Om Trykkefriheden og dens Grændser/VI
VI.
Hvorledes? Skulde man under disse Betragtninger endnuopkaste det Spøgsmaal, om tilligemed Friheden til at tænke ogsaa Friheden til at tale er beviist? Skulde man tilstaae Helligheden af hiin Rettighed, og troe sig berettiget at fratage Menneskeheden denne?
O I Menneskehedens Tyranner! I som have taget Samvittigheds-Tvangens Jern-Septer i Beskyttelse — nærmer eder herhen og hører den sunde Menneskeforstands Stemme, om I ikke ville høre Dydens. Læser og prøver hvad jeg her siger. Jeg vil giøre eder Sagen saa klar, at kun den yderste Grad af Stupiditet eller det blindeste Hang til Fordomme skal kunne holde eder Overbevisning tilbage. — Vel ere eders Pander beslaaede med Jern og eders Rygge overtrukne med Ryslæder: men Jernet vil jeg sønderslaae, og Huden vil jeg sønderrive: I skulle føle Huggene og i det mindste hyle, naar I ikke længere have Øre for Sandhedens harmoniske Lyd? —
Frihed at meddele sine Indsigter og Domme — det være mundtlig eller skriftlig, er, ligesom Friheden at tænke en hellig og uforkrænkelig Menneskerettighed, der, som almindelig Menneskerettighed betragtet, er langt over al Fyrsteret. Den Regent der siger: “for mig maa enhver have sin Mening, og troe hvad han vil, men han maa ikke tale og skrive hvad han vil,„ han spøger med den menneskelige Forstand og har Menneskeheden til Nar; thi det er i Geunden det samme som at sige: „Jeg vil tillade eder hvad jeg ikke kan forbyde; men jeg vil igien tilintetgiøre denne morsomme Tilladelse ved at betage eder og Menneskeheden Nydelsen af det Tilladte.„ Man dømme upartiskt og sige om det ikke i Grundden forholder sig saaledes? Kan vel en Fyrste, om han endog havde en halv Milljon Soldater staaende særdige til Exekution, tvinge min Forstand? Kan han vel virke paa min Siæls indre Kraft? Kan han forbyde mig at tænke, dømme eller troe? O den stolte Afmagt! — og dog vover han at sige: Jeg tillader mine Undersaattere at troe hvad de vilke. Er det ikke daarligt at ansee det for et Naade, der er et Skal? Og er denne allernaadigste Tilladelse ikke ligesaa synderlig, som om en Herre vilde tilbyde sin Tiener frit Lys om Dagen, syv Dage i Ugen? Ney I gode Regentere, saaledes maa I dog ikke lege med Menneskene; kun en Hændelse giorde Forskiel imellem eder og dem: om det ellers er sandt hvad den vise Fredrik sagde: d'étre Roi c'est un hazard. I maa betænke, at Rettigheden at tænke (Gad skee Lov) ikke ligger inden for eders Regierings-Sphære, at I altsaa intet tillade, naar I betage os Rettigheten at tale, og at I træde alle Menneskehedens Rettigheder under Fødder, naar denne ene ikke er eder hellig. — Hører mine Grundee. —
1.) Frihed, at meddele sine Kundskaber og Domme, er for det første en almindelig Menneskerettighed, fordie Skaberen har nedlagt hos alle Mennesker Kraft dertil. Thi det var Gud der gav os Sprog og Fornuft. Fyrster kunne give os Huuse og Godser; men hiine Almeengoder ere umiddelbar fra Gud. Saaledes som nu alle Mennesker fik Ret og Kald til at bruge Fornuften og ved egen frie Eftertænkning at søge Sandheden, fordie Gud gav alle Mennesker Fornuft; saaledes fik ogsaa alle Mennesker Ret og Kald til at tale, og meddele den fundne Sandhed, fordie Gud gav alle Mennesker Sprog. Den der altsaa betager mig Rettigheden at tale, han oprører sig ligesaameget mod Skaberen, som den der vilde betage mig Rettigheden at tænke. Thi begge Rettigheder beroe paa en fælles Grund, som alle philosophiske og theologiske Faculteter ikke formaae at kuldkaste. —
