Oliver Twist/38
38.
Mellem gamle Bekendte.
Den følgende Dags Aften vaagnede Sikes af en tung Søvn og spurgte døsigt brummende om, hvad Klokken var. Han boede nu i et andet Hus, end hvor han før havde boet, skønt ikke langt derfra. Værelset var fattigt og daarligt møbleret, det fik kun Lys fra et smalt Vindue, som vendte ud mod en snever og skiden Gyde. Ogsaa forskellige andre Tegn tydede paa, at det var gaaet stærkt tilbage for Sikes, og hans blege, afmagrede Ansigt bekræftede det yderligere. Han laa paa en Seng, indhyllet i sin store Kavaj, og hans Udseende forskønnedes just ikke af en snavset Nathue og af ugegamle, sorte Skæg-Stubbe. Hunden sad ved Siden af Sengen og saa' alvorligt paa sin Herre; nu og da, naar der lød Støj enten nede paa Gaden eller et Steds i Huset, spidsede den Øren og knurrede saa smaat. Henne ved Vinduet endelig sad Nancy og lappede Indbrudstyvens gamle Vest. Ogsaa hun var bleg og saa udaset af Nattevaagen og Afsavn, at hun knap var til at kende igen, det skulde da være paa Stemmen.
»Klokken er kun lidt over 7«, sagde hun. »Hvordan har du det i Aften, Bill?«
»Saa slap som Spildevand!« brummede han og føjede en af sine vanlige Eder til. »Kom herhen og giv mig en Haandsrækning, saa jeg kan slippe op af det Hundehul af en Seng!«
Sygdommen havde ikke blidnet Bill Sikes' Sind. Medens Nancy hjalp ham og ledte ham hen til en Stol, bandede han hendes Klodsethed og knubsede hende.
»Hold op med det Flæberi!« brummede han saa; »kan du ikke andet end hyle, saa maa Du hellere kradse af! Forstaar Du?«
»Ja! ja!« svarede hun og vendte Ansigtet bort og tvang sig til at smile. Straks efter lagde hun Haanden paa hans Skulder og sagde: »I Aften vil du vel ikke være slem imod mig, Bill, vel?«
»Saa?!« brummede han, »hvorfor ikke det?«
»Saa mange, mange Nætter«, svarede hun, med en kvindelig Ømhed, der endog blødgjorde hendes Røst, »har jeg siddet taalmodig og passet dig, som om du kunde have været et lille Barn, og i Aften ser jeg dig for første Gang, som du plejer at være. Ikke sandt, hvis du havde tænkt paa dèt, Bill, saa vilde du ikke have behandlet mig, som du gjorde lige nu? Sig, at du ikke vilde have gjort det!«
»Naa! — nej! det vilde jeg vel ikke!« brummede han. »Men hvad Satan i Helvede flæber Tøsen nu for?! Lad mig være fri for de Abekattestreger, Du! Tag og rejs dig, og kom ikke her og plag mig med dit Fruentimmervrøvl.«
Til enhver anden Tid vilde denne Opfordring og den barske Tone, hvori den blev fremsat, utvivlsomt have gjort den tilsigtede Virkning. Men Nancy var virkelig fuldstændig udmattet; hun lod Hovedet synke ned paa Stoleryggen og besvimede, endnu før Bill havde faaet Tid til at udstøde de hensigtsmæssige Eder, hvormed han plejede at stive sine Opmuntringer af. Da han slet ikke vidste, hvad han skulde stille op overfor saadan en stilfærdig Besvimelse, forsøgte han med en Smule Gudsbespottelse. Men da dèt ikke forslog, raabte han om Hjælp.
»Hvad er det, hvad er det, min Ven?« spurgte Jøden og stak Hovedet ind ad Døren.
