Oliver Twist/29
29.
Husbeboerne.
I et gammeldags hyggeligt Værelse sad to Damer ved et vel besat Frokostbord, Giles, i sort Kjole og med Hvidt om Halsen, vartede op. Han stod strunk midtvejs mellem Frokostbordet og Anretterbordet, med Hovedet bøjet en lille Smule bag over og til den ene Side, med venstre Ben sat lidt frem, højre Haand stukket ind paa Brystet, venstre Haand hængende ned og sluttende om en Præsenterbakke. Han saa' ud som en Mand, der nyder Bevidstheden om sin egen Fortjenstfuldhed og Betydning.
Den ene Dame var noget til Aars men den høje Ryg paa Egetræsstolen, hvorpaa hun sad, var ikke rankere end hun. Hun var klædt yderst pertentligt, lidt gammeldags og dog med smaa klædelige Indrømmelser til Øjeblikkets Smag. Hænderne holdt hun foldede foran sig paa Bordet, hendes Øjne (paa hvis Glans Aarene kun havde taget ubetydeligt) var fæstede opmærksomt paa den anden Dame, som vel knap havde fyldt sit syttende Aar. Hun saa' saa fin og ætherisk ud, denne unge Pige, saa ren og saa skøn, som om hun slet ikke var skabt til at gaa paa Jorden. Og hendes mørkeblaa Øjne og hendes ædle Træk røbede en Sjælfuldhed, som heller ikke syntes at tilhøre vor Verden. Men saa tydede igen det skiftende Udtryk i hendes Ansigt af Mildhed og Munterhed og frem for alt hendes glade, lykkelige Smil just paa Menneske-Naturens bedste Egenskaber og Stemninger.
Hun saa' op i det samme og mødte den gamle Dames Blik. Saa strøg hun med en spøgefuld Mine Haaret op fra Panden og saa' paa sin ældre Veninde saa kærlighedsfuldt og saa ukunstlet elskværdigt, at salige Aander kunde have smilt derved.
Den gamle Dame smilte ogsaa. Men hun var beklemt om Hjertet, og der kom en Taare i hendes Øje. — »Har Brittles været en hel Time borte nu?« spurgte hun lidt efter.
»En Time og tolv Minuter!« erklærede Giles og saa' paa sit Sølvuhr, som han bar i et bredt sort Baand.
»Ja han er jo langsom af sig!« bemærkede Fruen.
»Han har altid været en langsom Dreng, Frue!« forsikrede Giles. Og i Betragtning af, at Brittles nu havde været en langsom Dreng i over tredive Aar, var der jo ingen større Udsigt til, at han nogensinde vilde blive hurtigere.
»Det vilde virkelig være højst utilgiveligt af ham, hvis han sinkede sig undervejs for at lege med andre Drenge!« bemærkede den unge Dame og smilte.
Giles overvejede aabenbart i sit stille Sind, hvor vidt det var passende, at han selv tillod sig et lille respektfuldt Smil. Men i det samme rullede en Gig op foran Trappen, og en tyk Herre sprang ud af den, stormede ind ad Døren og kom farende saa hovedkulds ind i Stuen, at han nær havde væltet baade Giles og Frokostbordet.
»Nej nu har jeg dog aldrig hørt Magen!« raabte den tykke Herre. »Kære Fru Maylie, — Gud fri og bevare os vel — midt i Nattens Stilhed! — aldrig i mine Dage har jeg hørt Magen!« Og han trykkede ivrigt de to Damer i Haanden, skød en Stol frem og satte sig, og spurgte. hvordan de befandt sig. »De kunde jo gerne være død — rent ud død af Forskrækkelse!« fortsatte han. »Men hvorfor skikkede De dog ikke Bud? Min Tjener skulde have været her øjeblikkelig, og jeg selv med, og min Medhjælper, — hvem vil ikke gerne — under saadanne Forhold? — Ih du Alstyrende! — saa aldeles uventet — og midt i Nattens Stilhed!«
Doktoren lod til navnlig at være befippet over, at Indbruddet var kommet uventet og ved Nattetid, — som om de Herrer Indbrudstyve havde for Skik at afgøre deres Forretninger ved Middagstid og at bebude deres Ankomst et Par Dage i Forvejen pr. Fodpost-Brev.