2) Ligesaa vigtig og uomstødelig er den anden Grund. — Begge Rettigheder ere i deres Anvendelse saa uadskillelig forbundne, at den der betager mig Rettigheden at tale, tillige berøver mig Rettigheden at tænke. — Jeg beder mine Læsere nøye at lægge dette paa Hierte. Hvad jeg her siger, er fra meer end een Side sande. —
a) For det første, naar Menneskene ikke frit tør meddele deres indsamlede Kundskaber, saa bortfalder Hensigten (Zroeck) hvorfor man indsamler Kundskaber: man maatte da ville indføre den skiændigske Egoisme. Thi for min egen Skyld har jeg sandelig ikke tænkt saa meget i Verden, eller forsket saa meget efter Sandhed. Var jeg allene i Verden, saa vilde jeg være fornøyet med meget faa Begreber og Indsigter. At jeg altsaa søger at indsamle mange Kundskaber, at jeg ved daglig Erfaring, Iagttagelse, Læsning o. s. v. søger at stadfæste og udvide mine Indsigter, og at bringe dem til en større Grad af Fuldkommenhed, skeer blot fordie jeg lever iblandt Mennesker, hvor det er en Ære, at være en ind sigtsfuld Mand,og hvor det bringer giensidige Fordele at meddele sine Indsigter. Hvo vilde derfore paatage sig den Møye at tænke, og at søge Sandhed, naar han ikke turde tale og meddele den? At betage on Friheden at tale, var dette ikke det samme sm at tilintergiore Brugen af Rettigheden at tænke? Thi naar jeg betager en Ting sit Øyemed, saa er dette det samme, som om jeg tisintetgtorde Tingen selv. Og den der siger til mig, at han ikke vil forbyde mig at tænke, fordie han forbyder mig at tale, han spotter mig ligesaameget, som den der vilde tillade mig om Vinteren at varme mit Værelse; men derimod ikke kunde tilstaae mig Vinduer og Dørre i samme. Thi ligesaalidet som det hielper at varme Værelset, naar Øyemeedet, nemlig at Varmen skal blive deri, ikke opnaaes, lige saalidet hielper det at tænke, naar Øyemeedet, nemlig Tankernes Meddelelse, ikke kan opnaaes. —
b) Dog, Meddelelse er ikke allene Tænkningens fornemste Øyemeed, den er tillige en almindelig Trang, ved hvis Tilfredsstillelse hiin Rettighed (at tænke) først kommer os til Nytte — Enhver give blot Agt paa sig selv, i hvad Forfatning han er, naar han har hørt eller lært noget Nyt, det være historiskt eller videnskabeligt, om han da ikke føler en Trang til at meddele det. Det er os ligesom om denne nye Aqvisition af en Sandhed eller en Fortælling betyngede Hiertet. Vi hvile ikke førend vi faae En fat, som vi kan fortælle den til. Allerede hos Barnet yttrer sig denne Drift. Den ringeste Ting det første Gang hører af sin Lærer, saaer formedelst Nyeheden Vigtighed: man kan see paa det, naar det kommer hiem fra Skolen, at det har noget paa Hiertet; Forældre, Tienestetyende og Legebrødre maa laane det et Øre, for ogsaa at lade sig lære den nye vigtige Sandhed. Og virkelig er det en af Naturens skiønneste, ædelste Drifter Skaberen har indplantet os — Trangen at meddele os. Intet i denne Verden har, i Følge denne Drift, nogen ret Smag for os, naar vi nyde det allene. Den bedste Steg f. Ex. smager mig kun halv saa godt, naar jeg sidder ene ved et Bord, som naar jeg spiser den i Selskab med een eller to gode Venner. Mednydelse krydrer alle Glæder. Uden Meddelelse og Deeltagelse er ingen Lyksalighed muelig blande Menneskene. Ja det er klart, at Skaberen vilde knytte Selskabsbaandet iblandt Menneskene ; og forhøye og mangfoldiggjøre deres Lyksalighed ved at indplante hvert Menneskes Bryst Driften at meddele sig, og indrette det saaledes, at det først da nød det Gode heelt, naar det kunde lade andre nyde det med sig. Og I Nationernes Fædre, I Fyrster! I vilde berøve Menneskene denne himmelske Glæde? I ville hindre dem fra at tilfredsstille denne Trang, I ville forhindre dem i at meddele hinanden Menneskehedens største Gode — jeg mener Kundskab og Indsigt? — Var ikke dette aabenbar at tilintetgiøvre Tænke- og Talerettigheden paa engang — at gjøre denne Menneskehedens Rettighed reent unyttig. —
