Om Trykkefriheden og dens Grændser/XI
XI.
Men hvorledes? vil mangen tænke, naar nu den af Fyrsten forundte Rettighed, at tale og skrive om Religionen hvad man vil, misbruges i den Grad, at man ogsaa angriber den almindelige Religion, betvivler Guds Tilværelse, nægter Siælens Udødelighed o. s. v. Skal Staten da ogsaa tie, og tilstaae Trykkefriehed, for ikke at træde Menneskerettighederne for nær?
Unpartiske Læsere! hører mig. Jeg skriver nu, hvad jeg vilde tale om jeg i dette Øjeblik skulde fremstilles for Guds Domstoel for at aflægge Regnskab.
Jeg er saa levende overbevist om denne almindelige moralske Religion, som noget Menneske kan være, elsker den som min mest prøvede Sandhed saa inderlig, og føler dens Kraft til at styrke Mennesket til Dyd og trøste ham i Bekymringer saa stærkt, at jeg for min Deel ret indstændig vilde bede ethvert af mine Medmennesker, der mueligen betvivlede denne mig saa dyrebare Sandhed, at han for alting dog vilde beholde sine Tvivl hos sig selv, for ikke ved sammes Bekiendtgiørelse at giøre noget Menneske vaklende i sin Troe, eller betage ham sine hidtil havde Bevæggrunde til Dyd og Beroligelsesgrunde i Lidelser.
Men – at tvinge ham, at hindre ham med Magt, eller, om han desuagtet gik hen og bekjendtgiorde sine Tvivl, at straffe ham – det vilde jeg aldrig, om jeg endog var Kejser, og kan de giøre det med den mindste Møje i Verden.
Jeg vilde sige enhver Fyrste, at det var Synd at anvende physisk Magt, for at betage den ærlige Tvivler sin naturlige Rettighed, som han har tilfælles med alle Mennesker — Rettigheden at bekiendtgiøre sine Tvivl. Og jeg bedømmer ogsaa Sagen her fra den Synspunkt, som ved denne hele Undersøgelsen er den vigtigste, nemlig: det Forhold den staaer i til Statens Vel.
Thi det er unægteligt, at Regenten ene og allene har Magt over Staten og Midlerne til dens Sikkerhed og Vældfærd, men aldeles ingen over de medfødte Menneskerettigheder, saalænge disse ikke komme i Strid med Staten og dens Velfærd. Naar nu selv Meddelelsen af Tvivlene mod den moralske Religion i og for sig aldrig kan skade Statens Vel, saa maatte en samvittighedsfuld Regent ogsaa her lade den medfødte Rettighed, at meddele sine Tanker, være uforkrænket. — Her ere mine Grunde: 1.) Dyden, forsaavidt den er Grunden til Statens Vel d. e. tilskynder Undersaatterne til at være flittige, sædelige, fredelige, husholderiske, lydige o. s. v., beholder ogsaa uden Troen paa Gud og Udødelighed, sine tilstrækkelige Bevæggrunde hvilke ligge i de mangfoldige Fordeele den forskaffer Menneskene, og ide tusindfold Ulykker, som man paadrager sig ved de modsatte Laster. Og jeg er overbevist om, at det Menneske, der ikke ved disse Motiver lader sig bevæge til f. E. at være arbejdsom, han vilde blive den samme dovne Krop, om han end troede paa Gud og Udødeligheden. Thi Bevistheden vil sige enhver, at han daglig gaaer til sit Arbejde, ledsaget af den Tanke: “Jeg skal leve, jeg skal fortiene mit Brød, jeg skal underholde mine Børn, jeg maa forskaffe mig Midlerne til Fornøjelse, jeg maae søge at erhverve mig mine Foresattes Yndest o. s. v.“, og at et Menneske neppe bringes til Flittighed, ved Tanken om at han kommer i Helvede, hvis han ikke arbeider. Naar nu den fordomsfrie Menneskeiagttager indseer, at Himmel og Helvede ikke engang ere de nærmeste Bevæggrunde til borgerlig Dyd, men at alle Mennesker nærmest ledes ved Fordeel og Skade, og derved at de gode Love giøres gieldende, saa maa det vel være ligesaa indlysende for ham, at Staten ogsaa kan taale Atheisten, og lade hans menneskerettigheder være ukrænkede, uden for sig at befrygte nogen Skade; og at Regenten er forbunden til at lade ham disse, fordi han kun tør indskrænke dem under den Betingelse, at Staten ved deres Udøvelse aabenbar skulde lide. —
I øvrigt haaber jeg at forstandige læsere, af hvad jeg har sagt, ikke uddrage den Slutning at jeg slet ikke tilskriver den moralske Religion nogen Kraft til at giøre Menneskene dydige. Thi jeg paastaaer jo blot at den, forsaavidt Statens Vel hænger af den, ikke er det nærmeste Motiv til Dyd: hvormed jeg jo ingenluunde nægter at den er et stort og fortreffeligt Middel, til at naae større Fuldkommenhed i Dyden.