»Naa og De, Frøken Rosa?« tilføjede han og vendte sig om mod den unge Dame; »jeg haaber da, at — —«
»Jo, jeg har det saamænd udmærket,« afbrød Frk. Rosa ham. »Men der ovenpaa ligger en Stakkel, som Tante gerne vilde have, De skulde se til.«
»Ja det er jo sandt, det er sandt! — Det er Deres Værk, Giles, hører jeg?«
Giles, som i febrilsk Ivrighed havde sat Thekopper rundt, rødmede saare stærkt og sagde, at han havde haft den Ære.
»Hvadbehager? — Ære?! — Naa—aa, ja — saamænd. Det er maaske lige saa ærefuldt at ramme en Tyv i et Bryggers som sin Modstander paa tolv Skridts Afstand. Bild Dem ind, at han skød i Luften, saa kan De sige, at De har været oppe at duellere, Giles!«
Det forekom Giles, at der i denne overlegne Maade at tage Sagen paa var et letfærdigt Forsøg paa at forringe hans Hæder. Og han svarede ærbødigt, at det tilkom ikke Folk af hans Stand at dømme; men han troede dog nok, at det havde ingen Spas været for Modparten.
»Guds Død, det er sandt!« faldt Doktoren ind. »Hvor har De ham? Vis mig op til ham! Jeg kigger ind igen, naar jeg kommer ned, Fru Maylie. — Se se! ad dèt lille Vindu kom han ind! Hm! kunde aldrig have tænkt mig —!« Stadig snakkende fulgte han med Giles op ad Trappen. Og imedens underretter vi Læseren om, at Distriktslægen Hr. Losberne havde sin Tykkelse snarere fra et godt Humør end fra Vellevnet, samt om, at han var en saa godhjertet og brav, men tillige saa ekcentrisk gammel Pebersvend, som det andet Steds skal holde haardt at finde i et selv fem Gange større Distrikt.
Dr. Lesberne blev meget længer deroppe, end baade han og Damerne havde tænkt sig. En lang, flad Kasse blev taget ned af Giggen, der blev tidt ringet deroppe fra, Tjenestefolkene pidskede op og ned ad Trappen. Der lod til at være noget vigtigt paa Færde. Langt om længe kom Doktoren ned. Men i Stedet for straks at svare paa Damernes ængstelige Spørgsmaal, saa' han yderst gaadefuld ud og lukkede omhyggeligt Døren. — »Tja,« sagde han endelig og blev staaende med Ryggen mod Døren, som for yderligere at spærre Adgangen, »det er jo en meget besynderlig Historie, Fru Maylie!«
»Der er da vel ikke Fare paa Færde?« spurgte den gamle Dame.
»Det skulde ikke have undret mig, om der havde været!« svarede Doktoren; »men jeg tro'r forresten ikke, der er. — Maa jeg spørge Dem, Fru Maylie, har De set den Tyv, eller har De faaet ham beskrevet?«
»Nej.«
»Om Forladelse,« indskød Giles, »jeg vilde lige til at beskrive ham for Fruen, men saa kom Doktoren i det samme!« — Sagen var, at Giles havde ikke kunnet bekvemme sig til at tilstaa, at det var bare en Dreng, han havde skudt. Hans Tapperhed havde indbragt ham saadanne Lovtaler, at han ikke, om det saa skulde have gældt hans Liv, kunde have dyet sig for at udsætte Forklaringen endnu nogle Minuter, for at han i dem roligt kunde svælge i sin Berømmelse som uforfærdet modig Mand.
»Rosa vilde ind at se til Mennesket,« forklarede Fru Maylie; »men jeg sagde, hun maatte ikke.«
»Hm!« mente Doktoren, »der er ellers ikke noget skrækindjagende ved ham. Vilde De have noget imod at se paa ham, naar jeg er til Stede?«
»Nej — hvis De anser det for nødvendigt?…«
»Saa anser jeg det for nødvendigt!« sagde Doktoren. »I al Fald er jeg ganske vis paa, at De bagefter vilde fortryde, om De ikke havde gjort det. Han er fuldstændig rolig nu. Tillader De, Frøken, maa jeg byde Dem Armen? Jeg forsikrer Dem, der er ikke fjærneste Grund til at være betænkelig!«
Under mange Ceremonier bød han begge Damer Armen, og førte dem galant op ad Trappen. — »Saa! nu skal vi høre, hvad De synes ' om ham!« hviskede han og lukkede sagte Sovekammerdøren op. »Han er rigtignok ikke blevet barberet fornylig; men han ser alligevel slet ikke vildmandsagtig ud.« Dermed trak han Sengeomhænget til Side, og Damerne saa' i Stedet for det skumle Bandit-Fjæs, som de ventede at finde, — et forpint og udmattet og sovende Barn! Den saarede Arm. der var blevet forbundet og lagt i Skinne, laa tværs over hans Bryst; hans Hoved hvilte paa den anden Arm, der næsten skjultes af hans lange Haar.
