Om Trykkefriheden og dens Grændser/III
III.
Skulde vel Nogen kunne spørge, om den menneskelige Forstands Lasrivelse fra efterabet eller endog foreskreven Troe — om frie og egen Tænkning — er ham gavnlig?
Et synderligt Phænomen. Alle Mennesker stræbe efter Frihed. Enhver ønskede i Brugen af hans legemlige, oekonomiske, borgerlige Kræfter, snarere slet ingen Indskrænkning at være underkastet: men — i Henseende til den ædelste Kraft, der giør ham til Guds Billede, jeg siger i Henseende til hans Fornuft, vil han taale Slaverie, og lade sig foreskrive, hvad han skal holde for sandt, hvad han skal elske, frygte, haabe? I verdslige Anliggender er hver Mand forsigtig, og vil see og prøve Alt med egne Øine: men hvor det kommer an paa hans Aands Dannelse, paa hans Siels Vel, der vil han lade sine Øine tilbinde? Stedse overveier han selv, saasnart der angaaer Gevinst eller Tab, men i Religionssager lader han Andre tænke, dømme, prøve for sig? Hvilken Lavhed! hvilken Vanvittighed! — Tillige hvilken Uraknemlighed! — at lade Skaberens herligste og ædelste Gave, Forstanden — just i de vigtigste Ting — ligge ubrugt?
Og eftersnakke? — Hvem? Hvo vare Opfinderne til alle de tankeløse og beviisløse Meninger om Gud og Menneskebestemmelse, som Menneskene saa villigen troe? Den der veed dette vil først i sin hele Styrke føle den Skiændsel, der trykker Menneskeheden. —
En græsselig Forblindelse hører der til, at ansee Menneskehedens Oplysning, d. e. Tilvænnelse til selv at tænke og dømme, fornemmelig i moralske Sandheder, for et undværligt Flitterstads, og at miskiende den som Lyksalighed første Kilde. Unægtelig forskaffer vor egen og af Auktoritet uafhængige Tænken følgende Fordeele.
1) Den danner allerførst don menneskelige Aand d. e. Siælens øverste Kræfter, som i modsat Fald vilde blive ganske uvirksomme, blive sattet i Øvelse, og just derved forstærkede og forædlede. Mennesket bliver Philosoph —
2) Den giør alle andre Kundskaber iblandt Menneskene først brugbare. Thi den der blot eftersnakker moralske Sandheder, han har der blot i Hukommelsen og i Indbildningen. Han kan ikke sammenligne og bringe dem i Fordindelse med sine øvrige Kundskaber og Erfaringer, fordi de ikke ere hans Forstands Produkter. Og hvortil nytte alle Kundskaber f. Ex. om Naruren, i Historien, egen Erfaring, naar jeg ikke kan bruge dem til at udbrede Lys over mine moralske Kundskaber og give dem Liv og Fasthed? Derfor vil man finde at Folk af blind Troe sædvanligen ere inconseqvente, og ofte have om Naturen og Verden de lyseste Begreber, og fælde de rigtigste Domme, som ligefrem modsige deres Religion, uden at de selv føle denne Modsigelse. —
3) Overbeviisningen om de moralske Sandheder, forsaavidt den er en Følge af egen Eftertanke, bliver saaledes selv klarere, fordi den da meddeles Lys fra de øvrige Kundskaber. Da opdager man hver Dag og Time nye Spor af, Tillæg til, og Exempler paa den erkiendte Sandhed. Læsning, Menneskeomgang, Verdens Løb, Historien — alt biedrager til at oplyse de moralsk Sandheder, til at beskueliggiøre Begrebene om dem, og understøtte Beviserne for dem. —
4) Paa denne Maade faaer de moralske Sandheder naturligviis ogsaa stedse en større Tilvæxt og Udvidelse. Deres Mark bliver daglig større, Synskredsen videre. — Og hvor fornøieligt er det ikke, at see sine Rigdomme dagligen tiltage? Hvilken Interesse vinder Sandhden ikke da, som den aldrig haver eller kan have for den blinde Eftersnakker. — Ved den blinde Trøe er Stilstand og Kulde.