Et hverdags Menneske troer jeg enhver kan være, uden Religion: men til store og ædle Handlinger, til Menneskekierlighed med Opofrelse, til viis Taalmodighed i trykkende Lidelser o. s. v. hæver os kun Religionen ene. Jeg afdisputerer derfor aldeles ikke Religionen sin Værd, men jeg nægter blot dens Uundværlighed til almindelig Dyd, hvilken Statens Vedligeholhelse fordrer. Og heraf følger det jeg vilde bevise nemlig Fyrstens Pligt, ogsaa at lade den ærlige Tvivlers Menneskerettighed forblive ukrænket. Thi at nogen her vilde indvende mig og sige at Regenten turde berøve Tvivleren sin Ret, fordi denne dog hindrede sin større Fuldkommenhed, er i sig selv en Urimelighed; thi Regenten skal blot bekymre sig om Staten, og ikke om Indvortes større Fuldkommenhed. Han maatte ellers være berettiget til at hindre tusinde Udøvelser af de menneskelige Rettigheder, stedse under Paaskud af højere Fuldkommenheds Befordring.
2.) Ligesaalidet kan man mod den frie Udøvelse af Rettigheden at meddele sine Tanker, og følge lig ar bekiendtgiøre sine Tvivl mod Religionen, giøre den Indvending, at man, skisndt Staten som Stat betragtet intet lider, derved dog i det ringeste skader Individet, som ved at læse disse Tvivl bliver uroelig og føres paa Afveje. Thi den blotte Skade som en enkelt Person lider, kan ikke gjøre min Ret ugyldig. Ellers maatte jeg ogsaa s. E. opgive min Ret at see ud af mit Vindue, naar en Kone stod i Fare for at forlide sig i mig, eller en Narr ærgrede sig til Døde sordie han ikke kan lide mit Ansigt. Almindelige Menneskerettigheder, kan aldeles ikke indskrænkes for nogen Enkelts Skyld, naar Skaden som deres Udøvelse foraarsager ikke er 1) umiddelbar og Tvang medførende, eller 2) voldsom krænker en Menneskerettighed selv. Da Tvivleren altsaa ikke tvinger noget Menneske til at læse hans Skrivter, eller til at biefalde hans Tvivl, følgelig ved Bekiendtgiørelsen af disse ikke voldsom krænker nogen Menneskerettighed, saa kan hans Ret heller ikke betages ham, for en tilfældig Skades Skyld, og allermindst af Regenten, da Staten intet taber ved denne tilfældige Skade, og, efter utallige Erfaringer, aldrig har tabt noget derved.