Den brave Doktor stod nogle Minuter, stadig med Sengeomhænget i Haanden, og stirrede tavs paa sin lille Patient. Saa gled Frøken Rosa sagte forbi ham, satte sig paa en Stol ved Hovedgærdet, bøjede sig ind over Oliver og strøg Haaret bort fra hans Pande, — og der faldt vist en Taare paa den i det samme. Drengen rørte sig lidt og smilte i Søvne, som om disse Tegn paa Medlidenhed og Medfølelse havde kaldt frem i ham en Drøm om ukendt Mildhed og Venlighed. Saadan kan Lyden af sød Musik, rislende Vand paa et ensomt Sted, eller Duften af en Blomst, eller endog blot Nævnelsen af et kært Navn pludselig vække undertiden utydelige Minder om Oplevelser fra en anden Tilværelse, — Minder, der kommer og gaar igen lig et Aandepust, og som ingen menneskelig Magt formaar at kalde tilbage.
»Men hvad skal det sige?« spurgte den gamle Dame hviskende. »Det stakkels Barn kan jo dog umuligt have været i et Tyve-Komplot.«
Doktoren rystede paa Hovedet og sukkede. »Lasten,« svarede han, »er til Huse i mangt et Tempel. Hvem tør sige, at den ikke kan skjule sig bag en smuk Skal?« Straks efter tilføjede han noget om, at de kunde nemt forstyrre Patienten, og han førte saa Damerne ind i et Værelse ved Siden af.
»Ja men,« sagde Frøken Rosa imedens, »selv om han er skejet ud, saa husk paa, hvor ung han er, og at han maaske aldrig har haft et ordenligt Hjem!… Søde, søde Tante, betænk dèt, før Du lader den syge lille Stakkel trække i et Fængsel, hvor jo ethvert Haab er forbi om, at han kan forbedre sig! Hav Medlidenhed med ham, før det er for sent!«
»Min egen Pige,« svarede den gamle Dame, »tror du, jeg kunde krumme blot saa meget som et Haar paa hans Hoved? Mit Liv lakker mod Enden, og saa vist som jeg haaber at finde Barmhjertighed selv, saa vist vil jeg vise den mod andre. Hvad kan jeg gøre, Doktor, for at frelse Drengen?«
Losberne stak Hænderne i Lommerne, vandrede tankefuldt nogle Gange op og ned ad Gulvet, standsede nu og da og stod og balancerede paa Taaspidserne, rynkede Pande noget ganske forskrækkeligt og mumlede: »Nu har jeg det!« og straks efter: »Nej! Det gaar ikke!« Først efter en hel Del Traven og Rynken Pande og Mumlen svarede han: »Jo, jeg tror nok, jeg skal klare det, hvis De vil give mig uindskrænket Fuldmagt til at jage Giles en Skræk i Blodet og ogsaa ham Deres lille Dreng, Brittles. Jeg véd nok, at Giles er et gammelt og trofast Tyende. Men der er jo saa mange Maader, De kan gøre det godt paa igen, De kan jo ogsaa belønne ham, fordi han er saadan en udmærket Skytte. Naa, gaar De saa ind paa det?«
»Ja hvis der slet ingen anden Udvej er, —« begyndte Fru Maylie.
