind i hvert eneste Værelse: der var tomt og mørkt og koldt. Saa gik de ned i Gangen og ned i Kælderen: overalt var der stille som i en Grav.

»Naa, hvad siger De saa?« spurgte Jøden. »Foruden os er der ikke en levende Sjæl i Huset, undtagen Fregne-Tom og Drengene. Og dem havde jeg laaset af for, før vi gik op!«

Monks var efterhaanden blevet højst vaklende i sine Forsikringer. Tilsidst brast han endog i Latter og sagde, at dèr havde rigtignok hans Fantasi spillet ham et slemt Puds. Men han havde dog ikke Lyst til at fortsætte den afbrudte Samtale. Han kom pludselig i Tanke om, at det var jo blevet sent, — og det elskelige Par skiltes altsaa.