»Tag og giv Tøsen en Haandsrækning!« svarede Sikes utaalmodigt, »og staa ikke der og grin!«
Fagin gav et forbavset Udbrud fra sig og fo'r ind til Nancy. Lige i Hælene paa ham kom Rævetampen: han lagde i en Fart en Bylt fra sig paa Gulvet, snappede fra ung Charley (der ogsaa var med) en Flaske, rev Proppen af med Tænderne, smagte paa Indholdet (formodenlig for at afværge Fejltagelse) og hældte derpaa en Del af det i Halsen paa Patienten. — »Tag og giv hende lidt frisk Luft med Kakkelovnspusteren, Charley!« kommanderede han saa. »De kan banke hende i Hænderne, Fagin, mens Bill løser op om hende.«
De forskellige Oplivnings-Bestræbelser blev udført meget energisk, navnlig af ung Charley, som lod til at finde det ham overdragne Hverv overstadigt fornøjeligt. Nancy kom da ogsaa efterhaanden til sig selv, og vaklede saa hen til en Stol ved Siden af Sengen, hvor hun skjulte Ansigtet i Hovedpuden. Bill Sikes blev saaledes ene om at udtrykke Forbavselsen over de uventede Gæsters Tilsynekomst. »Hvad for en infam Vind har fejet Dem herhen?!« spurgte han Fagin.
»Det er slet ingen infam Vind, min Vens, svarede Jøden; »for en infam Vind fører aldrig noget godt med sig, men jeg kommer med Lækrerier, som vil fryde Dem at se Rævetamp, min Ven! tag og løs op for Bylten, og lad Bill se de nysselige Ting, som vi i Morges gav alle vore Penge ud for!«
Rævetampen løste geskæftigt den gamle Dug op omkring Bylten og rakte én for én de Genstande, den indeholdt, til ung Charley, som under højrøstede Lovprisninger lagde dem fra sig paa Bordet. »Sikken en Kaninpostej, Bill!« udbrød han: »lavet af saa sarte smaa Væsner, at om det saa er Benene, saa smelter de paa Tungen, man behøver ikke at pille dem! — Og her er et halvt Pund grøn The: saa krabat, at naar De hælder varmt Vand paa, kan Laaget ligefrem ikke sidde fast paa Thepotten længer! — Halvandet Pund Puddersukker, af de aller største Sukkerrør, de har i Plantagerne! — Og Brød, um, og nykærnet Smør — ah! og et Stykke dejlig Ost! — Men her er nu det mest storartede af det altsammen: De har ligefrem aldrig smagt Magen til den!« Han trak op af en af sine uendelige Lommer en stor, vel tilstoppet Vinflaske, medens Rævetampen samtidigt af den Flaske, som han før havde bemægtiget sig, skænkede et stort Glas Brændevin, hvilket Bill uden videre Opsættelse skyllede i sig.
»Hæ! hvad?!« udbrød Jøden og gned sig umaadelig tilfreds i Hænderne. »Nu gaar'en godt igen, Bill, hvad?!«
»Gaar?!« vrængede Sikes. »Jeg kunde være gaaet Fanden i Vold over de tyve Gange, uden at De havde rørt en Finger for at hjælpe mig! Hvad skal det sige, din Ærke-Spitsbub, at du har ladt mig ligge her i over tre Uger?!«
»Nej, vil I nu høre, Drenge, vil I nu høre! vi, som kommer med alle de dejlige Ting til ham!» sagde Jøden og trak paa Skuldrene. — »Jeg har jo været væk fra London, min Ven! over en Uge, paa en Ekspedition!«
»Saa—aa?!« brummede Sikes. »Men saa de andre fjorten Dage, hvor De lod mig ligge og ralle her, ligesom en syg Rotte i sit Hul?!«
»Kunde ikke gøre for det, Bill! I saa manges Paahør kan jeg ikke forklare, men — jeg kunde ikke gøre for det: paa min Ære!«
