Oliver Twist/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 206-211

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

41.
En gammel Bekendt af Oliver.

Selvsamme Aften som Nancy besøgte Frøken Rosa, kom et Par vandrende nordfra ad Kongevejen ind imod London. Den ene af dem, en Mandsperson, var en af disse langbenede, kalveknæede, ranglede Skikkelser, som det altid er svært at sige om, hvor gamle de er: for i Drengealderen ligner de Mænd, der er blevet sat i Væksten, og som Mænd ligner de Drenge, der er blevet for tidligt voksne. Fruentimmeret var ungt, men tæt bygget og kraftigt, hvad hun ogsaa maatte være for ikke at segne under den tunge Bylt, som var bundet hende paa Ryggen. Hendes Følgesvend har ingen anden Oppakning end et Lommetørklæde med noget i, det hang og dinglede paa Enden af den Stok, han gik med over Skulderen. Denne Omstændighed og saa hans meget lange Ben satte ham mageligt i Stand til at holde sig en halv Snes Skridt foran. Nu og da vendte han sig om til sin Ledsagerske og slog utaalmodigt med Nakken og gav ondt af sig. »Naa, kommer du saa snart? Sikken en Snegl du er, Charlotte!« sagde han og blev staaende.

»Det er ogsaa en drøj Dragt at slæbe paa, kan du tro!« svarede hun og kom fuldstændig udaset hen til ham og satte sig.

»Pyh! drøjt?! Det var ogsaa noget at snakke om, — hvad tror du ellers, du er til?« Og Noah Claypole (thi ham var det) flyttede Stokken med sin egen lille Bylt over paa den anden Skulder. »Hæ! skal du nu til at drive igen? Det er s'gu ogsaa til at gaa ud af sit gode Skind over! … Se nu at faa rejst dig! og rub dig, eller jeg sparker, du!«

Og da hans Næse blev helt højrød af Forbitrelse, rejste Fruentimmeret — Charlotte — sig og humpede videre.

»Hvor har Du i Sinde, vi skal tage ind i Nat, Noah?« spurgte hun noget efter.

»Ja hvor kan jeg vide dèt?« vrissede han, meget arrig over, at de endnu havde et godt Stykke Vej tilbage.

»Da vel her i Nærheden?«

»Nej det skal jeg dog ikke have noget af!«

»Hvorfor ikke?«

»Naar jeg siger, at jeg ikke vil noget, saa er det nok, der behøves ikke noget hvorfor eller derfor.«

»Saa! vær nu ikke saa gnaven!«

»Hæ, jo det var jo nydeligt, hvad, at lægge sig ind i det første det bedste Værtshus her lige udenfor Byen, saa at Sowerberry, naar han render efter os, bare behøvede at stikke sin gamle Snude indenfor, saa kunde han straks give os Haandjern paa og trække af med os!«  vrængede Noah. »Nej, jeg vil søge ind i de værste Gyder, jeg kan finde, og ikke helme, før jeg har hittet den aller mest afsides liggende Beværtning. Du kan takke din Gud og Skaber for, at jeg har Hoved! For hvis vi ikke, som jeg sagde, først var gaaet i lige den modsatte Retning og saa var vendt om igen tværs over Markerne, saa havde du allerede for otte Dage siden siddet i Kachotten. Og det havde forresten været Løn som forskyldt, for du er en Torsk.«

»Ja jeg véd nok, at jeg ikke er saa klog som du,« indrømmede Charlotte. »Men du maa ikke sige andet, end at hvis jeg var blevet nappet, saa var du ogsaa blevet nappet.«

»Du har maaske glemt, at det var dig, der tog Pengene af Skuffen?«

»Nej, men jeg tog dem jo til dig, søde Noah!«

»Beholdt jeg dem, hvad?«

»Nej for du stolede paa mig og lod mig bære dem, og du er ogsaa saadan en sød én!« sagde hun og tog ham om Hagen og stak sin ene Arm ind under hans.

Alt det var ganske rigtigt. Men saasom Noah Claypole ikke havde for Skik at vise nogen som helst en blind og taabelig Tillid, er det kun simpel Retfærdighed mod ham at bemærke, at han havde betroet Charlotte Pengene, for at de kunde blive fundne hos hende, hvis man blev indhentet. Han indlod sig dog ikke i Øjeblikket paa nærmere Forklaring, og Parret gik nok saa endrægtigt videre.