5) Og dermed vinder ogsaa den roelige Overbeviisning. Hvor tryg gaaer ikke Vandreren om Dagen, naar han seer med sine Øine, hvad der ligger for ham, hvad der er i det Fierne. Kan den være virkelig roelig ved sin Troe, der lader sig foresige af Andre hvad han skal holde for sandt og godt? der, paa Kundskabens og Lyksalighedens Vei, ligesom lader sig Øinene forbinde og famler bag efter en Fører, der selv kan fare vild, og der — maaskee — er en af de Tusinde som hielpe at bedrage Verden, for at mæske sig af den forblindede Menneskehed. — Har ikke den f. Ex. meget mere Roelighed i Henseende til sin Troe, der, som Jesus siger, seer, (i Naturen) den (kierlige) Fader, end den der troer paa ham efter en Biskops eller Kirkeforsamlings Udsagn? —
6) Selverkiendt Sandhed (hvilket er det vigtigste) er en sikker og bestandig virksom Drivefieder til det Gode og Beroeligelse i Lidelser. Blind Troe er undertiden ogsaa virksom, men den har ingen sikker Gienstand eller Varighed. a) Jeg er ikke vis paa - at den Dyd, den opmuntrer mig til, er Dyd. Hvad, om et Auktoritets-Menneske f. Ex. troede, at Gud blev forherliget ved at udrydde Kirkens Fiender, og nu holdt Kiætter-Forfølgelse for en Dyd? — b) Den blinde Troes Virksomhed er ikke af tilforladelig Varighed. Thi Auktoritet kan fortrænges ved Auktoritet, hvilket f. Ex. var Tilfældet med Bønderne, hvis Troe paa Thomas Mynster havde fortrængt Troen paa deres andre Præster, — Sandheden derimod, som min Fornuft selv fandt, har en stærk, sikker, vedvarende Virksomhed; den er mig en tilstrækkelig Drivefieder til umiskiendelig ægte Dyd, og
skienker mig fyldestgiørende Trøsti i mine Bekymringer og
Lidelser. Thi den har de dertil nødvendige Egenskaber, hvilke Efter-Snakkerens Kundskab aldeles mangler. Den grunder sig paa α) tydelige Begreber, istædet for at den blinde Troe blot har uden ad lærte Formularer, hvilke ofte ingen Mening give. Og hvilken Forskiæl! Ja! gandske anderledes virker en tydelig Forestilling paa mine Beslueninger eller Følelser. Hold et Barn en lade Flint for Brystet. — Det forskrækkes ikke, flyer ikke. Hvorfor ikke? Hold den for Brystet af en Mand der tydelig forestiller sig Faren, og saae med egne Hine hvad Ulykke den ofte stiftede. Hvad vil skee? — Sig Daglønneren at det høieste Væsen er lig en ligesidet og ligevinklet Triangel: sæt, at denne Sætning indeholdt nok saa kraftige Bevæggrunde til Dyd: vil Daglønneren, naar han bekiender og troer den, føle Styrken i disse Bevæggrunde? — Og hvorfor ikke? Fordi han ikke tænker noget ved Sætningen. Og hvad jeg ikke forstaaer, det kan heller ikke frembringe nogen Følelse eller Beslutning hos mig. Den grunder sig paa β) fast Overbeviisning, som Mennesket ikke kan modstaae, for hvilken Letsindigheden ingen Udflugt finder, og som intet i Verden formaaer at rokke: thi den oprands af selvtænkte, ofte prøvede og uimodstaaelig befundne Grunde, og den bliver stedse fastere. Den blinde Troe afhænger af Førernes Ærlighed. Den oprandt ikke af uimodstaaelig Følelse, men den var et frit Auktoritets-Valg, ledsaget af dunkle Forestillinger. Den er for ingen Rystelse sikker, fordi den ligesaa lidet kan giendrive uventede Modgrunde som indsee Sandheden af hvad den selv troer. — O! hvor meget ivrigere maa den ikke følge Sandheden, som ved egen Indsigt har overbeviist sig om dens Vished. Hvor forskiellig maa ikke Virkningen være af den Trøstegrund, hvis Sandhed er mig indlysende, og den som jeg antager paa Troe og Love. —
