Om Trykkefriheden og dens Grændser/XIII
XIII.
”Men naar nu Menneskene saaledes ikke længere vare bundne til nogen Lovebestemt d. e. foreskreven Troe: men oven i Kjøbet skulde have Ret til højt at forkynde og offentlig bekiendegiøre deres Tanker og Meninger, saa vilde dette foraarsage en skrækkelig Forvirrelse i Verden, i Særdeleshed blandt menig Mand.” —
Hertil svarer jeg for det første: Sæt at denne Rettigheds Udøvelse foraarsagede nogen Forvirring, ophørte den derfor at være en Rettighed? — Hvad om en Regents Undersaattere, i Tilfælde at Regenten udgav nogle Forordninger, der hos visse Laug eller blandt Adeten eller paa anden Maade foraarsagede nogen Forvirring, sagde, at han derfor ikke maatte udøve sin Rettighed? — Altsaa erindrer eder blot; Hvad der engang er almindelig Menneskereteighed, der kan ikke ophæves ved nogen tilfældig Skade, som det mueligt her og der kunde foraarsage! — og saa meget mindre, siden Menneskehedens Rettigheder foregaae alle andre Rettigheder. — Endnu et Exempel — I sige, alt Kiønnets Forplantelse er en Rettighed tilfælles for alle Mennesker og Dyr. Men hvad om nu En vilde indvende og sige: ”Fordie Dyrene ved at udøve denne Rettighed, biebringe Børnene visse Begreber der kan være dem skadelige og foraarsage allehaande Fordærvelse i den moralske Verden, derfore have Dyrene forbrudt deres Ret, og man maa hindre den i at udøve den.” Vilde I ikke ansee der Menneske der paastod saadant for en Taabe? Var det nu ikke ligesaa urimeligt, at ville ophæve Rettigheden at tænke og tale, fordi ved denne Rets Udøvelse, tilligemed Sandheden mangen Vildfarelse blev udspredt og altsaa mangen misledt? — Saa maatte jo Ufrudtet ikke apvore tillige — Eftertænker denne Jesu Lignelse noget nøjere. —
For det andet: Hvad er det da egentlig for en Forvirrelse, som man befrygter af denne Rets Udøvelse? — Befrygte I maaske, at Menneskene ved Udbredelsen af falske Forestillinger og Meninger skulle misledes fra den sande Religion, eller blive Tvivlere der ikke mere vide, hvad de skulde troe? I Sandhed! da maatte det jo see meget slet ud med eders Troe, og det vilde da være mig meget vanskeligt at begribe, hvorledes I ovenfor kunde sige: Jeg er vis paa, at jeg har Sandhéden paa min Side. — Thi naar et blot Menings-Ubdsagn, som jeg anseer for alle Menneskes Ret, kan vildlede eder, saa maa eders Overbeviisning sandeligen hvile paa meget svage Grunde. Men er eders Sandhed grundfæstet som en Klippe som i prale af, hvad kan det da skade eder, at andre foredrage afvigende Meninger? — Og hvad? om der under edets Sandhed endnu kaae lide Vildfarelse, vilde I da hindre andre fra, med Frimodighed at opdage Vildfarelsen, og lære eder noget bedre? —
For det tredie: Spørger Historien om, hvad Forvirrelse Rettigheden at tænke og tale har anrettet? men spørgerden tillige, høad Nytee den Rettighed paa den anden Side har stiftet, hvormeget den har biedragt til at udbrede Optysning og Forædling iblandt Mnneskene? — Og veier, om I kunne, beggr med hinandaa. — Bringer derved tillige i Anslag, hvad sor et overveiende Skade det vilde medføre, om man igien ophævede denne Rettighed, og udelukkende overlod den til et vist Selskab af Mennesker. — Sandeligen! I ville veddisse Betragtninger bede Gud bevare enhver Fyrste fra den ulyksalige Tanke, at ophæve den ved Jesus grundede Frihed fra, lovbesteme Troe, og tvinge Menneskene til at lade sig foreskrive, hvad de skulde troe og bekiende.
For det fierde: Var det end muligt, at hiin almindelige Rettigheds Udøvelse kunde foraarsage nogen Forvirring , saa vilde denne i det højeste kun træffe enkelte Lærdomme, men aldrig de almindelige Sanheder om Gud, Forsyn, Sjelens Udødelighed, og Menneskets Forpligtelse til Dyd — hvorpaa dog Religionens Formaal, Menneskets Forbedring — Trøst og Lyksalighed beroer. — Thi disse almindelige Sandheder troer jeg ikke skulle forgaae, saalænge Verden staaer. Og intet Menneske vil være i Stand til at udrydde dem, om han giorde nok saa megen Brug af hiin Rettighed. — Altsaa: Hvad frygter man?