c) Jeg gaaer endnu videre. Rettigheden at tale er der eneste muelige Middel, til at benytte Tænkerettigheden. Man forestille sig engang, hvad der vilde skee, naar alle Mennesker skulde nødes til at bruge deres Fornuft for sig allene, i Stilhed for sig selv anstille Iagttagelser, udgrandse og indsamle de til sin Lyksalighed nødvendige Kundskaber. Kunde der vel fremkomme andet end Barbarie? kan noget Menneske, om han endog var det største Genie, i noget Kundskabsfag være den eneste Opfinder? Lærer ikke Historien, at alle Kundskaber først vare i deres Barndom, og kun derved, at den ene stedse meddeelte den anden sine Opdagelser og Ideer, at Kyndige talte derom med hinanden, disputerte og anstillede Undersøgelser, Tid efter anden, i en Rad af Aarhundrede, ere stegne til den Fuldkommenhed, hvori de findes for nærværende Tid? Det er altsaa soleklart, at alle menneskelige Kundskaber beroe paa Rettigheden at tale, og at den, derikke vilde tilstæde Menneskene Frihed at meddele sig, han vilde hindre al fælleds Undervisning — følgelig alle Kundskaber og deres Udbredelse, Fremvext og Fuldkommenhed. —
3) Man føye hertil endnu et tredie Beviis. Paa Rettigheden at meddele andre sine Indsigter og Domme beroer Menneskets hele Roelighed i Henseende til dets Overbevisninger og følgelig — al Menneskets Virksomhed saavel i det borgerlige Liv, som for Dyden. Thi Mennesket kan umueligt handle med virksom Iver, naar det ikke til Beroeligelse er overbevist om, at de Grundsætninger, efter hvilke det handler, ere sande og sikrede for Vildfarelse. Den der altsaa giør Indgreb i Rettigheden at tale og skrive, han berøver Mennesket den store Lykke at have en beroeligende Overbevisning, og qvæler følgelig Industrie og Dyd, —
Rigtigheden i denne Slutning er indlysende. Thi man behøver kun at gaae tilbage til den menneskelige Overbevisnings Oprindelse. I Følge Erfaringen gives der kun tvende Midler, ved hvilke man kan komme til Vished om Rigtigheden af sine Bemærkninger, Erfaringer, Omdømme og Indsigter.
Det første er a) egen Prøvelse. Jeg maa selv overveye enhver Sandhed efter hvilken jeg skal handle, enten som Borger eller Christen, prøve Beviserne, veye Med- og Modgrundene, og saaledes søge at overbevise mig selv om det Rigtige eller Urigtige. Lad os for et Øyeblik antage at Menneskene ikke havde den Rettighed, at meddele hinanden deres Tanker os Ideer, at altsaa i Lægevidenskaben f. Ex., Historien eller Religionen ingen Stemme turde lade sig høre, der frit udlod sig over den Sandhed jeg vilde prøve: skulde jeg da have en Gjenstand at prøve? Skulde jeg være i Stand til at veye Med- eller Modgrundene, naar disse sidste ikke turde lade sig høre? Eller vil man maaskee sige, at denne Prøven, denne Veyen af Med- og Modgrunde ikke er fornøden? — I Sandhed! den der paastaaer dette, den der holder Sandheds Prøvelse for undværlig for sin Roelighed, han maa endnn ikke vide, hvad Overbevisning er, og hvad Indflydelse den har paa Mennesker. — Sande nok, i Ting som ikke interessere Mennesket, som ikke staae i nogen væsentlig Forbindelse med hans Lyksalighed, der kan man ikke allene lade al Prøvelse fare, men man bør endog untslaae sig derfor, som en ung Tidsfordriv: naar jeg f. Ex. ved enhver Efteetning i Aviserne, om en Flodes Bemanding, en Prorindses Oversvøsmmelse o. a. m. først vilde