Spring til indhold

Om Trykkefriheden og dens Grændser/I

Fra Wikisource, det frie bibliotek

J.M. Stadthagens Forlag Kiøbenhavn


Om Trykkefriheden og dens Grændser.djvu Om Trykkefriheden og dens Grændser.djvu/3 3-6


I.

Frihed er alle tænkende og følende Væseners største Klenodie. Dens Besiddelse er Salighed. Dens Savn er Elendighed. Først den giver al Nydelse Smag. Uden den ere alle Glæder og Goder bittre. — Giv Fuglen i Buret den bedste Føde, den vil dog ønske sig ud, og, ved Kulde og Mangel i Frihedens Stand føle sig lykkeligere. — Giv Ynglingen en medicæisk Venus, læg i hendes Arme alle Sardanapals Vellyster, i hendes Skiød Crøsi Rigdomme, til hendes Stand al Verdens Magt og Høihed, skeer det imod hans Valg; saa vil han forbande sin Skiæbne, og ønske sig i sin Piges Arme, hun være saa yndefrie, saa fattig hun vil, naar kun hans Hierte frit valgte hende.

Frihed — er Menneskehedens Adel. Den danner Siælen. Den opliver alle dens Kræfter. Indgyder Virksomhed. Giver Mod. Ophøier den over alle Laster, Hindringer, og Farer. Slaverie og Tvang nedtrykker Siælen, sløver Kræfterne, betager Lyst og Mod til Virksomhed. —

Mennesker! føle I dette, saa siger mig, hvilket Navn er skrækkeligt nok, til at betegne den med, der heftig attraaer at forbittre Eder dette Gode? —

Men — naar Frihed er den ædelste Skabnings ædelste Gode, saa tænker engang efter, hvilken af disse forskiellige Arter af Frihed der er den vigtigste og fortrinligste: og hvilken af disse I mest havde Aarsag til at forsvare, og fægte for til det yderste, om I skulde tabe dem alle paa een nær. —

Eftertænker Sagen alvorlig!

Frihed at boe? — Man nøde mig til at boe i dette eller hint Land, i eller udenfor Staden, mellem Christne eller Tyrker, usselt eller prægtigt: Tvangen kan vel formindske min Lyksalighed, men ikke forstyrre den. —

Frihed at drive Handel og Vandel? Nød Kiøbmanden til at tage disse eller hine Vare, at forskrive dem her eller derfra, at holde denne eller hiin Priis — du kan ved Tvang giøre ham mindre lykkelig, men aldrig ulykkelig. —

Jeg forbiegaaer hundrede lignende Spørgsmaale. Thi eders Fornuft vel stedse finde det samme Svar. Men et Spørgsmaal lægger jeg eder paa Hierte: seer til om I ogsaa kunne besvare dette.

Frihed at tænke og dømme? — Hvorledes? kunne I, ville I bortgive denne? ville I lade eder denne frarøve? — Jeg studser. Jeg hører Stemmerne deelte. Jeg hører nogle iblandt eder sige Ja. I Vanvittige!

Hører mig — Jeg vil forsøge at giøre eder opmærksomme paa et Gode, hvis uskatterlige Værd I endnu ikke fiende, og derfor ringeagte. Jeg vil overbevise eder om, at Frihed til at tænke og dømme, at Brugen af eders egen Fornuft, er eders største Klenodie — den vigtigste Grundstøtte for eders Lyksalighed. — Og, for at spare mig og eder Vidtløftighed, saa vil jeg fornemmelig vise eder dette ved de Gienstænde, hvor I allermest have forsømt denne almindelige Menneskerettighed — jeg mener den Rettighed selv at tænke, og, uafhængig af Menneske-Anseelse, kun at troe hvad i bemærke med eders Sandser og begribe med eders Fornuft. —

Mine Grunde tilsammen tagne bestaae i disse tvende Sætninger. 1) Frihed at tænke og dømme er den eneste sande Kilde til al menneskelig Oplysning: og uden den er ingen Aands Dannelse muelig for os. 2) Oplysning er den væsentlige Grund til al menneskelig Lyksalighed: sand Lyksalighed er ikke muelig uden Oplysning: og som et Menneskes Oplysning tiltager, saaledes stiger ogsaa hans Beqvemhed til at blive et lykkeligt Menneske. — Disse tvende Sætninger vil jeg nu sætte ud fra hinanden. — Og jeg ønsker mig herved opmærksomme og prøvende Læsere. —

Lader os først og fornemmelig opkaste det Spørgsmaal: Hvad forstaaer man ved Oplysning? Thi Faae forstaae dette nu saa gængse Udtryk. —