»Paa Deres hvad for én?!« brummede Sikes, med den yderligste Foragt. »Ptøj! tag og skær mig en Skive af Postejen, en af jer Drenge, for at jeg kan faa Smagen af dette hersens af Munden! Ellers kvæles jeg i det!«
»Saa! bliv nu ikke hidsig, min Ven!« bad Jøden ydmygt. »Jeg har virkelig ikke glemt Dem, Bill, aldrig!«
»Nej, jeg skal love for det!« og Síkes smilte bittert, »De luskede om og lagde Planer, mens jeg laa her og frøs og brændte! Og naturligvis, Bill skulde gøre dit for Dem, og han skulde gøre dat, og altsammen for Spotpris, saa snart han kunde støtte paa Benene igen.... Men imens kunde jeg gerne være kreperet, hvis ikke Tøsen dèr havde været!«
Jøden greb behændigt hans sidste Ord: »Ja vel, Bill, hvis ikke Tøsen havde været!« sagde han. »Men hvem andre end mig kan De takke for, at hun var her?«
»Nej det skal Gud vide, deri siger han sandt!« indskød Nancy, somidet samme hurtigt traadte til. »Naa, lad det nu gaa, lad det nu gaa!«
Samtalen tog saa en anden Vending. Efter et hemmeligt Vink af den snu gamle Jøde begyndte Drengene at traktere Nancy med Brændevin, som hun dog kun tog sparsomt til. Fagin, der havde strammet sig op til en usædvanlig Lystighed, bragte Sikes i bedre Humør, dels ved at lade, som om han ansaa hans Trusler for en behagelig Spøg, og dels ved at le højrøstet af et Par plumpe Vittigheder, hvortil Indbrudstyven nedlod sig, efter at han gentagne Gange havde hilst paa Brændevinsflasken.
»Ja det kan nu være meget godt, alt dette her!« bemærkede endelig Sikes. »Men jeg maa have nogle Penge af Dem, og det endnu i Aften.«
»Jeg har ikke en Øre hos mig Bill…!« forsikrede Jøden.
»Saa har De saa mange desto flere derhjemme… Ja hvor mange De har«, tilføjede han, da Jøden besværgende strakte begge Arme i Vejret, »det véd jeg ikke, og det ved De kanske ikke engang selv, for det vilde vel tage for lang Tid at tælle dem. Men Penge maa og skal jeg have i Aften, forstaar De?«
»Vel, vel!« sukkede Jøden. Saa skal jeg sende Rævetampen hjem og…«
»Nej De skal bare aldrig ulejlige Dem!« erklærede Sikes. »Rævetampen er mig lidt for meget af en Rævetamp, ser De! Han glemte vist at komme igen, eller tog fejl af Vejen, eller blev snuppet af Politiet, eller hvad for Gavtyvestreger De nu spekulerede ud! Nej Nancy skal gaa med hjem og hente Pengene, saa er jeg sikker! og saa lægger jeg mig saa længe og tager en Skraber.«
Der blev tinget længe frem og tilbage. Jøden fik omsider pruttet en halvfemte Krone af paa det forlangte Beløb, idet han svor paa, at saa havde han selv kun en Krone og tyve tilbage at føre Hus for. Derefter sagde han sin venlige Bekendt Farvel, og gik, fulgt af Nancy og Drengene. Bill smed sig paa Sengen og tog sig en Lur, indtil Nancy kom tilbage.
Hjemme hos Jøden sad Toby Brækjern og Fregne-Tom ved den femtende Omgang Sjavs, som Fregne-Tom naturligvis tabte med samt sin femtende og sidste 25 Øre. Toby lod til at blive noget undselig over at være antruffet i saadant fortroligt Selskab med en Fløs, der stod langt under ham i Dannelse og Intelligens. Han rejste sig straks for at gaa og spurgte gabende, hvordan Sikes havde det.
»Har her været nogen, Toby?» sagde Jøden.
