Om Trykkefriheden og dens Grændser/X
X.
Dog jeg gaaer endnu videre. Thi endog da, naar man ikke i under Religion nogen af de bekiendte Lærformer, men bior derved tænker sig den aabenbarede Religlon i Amindelighed, uden Hensyn til Sekt eller Partie, endog da, siger jeg, behøver Staten ikke at bekymre sig om den, eller eroe sig beføjet til, for dens Skyld at indskrænke Tale- og Skriverettigheden. Og her gielde næsten alle de ovenanførte Beviser; thi man forestille sig kun ret tydeligt det Karakteristiske ved den aabenba- rede Religion, og adskille Materien fra Formen, saa vil man snart være enig med mig. Dens Materie bestaaer af Lærdommene om Gud, Forsyn, Forpligtelse til Dyd o. s. v., men Formen bestaaer i disse Lærdommes Oprindelse, forsaavide de umiddelbar skal være aabenbarede af Gud. Hvo indseer nu ikke, at kun Materien kan være Staten vigtig. Thi Staten er det blot magtpaaliggende, at Undersaatterne i deres Kundskabsforraad, have tilstrækkelige Motiver til Flid, Arbeidsomhed, Lydighed mod Lovene o. s. v. Og disse Motiver ligge i Materien, i Lærdommene. Naar nu Undersaatterne forstaae disse Lærdomme, troe og følge dem, saa kan det være Regenten ligemeget, om de tillige antage Formen eller ej. Det kan ikke foruroelige ham det allermindste, om hans Undersaattere hente Bevæggrundene til Dyd fra Fornuften eller Aabenbaringen: Thi Erfaringen lærer han at der paa den beboede Klode endnu gives mange Riger og. Stater hvor Undersaatterne med ligesaamegen (og ofte med større) Fasthed troe og følge Bevæggrundene til borgerlig Dyd, som Undersaatterne af de Stater, der have og antage en Bibel. Og jeg er vis paa at ingen stor Monark vilde nedlægge sit Septer, eller føle sig uformuende til at giøre sit Land lykkeligt, om end alle hans Katholikker og Protestantere udvandrede, og der indkom igien blot Græker, Tyrker, og Othaheiter, som underkastede sig hans vise Love. Thi Historien, der alletider er vor beste Læremesterinde, beviser tilstrækkelig, at der blandt Undersaatterne af den fordums græske Friestat, og det mægtige Rom, har været ligesaamegen Industrie, Kunster, Rigdomme, Tapperhed — kor, ligesaa stor borgerlig Velstand, som i de Stater, hvor man hentede Bevæggrundene til Dyd fra en aabenbaret Religion. Hvorfor skulde altsaa Staten indskrænke sine Undersaattere, og ikke taale dem, der giøre Brug af deres Menneskeret og erklære højt at de erkiende og dyrke Gud og Dyden — uden Aabenbaring? — Skulde den giøre det af Agtelse for Aabenbaringen? I Sandhed denne trænger ikke til Voldsomheder. Er den sand saa vil den vedligeholde i sig uden Fyrstens Beskyttelse, og ved sin indvortes Kraft drage Menneskene til sig. — Af Agtelse for Gud at træde Menneskerettighederne under Fødder, er det samme, som, af Agtelse for Regenten, at dræbe et Menneske, der har talt ilde om hans Regiering. — Nej Regenten bør sørge for den borgerlige Lyksalighed: og saalænge man ikke kan bevise af Historien 1.) at de Lande, der hentede Bevæggrundene til Dyd fra vores Aabenbaring, uden Undtagelse vare mere blomstrende og lykkeligere 2.) at de, der hentede dem fra en anden forment Aabenbaring eller fra Naturen og Fornuften, uden Undtagelse befandt sig i en slettere Tilstand, saalænge vil man forgiæves umage sig for, at overtale en forstandig Fyrste til at undertrykke Menneskerettighederne, og binde Munden paa dem der ikke kan overbevise sig om den kristelige Aabenbaring, eller voldsom at hindre dem i, ligesaavel som andre, at meddele og bekjendtgiøre deres Overbeviisninger og Indsigter. —