Oliver Twist/46
46.
Sikes' Flugt.
Den blanke Sol, der bringer ikke blot Lyset igen men ogsaa Liv og Haab og ny Friskhed, gik straalende op over det store London. Uden Forskel skinnede den ind gennem kostbart malede Ruder og gennem fattige Vinduer, hvis Huller var klistret til med Papir. Den skinnede ogsaa ind i Værelset, hvor den myrdede Nancy laa. Sikes søgte nok at holde den ude, men den kom ind alligevel. Og havde Pigebarnet været frygteligt at se i den usikre Dæmring, hvor meget frygteligere blev hun saa ikke nu i det blændende Lys!
Han havde ikke rørt sig, han var bange for at flytte sig. En Gang havde han kastet et Tæppe hen over hende. Men det var værre at tænke sig hendes Øjne og at forestille sig, at de saa' op efter ham, end virkelig at se dem. Saa havde han revet Tæppet af hende igen. Og der laa hun nu, — kun Kød og Blod, — men hvilket Kød og hvilket Blod!
Han gjorde Ild paa og stak Kniplen ind i Flammerne. Der sad nogle Menneskehaar paa Enden af den: de blussede op, blev til Aske, hvirvledes til Vejrs af Lufttrækket. Hvor forhærdet han end var, — det gøs i ham. Men han blev ved at holde paa Kniplen, til den var brændt over, og stak saa Stykkerne ind i Ilden. Han vaskede sig og gned paa sit Tøj. Der var nogle Pletter, som ikke vilde gaa af; han klippede Stykkerne ud og brændte dem. De Pletter, de Pletter! Hunden var blodig om Poterne.
Ikke et Øjeblik havde han vendt Ryggen til Liget. Nu gik han baglænds hen til Døren og slæbte Hunden med sig, for at den ikke skulde svine sig til igen og føre Vidnesbyrd om Forbrydelsen med ned paa Gaden. Ganske stille lukkede han Døren af, stak Nøglen til sig, og gik.
Nede paa Gaden skraaede han over paa den anden Side og saa' op, om der var noget mistænkeligt. Vinduet dækkedes af Rullegardinet, som Nancy havde villet trække op for at lade det Lys komme ind, hun aldrig mer skulde faa at se. Liget laa lige derinden for, — og hvor Solen skinnede paa det Vindu!
Men det var alligevel en Lettelse, at han var sluppet ud. Han fløjtede ad Hunden, og gik. Han slap uden for Byen og drev om paa Maa og Faa, smed sig et Øjeblik under en Hæk og søgte at sove, men rejste sig igen, og gik og gik, Mil efter Mil, uden Mod til at søge ind noget Steds. Formiddagen var ovre, Middagen var ovre, det aftnedes. Men han blev ved at gaa, som i Taaget.
Endelig, hen ad Klokken 9, og da han var fuldstændig udaset, humpede han ind i en lille Landsby og slæbte sig hen til den Kro, hvis Lys vinkede ham. I Skænkestuen sad nogle Bønder, der rykkede sammen og gjorde Plads for ham ved Kaminen. Men han satte sig hen i en Krog, og spiste og drak, og gav nu og da Hunden en Bid.
Bønderne snakkede om dit og dat, ganske ligegyldige Ting. Sikes, der havde betalt sin Fortæring, sad og halvsov i Krogen. Saa vækkedes han pludselig ved, at en ny Gæst traadte støjende ind. Det var en løjerlig Fyr, en omvandrende Bissekræmmer, som i sin Kasse havde alle mulige og umulige Ting. Bønderne begyndte straks at gøre Kommers med ham, og da han havde spist, lukkede han sin Kasse op, for paa en passende Maade at forene Nytte og Fornøjelse.
»Hvad er det for noget Skravl?« spurgte en Bonde grinende, og pegede paa nogle Pastiller i Kassen.
