Om Trykkefriheden og dens Grændser/V
V.
Mennesker! — Frihed at tænke og dømme, uashængig af Auktoritet, uafhængig af Præsters, Bispers, Konsistoriers, Kirkers Udsagn — er Menneskehedens helligste, vigtigste, uforkrænkeligste Rettighed, hvilken I have Aarsag til at skatte høiere end alle andre Friheder og Rettigheder, fordie dens Frarøvelse ikke blot formindsker, men gandske tilintetgiør eders Lyksalighed: fordie Mangel af denne Frihed giør eders udødelige Siæls Forædling umuelig: fordie Menneskets Dyd, Roelighed og Trøst staaer og faldermed denne Menneskerettighed: fordie I uden denne Rettigheds Udøvelse blive elendige Skabninger, og sætte eders Siæls Salighed paa Spil, i det I (lade det komme derpaa an, om de, hvilke I give eders Fornuft til Pris, ville føre eder til Sandhed eller Løgn, til Himmel eller Helvede. —
Jeg kalder denne Frihed en Rettighed, en uforkrænkelig Rettighed, som Gud gav eder og som derfor heller intet Menneske kan eller tør berøve eder. Alle eders andre Rettigheder f. Ex. at drive Handel og Vandel, at besidde Huuse o. d. l. gave eders Fyrster eder; derfore kan de ogsaa betage eder dem igien. Men denne Rettighed gav Gud. —
I spørge hvoraf jeg veed dette? — Mennesker! lærer det ubedragelige Kiendetegn paa alle guddommelige Rettigheder. Det ligger i Naturen, og udfordrer ikke dybsindige Slutninger. Hvor der af Gud et meddeelt og af Skaberen indplantet Kraft, Drift, Trang, der er Ret. Dyrene f. Ex. have Kraft, Drift, Trang til Parring: altsaa have de en Rettighed, og hvo der gjør dem denne Ret stridig, handler imod Naturen d. e. mod Gud, — han sætter sig op imod en guddommelig Rettighed. Menneskene have Kraft, Drift, Trang til at æde, drikke, indaandeLuft, altsaa have de der til en Ret: o. s. v. —
Eller have I noget bedre Kiendetegn paa Ret? vide I bedre Beviser derfor? — Ville I maaske først læse Deduktioner, for desbedre at indsee denne Rettighed? — Og naar I nu have læst Juristernes Deductioner (Beviser); hvad have I da lært? Hvormeget ere I blevne klogere? O I Daarer som søge Sandheden, den Naturen kan lære eder, ide Lærdes Hierner. Troe mig Juristernes Ret er en Vor-Næse. Naturens Ret er allene fast, evig, umiskiendelig. Adspørger ikke Præster og Propheter, Gud taler langt tydeligere med eder giennem Naturen. Værer kun opmærksomme paa dens Vink. — Den Gud gav Magt gav han ogsaa Ret. Uden Guds Villie havde han ikke denne Magt. Vil nu Gud at han maa have Magten, saa er Magten et Tegn paa Guds Villie, følgelig Grunden til den af ham meddeelte Ret. Dette gielder ligesaa godt om Fyrster, der vare Throners Arvinger, som om Fyrster der vare Throners Røvere. Her gielder ingen Philosopheren. Forfra kan man ikke see Gud, sagde Moses gandske rigtig. Man maa see ham bag fra, det er, man maa ikke a priori bestemme, hvad Gud vil. Man maatroe det a posteriori. Man maa give Agt paa Forsynet. Hvad det giør, er Guds Villie. Den altsaa som Forsynet giver Kraft, han skal bruge den: han har Ret og Kald til at bruge den. Og dette heder en guddommelig Ret. Just derfor er Rettigheden til selv at tænke og dømme ogsaa en guddommelig Rettighed, nemlig fordi Gud gav Kraft, Drift og Trang dertil. Og — siden han gav alle Mennesker denne Kraft, saa er ogsaa Rettigheden til selv at tænke og dømme en almindelig Menneskerettighed, der er saa hellig som alle Fyrsterettigheder, og som just fordie den er en almindelig Menneskerettighed, staaer ovenover den partikulaire Fyrsterettighed. —