Om Trykkefriheden og dens Grændser/II
II.
Hvad forstaaer man ved Oplysning? — et oplyst Menneske — oplyste Tider?
Oplysning maae ligesaalidet søges i Forstandskræfternes Storhed, som i Mængden af indsamlede Kundskaber. Thi jeg saae Sniller (Genier), Theologer, Lovkyndige, Naturforskere, Historikere med uhyre Kundskaber — midt iblandt Narrer og Sværmere. Og Oplysning maae jo, naar den skal være Grundstøtten for vor Lyksalighed, være alle Menneskers Maal: Saaledes betragtede Christendommens Stifter den ogsaa: Altsaa —
Dersom et Menneske f. Ex. en Lovkyndig havde lært sit hele System uden ad, vilde man da kalde ham en oplyst Jurist. Og hvorfor ikke? Den der besvarer sig selv dette Spørgsmaal, vil finde, at til Oplysning hører som noget væsentlige at man besidder egne Kundskaber, ikke eftersnakkede — Ord. Altsaa hører til Oplysning følgende. —
A. At man lærer at tænke selv, at man a. om Gienstændene har tydelige Begreber, som man selv har opsøgt i den sandselige Verden, udledt, sammenlignet, udviklet og prøvet. —
b) At man kiender Sandhedens Kilder og Særkiender, og selv har giort Brug af dem: at man selv har dømt om hvad der er sandt eller falsk — godt, eller ondt – og udledt disse Domme af egne Grundsætninger og Erfaringer: at man selv har giennemtænkt Grundene for det man holder for sandt, selv prøvet dem, og, ved vigtige Gienstænder, langsomt, ofte, strængt prøvet dem. —
c) At man altsaa overalt saae med egne Øine, ikke lod sig blænde af et falsk Skin, ikke træde eller antog noget for at følge sit Hierte, sin Tilbøielighed eller Afskye, ingen Auktoritet blindthen fulgte, men med sin sunde Menneskeforstand undersøgte førend man træde, og saaledes kun saae Sandheden ved Guds, Fornuftens Lys: kort — bestræbte sig for den mueligst fuldkomne Kundskab og mueligste Grad af Vished. —
B. Men da nu intet Menneske i Verden kan være oplyst i alle Videnskaber, saa hører til Oplysningens Væsen, om den skal blive et almindeligt Gode, at man bestemmer dens Gienstand, og denne er – Sandhed, som lægger Grunden til almindelig menneskelig Lyksalighed. Den kan deeles i tvende Klasser, af hvilke den første gandske bestemmer Menneskets Lyksalighed, f. Ex. Sandhed i Religion og Moral, den anden derimod har kun Indflydelse paa Lyksalighedens Forøgelse eller Formindskelse. I saadanne Sandheder, særdeles de af første Klasse, maa ethvert Menneske selv bruge sin Fornuft, og see med egne Øine, naar han ikke letsindigen vil sætte sin Lyksalighed paa Spil. Thi naar Een f. Ex. fortæller mig, at Jorden dreier sig om Solen, saa kan jeg troe det paa hans Auktoritet, siden den menneskelige Lyksalighed intet taber derved, om det endog var usandt. Men naar han siger til mig: “Din Ære fordrer at du maa duellere — Guddommen er opbragt, og du maae søge at giøre den god igien ved dette eller hiint Middel – du maa, for at ære Gud, slagte din Søn o. s. v. Da maa jeg sætte Sandsynlighed, dunkel Følelse, Auktoritet, Alt tilside, og fremfor alt høre min Fornuft, og intet troe, uden det hvortil denne uimodstaaelig leder mig. — Den der saaledes, uafhængig af alle andre Kundskabskilder, med redeligt Hierte søger Sandhed, han er en Frietænker i Ordets ædelste Forstand, hans Fornuft er friegiort, han er – Tallet paa hans Kundskaber være nok saa lidet, naar de kun ved Selvtænkning bleve hans Eiendom — et oplyst Menneske. —
Og hvor Fornuften saaledes ubunden kan virke, hvor ethvert Menneske tør tænke selv og frit, selv dømme og meddele sin Dom, hvor man ikke tvinges, det vil sige: ved Magtsprog, borgerlig Fordeel eller Tab bestemmes til at troe eller bekiende en eneste Sætning, der ere oplyste Tider. — Hvor der hersker nogen Slags Tvang, der er og bliver — Barbarie — hvorpaa Fyrster og Præster i forrige Tider støttede deres Herskesyge — men som for nærværende Tid ingen ædel Regent mere forlanger, og — ved staaende Hære ikke heller behøver til sin Skytte. —
Og lader os nu undersøge, om denne Oplysning, som bestaaer i Forstandens egen frie Virksomhed, som ethvert Menneske altsaa kan opnaae, er den væsentlige Grundstøtte for vor Lyksalighed.