Om Trykkefriheden og dens Grændser/XII
XII.
Og for at giøre dette store og for Menneskeheden yderst vigtige Resultat af mine Iagttagelser, indlysende for alle, endog de svageste Læsere, saa vil jeg tillige prøve at opløse de betydeligste Indvendinger og Samvittighedstvivl, der endnu kunde forurolige en eller anden.
1.) Naar jeg paastaaer, at ethvert Menneske maa have uindskrænket Ret til, i Særdeleshed i Hensigt til Religionen, at meddele det han erkiender for Sandhed, saa vil en svag Christen maaske endnu indvende og siger “Ja, Sandhed maa enhver frit meddele og bekekiendtgivre men ikke Vildfarelse“. —
Denne Indvending røber blot Svaghed i Eftertanken, den siger saameget som slet intet. Thi I, som giøre denne Indvending, I kalde jo blot det Vildfarelse, som I holde derfor, d. e. — det som ikke stemmer overeens med hvad I ansee for Sandhed. Altsaa er eders Fordring jo højst uri- melig. Thi hvad ethvert Menneske forestiller sig og troer, det er ham jo saaledes Sandhed, og ikke Vildfarelse. Hvad vil I altsaa sige dermed, at I forlange: et Menneske skal kun meddele andre Sandhed? Er ikke alt hvad et Menneske meddeler det andet Sandhed? d. e. anseer ikke enhver ærligen det for sandt, som han troer, og bekiendtgiør andre som sin Troe? Altsaa er det jo umuelig, at et Menneske kan meddele andet end sin Sandhed d. e. sine Forestillinger, som han holder for sande. — Eller kunne I fornuftigvis fordre mere? Kunne I forlange at det der er ham Sandhed ogsaa alletider skal være eder Sandhed — at hans Forestillinger aldrig skulde afvige fra eders, følgelig aldrig skulle være Vildfarelse i eders Øjne – og at han, i Tilfælde at I holdte hans Sandhed for Vildfarelse, skulle fortie den? Kunne I fordre dette? paa hvad Grund? — Og naar I vilde fordre det, maatte den i eders Øjne Vildfarende da ikke ogsaa fordre at I skulle fortie eders Sandhed, saasnart den i hans Øjne var Vildfarelse? Er det eene Menneske ikke ligesaa godt som dat andet? Maae ikke de Rettigheder, hvilke Gud, tilligemed Kraften, til delte alle Skabninger, tilstaaes alle?
2.) ”Men vi vide tilvisse, at Sandheden er paa vor Side, og at de, der foredrage Læresætninger, der ikke stemme overens med vore Læresætninger, lære Vildfarelse og altsaa kunne vi og med Sikkerhed hindre dem heri.”
Jeg vil lade det staae derhen, om I videdet saa vist: eller om ikke saarere eders formeenne Tilvissevidende er en blot Følge af Opdragelsen, og en lang Vane. — Jeg vil i blot blive staaende derved, at denne Slutning I deraf drage, er falsk, fordi den beviser for meget, og givet eders Modstandere den samme Ret i Hænderne med eder, som i nægte dem. Tænker kun lidet efter. I sluttede saaledes: Den der er vis paa, at han har Sandheden paa sin Side, han tør hindre andre iat bekiendegiøre en Vildfarelse. Nu ere vi visse paa o. s. v. Altsaa o. s, v. Ikke sandt! saaledes vat eders Siutning? Velan. Det er altsaa eders egen Tilstaaelse, at alle Mennesker, der ere visse paa, at de have Sandheden paa deres Side, ogsaa besidde den Rettighed, at udbrede deres Sandhed allene, og at betage alle tem, som de med fast Overbevisning ansee for Vildfarende eller endog for Forførere deres Rettighed, og bringe dem til at tie? Siger mig er det ikke eders Tilstaaelse? —— Nu saa havde Jøderne ogsaa fuldkommen Ret til at hindre Jesus iat bekjendtgiøre sit Evangelium, og at straffe ham som en Forfører. Og de have altsaa med Føje stødt ham fra sig. Thi de vidste det tilvisse. Deres Overbevisning om den mosaiske Religion og alle den Jødiske Kirkes daværende Lærdomme, var gandske vist ligesaa fast, som eders Overbeviisning om vores Kirkes Læresætninger: Dem var Jerusalem det, Rom er eder, og deres Ypperste Præst, det Paven er eder. Om deres Religions Guddommelighed vare de ligesaa fuldkommen overbeviste, som I ere om eders. —
O! saa lærer dog at indsee, at enhver, der i æders Øjne farer vild, holder Vildfarelse for Sandhed, og er ligesaa vis paa denne sin Sandhed; som I ere paa eders: at det altsaa er urimeligt, at slutte: Fordie jeg er vis paa, at jeg har Sandheden paa min Side, og at hin farer vild, saa tør kun jeg tale, og han skal tie; siden den anden netop kan og maa bruge den samme Slutning mod eder. —
3.) ”Men derfor ere der Lærere til, sige I videre, hvilke have Ret til at meddele deres Tanker. Derfore har man ogsaa indskrænket denne Rettighed til disse allene: fordi Guds Øjemed, Menneenes Undervisning og Dyds og Sandheds Udbredelse, derved tilstrækkeligen opnaaes.”