»Saa giver Tante Dem Haand- og Halsret!« fortsatte Frøken Rosa og smilte gennem Taarer. »Men tag nu ikke haardere paa de to stakkels Mennesker, end det er nødvendigt.«
»De lader til at tro,« sagde Doktoren, »at alle, undtagen De selv, har Lyst til at være haardhjertede i Dag. Jeg vil for den opvoksende mandlige Slægts Skyld ønske, at den første nette unge Kavaler, som henvender sig til Deres Medlidenhed, maa træffe Dem i en ligesaa blid Stemning, — ja og for min egen Skyld vilde jeg ønske, at jeg selv var saadan en net ung Kavaler, der straks kunde benytte mig af Lejligheden!«
»Aah,« sagde Frøken Rosa og blev rød i Hovedet, »De er da ogsaa ligesaa stor en Dreng som Brittles!«
Doktoren lo hjerteligt. »Dèt hører der endda ikke saa meget til!« mente han. »Naa men for at komme tilbage til Patienten: jeg tænker, han vaagner om en Timestid. Og skønt jeg har sagt til den tykhodede Betjent dernede, at det galdt Livet, hvis man bare talte til, end sige flyttede ham, saa tror jeg dog nok, at vi ganske roligt kan snakke lidt med ham og forhøre ham. Og ser De, saa forlanger jeg, at hvis vi kommer til den Overbevisning (hvad der er meget muligt), at han er kun en snavs Person, saa skal han uden videre Snik og Snak overlades til sin Skæbne.«
»Aa nej, nej, Tante!« bad Frøken Rosa.
»Aa jo, jo, Tante!« abede Doktoren hende efter. »Hvis han umuligt kan være i Bund og Grund ødelagt, saa kan De jo saa meget roligere gaa ind paa mine Betingelser.« — —
De to Damers Taalmodighed blev saa imidlertid sat paa en større Prøve, end Doktoren havde givet dem Grund til at vente. Thi Time gik efter Time, og Oliver laa stadig i dyb Søvn. Først efter at Mørket var begyndt at falde paa, meddelte Doktoren, at Drengen var vaagnet, og at det var bedst, de talte med ham straks.
Det blev en lang Samtale. Thi Oliver fortalte hele sit Livs Historie, og tit nødte Matheden og Smerterne ham til at holde inde. Hvor det lød højtideligt her i det halvmørke Værelse at høre den syge Stakkels Stemme berette om alle de Sorger og Lidelser, som onde Mennesker havde paaført ham! Men — den Aften blev hans Pude glattet af Kvindehænder, og Menneskelighed og Mildhed vaagede ved hans Side, da han sov ind. Han følte en salig Fred, han kunde være død uden at kny.
Straks efter at han var falden i Søvn igen, tørte Doktoren sine Øjne (idet han, som han plejede, brummede over, at de blev saa svage med Aarene) og begav sig derpaa ned i Køkkenet for at aabne Felttoget mod Hr. Giles. I det huslige Folketing, Køkkenet, var forsamlet Tjenestepigerne, de Herrer Giles og Brittles, Kedelflikeren (som af Hensyn til sine udviste Tjenester havde modtaget en særlig Indbydelse til Traktement Resten af Dagen) samt Politibetjenten. Sidstnævnte Herre var udrustet med en stor Stok, et stort Hoved, store Ansigtstræk, store Kravestøvler, og saa' ud til at have indtaget et tilsvarende Kvantum Ale, hvad han ganske rigtigt ogsaa havde.
Nattens Hændelser var endnu stadig paa Tapetet. Da Doktoren traadte ind, var Giles just i Færd med at berømme sin egen Aandsnærværelse, medens Brittles med et Krus Ale i Haanden bekræftede alt muligt, endnu før hans Foresatte havde paastaaet det.
»Bliv bare siddende!« bad Doktoren og slog ud med Haanden.
»Mange Tak, Hr. Doktor,« svarede Giles. »Fruen sagde, at der skulde skænkes noget Ale, og da jeg slet ikke var oplagt til at sidde alene oppe paa mit Værelse, saa drikker jeg min Portion her nede.«
Brittles førte an til en dæmpet Mumlen, hvormed de tilstedeværende Damer og Herrer udtrykte deres Glæde over Giles' Nedladenhed. Og Giles saa' sig beskyttende om i Kredsen, som for at tilkendegive, at saa længe de opførte sig pænt, skulde han aldrig forlade dem. Derefter spurgte han: »Hvordan er det med Patienten i Aften, Hr. Doktor?«
»Aah, — saa la-la!« svarede Doktor Losberne. »Jeg er bange for, Giles, De har redet Dem ind i en kedelig Historie dèr!«
Giles begyndte at skælve. »Det er da vel ikke Doktorens Mening, at han gaar hen og dør?« spurgte han. »Saa fik jeg aldrig en glad Time mer i Livet! Jeg forsikrer Dem, Hr. Doktor, jeg kunde ikke tage Livet af en Dreng, ikke en Gang af Brittles dèr, for alt det Sølvtøj, her er i Distriktet!«
»Ja, det er nu ikke det, det kommer an paa,« bemærkede Doktoren hemmelighedsfuldt. »Sig mig, Giles, De er jo Protestant.«
Giles blev meget bleg. »Jo, Hr. Doktor,« mumlede han, »det haaber jeg da!«
»Og hvad er du, Dreng?« spurgte Doktoren og vendte sig pludselig om mod Brittles.