3.) Iøvrigt er det jo klart at der i det Hele taget intet er at befrygte af Atheismen. Thi der har igiennem alle Aarhundrede været Atheister (Gudsfornægtere) og atheistiske Bøger til, og Grundene for en Guds Tilværelse, have giennem Aarhundrede beholdt deres Styrke blandt Menneskene, og vedligeholdt Troen paa Gud. Hvorfore altsaa skal Fyrsterne nu først drage til Feldts mod Artheisterne, og blive Menneskerettighedernes Tyranner? Physisk Magt hører under det borgerlige Liv. Men Magt ved Grunde (den moralske Magt) har til Hensigt at lede Tanken og Omdømmet. Ønsker altsaa Fyrsten at Religion og Dyd skal findes i hans Lande saa maa han ikke gaae frem ved Inqvisitorer og Soldater, men han maa sætte de moralske Kræfter i Virksomhed d. e. han maa sørge for, at (ikke uvidende Munke forepræke Legender og Skolastik, og derved selv frembringe Tvivlere og Vantroe, men at) Mænd i Landet af Hoved og Aand opmuntres til i Skrifter at udbrede fornuftig Religion, at foredrage for Folket grundige Beviser for Sandheden og ved Natur og Erfaring at giøre den beskuelig o. s. v — Og naar han anvender denne moralske Magt, ved hvilken Christus allene søgte at beherske Menneskeheden, og i hvilken Henseende han kaldte sig Konge (Joh. 18, 36), saa vil han kunne giøre alle Tvivlernes Skrifter uskadelige, uden at blive Menneskerettihedernes Tyran. —
4) Og denne Tvangs Undgaaelse, selv mod Vantroende, vil saameget mere være en viis Fyrstes Pligt, naar han erindrer sig, at ved Indskrænkning i Rettigheden at tale og skrive al Oplysning i Verden giøres umuelig. — Thi mantænke sig blot et hedensk Land, og antage, at enhver Regent har Ret til med Magt at hindre dem, som vilde foredrage Tvivl mod den i Landet herskende Religion? Hvorledes skulde Oplysningen begynde? Og have vi ikke ene og alene Rettigheden at tale frit, endog om og mod Religionen, at takke for Christendommens Indførelse? Hvor var Jesu Evangelium bleven af, naar Roms tollerante Røgiering ikke havde beskyttet det, men indført spansk Ingvisition?
5.) Man lægge endnu hertil at Skrifter imod Religionen, til alletider have forskaffet Religionen, selv den største Nytte. Maa man ikke takke Tvivlernes skarpsindige Indvendninger for, at Religionslærerne have tænkt mere efter, berigtiget deres Begreber , forkastet gamle og ubrugelige Beviser, givet de brugelige mere Grundighed, Lys og Styrke, kort, mere oplyst Sandheden og grundfæster Menneskenes Troer. Maa man ikke ansee vore Tiders hele Fremskridt i Religionskundskaber og Seieren over saa mange rasende Fordomme, som en velgjørende Følge af den Friemodighed, hvilken Fyrsterne tilstaae Skribenterne? Og vilde selv de herligste Foranstaltninger, for Religion, Opdragelse, Folke-Undervisning &c. have den Fremgang, og finde den Indgang, naar Monarken ikke yndede Tale- og Skrive-Friheden?
6.) Endelig tage man i Betragtning at ved Indskrænkning af Rettigheden, ogsaa over Religio- nen frimodig at yttre sine Tanker, tilintetgjøres de utallige Fordele, hvilke jeg forhen har udviklet, og at der paa den anden Side ved enhver Indskrænk- ning vil opstaae det skændigste Sandheds Mono- pol, som truer Verden med Tyranie, skadelige Hierarkie, Barbarie og Overtroe, og — man sige da, om det ikke er den grundigste Paastand:
At en viis Regent paa ingen Maade voldsom bør indskrænke Skrivning om og mod Religionen d. e. om eller mod noget af det som Regenten eller Undersaatterne maatte ansee for Religion: ja, at han slet ikke behøver at bekymre sig om Religionen, men skal lade den menneskelige Forstand, sin frie Gang: over- beviist om at kun borgerlige Handlinger skal ledes ved physisk Magt, Tanker og Domme derimod blot ved Grundes og Underviisnings moralske Magt: og at man i det højeste tør indskrænke hiin Rettighed i Henseende til Fremstillelses-Maaden d. e. fordre at enhver Skribent skal afholde sig fra nedrig og pøbelagtig Vittighed og Spot. —