Jeg kan her ikke forbiegaae en Indvending, der i vore Tider allerede har foruroliget mange. „Hvad der, heder det, siges om Oplysning er grundsandt, og dogalligevel modsiger Erfaringen; lyse Begreber og egen Overbevisning maa virke tusind Gange mere for ægte Dyd og Sindsroe, end efterbedet Troe; det indseer jeg, men hvorfore finder man ikke dette i den virkelige Verden? hvorfor ere vore oplyste Mennesker ikke ulige dydigere, gladere og trøstefuldere i Farer og Lidelser end den blinde Troes Tilhængere?„ Jeg svarer: naar Sandhed skal virke som Motiv til det Gode og Trøst i Bekymringer, saa maa den foruden α og β, ogsaa have γ — Liv og Fortroelighed. Og dette mangler naturlig viis de fleste af vore nuværende oplyste Mennesker, fordie de først have naaet Oplysningen i deres mandlige Alder. Deres bedre Begreber og Overbeviisninger ere nys tilraisonnerede Sandheder, der endnu ere fremmede for Siælen, den ubevandte og med den øvrige Ideeforraad endnu ikke nok sammenvævede. Alt i Siælen er isolert. Og Mangel paa Association foraarsager da at de ikke ofte og let kan hæve sig op til Bevidstheden. Hertil kommer endnu dette: at de fleste Mennesker kun kan behandle Selv-Tænkning i Religionssager som en Bieting, fordie deres egentlige Forretninger ikke lader dem Tid nok tilovers til en bestandig og fortroelig Omgang med Sandheden. Ogendelig er det psykologisk vist, at de i Alderdommen forplantede nye Ideer ikke kan have samme Driv-Værk som de Ideer, det ere indprægede i Ungdommen og ligesom indgroede i Siælen. — Man maa heraf forklare sig det saa ofte mistydede Phainomen, at Folk endnu paa deres Dødsseng ængstlig have forladt deres Oplysning, og igien taget deres Tilflugt til den gamle Auktoritets-Troe. — Ogsaa lader det sig nu begribe, hvor uundgaaelig den første Generation hos hvilken Oplysningen begynder, i det Hele taget maa blive slettere, fordi de gamle Bevæggrunde til det Gode, som den blinde Troe medførte, ere bortkastede, og de nye endnu ikke have nogen tilstrækkelig Kraft. — Lad Oplysning først bringes ind i Folke- og Børne-Underviisningen, da vil det vise sig i den anden, og først fuldkommen i den tredie Generation, at egen fornuftig Kundskab absolut biebringer Hiertet mere Varme for Dyd og Roelighed, end Abe-Troe. — Nu bliver Reglen denne: Lad det ikke beroe ved den blott Oplysning, men søg ved daglig Omgang at blive fortroelig med den selverkiendte Sandhed: da vil du erfare med dig selv, at selverkiendt og af Auktoritet uafhængig Sandhed a) virker stærkere, fordie Grunden til Virksomheden ligger i dig selv, i dine Forestillingers Liv og dine Overbevtisningers Uimodstaaelighedt b) sikrere; fordie du er vis paa at du ikke tilskyndes til falsk Dyd, og trøstes med Hiernespind, og — siden da ingen Modvægt er muelig (saaledes som ved Auktoriteten) der kan giøre din Overbeviisning vaklende — c) bestandigere: efterdie Sandheden boer i dig selv, og som dit Hiertes Fortrolige stedse er om Dig. —
7) Selverkiendt Sandhed avler Kierlighed til Sandhed og Varme for den. Man betragte Børn og gamle Folk. Det er dem modbydeligt at lære. Sandhed er dem den koldeste, ligegyldigste Ting. Ethvert nyt Tillæg til deres Kundskab er dem en nye Last, som de hellere saa formindsket; og det Øulske at meddele andre den lærte Sandhed, kiende de slet ikke. — Den derimod som selv søgte Sandhed, udforskede den ved egen Tænkning, arbeidede sig igiennem Dunkelheder og Tvivl, og omsider fandt den, han elsker den som en Moder der fødte sit Barn med Smerte. Han glæder sig ved hver nye Tilvæxt. Det interesserer ham, at kunne henføre alt hvad han seer, erfarer, læser eller lærer i Omgang, til sine moralske Indsigter, og snart opdage Berigtigelser, snart nye Spoer og Beviser, snart nye Anvendelser af Sandheden. Han sidder der som den Gierrige, blandt sine Skatte, kun med den Forskiæl, at hans Kierlighed til Sandhed besiæler ham med varm Iver at meddele den og lyksaliggiøre andre derved, siden han selv fandt den saa lyksalig giørende; thi dette er det eneste Slags Rigdomme, som ikke aftager ved Meddelelse.
