Om Trykkefriheden og dens Grændser/IV
IV.
Den der anseer noget for sandt, hvorom han ikke kan giøre sig tydeligt Begreb, og som ikke lader sig bevise ved analogiske og af Naturen udledte Slutninger, blot fordi andre forsikre at vide det, og derhos holder saa alvorlig over denne Sandhed, at han lader den gielde som en Bestemmelsesgrund for de af hans Handlinger, der have hans Lyksaligheds Befordring til Øiemeed, eller derved lader sig bringe til Kierlighed eller Had, Frygt eller Haab — han er overtroisk.
Denne Maade at philosophere paa var hidtil en rig Kilde til menneskelig Elendighed — til de grueligste Vildfarelser — de skiændigste og umenneskeligste Handlinger — til Barbarie og hele Folkeslags totale Fordærvelse.
Den der paa denne Maade beslutter sig til at antage endog kun en eneste Ting for sand, han holder det tillige for mueligt, at man, i mange Tilfælde uden Skade kan fornægte sin Fornuft. Og den der kun først engang er saavidt at han undertrykte sin Fornufe, og afveg fra Regelen; “Troe, i Ting som angaae din Lyksalighed, intet, som du ikke forstaaer, og hvortil du ikke selv med egne Bine indseer Grunden“, han er siden i Stand til i flere Tilfælde at giøre det samme — i Særdeleshed naar den forførende Auktoritet har nogen Vægt hos ham. Endelig oprinder tilsidst en analogisk Følelse, der grunder sig vaa den dunkle Forestilling: “Kunde hiint finde Sted, saa kan dette jo ogsaa„: og Mennesket skal saaledes være i Stand til at holde enhver Urimelighed for sand, som man under Navn af Sandhed vil binde ham paa Ætmet. Med et Ord, Overtroen aabner Veien for alle Vildfarelser, og berøver os al den Vished, vi maae ønske for Rigtigheden af vore moralske Indsigter.
Og læg her til endnu dette, som Historien bevid- ner, at slig Overtroe har anrettet de frygteligste Ødelæggelser blandt Nationer. Saasnart den Sætning engang var antaget hos et Folk: man kan, eller endog, man maa, i Henseende til moralske Sandheder tage sin Fornuft fangen under Auktoritetens Lydighed, hvad fandt da Sted? Man adspørge Egypternes, Jødernes og alle andre Nationers Historie. — Hierarkiets Uhyre fremstod. Præsterne fik Magt over Menneskenes Forstand, der nu maatte troe, ville, giøre, lade, elske, afskye, frugte, haabe hvad hine ville. Er dette ikke allerede isig selv uædelt og Menneskeheden fornedrende? svækker dette ikke denmenneskelige Aand, giør den kold for Sandheden, og røber den al Virksomhed til Dyd? — Naar nu disse den menneskelige Forstands Despoter dog giorde en god Brug af deres Magt, og foresagde det stakkels Folk lutter Sandt og Godt. Men hvor misbrugt er ikke denne Magt til alle Tider? og var Misbrugen ikke uundgaaelig?
Vare Besidderne af en saadan Magt over de menneskelige Forestillinger og Domme ikke Mennesker, der beherskedes af forskiellige Lidenskaber? Kunde de undgaae den Fristelse ved denne store Magt at sætte sig i Anseelse, og derved erhverve sig Ære og Rigdomme, og fra at beherske den menneskelige Forstand hæve sig til at beherske deres Gods og Personer? — Saasnart nu disse Sandhedens Enehandlere (Monopolister) fandt deres Regning herved, saa pønsede de naturligviis paa Midler at vedligeholde den. Og dette Middel var narurligviis Overtroen selv. De sørgede for at Folket stedse blev mere lettroende: og dette bevirkede de ved at befordre Barbarie. De lærte Fornuftfornægtelse som en Religionspligt. De droge Videnskaberne ind under deres Territorium, og søgte at tilstoppe alle Oplysningens Kilder. Og efterat de først havde bragt en Generation under Aaget, saa droge de Ungdommens Opdragelse til sig, for ogsaa at forsikre sig den følgende Generation øg befæste deres Magt for stedse. Sprogkundskab, Philosophie, Naturkundskab de skiønne Videnskaber bleve fordrevne fra Skolerne. Der blev giort Samlinger af uforstaaelige Læresætninger, som Menneskene maarte lære udenad, og ansee som Helligdomme. Man forskaf- fede disse Samlinger den Lovgivende Magts Auktoritet. Og paa det at enkelte Stemmer — der talte for Fornuftens og Menneskehedens Rettigheder, og vakte Friheds Aanden — ikke mere skulde lade sig høre høit, saa giorde man det til Statsforbrydelse at tale imod den privilegerede Landstroe. Saaledes blev tilsidstalTænkning i Religionssager paa den ene Side forgiæves, og paa den an denSide farlig. Og nu — var Menneskehedens Fordærvelse forhaanden. Nu kunde Religionen, der kun var et tankeløsi Hukommelsesvark, ikke længere give Aanden Næring, og Hiertet Kraft og Mod til ædle Handlingens Nu faldt Dyden, fordi den ikke mere havde nogen Drivefiar i Forstanden, og selv Dydens Navn laae nedsiunken i Foragt, fordie Ceremoniekrammer havde anmasset sig Dydens Anseelse, i det hine Enehandlere overtalte Folket til at troe, at Beden, Fasten, Valfarter &c. &c. vare Midler til at forskaffe sig Guds Velbehag, og forsikre sig Saligheden. Derved tabte nu Lasten sin frygtelige Skikkelse, den menneskelige Letsindighed fik Magt som en Strøm, og oversvømmede Verden med Gruesomheder og Misgierninger. Synd havde nu ikke længere sin naturlige Grund i den menneskelige Lyksaligheds Forstyrrelse, men blot i en forbittret Guds Fornærmelse, som ved Præsternes Mægling let lod sig formilde. Saaledes blev Menneskeheden nedsenkt i Barbarie og Laster, al videre Uddannelse umuelig og saavel Staters som enkelte Menneskers Lykke for stedse tilintetgiort.
Ved disse Betragtninger, maatte jeg lægge enhver Konge og Fyrste dette Spørgsmaal paa Hierte: om han kiender en helligere Pligt end den — at spærre Overtroen alle Tilgange, med Mod at modsætte sig ethvert Forsøg af dens Tilhængere (ei blot af Kierlighed til Gud og Menneskeheden, men ogsaa af Omforg for sig selv, for ikke at være hyklende Sværmeres kronede Slave) og at opretholde Oplysningens eneste Skytte, Frihed at tænke og dømme? –