»De dér?« forklarede Bissekræmmeren tungerapt, »det er et aldeles ufejlbarligt og uvurderligt Middel til at fjerne alle mulige Slags Pletter, Vinpletter og Vandpletter og Oljepletter og Ølpletter og Blodpletter. — Har en Dame faaet en Plet paa sin Ære, behøver hun bare at tage én af disse Kager, saa er den klaret, — for det er Gift. Og kun 5 Øre Stykket! De er næsten ikke til at opdrive, saadan Rift er der om dem. Der er 14 Vandmøller og 6 Dampmaskiner og et galvanisk Batteri i Gang uafbrudt, og alligevel kan man ikke tilfredsstille Folk. Bare 5 Øre Kagen, — 2 Toører og 1 Enøre kan ogsaa gøre det, og 5 Enører modtages med Taknemlighed. Vinpletter og Vandpletter og Oljepletter og Ølpletter og Blodpletter, — der er en Plet paa en af de Tilstedeværendes Hat, jeg skal have taget den væk, inden han kan faa bestilt sig et Krus Øl....!«
Sikes fo'r op: »Lad min Hat være!« brummede han.
»Pletten skal være væk, Højstærede,« sagde Bissekræmmeren og blinkede til Bønderne, »inden De kan naa hen til mig! Vil De se denne tykke Plet her, mine ærede, paa Herrens Hat: enten det saa er en Vinplet eller en Vandplet eller en Blodplet —.«
Han kom ikke længer: med en Ed havde Sikes revet Hatten til sig, og fo'r ud af Stuen.
Men da han saa mærkede, at ingen fulgte efter ham, faldt igen Raadvildheden over ham, og han vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig selv. Henne foran Brevsamlingsstedet holdt en Diligence. Han saa', det var Diligencen fra London, og halvt mod sin Vilje slentrede han hen i Nærheden af den.
Konduktøren stod og ventede paa Postsækken. En Skovbetjent kom og gav sig i Snak. »Er der noget nyt derinde?« spurgte han. »Ikke det jeg véd,« svarede Konduktøren og trak i sine Handsker. »Hveden skal være steget lidt. Og saa snakkede de om saadant et grueligt Mord. Men det var vel sagtens bare Løgn.«
»Nej,« sagde en af Passagererne, og stak Hovedet ud ad Diligencevinduet, »det er meget rigtigt. Det er et Fruentimmer, der er blevet myrdet. Man tror, at — —«
»Naada, Ben!« raabte Kusken oppe fra Bukken.
»Ja det er ogsaa Satans med den Postsæk« sagde Konduktøren. »Halløj! er I faldet i Søvn derinde?«
»Nu kommer jeg!« svarede Postmesteren og kom hurtigt ud med Sækken.
»Ja — kommer! kommer!« brummede Konduktøren. »Det gør ogsaa den Komtesse, som har i Sinde at gifte sig med mig, jeg véd bare ikke naar… Naa, endelig! Fær—dig!« Og Posthornet truttede lystigt, og Vognen rullede afsted.
Sikes stod lidt, tilsyneladende ganske ligegyldig ved hvad han havde hørt, han kunde blot ikke bestemme sig, hvor han skulde gaa hen. Omsider drev han af. Men da han saa var naaet langt ud paa den øde og skumle Landevej, kom der en saa forfærdelig Angst over ham. Han syntes, at alt, baade Genstande og Skygger, blev til uhyggelige Skikkelser, og bag ved ham, lige i Hælene, kom hun, Nancy! Han hørte hendes Kjole rasle mod Bladene, han hørte hendes Stønnen i hvert et Vindpust. Blev han staaende, saa stod ogsaa hun, løb han, saa løb hun med, — nej ikke løb, dèt vilde altid have været en Slags Lettelse! nej, som en livløs Skikkelse førtes hun frem af en enstonig, jamrende Vind. Han støttede sig op mod et Gærde: nu var Synet oppe over hans Hoved, dets Omrids aftegnede sig skarpt mod den kolde Nattehimmel. Han smed sig ned paa Jorden; nu stod det tæt op ad hans Haar, tavst, ubevægeligt, en levende Ligsten med blodig Indskrift! Han søgte ind i et Skur, der var, og prøvede paa at sove. Saa forsvandt Synet, — men i Stedet for saa' han foran sig i Mørket et Par stive, halvaabne, glansløse Øjne, der lyste og dog ikke spredte Lys! Han fo'r ud, — der var Synet igen! Han krøb atter ind i Skuret, — der var Øjnene, Øjnene!
