Om Trykkefriheden og dens Grændser/IX
IX.
Forstaaer man under Religion, den i en Stat herskende Læreform, saa skal man ikke kunne finde en eneste Synspunkt, hvorfra den kan betragtes som Gienstand for den Lovgivende Magt. Thi hvad Forbindelse har Staten med den?
1) Skal Staten beskytte den? d. e. afvende enhver physisk Magt som vil hindre dens Bekiendert i dens Bekiendelse og Udøvelse? Dette skylder den ogsaa enhver anden Religion. Den skal lade ethvert Mentieske bekiende og udøve sin Religion, og sikre det imod voldsomme Indgreb. Og den er ikke paa nogen Maade forbunden til at beskytte den ene mere end den anden.
2) Skal Staten forbyde de moralske Kræfters Anvendelse d. e. ikke taale at man giendriver Religionen? hvorfore dette? Er den i Staten priviligerede Religion igiendrivelig, saa maa Sandheden være den helligere end alt, og den maa ikke hindre nogen i at bringe Sandheden for Dagen, og blotte Vildfarelsen. Er den uigiendrivelig, saa trænger den ikke til Statens Beskyttelse. Og overhovedet — hvorofte skal man gientage det, at Sandheden ikke taaler Magten, at enhver Beskyttelse ved physisk Magt strider imod Menneskerettighedevne; Sandhed er et Gode hvortil vi alle have lige Ret. Den bør hverken paatvinges nogen, eller voldsomt forsvares. I Sandhedens Rige gielder ingen anden Beskyttelse, end Grunde og Beviser. Og en Religion, der ikke kan forlade sig paa sine Beviser, men maa anraabe den verdslige Arm om Beskyttelse for at vedligeholde sig, er allerede af denne Aarsag i højeste Grad fordægtig. Og det maa være Staten langt vigtigere, at Sandheden lægges for Dagen ved den meest ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed i Religionssager, end at en eneste Sekt eller et Religionspattie faaer Overhaanden. Statens og Regentens Vel beroer blot derpaa at Oplysning og Dyd udbreder sig blandt Undersaatterne, men ikke derpaa, at et Kirkepartie og dets Præster faae Overmagten. Eller vil man maaskee sige, at en Sekt eller et Partie med deres Læreform gjør Staten mere blomstrende, lykkeligere, folkerigere, arbejdsommere? Jeg troer at der kun hører en smule sund Menneskeforstand til at indsee, at en særdeles Læreform (f. E. Katholikkernes eller Protestanternes) intet biedrager til Statens Flor. Thi alle Religionspartier, hvilke antage Troen paa Gud og Dyden, og anbefale Flid, Arbeidsomhed, Retskaffenhed, Troeskab mod Regenten d. s. v. ere Staten lige tienlige. Sekte-Lærdommene (Unterscheidungslehren) eller Ceremonierne ved Gudstienessten biedrage ikke det mindste til det menneskelige Selskabs Lyksalighed. Thi det er dog klart, at Staten hverken bliver meer eller mindre blomstrende om Undersaatterne f. E. nyde den hellige Nadvere under et eller begge Slags; om de forestille sig det gudommelige Væsen som een, tre eller flere Personer, om de kun lade deres Børn døbe eengang eller giendsbe dem o. s. v. —
Hvorledes kan det altsaa være Staten magtpaaliggende, hvilken Religions-Sekt der er den herskende? Har Religionen, som sagt, den uomstødelige Sandhed paa sin Side, saa skal og maa den forsvare sig med Grunde og Beviser, og Skam er det at anraabe en physisk Magt om Beskyttelse. Men har den ikke denne indvortes Beskyttelse, saa kan Staten med en god Samvittighed overlade den til sin egen Skiæbne.
Eller skal den (Religionen) 3) hielpe at befæste Tronen? — O mine Venner Thronen staaer fast uden herskende Læreform: især i vore Tider, da staaende Armeer sanctionere Lovene. Var jeg Fyrste, og havde en Fyrstes Magt, saa vilde jeg sidde lige saa roelig paa Thronen, om hele mit Folk bestod af Atheister, som den der behersker Katholiker eller Lutheranere. Og — imellem os — Historien fremviser Exempler nok paa, at den herskende Læreform snarere har giort Thronen usikker, naar Fanatismen ophidsede snart Munke, snart Pøbel til at styrte Regenten.
4.) Skal den lære Regenten Viisdom? I Sandhed det kan ingen Læreform. Religionen overhoved, forsaavide den indeholder sunde Begreber om Gud og Dyd, hvilket næsten alle Religioner have tilfælles, maa lære ham Viisdom: men af Sekte-Lærdommene veed seg ingen, der kunde giøre Regenten klogere og dueligere til Regierings-Førelsen. Og ofte have i Følge Historiens Vidnesbyrd, de andægtigste og Læreformen mest hengivne Fyrster været de sletteste Regentere. — Med eet Ord, man betragte Sagen fra bvilken Side man vil, saa vil man finde at Religionen, saa fremt man derunder forstaaer en af de bekiendte Læreformer, i ingen Henseende interesserer Staten, at den hverken umiddelbar virker til Thronens Sikkerhed, eller til dens Beskyttelse mod fremmede Fiender, hverken styrker Undersaatterne i deres Troeskab eller forøger Rigdommen &c.. —Og omendskiøndt jeg er langt fra at være Indifferentist eller at tillægge alle Religioner og Læreformer, i Hensigt tit min Troe og Overbevisning lige Værd, saa maa jeg dog paa min Samvittighed, i Hensigt til Statens Sikkerhed og Lyksalighed, erklære dem alle for ligegieldende, fordi — kun det de have tilfælles giør Menneskeheden lykkeligere – det derimod, der er egent for enhver Læreform, og hvorved den adskiller sig fra andre, giør hverken Menneskenes moralske eller borgerlige Tilstand bedre. —