anstille en Undersøgelse, eller maaske selv reyse derhen, for at see om alting virkelig forholde sig saaledes, saa var det dumt at spilde saa megen Tid og Møye paa slige Ting, der slet ikke kan interessere mig. Men naar det gielder Sandheder, der skulde bestemme mit timelige eller evige Vel, da er det en gandske anden Sag. Da bør jea, hvis jeg ikke letsindig vil sætte min Velfærd paa Spil, prøve Sandheden med den største Strænghed, da bør jeg høre Tvivl, Indvendinger, Modgrunde: og ikke antage noget for sandt, førend jeg er kommen til Ende med min Prøvelse. Og den der ikke stræber efter en saadan Overbevisning, der er forbunden med den høieste Sindsroe, han vil aldrig lære med Varme og Iver at handle efter den erkiendre Sandhed, men snarere blive et dorsk Menneske, som vore fieste Christne ere, fordi deres Troe ikke flød af en, ved egen Eftertanke og møisommelig Prøvelse oprunden fast Overbevisning, og derfor umuelig kunde frembringe en virksom Dyd. — Det er altsaaklart at Rettigheden til at tænke og dømme frit om alt, hvad der er Gienstand for Tænkning, og at meddele hinanden sin Grunde, for og imod, er uundværig for Menneskene for at komme til en beroeligende Overbevisning om Sandheden. —
Men ikke egen Prøvelse allene fører os til en beroeligonde Overbevisning. Vi kan i Særdeleshed i moraiske Ting aldeles ikke undvære b) Auktoritet, om vi i vore Domme skulle naae en fuldkommen Vished; og denne vgtige Bevæggrund bliver os berøvet — naar Rettigheden at skrive og tale ikke frit tør udøves. — Jeg vil nærmere forklare mig over denne Punkt. —
Først maa jeg sige mine Læsere hvad jeg forstaaer ved Auktoritet, at de ikke skulle troe, at jeg vil sætte Fornuften selv en Vornæse paa. Auktoritet er en blot Overvægt (Zugewicht) paa Sandhedens Vægtskaal, som skal give den, ved egen Eftertanke og Prøvelse, fundne Overbevisning ny Styrke, den opkommer, naar alle de Mennesker, jeg anseer for Kiendere, ere enige med mig, og imellem sig selv indbyrdes, om at holde en vis Ting for Sandhed. –
Det er klart at en saadan Overeensstemmelse mellem indsigtsfulde Mennesker giver en høi Grad af Beroeligelse. Thi der er hos os en naturlig Beskedenheds Følelse, som giør, at vi i vigtige An- liggender ikke gierne dømme allene, men ogsaa høre andre Kyndiges Dom derom. Vi holde det alt for mueligt, ved den redeligste Bestræbelse for Sandhed, at kunne feile til at vi skulde være stolte af vores Undersøgelser og de deraf dragne Resultater. Vildfarelse forekommer os mindre muelig, naar flere gjennemtankte og undersøgte den samme Sæthing, veiede Med- og Modgrundene, og faldt paa de samme Resultater som vi. Vi føle os ved en saadan Overeensstemmelse mere beroeligede, og vor Troe paa den fælleds fundne Sandhed bliver fastere – og virksommere. Det gaaer os i dette Tilfælde, som den der har en svær og vidtløftig Regning for sig, hvor det kommer an paa Mit og Dit, han troer ikke gierne sin egen nok saa nøiag tig anstillede og gientagne Giennemregning, men lader den efterregne af flere, for at være desto vissere. Og naar vi nu saaledes overalt føle denne Trang til Kienderes Overeenstemmelse eller Auktoritet, Hvor meget stærkere maa den da ikke være i Religionssager? Der er det slet ikke muelige at have nogen fast Troe, naar man ikke foruden sin egen, ved Grandskning og Prøvelse, fundne Overbevisning (thi denne maa naturligviis foregaae al Auktoritet) tillige har de Vise blandt alle Nationer, i alle Tidsaldre, paa sin Side. Thi denne Overeenstemmelse allene giver den menneskelige Fornuft Ubedrageligheds Præg. —