Da de kom ind i London, standsede Noah lidt og saa' efter, hvilke Gader der syntes at være stærkt befærdede og altsaa burde skyes. Lidt efter var de inde i et Virvar af smalle og skidne Gyder, et af Byens usleste Kvarterer. Her mønstrede han omhyggeligt hvert et Værtshus, de kom forbi, og blev endelig staaende ud for ét, som syntes simplere og mere snavset end alle de andre. I det, erklærede han aller naadigst, vilde han tilbringe Natten. »Lad saa kun mig faa Bylten!« sagde han og løste den af Ryggen paa Charlotte og kastede den over Skulderen. »Og husk paa, at du siger ikke et Muk, undtagen der bliver talt til dig! Hvad er det, der staar, at den Beværtning hedder? De t-r-e — hvad for noget?«

»Krøblinger!« læste Charlotte.

»De tre Krøblinger? — det er et godt Navn!… Saa! hold dig saa lige i Hælene paa mig!« Og han puffede med Skuldren den knirkende Dør op og traadte ind.

Inde i Skænkestuen var der ingen andre end en ung Jøde, som støttede sig med begge Albuer paa Disken og studerede ivrigt en snavset Avis. Jøden stirrede paa Noah, Noah stirrede paa Jøden.

»Er dette her de tre Krøblinger?« spurgte endelig Noah.

»Ja vel.«

»Vi traf undervejs en Herre, der anbefalede Stedet,« forklarede Noah og puffede til Charlotte, maaske for at aftvinge hende Agtelse for hans snedige Paafund. »Vi vil gerne ligge her i Nat.«

»Ja jeg véd ikke, om De kan,« svarede Barney (thi han var den opvartende Aand). »Nu skal jeg høre ad.«

»Giv os imens en Bid kold Steg og en Slurk Øl ind i Gæstestuen!«

Barney viste dem ind i en lille Bagstue, satte det forlangte ind til dem, meddelte samtidigt, at de kunde godt faa Nattelogis, og lod det elskelige Par være ene. — Bagstuen laa lige bag ved Skænkestuen, et Par Trin lavere, saa at man kunde se og høre alt, hvad der foregik i Bagstuen, naar man inde i Skænkestuen trak et Gardin fra et lille Vindu, der var henne i en Krog, og naar man lagde Øret op til Væggen. Barney var lige vendt tilbage, da Fagin paa en af sine vanlige Aftenture kom ind for at spørge efter et Par af sine unge Venner. »Hys!« sagde Barney, »der er fremmede inde i Stuen ved Siden af. Et Par løjerlige Fyre fra Landet, — forresten vist noget for Dem!«

»Se nu at faa rejst dig! og rub dig, eller jeg sparker, du!«
»Se nu at faa rejst dig! og rub dig, eller jeg sparker, du!«
»Se nu at faa rejst dig! og rub dig, eller jeg sparker, du!«

Fagin krøb øjeblikkelig op paa en Stol og kiggede ind ad Ruden. Noah sad og huggede løs paa Oksestegen og Øllet. Nu og da tildelte han Charlotte en homøopatisk Dosis af begge Slags. Hun sad taalmodigt og spiste og drak, hvad han undte hende.

»Hæ hæ!« mumlede Fagin og vendte sig om til Barney, »Fyren ser ikke saa tosset ud. Han kunde maaske bruges, han har allerede faaet godt Kram paa Tøsen. Aa vær et Øjeblik ganske stille, min Ven, saa jeg kan høre! lad mig høre, hvad de siger!«

»Ja fra nu af giver jeg Greven!« sagde Noah og strakte Benene fra sig og fortsatte en Forklaring, som Fagin var kommet for sent til at høre Begyndelsen af. »Ingen af de Satans Ligkister mer, men Herre-Liv, forstaar du, Charlotte! Og du skal være Dame, hvis du har Lyst.«

»Ja men, søde Noah, hver Dag er der jo ikke en Pengeskuffe at tømme, saa man kan slippe godt fra det bag efter!«

»Fanden i Vold med Pengeskufferne! Saa er der andet at tømme, du: Lommer og Syposer og Huse og Postvogne og Banker!« erklærede Noah, hvis Mod var steget, efterhaanden som Øllet var gaaet ham til Hovedet.