Rystende over hele Kroppen og kold af Sved laa' han. Indtil han pludselig syntes at høre fjerne, forvirrede Raab, Lyd af virkelige Menneskestemmer — aa, hvor dèt gjorde godt! Udsigten til, at der kunde blive haandgribelig Fare, gengav ham al hans Kraft og Mod. Og han skyndte sig ud.
Himlen stod i Flammer; Luer boltrede sig i Luften, Sværme af Gnister føg. Skyer af Røg drev afsted. En Kirkeklokke klemtede, man raabte i Munden paa hverandre, Murstykker brasede ned. Han vaagnede som til nyt Liv. Over Grøfter og Gærder, gennem Hække og Krat styrtede han aandeløs afsted. Foran ham jog Hunden, der bjæffede, som den var besat.
Han kom over til Brandstedet. Folk drev Heste og Kreatur ud af Udhusene eller kom slæbende med Bohave, medens Gnister regnede, og brændende Bjælker væltede ned. Kvinder og Børn skreg, Mandfolk raabte højt, Sprøjter stønnede, Vand spruttede og sydede. Han skreg med, til han blev hæs, og som for at fly fra sig selv og fra sin Erindring kastede han sig ind i den tætteste Stimmel. Overalt var han paafærde: op og ned ad Stiger, over Gulve, der brast under ham, mellem Tagsten og Mursten, der raslede ned. Det var, som han var forhekset; han fik hverken Rift eller Skramme, han tænkte ikke og blev ikke træt, — indtil Dagen gryede og der kun var rygende Ruiner tilbage.
Men da hans afsindige Ophidselse fortog sig, kom den frygtelige Bevidsthed om Forbrydelsen igen, i tidobbelt Styrke. Han skulede mistroisk omkring: Folk stod i Smaagrupper og snakkede, — han tænkte, det var ham, de snakkede om! Henne ved en Sprøjte sad nogle Mænd og spiste Davre. De bød ham af deres Mad; han fik lidt Brød og Kød og en Slurk Øl. Det var Brandmænd fra London, de talte om Mordet. »Kæltringen skal være søgt ud paa Landet, siges der,« fortalte en af dem, »men Politiet faar nok Klør i ham. For Opdagerne er ude, og inden Aften vil hans Signalement være hele Egnen over.«
Sikes skyndte sig afsted, han gik, saa længe Fødderne vilde bære ham, saa smed han sig ned paa Marken og sov længe, uroligt, afbrudt. Og atter flakkede han om uden at vide, hvorhen han skulde vende sig, pint af Angst for at tilbringe endnu en Nat mutters ene. Pludselig fik han den forrykte Idé, at han vilde tilbage til London. »Dèr er dog altid nogen, man kan snakke med,« tænkte han, »og ogsaa gode Skjulesteder. Og dèr falder de heller ikke paa at lede efter mig. Jeg holder mig inde en Uges Tid og faar Fagin til at punge ud, saa jeg kan stikke over til Frankrig. Ja hvad Satan! jeg vover det!«
Men Hunden? den kunde nemt lede til hans Paagribelse. Han besluttede, at han vilde drukne den, og tog en Sten og bandt ind i sit Lommetørklæde. Saa gik han videre, mens han saa' til begge Sider, om der ikke skulde være en Dam. Hunden havde holdt Øje med ham. Og enten nu dens Instinkt sagde den, hvad der forestod, eller dens Herres Blik var mere skummelt end sædvanligt, — nok er det, at da Sikes standsede foran et Mosehul og vendte sig om og kaldte, blev den staaende.
»Vil du komme!« buldrede han og stampede i Jorden.
Hunden nærmede sig langsomt. Men i samme Øjeblik Sikes bøjede sig ned for at tage den i Nakken, rykkede den tilbage, knurrede, stod et Øjeblik, og gjorde saa omkring og pidskede afsted. Det nyttede ikke, hvor meget han saa fløjtede, Hunden var forsvunden, han maatte vandre videre alene.