»Ikke saa meget som en Kat!« erklærede Toby og rettede paa sin Skjortekrave: »Gud fordømme mig, hvor her har været myrderlig kedeligt! Hvis jeg ikke af Skikkelighed havde givet mig i Lag med Fyren der, saa havde man ligefrem ikke kunnet holde Øjnene aabne.«
Han strøg med overlegen Flothed sin Gevinst til sig og stak den ned i Vestelommen med en Mine, som om det egenlig var under en Toby Brækjerns Værdighed at tage Notits af den Slags Smaamønt. Og derefter svandsede han ud af Stuen med en saa lapset Flothed, at Fregne-Tom faldt helt i Staver af Beundring over hans Bentøj og hans Støvler. Fregne-Tom erklærede ogsaa, at han ansaa femten Femogtyve-Ører for et billigt Vederlag for Fornøjelsen ved at være sammen med saadan en Mand, og han brød sig ikke en sur Sild om, at han havde tabt. »For jeg kan jo ogsaa gaa ud og tjene mere til, ligesaa snart jeg vil, — er det ikke rigtigt, Fagin?«
»Jo, — jo, min Ven«, svarede Jøden og blinkede til de to andre Drenge, at de skulde lade være at drille Tom. »Det er fuldstændig rigtigt. Og jo før du stikker af, desto klogere gør du… Ja, Rævetamp og Charley! det er vist ogsaa paa Tide, at I ser at komme afsted: Klokken er snart 10, og I har ingenting tjent endnu!«
Drengene tog deres Hatte, nikkede Farvel til Nancy, og gik. Undervejs kom Rævetampen og Charley med mangen Vittighed paa Fregne-Toms Bekostning. Men sandt at sige var der jo slet ikke noget mærkeligt ved Toms Opførsel. En Mængde fortræffelige unge Kavalerer betaler jo stadig langt højere Pris end han for at kunne vise sig i »flot« Selskab. Og en Mængde Herrer af det saakaldte gode Selskab skylder jo deres Ry for Flothed saa noget nær til det selv samme som det, hvortil Toby skyldte sit.
«Naa», sagde Jøden, da de var gaaet, »nu skal jeg hente Pengene til dig, Nancy… Ja det er bare Nøglen til det lille Skab, hvor jeg gemmer de Smaating, som Drengene kommer med, min Ven. Mine Penge lukker jeg aldrig af for, hæ, hæ, hæ, for jeg har ingen, du!… Pyh, det er en snavs Haandtering. Nancy, den kaster ingenting af sig! Men det morer mig at se unge Mennesker om mig, og saa bærer jeg Omkostningerne, alle Omkostningerne, du!… Tys!« afbrød han pludselig sig selv og stak hurtigt Nøglen ind paa Brystet, »hvad var dèt? Sid stille!«
Nancy sad henne ved Bordet, med Armene overkors, og lod til at være fuldstændig ligegyldig ved, enten nogen gik eller nogen kom, — indtil hun hørte en Mandsstemme mumle noget ude paa Trappen. I samme Nu rev hun som et Lyn Hat og Sjavl af sig og kastede dem ind under Bordet. Og da Jøden straks efter vendte sig om imod hende, klagede hun i en paafaldende mat Tone over, at der var saa frygtelig hedt…
»Hm«, mumlede Jøden, ligesom lidt ærgerlig over, at han blev forstyrret, »det er den Mand, jeg ventede, — han kommer ned ad Trappen nu. Ikke et Ord om Pengene, Nancy, saa længe han er her! Han bliver ikke længe, bare en halv Snes Minuter, min Ven.«
Han havde tyssende lagt sin runkne Pegefinger paa Munden og tog nu Lyset og gik hen mod Døren. Men i samme Øjeblik, som han naaede derhen, traadte den fremmede rask ind.
Det var Monks. Han ligesom veg tilbage, da han saa', at der var andre i Stuen.
»Bare én af mine unge Venner!« forklarede Jøden. »Du kan gerne blive, Nancy.«
Nancy rykkede lidt tættere ind til Bordet, saa' ligegyldigt op paa Monks, og tog saa Øjnene til sig. Men da Monks straks efter vendte sig om mod Jøden, stjal hun sig til at se op igen, og denne Gang var Blikket saa spejdende og fjendsk, at man gerne kunde tro, hun pludselig var blevet et helt andet Menneske.