Hvad om nu Regenterne vilde betage os Rettigheden at tale og skrive? Hvorfra skulde Auktoriteten da komme? Hvorledes skulde vi erfare om andres Overbevisning stemmede med vores eller ey, og hvo disse Andre vare — om vi skulde reflectere paa deres Dom eller ey? — Sandelig, uden hiin Rettighed vilde det see bedrøvelige ud med Menneskenes Troe. Intet Menneske vidste da hvad andre tænke. Intet Menneske kunde da sammenligne sin Sandhed med andres Sandhed. Ingen kunde da forskaffe sig den trøstende Tanke, at de han agter som vise Mænd, tænke ligesom han og stadfæste hans Meninger. — Man paastaae dog ikke at den Regent, der blot tilstaaer Nogle (f. Ex. Præsterne) Ret til at tale, ikke giør Indgreb i Menneskets Rettigheder. Thi naar ikke Alle have den, og frit kunne udøve den, saa kunne hine Nogle ikke beroelige os med deres Overeenstemmelse, fordi kun andre Menneskers frie Domme kan have nogen Vægt hos os. Var nu denne Rettighed kun givet Nogle, saa maatte man befrygte at blandt disse Nogle Aftale eller almindelige Love kunde finde Sted, hvorved de nødtes til at stemme overeens: at disse Domme ikke vare frie Domme, men at de monopolistiske Indhavere af Rettigheden at tale, giorde et fordeelagtigt fælles Brug deraf, for at tage Andre ved Næsen, som en saadan Rettighed ikke var forundt. —
4.) Og siden jeg jnst taler om Enehandlerne, fasder mig et fierde Hovedbeviis ind for Tale- og Skrive-Nettighedens Almindelighed: følgende nem lig: Naar Rertigheden at meddele sine Tanker, ikke gielder som almindelig Menneskerettighed, saa opstaae Sandheds Enehandlere, hvilke giøre alle andre Mennesker til Slaver, og tillige berøve dem Tænke Friheden. — Man prøve Udviklingen af dette Beviis. — Jeg forudsætter, som jeg ovenfor har anmærket, at intet Menneske, i noget Videnskabsfag, kan være Opfinder (Erfinder). Den der vil lære en Videnskab heel, maa nødvendig have Forgiængere som derover have tænkt, anstillet Iagttagelser og meddeelt deres Ideer. Siden kan han tænke videre, giøre nye Iagtragelser, og udvide Videnskaben. Naar jeg altsaa skal bruge min Tænkefriehed, saa maa jeg have et Objekt d. e.: der maa allerede være Undervisninger til, over hvilke jeg nu tænker og anstiller Prøver, og der maa tillige være Mennesker, der tænke og arbejde med mig i det samme Videnskabsfag, Thi uden mange tænkende Menneskers Bidrag vil ingen Videnskab frem- staae. Og nu sætte man at der i en Videnskab opstod Monopolium, at Monopolisterne i deres Videnskab udkrammede en Deel Kundskaber, som i et Vare-Magazin, og vovede at erklære alt, hvad som ikke var fra deres Magazin, for Kontrabande. Man sætte videre, hvilket vilde være en umiddelbar Følge, at Monopolisterne ene havde Midlerne i Hænder at meddele andre deres Kundskaber at f. E. intet Menneske uden de turde lære og skrive offentlig over en Videnskab, o. s. v. Vilde deraf ikke flyde at de øvrige Mennesker bleve tvungne til at tænke og dømme saaledes som de? Thi man erindre sig blot at inter Menneske opfinder en Videnskab, men at han sædvanlig kun forarbejder det han forefinder. Naar nu de øvrige Mennesker kun forefandt eet og det samme, og kun det Monopolisterne udgive for Sandhed, saa kunde de ogsaa kun forarbejde dette. Thi det er dog let at indsee, at jeg, — om en Fyrste giorde migtil saadan en Monopolist, og lod alle Midler at meddele Kundskaber, (Trykkerierne f. E.,) komme under mit Beslag, saa at hans Undersaattere intet kom til at see, uden det jeg trykkede — og lod dem læse — det er let at indsee siger jeg, at jeg da havde Undersaatternes Forstand gandske i min Magt. — Og kan man vel tænke sig et græsseligere Tyranie? —