Om Trykkefriheden og dens Grændser/VIII
VIII.
Jeg paastaaer at Rettigheden at meddele sine Tanker om Religionen slet ikke bør indskrænkes, fordi der ikke gives noget Tilfælde hvor Staten eller enkelte Menneskers Rettigheder kan lide nogen virkelig Skade ved Udøvelsen af denne Rettighed. — Lad os bringe dette Argument i Form af en Fornuftslutning, for at kunne bedømme det saa grundigt, som mueligt. —
a) Den første Forsætning lyder saaledes: Udøvelsen af en Menneskerettighed, der hverken skader Staten eller dens enkelte Lemmers Rettigheder, bør ikke indskrænkes.
Beviset er snart føre. Thi dette er, som vi ovenfor have seet, den eneste Betingelse, under hvilken Menneskerettigheder bør indskrænkes. Den Regent, det nægter dette, der underkaster Menneskerettighederne Vilkaarlighed, han ophæver alle Rettigheder og sine egne tillige. Thi hans Rettighed grunder sig paa Guds Villie. Siden Gud gav ham Magt at herske, saa tillægge vi ham Ret at herske. Troer han altsaaatman vilkaarlig tør betage eller indskrænked eaf Gud givne Rettigheder, hvilke grunde sig i den af Gud meddelte Kraft, saa maa han ogsaa tilstaae det samme om sine egne og alle Menneskerettigheder. Og da kan man ikke længere disputere med ham. Men tilstaaer han mig i Almindelighed Menneskerettighedernes Hellighed, nu saa maa han ogsaa indsee at de ikke vilkaarlig kan indskrænskes, men at deres Udøvelse kun bør indskrænkes i de enkelte Tilfælde, hvor der opstaaer Kollision d. e. hvor Staten selv eller ligesaa hellige Menneskerettigheder aabenbar lide ved en saadan Brug.
b) Den anden Forsætning lyder saaledes: Udøvelsen af den Menneskerettighed (at meddele sine Tanker om Religionen) kan aldrig skade Staten eller andre Menneskerettigheder. —
A) Ikke andre Meuneskerettigheder. Thi hvilken af disse Rettigheder kunde et Skrift om Religionen skade, selv om det indeholdt Gudsfornægtelse? Hindrer et saadant Skrift andre Mennesker i at leve, indaande Luft, vegetere, forplante sig, erhverve deres Underholdning o. s. v.? Eller giør et saadant Skrift voldsom Indgreb i deres Frihed at tænke og at troe? Mig synes at intet Skrift i Verden er i Stand dertil. Enhver beholder sin Frihed: andre Mennesker maae saa tale og skrive hvad de ville. Han er jo ikke tvungen til at læse end sige at troe det. Eller vil man indvende: andre Mennesker kunde dog forledes til at læse et irreligiøst Skrift og antage dets Vildfarelser? Saa svarer jeg: dette er en urimelig Indvendning, fordi den beviser for meget. Thi naar alt det skulde forbydes, som blot kunde forlede til Vildfarelse og Synd, hvormeget maatte der da ikke forbydes, som skeer daglig i Palladset og i Hytten? — det er derfor klart at Udøvelsen af en Menneskerettighed kun da kan indskrænkes, naar andres Menneskerettighed umiddelbar og voldsom krænkes. Naar jeg derfore som Skribent f. E. vilde paatrænge andre min Troe om Religionen, prygle dem til at læse mit Skrift, eller jage dem fra Huus og Hiem naar de ikke vilde troe mig, saa brugte jeg Skrivefriheden paa en saadan Maade, at Staten var berettiget til at sætte mig Skranker. Denne Maade at bekiendtgiøre sin Troe paa, have Præster og Munke ofte betient sig af, og der vedgiort Regenterne det til Plige at indskrænke dem; just de samme Præster, siger jeg, som ville giøre andre Mennesker denne Ret stridig eller see dem indskrænkede i dens Udøvelse. Men saalænge jeg bruger Tale og Skriverettigheden saaledes, at jeg ikke voldsom krænker andre Menneskers lige Rettighed, saa længe finder Betingelsen ikke Sted, under hvilke Staten er berettiger at indskrænke den. Saalidet nu som et Menneske blot ved at tale og skrive om Religionen i og for sig selv umiddelbar kan krænke andre Menneskers Rettigheder, ligesaalidet kan han derved B.) umiddelbar skade Staten selv. Man prøver denne Punkt upartisk. Jeg siger Staten er aldrig interesseret ved Skrifter om Religionen; den kan ved dem hverken vinde eller tabe. —
Vi ville med upartisk Sandhedskierlighed stræbe at giøre denne Paastand indlysende, med Hensyn paa de forskiellige Begreber hvilke Menneskene giøre sig ved Ordet Religion. —