8) Den har en egen Kraft til Dyd derved, at den er bygget paa lutter Erfaring. Hvad giør de fleste af vore Christne saa dorske? Dette at de intet andet Motiv have end citerte Befalinger. — Den derimod som kiender Dyden og Lasten af Erfaring, og daglig bemærker i Naturen Guddommens Vink til Dyd og Advarsel mod Laster, den som øiner begges utællelige Følger, — den der har saadanne Motiver, i hans Kundskab ligger en moralsk Kraft, der overveier alt, og som vore Folke-Lærere desværre endnu lade ligge alt for ubenytter. —
9) Den er den eneste ægte Kilde til Tolleranze og overbærende Menneskekierlighed. Enhver oplyst Selvtænker tilstaaer nature ligviis enhver anden en Rettighed, hvoraf han selv er saa stolt, og hvorved han føler sig saa lykkelig – Rettigheden selv at tænke, selv at dømme, og at følge sine (skiøndt vildfarende d. e. fra andre Menneskers Forestillingsmaader afvigende) Forestillinger. Den blinde Troe derimod fordrer for sin Auktoritet den samme Agtelse af enhver, som den selv yder den. Den antænder Baalet for de Anderledestroende, saasnart den faaer den borgerlige Magt i Hænderne. Den er i det miadste ikke i Stand til nogen hiertelig og upartisk Kierlighed imod de, efter dens Mening, Vildfarende. – Og hvo der veed af Historien, hvad Ondt Intolleranze har afstedkommet i Verden, han har allerede heraf tilstrækkelig Grund nok til at ansee Oplysning for Menneskehedens største Gode. O I Konger, I Præø ster, I Opdragere! – –
10) Den allene beskytter Verden for Overtroens Uhyre og dens skrækkelige, Menneskeheden ødelæggende Følger.
Hvad sige I nu til disse 10 Punkter, I som hidtil have saa ringeagtet Friheden at tænke og dømme, og saa villig ladet eder den røve? –
Og dog har jeg endnu næppe sagt det halve om Oplysningens Indflydelse paa den menneskelige Lyksalighed. Man tage blot for det første dens Forhold til det borgerlige Liv i Overveielse. Det oplyste Menneske
1) seer overalt rigtigere, dømmer upartiskere end den, der lod sig alle sine Forestillinger og Domme foresige af en anden, og siden snakkede dem efter. Hvad han veed, veed han af egen Erfaring og Iagttagelse. Fordomme og Overrtalelser virke intet hos ham. Han bedømmer Godernes og Glædernes Værd og Uværd, Menneskenes Feil og Laster, de Uhæld som kan ramme ham og andre, det Sædvanlige og Usædvanlige ved Begivenhederne langt anderledes, end de, hvilke have frasagt sig al Tænkning. —
2) Og vil den sundere Bedømmer ikke ogsaa vide at tee sig bedre ved disse Ting? Kan det feile at den, der selv betragter alt, prøver alt, undersøger alt, og i vigtige Tingikke troer paa nogen Auktoritet allene i det huuslige, selskabelige, arbeidende Liv — skulde vise mere Forsigtighed, Klogskab og Fasthed? —
3) Saa vil den Oplyste (cæteris paribus) ogsaa have færre Lidenskaber, thi Lidenskaber ere ikke andet, end et Oprør af dunkle Forestillinger, hvilke have Overherredømmet i en Siæl, der ikke har vant sig til Eftertanke og Overlæg.
