Om Trykkefriheden og dens Grændser/VII
VII.
Jeg har hidentil beviist, at Rettigheden til at tale og skrive, ligesom Rettigheden til at tænke, er og maa være en almindelig uforkrænkelig Menneskerettighed. Endnu er det Spørgsmaal tilbage, om denne Rettighed ikke taaler nogle Indskrænkninger, og — hvilke? Enhver Indskrænkning i en Rettighed kan være enten physisk eller moralsk. Rettigheden at tænke kan kun imodtage en moralsk Indsktænkning; Rettigheden at tale derimod tillige en physisk. — Det et klart at intet Menneske, altsaa heller ikke nogen Regent physik er i Stand til at indskrænke Rettigheden at tænke, siden Tænkning er en indvortes Operation i Siælen, som ingen physisk Magt formaaer at virke paa. Men den moralske Indskrænkning gaaer ud paa Siælens egne Forestillinger, hvilke fremstille sig for os som Bevæggrunde til selv at indskrænke vores Ret. Disse Forestillinger og Motiver skal Moralisten [1]) udvikle. De erindre os allesammen blot om, at vi ikke maae lade vores Evne til sig selv at prøve alt og i alt at følge vores egen Overbevisning udarte til en farlig Tvivlesyge (Skepticisme), at vi skal bestræbe os for at udfinde Grændsen imellem Overtroe og Vantroe, og ikke giøre overspændte Fordringer paa Sandhed. —
Men hvorfore, kunde man sige, skal da Rettigheden at tale være underkastet en physisk Indskrænkning? Er den ene ikke ligesaa hellig som den anden. — Jeg svarer: den ene er ligesaa hellig som den anden, men den ene staaer ikke i samme Forhold til det menneskelige Selskab som den anden. Og det er dog unægteligt, at Handlinger, der virke paa andre Mennesker, maae betragtes fra en gandske anden Synspunkt, end de, hvilke blot foregaae i det handlende Subjekt selv. Thi for det første kan naturligviis de Mennesker, paa hvilken der virkes, frembringe Gienvirkninger og saaledes ved Reaction indskrænke den Handlende. Og heraf følger for det andet Statens Ret til at have et vaaget Øje med saadanne Handlinger som have Indflydelse paa Staten og dens Medlemmer, og at forebygge, at hverken Selskabets Vel eller de Enkeltes Rettigheder derved lide noget. —
Denne Grundsætning leder umiddelbar til Bestemmelsen af alle Indskrænkninger, saavel dem der angaae Menneskerettighederne i Almindelihed, som Rettigheden at tilkiendegive fine Tanker og Meninger i Særdeleshed. Nemlig: de kan 1.) ikke udstrækkes til den hele Rettighed. Rettigheden selv kan ligesaalidet betages noget Menneske, uden Tyranie og Indgreb i Guds Majestætsrettigheder, som Rettigheden at leve, indaande Luft, forplante sig o. s. v. thi baade Fornuftbrugen og Livskraften besidde vi som Gaver fra Gud. Og den der betager mig min Fornufts frie Brug, er ligesaavel en Oprører mod Gud, som den der berøver mig Livet. 2.) Indskrækningerne kan heller ikke strække sig til nogen vis Rets-Gienstand. Thi ligesaa almindelig som Skaberen tildeelte mig Evne at tænke, ligesaa almindelig vil han ogsaa at jeg skal meddele mine Tanker. Ligesaalidet altsaa som Staten i Almindelighed er berettiget til at forvise en vis Videnskab ud af Verden eller Landet, ligesaalidet er den beføjet til at forbyde en enkelt Statsborger at tænke over denne Videnskab og at bekiendegiøre sine Tanker. Det er altsaa i og for sig ligemeget hvorover jeg tænker og meddeler mine Tanker, enten det er over Lægevidenskaben, Historien, Religionen, eller Bibelen, enten det er over Staten selv eller dens enkelte Lemmer. Kundskaber og Domme, som i og for sig maa taales i Staten, maa ogsaa taales hos hvert enkelt Individ, siden der i Henseende til Menneskerettighederne ingen Undtagelse finder Sted. Menneskerettighederne ere Rettigheder som ethvert Menneske tør udøve: fordi han er Menneske. —
Altsaa — Indskrækningerne strække sig blot til de enkelte Handlinger, hvorved et Menneske giør brug af sin Rettighed, følgelig ikke til den hele Rettighed, men blot til Brugen i enkelte Tilfælde — nemlig naar og for saavidt Selskabets eller Enkeltes Rettigheder, i saadanne enkelte Tilfælde, virkelig skulde lide noget. Man overveje alting nøje. Thi nærværende Undersøgelse, hvorvidt Staten kan indskrænke Rettigheden at meddele sine Tanker, er ligesaa vigtig som Spørgsmaaalet: hvorvidt Staten Har Magt over Borgernes Liv?
