Om Trykkefriheden og dens Grændser/XIV
XIV.
”Men det er netoy disse kirkelige Lærdomme, der skalbeskvttes; thiKirken har Ret til at lære dem, og at udstøde hver den af Borger-Samfundet, der ikke vil bekjende dem. — Og just for disse Kirkens Rettigheders Skyld, maa Rettigheden at tænke og tale ikke tilstaaes enhver.” Lad mig nu ogsaa befrie eder fra denne sidste og største af alle Vildfarelser. —
For det første: Hvad forstaae I ved Kirkens Rettighed? Forstaae I derved en almindelig Menneskerettighed, som Gud og Naturen tildeelte os, eller en vilkaarlig (positiv) Rettighed, som forskriver sig fra den lovgivende Magt? Naar nu tvende Rettigheder, af hvilke den ene er en guddommelig alle Mennesker som Mennesker tilkommende Rettighed, den anden derimod en af Menneskene meddelt Rettighed, komme i Strid, maa da ikke den første foretrækkes den sidste? Antager altsaa det Tilfælde, at en Sekt eller Kirke, eller et Religions-Selskab eller hvad I vilde kalde det, havde af Fyrsten faaet Privilegium paa, at forbyde andre Tænke- og Tale-Rettigheden og at udelukke dem der benyttede sig af denne Rettighed fra det borgerlige Samfund, maatte I da ikke tilstaae, at det hiine Selskab tilstaaede Privilegium, var højst uretfærdige, og at det fortiente at ophæves, siden det giorde Indgreb i Menneskehedens (i Guds) Rettigheder? Jeg vil endnu fremsætte et Exempel. Sætter det Tilfælde, at en Fyrste havde givet et Privilegium paa at anlægge en vis Fabrik, hvorved Egnen blev usund og fuld af dræbende Dunster. Maatte ikke enhver tilstaae, at dette Privilegium, denne Rettighed at anlægge et Fabrik, burde hæves, siden det krænkede en Menneskehedens Rettighed, jeg mener Rettigheden at leve, og at være sund. — See! saa vist er det, at alle særdeles Rettigheder, om de end ere hævdede i nok saa lang Tid, bør vige for de almindelige Menneskerettigheder.
For det andet: Om der end gives en Kirke, der foregiver at have denne Rettighed, hvorledes er den kommen til den? Var det ikke Præsternes fordums tyraniske Magt, der, formedelst deres farlige Indflydelse paa Staten, rev den Rettighed til sig, ved at forfølge og undertrykke alle dem der modsatte sig den? — Skal nu en titranet Rettighed foretrækkes en hellig, af Gud given, og af Christendommens Stifter med sit Livs Opofrelse (Ephes. 2.) fornyet Rettighed?
For det tredie: maa man lægge mærke til, hvilket er af stor Vigtighed, at Kirkens egentlige Ret, naar man ikke vil forklare den efter den Aand, som det fordums uindskrænkede pavelige Eneherskab medførte, aldrig er i Strid med hiin almindelige Menenneskerettighed, hvilken jeg, efter Jesu rene Lære, anseer for hellig og uførkrænkelig. Thi ethvert Kirke Samfunds egentlige Ret gaar blot ud paa Lærernes Forpligtelse. Det har nemlig, som ethvert andet i Staten priviligeree Selskab, Ret til selv at vælge sine Lærere, og at fordre af disse, at de skal foredrage de Lærdomme Selskabet holder for sande, og intet fremsætte fra de Selskabet tilhørende Lærestole, som strider mod disse Lærdomme.
Og dette er i sig selv heller ikke nogen ubillig Fordring. Thi jeg kan fordre af enhver, hvis Arbejde jeg betaler, at han skal arbeide saaledes for mig, som jeg finder det overcenstemmende med mine Forestillinger og Hensigter. — Thi omendskiøndt jeg dermed ikke vil nægte at det overhovedet er bedre, om Menneskene, end ikke frievillig, paalagde sig saadan Tvang, — saa giør denne ubehagelige Tvang, som ethvert Selskab paalægger sin Præst, ligesom enhver Familie sin Huuslærer, dog ikke noget vesenligt Indgreb i hiin Menneskerettigged. Thi 1.) staar det enhver Lærer derved endnu frit for, naar han ikke taler fra Lærestolen, for sin Menighed med Beskedenhed at foredrage, saavel mundtlig som i Skrifter, sine afvigende Meninger, i Fald han troer dermed at kunnestifte nogen Nytte (thi uden denne Hensigt maa intet fornuftigt Menneske handle), og saaledes at udbrede Oplysning og bedre Indsigter — det er, lære enhver, som vil høre og læse ham, noget bedre: — 2) staaer det ethvert Medlem derved endnu frit for, uden at forlade Selskabet eller i sin borgerlige Stilling til Staten at lide noget, at have sine egne Forestillinger, om de end ikke i alt stemme med Kirkens Lærdomme, om at troe paa dem, offentlig at bekiendtgiøre dem for sine Børn og øvrige Medborgere, og med Beskedenhed at fremlægge dem, til nøjere Eftertanke og Prøvelse for enhver, som vil høre eller læse dem. —
Heraf følger altsaa at Kirkens Rettighed, naar den forklares med Fornuft, hverken, tvertimod Jesu Mening, indfører — Tvangs-Troe, eller staaer i nogen virkelig Strid med Menneskehedens Rettig- heder. —
Og have vi ikke i den nyere Historie seet de skisnneste og mest rørende Exempler paa, at christelige Kirker og Mønigheder selv have opgivet hiin tyranniske Rettighed, og tilstaaet de Vildfarende d. e. fra deres Troe afvigende — at leve midt i deres Skiød — nyde borgerlige Fordele — tænke og lære frit o. s. v. ja endog, i visse til deres Gudstieneste bestemte Timer, offentlig at foredrage deres egne fra den tollererende Kirke, ofte meget afvigende Lærdomme.
Og saaledes begynder i vore Tider, Gud skee Lov Jesu Aand at leve op igien iblandt os, og at giøre Menneskehedens Rettighed, Tænke- og Tale-Frieheden gieldende. Lader os derfore besiæles af denne Aand, og give Slip paa alle de Fordomme, af hvilke nogle blandt os vare indtagne imod denne Rettighed. Lader os nyde den Lykke at vare fornuftige Mennesker, som selv søge Sandhed, og som tør øde og meddele den fundne Sandhed, og, lader os ogsaa tilstaae enhver anden denne Lykke. Lader os ikke længere vredes over det Ukrudt, der undertiden udsaaes tillige med Sandhedens Korn; men overlade det til Gud, — der i sin Tid skal afsondre begge. Lader os sorunde enhver sin Ret, og derved befæste det Kierligheds Baand, som Jesus i Forbindelse med Læren om Guds Alfaderkierlighed ophøjede til al Troes og Levnets eneste væsentlige Grundartikel. —