»Ja men alt det kan du da ikke gøre alene, søde Noah!«

»Jeg skal nok skaffe mig Kammerater. Du allerede er jo lige saa meget værd som 50! For jeg har da aldrig truffet saa lumsk og durkdreven en Tøs, som du er, naar jeg giver dig Lov til at være det.«

»Nej hvor du er sød, naar du taler saadan!« udbrød Charlotte og trykkede et Kys paa hans grimme Fjæs.

»Lad mig være! Du behøver ikke at blive saa kælen, fordi jeg før var studs mod dig.« Og Noah skubbede hende værdigt fra sig. »Jeg kunde lide at blive Kaptajn for saadan en hel Bande, som jeg kommanderede og passede op alle Vegne, uden at de vidste af det. Jeg spenderede s'gu gerne den 500 Kr.-Seddel paa det, som du snuppede, — saa meget mer, som jeg ikke rigtig kan hitte ud af, hvordan vi skal faa den slaaet itu.«

Samtalen blev afbrudt ved, at Døren gik op, og en Fremmed traadte ind. Det var Fagin. Han havde sit aller venligste Ansigt paa, hilste meget dybt, idet han tog Plads ved det nærmeste Bord, og forlangte saa noget at drikke hos den grinende Barney.

»En smuk Aften, Højstærede, bare lidt kold i Forhold til Aarstiden!« henvendte han sig til Noah og gned Hænderne. »De er kommen ind fra Landet, ser jeg.«

»Hvoraf ser De dèt?« spurgte Noah.

»Vi har ikke saadan en Bunke Støv i hele London!» Og Fagin pegede først paa Noahs og Charlottes Sko og derefter paa deres Bylter.

»De er en snedig Fyr!… Ha ha ha! hørte du den, Charlotte?«

Barney kom ind med Drikkevarer, og Fagin bød venskabeligt rundt.

»Krabat Vare!« bemærkede Noah og smækkede med Tungen.

»Men dyr,« sagde Fagin. »Vil man drikke den daglig, saa maa man tit se at faa tømt en Pengeskuffe eller en Lomme eller en Sypose eller et Hus eller en Postvogn eller en Bank!«

Noah gik bag over paa Stolen og stirrede, askegraa i Ansigtet, bestyrtet først paa Jøden og saa paa Charlotte.

»Ja mig skal De saamænd ikke ængste Dem for, min Ven!« forsikrede Fagin og rykkede nærmere. »Hæ hæ hæ, det var et Held for Dem, at der ikke var andre end mig, der hørte det, — et stort Held!«

Noah havde trukket Benene til sig og trak dem nu helt op under Stolen. »Det var hende dèr, der tog Pengene, og ikke mig!« stammede han; »du har dem ogsaa endnu, Charlotte, det véd du godt selv, at du har!«

»Blæse med, hvem der tog og hvem der har dem, min Ven!« indskød Fagin, som alligevel med et Falkeblik mønstrede Pigebarnet og de to Bylter. »Jeg giver mig selv af med den Slags og kan godt lide Dem for det.

»Hvad giver De Dem af med!« spurgte Noah og begyndte at komme lidt til sig selv.«

»Med den Slags Smaaforretninger, — og det gør Folkene her i Huset ogsaa. De er kommen ind ad den rette Dør, min Ven, der er i hele London ikke saa sikkert et Sted som »Krøblingerne«, vel at mærke, naar jeg vil. Og jeg siger Dem jo, jeg synes godt om Dem… Jeg vil sige Dem én Ting til,« fortsatte han, efter at han havde søgt at berolige Charlotte med forskellige venskabelige Nik. »Jeg har en god Ven, som jeg nok tror kan beskæftige Dem i det Fag, som De synes om, og hvor De forresten ogsaa kan sætte Dem ind i forskellige andre Fag efterhaanden. Bi lidt, — skal vi gaa ind i den anden Stue og snakke et Øjeblik sammen?«