Jeg siger 1) Staten kan indskrænke Brugen — i enkelte Tilfælde. Herved forstaaer jeg ikke at den kan foreskrive mig Maaden (Formen), og befale mig, at jeg kun maae bekiendtgiøre mine Tanker paa det Sted, til den Tid, idet Sprog i den Tone o.s.v. — Nej. Den har blot en negativ Magt over Menneskehedens Rettigheder, Den kan kun forbyde enkelte Misbrug.
Jeg siger 2) Staten kan indskrænke min Ret- tighed i enkelte Tilfælde. Altsaa ikke den hele Brug: saa at den f. E. kunde sige: Du maa meddele dine Tanker, naar og hvor du vil, kun ikke i trykte Skrifter. Nej. Den kan kun i enkelte Tilfælde forbyde Brugen: f. E. naar en bekiendtgiorde eller vilde bekiendtgiøre et trykt Skrift, der var skadeligt for Staten selv: saa kan Staten i dette enkelte Tilfælde forbyde – dette Skrift.
Jeg siger 3) Staten kan indskrænke Brugen i enkelte Tilfælde, naar Staten selv eller Enkeltes Rettigheder virkelig var i Fare. Men her gielder ikke Indbildninger og falske Forestillinger. De som ere i Besiddelse af den Lovgivende Magt maa omgaaes samvittighedfulde med Menneskehedens Rettigheder. De maae med streng Nøjagtighed undersøge om Brugen i et enkelt Tilfalde foraarsoger nogen virkelig og jeg lægger til, nogen betydelig Skade. — Om et Menneske giorde af sin GrundEjerrettighed f. E. den Brug, at han anlagde et aqvatofana-Fabrik – eller havde saadanne Ting for med sit Haus at Naboens Huus derved stod i Fare for at styrte ind tilligemed hans eget o. a. s., saa kunde Staten i dette enkelte Tilfælde forbyde ham en saadan Brug. Naar han derimod anlagde en Have, der var smukkere end hans Naboes, som herover blev fortrydelig, eller han begyndte meget tidlig om Morgenen at arbeide ved sin Væverstoel og derved vækkede sin Naboe som altsaa blev nødt til enten at staae før op, eller at lægge sig anden Steds hen, for ikke at blive forstyrret i sin Roelighed, saa vilde Staten ikke have nogen Ret til at forbyde dette, fordi i hiint Tilfælde ingen virkelig Skade var skeet, og i dette ingen betydelig. Og det vilde være det skiændigste Tyranie om de som vare i Besiddelse af den Lovgipende Magt vilde indskrænke en saadan Brug af Menneskerettighederne.
Naar en samvittighedsfuld Regent omhyggeligen følger disse 3 Bestemmelser, saa vil han vist ikke fare vild i Anvendelsen af sin Ret at indskrænke Tale- og Skrive-Frieheden. —
Og jeg vil selv forsøge at sikre hans Skridt endnu mere ved at anvende de ommældte Grundsætninger paa nogle af de vigtigste Gienstænde, og vise hvor og hvorvidt Betingelsen finder Sted, under hvilken han tør vove nogen Indskrænkning, d. e. hvor en virkelig og tillige betydelig Skade er at befrygte af Brugen af hiin Menneskerettighed. — Jeg har tænkt saa alvorlig og i saa mange Aar over denne Materie, og talt med saa mange tænkende og samvittighedsfulde Mænd derom, at jeg tør haabe at kunne levere mine Læsere noget grundigt derover. Kun maa jeg bede at man vil læse og bedømme mig uden Fordomme og Auktoritet. [2]) —
- ↑ I Orginalen staaer “Monopolist“; men det synes
ikke at give nogen Mening; hvorfore jeg anseer
det som en Trykfeil.
Oversæt. Anmærk.
- ↑ Herpaa følger hele 3 Sider, der indeholde
enkelte Punkter af den Kais. Forordning af 11 Juni
1781, tilligemed Forfatterens Kritik derover;
disse troer jeg med Føje at kunne udelade, deels
fordi de indeholde localia og altsaa ikke kunne
interessere Læserne, deels fordi de kuune være borte,
uden at Materiens Sammenhæng derved lider
noget.
Overs. Anmærk.