Det gav et Sæt i Brittles: »Jeg?! — Gud Fader bevare mig vel —! Jeg — jeg er det samme, som Hr. Giles er.«
»Saa svar mig begge to — begge to, forstaar I,» sagde Doktoren strengt: »tør I gøre jer Ed paa, at Drengen deroppe er den samme Dreng, som blev stukket ind gennem det lille Vindu i Nat? Naada! ud med Sproget! Hvor længe skal l betænke jer?!«
Skøndt Doktoren ellers almindeligt ansaas for at være et af de skikkeligste Mennesker paa Jorden, talte han i en saa skrækkeligt truende Tone, at Giles og Brittles (som i Forvejen var en Del fortumlede af baade Ale og Ophidselse) gloede aldeles maalløse paa hinanden.
»Aa, Hr. Betjent, tør jeg bede Dem lægge nøje Mærke til Svaret!« sagde Doktoren og løftede højtideligt Pegefingeren og prikkede sig paa Panden med den, for at opfordre Lovens Mand til at anspænde al sin Opmærksomhed. »Det kan maaske blive af største Vigtighed!«
Politibetjenten saa' saa kløgtig ud, som det var ham muligt, og tog sin Politistok, der hidtil havde faaet Lov at staa og dovne i Skorstenskrogen.
»Som De ser, er det et ganske simpelt Identitets-Spørgsmaal,« sagde Doktoren.
»Det er, hvad det er!« svarede Betjenten og fik et stærkt Hosteanfald, for han havde villet stikke Resten af sin Ale ud i en Fart og havde saa faaet noget af den i den gale Hals.
»Der bliver gjort Indbrud i et Hus,« forklarede Doktoren, »og et Par Mænd ser — gennem Krudtrøg, Mørket, midt under deres Forskrækkelse — et Øjeblik et Glimt af en Dreng. Næste Morgen kommer en Dreng ind i det samme Hus, og da han tilfældigvis har Bind om Armen, lægger de to Mænd voldeligt Haand paa ham (hvorved de udsætter hans Liv for stor Fare) og sværger paa, at han er Tyven. Nu er Spørgsmaalet: om de forhaandenværende Forhold berettigede de to Mænd til at optræde saaledes, og hvis ikke, i hvad Stilling de altsaa har bragt sig selv!«
Betjenten nikkede dybsindigt og erklærede, at hvis ikke dette hersens var Jura, saa gad han s'gu nok vide, hvad der var det.
»Og saa spørger jeg igen,« buldrede Doktoren, »tør I gøre jer Saligheds Ed paa, at det er den samme Dreng?«
Brittles saa' meget betænkelig paa Giles, og Giles saa' meget betænkelig paa Brittles. Betjenten holdt Haanden op for Øret for at opfange Svaret. Tjenestepigerne og Kedelflikkeren bøjede sig forover for at lytte. Doktoren saa' sig om med et hvast Blik —. Da lød der i det samme Vognrullen, og straks efter blev der ringet paa Gadedøren.
»Der er Opdagerne!« udbrød Brittles, aabenbart saare lettet.
»Hvem er det?« spurgte Doktoren, der nu paa sin Side blev benauet.
»Opdagelsesbetjentene inde fra London!« svarede Brittles og tog Lyset. »Jeg skikkede Bud efter dem med Diligencen, saa jeg kan ikke begribe, de ikke er kommet før.«
»Naa saa dèt gjorde du?! Gid Fanden havde — dine langsomme Diligencer!« brummede Doktoren og skyndte sig ud.