»Noget nyt?« spurgte imidlertid Jøden.
»Vigtigt nyt.«
»Og — ogsaa — godt nyt?« sagde Jøden i en Tone, som om han var bange for at tirre Monks ved at lade altfor forhaabningsfuld.
»Ikke saa galt!« svarede Monks og lo. »Denne Gang i alt Fald fik jeg da gjort noget. Lad mig tale et Par Ord med Dem!«
Nancy rykkede endnu tættere ind mod Bordet, men tilbød ikke at gaa, skønt hun godt mærkede, at Monks saa' hen paa hende. Og Jøden var maaske bange for, at hun skulde give sig til at snakke op om Pengene, hvis han jog hende ud. Altsaa pegede han op mod Loftet, og gik saa foran ud af Stuen.
»Men ikke op i det Helvedes Hul, hvor vi sad sidst!« hørte Nancy Monks sige, medens de gik op ad Trappen. Jøden lo og svarede noget, som hun ikke kunde høre, hvad var. Efter Trappetrinenes Knirken at dømme gik de dog op paa anden Sal.
Endnu før Genlyden af deres Trin var døet hen, skød Pigebarnet forsigtigt Skoene af sig, slog Kjolen op over Hovedet, svøbte Armene ind i den, og stod saa lidt ved Døren og holdt Vejret og lyttede spændt. Da alt var blevet ganske stille, smuttede hun ud, listede sig lydløst op ad Trappen og forsvandt i Mørket ovenpaa.
Et Kvarters Tid eller mer stod Stuen tom. Saa kom Nancy listende ind, ligesaa lydløst som før, og straks efter hørte hun de to Mænd komme ned. Monks gik sin Vej med det samme, Jøden traskede ovenpaa igen efter Penge. Da han endelig kom tilbage, stod Nancy og tog Hat og Sjavl paa og lavede sig til at gaa.
»Men Menneske dog!« udbrød Jøden, da han satte Lyset fra sig, og det gav et Sæt i ham. »Du er jo bleg som et Lig!«
»Bleg?« spurgte hun og skyggede med Haanden for Øjnene som for at se ham bedre. »Ja jeg har jo ogsaa siddet her i denne lumre Luft Gud véd hvor længe! Lad mig nu komme hjem, saa er De god!«
Med et Suk for hvert enkelt Pengestykke talte Fagin hende den betingede Sum op i Haanden. Og saa skiltes de, med et kort »Godnat!«
Ligesaa snart Nancy var kommet ud paa Gaden, sank hun ned paa et Dørtrin, tilsyneladende bedøvet og ude af Stand til at gaa. Men pludselig sprang hun op og skyndte sig afsted, i lige modsat Retning af hvor Sikes' Bolig var. Hun gik raskere og raskere, tilsidst fløj hun i vildt Løb. Fuldstændig udmattet maatte hun staa et Øjeblik stille, for at trække Vejret; og saa var det, ligesom hun pludselig kom til sig selv og forstod, at noget, som hun usigelig gerne vilde, kunde hun ikke. Hun vred Hænderne og brast i Graad.
Maaske skaffede Graaden hende Lindring, maaske begreb hun, at der var ingen Udvej. Nok er det, at hun vendte om og skyndte sig næsten ligesaa hurtigt tilbage. Dels vilde hun vel se at indvinde den Tid, hun havde spildt, dels maatte hun vel løbe for ligesom at holde Skridt med sine ilsomt strømmende Tanker. Omsider naaede hun saa hjem til Sikes. Dersom hendes Væsen lod uroligt endnu, mærkede i alt Fald han det ikke, han bare spurgte, om hun havde faaet Pengene. Da hun havde svaret »Ja«, udstødte han en Slags tilfreds Knurren, lagde saa Hovedet ned paa Puden igen, og snuede videre.