Denne Indvending har netop den Feil, at den beviser formeget. Thi deraf vilde følge, at ingen turde lære, d. e. meddele andre sine Forestillinger og Indsigter. Saa turde Forældre heller ikke meddele deres Børn deres Indsigter, naar de ikke selv vare autoriserede Lærere. Saa turde heller ingen fremstaae som Skribent, der ikke var autoriseret Lærer. Indsee Inn Urimeligheden i eders Slutning? Man har blot indført Lærere i Verden, for Mængdens og Børns Skyld, daa det at der kunde være et eget Slags Mennesker, der opofrede sig til Undervisningen; men sandelig ikke i den Hensigt, at dette Slags Mennesker {[sp|ene}} skulde have Ret til, at meddele sine Indsigter. — Hvorledes kunne i altsaa troe, at Rettigheden derved ophører at være en almindelig Rettighed for alle Mennesker? — Og om en Stat ogsaa virkelig udelukkende havde tilstaaet Lærerne denne Ret, saa vilde deraf endnu ikke følge noget. Thi hvad der engang er almindelig Menneskeret, det kan ingen lovgivende Magt overdrage til nogle enkelte allene, og, om det skeer, saa er det Tyrannie og Indgreb i Skaberens Villie, der gav alle Mennesker Fornuft og Sprog, og følgelig Ret, at bruge begge. Og hvad Gud og Naturen gav mig, det kan intet Menneske uden Tyranie berøve mig.
Og hvad vare selv eders Lærere, haar ikke andre med Fornuft begavede Mennesker havde udøvet og endnu udøvede Rettigheden at meddele sig? Hvor havde de faaet deres philosophiske Indsigter, naar de ikke havde lært dem i de Viises Skoler og af deres Skrifter? Hvor havde de da lært at forstaae deres Bibel, og tolke den for eder, naar ikke andre Mennesker, af hvilke der gaves mange tusinde som ikke vare autoriserede Lærere, havde meddelt dem denne Kunst ved deres Skrifter? — Kan altsaa Lærestanden indskrænke hiin Menneskerettighed? —
Og vide I vel, at hiine Guds Øjemed bortfalde ved en saadan Indskrænkning? Vide I vel, at Oplysning og Tilvært i Sandheds-Kundskab ikke kan bestaae uden at denne Rettighed er almindelig? — Erindrer eder blot hine Barbariets mørke Tider — og spørger Historien, om Oprindelsen til hiin Tids Overtroe og Uvidenhed. Den vil sige eder, at just dette var Kilden til Fordærvelsen, at Kirkens Lærere havde tilegner sig Rettigheden ene at tænke og tale om Religionen. Deraf kom det jo, at hine Tiders uvidende Præster tyraniserede alle Menneskers Forstand: at læg Mand maatte troe og eftersnakke de urimeligste Ting: at Lærerne forfulgte alle andre fornuftige Mennesker til Døden der vilde meddele deres bedre Indsigter og giøre Verden klogere. — O overveier dette nøje, og uddrager deraf den Slutning, at Rettigheden, beskedent at meddele sine Tanker og Indsigter om Religion og alle andre Eftertænkningens Giensiænder er en aldeles hellig og uforkrænkelig Menneskerettighed, der ikke maae formenes noget Mennske, ikke indskrænkes til nogen Stand eller Selskøb; om vi ikke ville staae Fare for atter at hensynke i Barbarie og Overtroe. —