Noah havde, halvt forskrækket og halvt mistroisk, vredet sin Krop i mange underlige Bugtninger. Nu var han efterhaanden blevet roligere og strakte tilsidst Benene helt frem foran sig igen. »Vi behøver ikke at have det Mas at flytte os,« erklærede han. »Hun dèr kan bringe Tøjet ind i Soveværelset imens. Charlotte! tag og gaa med Bylterne!« — Han holdt Døren aaben for hende, medens hun lydigt gik. »Hvadbehager?« spurgte han saa, da han atter satte sig, og i en Tone som en Dyretæmmer, »hun lystrer slet ikke saa tosset?«

»Brillant!« forsikrede Fagin og klappede ham paa Skuldren; »De er et Geni, min Ven!«

»Ja hvis jeg ikke var dét, saa sad jeg sagtens ikke her!… Naa men skynd Dem nu, inden hun kommer igen!«

»Ja hvad synes De saa om at slutte Dem til min Ven? Beskæftiger en Mængde Mennesker, har de fineste Folk i Faget…«

»Rigtige Londonere?« indskød Noah og kneb det ene af sine smaa Øjne sammen.

»Ikke én fra Landet. Jeg tror næsten, at han ikke en Gang paa min Anbefaling tog Dem, hvis han ikke lige i Øjeblikket havde Brug for et Par Mennesker.«

»Og skal der — blødes?« spurgte Noah og slog paa sin Bukselomme.

»Ja ellers gaar det absolut ikke!»

»Men — en Femhundredekroneseddel er dog mange Penge!«

»Naa-aa, ikke, naar De dog ikke kan blive af med Sedlen! Numret er vel skrevet op og Tyveriet meldt i Banken, — der er saamænd ikke meget ved den. Naa, men hvad siger De saa? Rigtig et Herreliv — med fri Kost og Logis og Tobak og Brændevin og Halvdelen af, hvad De selv og Pigebarnet fortjener!«

Noah var nok en grisk Natur, men det er alligevel tvivlsomt, om han havde ladt sig lokke af de glimrende Betingelser, dersom han havde følt sig helt fri. Nu indsaa han imidlertid, at sagde han Nej, kunde hans ny Ven sporenstregs udlevere ham til Politiet. Og derfor sagde han, at han troede nok, han havde Lyst. »Det vil sige,« lagde han til, »siden Tøsen er saa flink, saa vilde jeg selv jo helst have lidt lettere Arbejde og som ikke saadan er overdrevent farligt, forstaar De.«

»Hm!« mumlede Fagin og satte et eftertænksomt Ansigt op. »Ja, hvad skal vi saa sige —? Hvalpe-Faget maaske? De forstaar: smaa Børn, der er blevet sendt et Ærinde af deres Moder med en 25 Øre eller en Krone i Haanden, — de gaar altid med den i Haanden. Saa puffer man Barnet om og tager Pengene og gaar ganske roligt sin Vej, som om der ikke var sket andet, end at Barnet var drattet i Rendestenen, hæ, hæ, hæ!« Og Fagin puffede Noah gemytligt i Siden.

»Ha ha ha!« braldrede Noah op og sparkede henrykt med Benene i Gulvet. »Den er jeg med paa!… Hvad Tid i Morgen skal jeg saa møde hos Deres Ven?« tilføjede han, idet Charlotte traadte ind igen.

»Skal vi sige Klokken 10?… Og Deres Navn?«

»Bolter, — Hr. Morris Bolter,« erklærede Noah, som var forberedt paa saadant et Spørgsmaal. »Hun dèr er Fru Bolter.«

»Anbefaler mig til Fru Bolters Velvilje!« sagde Fagin og bukkede overdreven højtideligt. »Haaber snart at stifte nærmere Bekendtskab.«

»Hører Du ikke, Charlotte?« buldrede Noah.

»Jo, søde Noah,« sagde Fru Bolter og rakte Haanden frem.

Hr. Morris Bolter, forhen Claypole, forklarede for Fagin: »Ja det er nu saadan et Slags Kælenavn, hun har til mig.«

»Aa jeg forstaar fuldkommen!« sagde Fagin og talte for en Gangs Skyld sandt. »En god rolig Nat, mine Ærede!«