4) Han vil derfor og begaae færre Feiltrin. Thi alle feilagtige Handlinger iblandt Menneskene oprinde af falske og feilagtige Forestillinger eller — af Fordomme.
5) Hvormeget beqvemmere er ikke den oplyske Mand til Venskab, en Dyd, som, naar den findes hos den, der ikke selv har dannet sin Fornuft, men hvis Dom hænger af Sædvane, Auktoritet, Ungdomsideer &c. &c., tusinde Gange forstyrres og er aldrig sikker. — Langt hellere vilde jeg vælge en af de ringere Borgere, der ved Læsning og egen Eftertanke har løsrevet sig fra Bigotteriets, Sædvanens og Exemplets Magt, og som selv tænker det lidet han veed og med sunde Øine seer Tingene – langthellere, siger jeg, vilde jeg vælge ham til min Ven end en meget Lærd eller Statsmand, der med alt sit lærde Kram ikke har vant sig til, i Ting som angaaer vor Lyksalighed, at tænke selv, og skyer den som en Frietænker der f. Ex. sætter sig ned at spise uden at have læst til Bords. —
6) Endelig er den Oplyste unægtelig en bedre Tiener og Undersaat for Fyrsten. Man tage f. Ex. den eneste Punkt, at saa mange gode Anstalter af Regenterne hindres ved Fordommenes Magt og Præsteskabets Indflydelse, men derimod nyde en ubehindret Fremgang hos Mennesker, der dømme uden forudfattede Meninger, og hverken agte paa Fordomme, Religion, Herkomst &c., eller lade sig forblinde af Præstesnak.
Menneske! dersom du endnu har din Lyksalighed kiær, saa hør den Viises Stemme. Foragt ikke Auktoritet, men – lad den aldrig være din Troes første og eneste Bestemmelses- Grund. Lær selv at tænke. Brug din Fornuft. Ær den søm det almindelige Lys Gud lod antænde for Menneskeheden. Søg, forsk, prøv. Læs viise Menneskers Skrifter, uden Hensyn til den Kredit, de staae i hos de forskiellige Partier. Stræb at lære ved Omgang med Sandhedsforskerne. Studeer frem for alt Natur og Historie. Stræb at forskaffe dig tydelige Begreber om alt hvad du seer eller læser, og troe intet, førend du indseer og forstaaer det. Syørg efter Beviserne, ved alt hvad man foredrager dig som Sandhed, og prøv disse med haardnakket Strænghed: Sammenlign dem med dine øvrige Forestillinger, Erfaringer, Iagttagelser t. æ. Kort – hviil ikke, førend de Sandheder, der skal lede dig ved dine Handlinger, og være en Seytte for din Sindsroelighed, ere blevne din Siæls Eiendom.
Og I Fædre og Opdragere! lærer her at ansee det for eders høieste Pligt, tidlig at vække Fornuften i eders Lærlingers Bryst, og at lede dem til Selvindsigt. Lærer dem intet, som de ikke ere modne nok til at fatte og at indsee Grundene for. Paatrænger ikke deres Hukommelse nogen Sandhed, før end den kan blive deres Forstands Eiendom. Beriger dem med Kundskab i Natur og Historie, og lærer demselv at finde Sandheden som boer i dette Lys, paa det at de kan fatte Kierlighed for Sandheden, frit følge den, og – derved lære at blive lykkelige.
Vee den Fyrste der hindrer dette! der ikke af alle Kræfter understøtter Oplysningen, som allene bliver muelig derved at man tænker og dømmer frit.
Alle Venner af Tvangstroen ere den menneskeskelige Lyksaligheds Forstyrrere, og nære, maaske uvidende, den frygteligste Gift for Menneskeheden — Overtroen.
Betænker hvad dette er for et grøsseligt Uhyre!