Om Trykkefriheden og dens Grændser/XV
XV.
”Dog i endnu et. Hvad, om jeg nu fattede den Beslutning at tilstaae erhvere Menneske den Ret, højt at bekiende sine Forestillinger og Indsigter, endog naar de i mine Øjne indeholde Vildfarelse, kan jeg da ogsaa være ligegyldig ved, om det er saadanne Vildfarelser, der enten ligefrem kuldkaste den hellige Skrifts Anseelse, eller umiddelbar modsige dens udirykkelige Ord?
Man maa fornemlig lægge Mærke til at Fornuften ved Brugen af enhver guddommelig Aabenbaring, og altsaa ved Brugen af den hellige Skrift i Særdeleshed har en dobbelt Ret.
1) For det første har den ret til at prøve den- nes Gudommelighed og undersøge dens sande Oprindelse. — Derom kan ingen Tvivl være, vil jeg haabe. Thi om en fremstod blandt en Nation og sagde: ”Her, mine Medmennesker, bringer jeg eder en Bog, som Gud selv har indgivet som altsaa indeholder urokkelig og upaatvivlelig Sandhed!” Hvad vilde man da giøre? Vilde man strax antage Bogen paa hans Forsikring? Vilde man uden vidre Betænkning læse den, og troe alt hvad der stod i det, det være hvad det vilde — i den faste Overbevisning, at alle Ord og Tanker i denne Bog vare udflydte af Guds egen Mund. Man maatte — naar man ikke besad en alt for taabelig Lettroenhed, der gav os til Priis for enhver veltalende Bedrager — for alting svare ham: ”Vel glæder det os, at du i denne Bog tilbyder os saa herlig en Gave, men vi maa først være fastforsikret om, at den Bog virkelig er fra Gud, at dens Indhold umiddelbar er kommen fra Guds Mund. Førend vi derfor antage denne Bog for en guddommelig Bog, og dens Indhold for ubetvivlelig Sandhed, maa vi først undersøge om det ogsaa hat sin Rigtighed med dit Foregivende.” Og nu sige man mig hvorledes man vel vilde anstille denne Undersøgelse? 1) Vilde vi søge at skaffe os Kundskab om denne Mands Karakter, det havde meddelt os hiin formentlig guddommelige Bog, for at erfare om han var en from, retskaffen og over al Beddragerie ophøjet Mand? Men herved vare vi endnu ikke, synes mig, ganske uden Fare for at blive bedragne. Thi Manden kan være den dydigste, mest sandhedelskende Mand, men tillige en Mand med et svagt Hoved, der ærligen træde, at den Bog han hade meddelt os som en af Gud given Bog, var en guddommelig Bog, og dog havde taget Feil. — Idet ringeste er det noget ganske almindeligt i Verden, at det bedste Hierte og den svageste Forstand findes forenede. Og selv det bedste Hoved kan tage Feil. — Eller ville vi 2) opfordre den Mand, der fortalte os om en Bog at den var fra Gud, at han skulle retfærdiggiøre sig for os ved Tegn og underlige Gierninger og derved bevise sine Vidnesbyrds Ubedragelighed om denne Bogs guddommelige Oprindelse? — Men her, troer jeg, vi vare endnu langt fra ikke paa Vejen. til en beroeligende Vished. Thi om en saadan Maud foretog visse Handlinger for vore Øjne, hvilke vi rroede oversteg Naturens Kræfter, og følgelig vare Mirakler, saa var det dog stedse tvivlsomt, om vi ikke feilede i vores Dom; thi vi kiende jo ikke alle Natutent Keaster. Selv vore største Lærde, som have opofret deres Hele Levetid for Naturvidenskaben, tilstaae, at de endnu ikke kiende den tusinde Deel af Narnurens Kræfter. — Altsaa kan vi vel sige at en Ting overstiger Naturens os bekiendte Kræfter; men ikke at den overstiger alle Naturens Kræfter. Og saalænge vi ikke kan sige dette, saalænge kan vi heller ikke med Tilforladelighed bedømme om nøget er et Mirakel. 3) Eller vil man endelig sige: Jeg vil først læse Bogen, jeg vil først selv prøve dens Indhold, jeg vil undersøge, om alt hvad der staaer i den er den vise, hellige, kierlighedsfulde Gud anstændig? — Mig synes at dette var det sikkerste Middel. — Thi naar Indholdet af en foregiven Aabenbaring var Gud uanstændige, og f. E. indeholdt Urimeligheder eller umoralske Ting, saa maatte den, der overgav os den som en guddommelig Bog, være en Engel fra Himmelen og gjøre de største Mirakler, og vi skulde dog have Aarsag til at forkaste den. — Altsaa Indholdet skal vi prøve? Og nu? Hvorefter? Gives der vel under Solen noget andet Middel at prøve efter, end den sunde Fornuft, hvilken Skaberen gav alle Mennesker som et almindeligt Lys, for at sætte dem i Stand til at adskille Sandhed fra Vildfarelse, Visdom fra Daarlighed, Ærlighed fra Bedragerie? Og hvorledes skal man her anvende sin Fornuft? — Jeg vilde lægge Mærke til a) om hvad der staaer i denne Bog stemmer overens saavel med mine hidtil giorte Erfaringer, som med mine ved fornuftig Eftertanke erkiendte Grundsætninger — b) om den ogsaa af Vigtighed gav eedenne Oplysninger, som jeg kunde begribe, rigtig anvende og bringe i Overensstemmelse med mine øvrige visse Indsigter — c) om den indeholde Sandheder, hvilke den sunde Menneskeforstand strax kunde fatte, og benytte til sin Lyksalighed d. e. til sit Hiertes Forædling og Bæroeligelse i Lidelser o. s. v. — Endelig vilde jeg, hvilker uden tvivl er Hovedsagen, e Mærke til ad) om jeg ved at antage og følge det i Bogen indeholdte, ogsaa virkelig befandt mig vel og lykkelig. — Thi det er den Prøvesteen som Jesus selv anbefalede for sin Lære: hvo som gjør denne min Lærdom (lever og handler efter den), han skal see (lære af Erfaring) at den er fra Gud.
Mig synes at alt dette er i sig selv unægteligt, og har Jesu egen Vidnesbyrd for sig. — Alsaa er det afgiort, at det er Fornuftens første Rettig- hed at prøve enhver guddommelig Aabenbaring, og bedømme om den er af Gud?
2) Men dette er endnuikke alt det hvortil Fornuften er berettiget.Det er ogsaa den allene, der skal undersøge den helligeSkrifes Mening og tolke dens Ord. En saadan Bog maa være skrevet i hviket Sprog den være vil, saa tilkommer det Fornuften at bestemme hvad der er dens sande Indhold. Den bør fastsætte de Regler, hvorefter enhver Bog, skreven i et menneskelige Sprog, bør forklares: og den bør anvende disse Regler. —
Og nu resultatet af dette — Denne Fornuft, om hvi n man undertiden taler saa foragte ligr, har dog aligevel de tvende Hovedforretninger ved veres Troe: nemlig at prøve den hellige Skrifts guddommelige Oprindelse, og at vise dens Indhold. Hvad der nu tilkommer Fornuften i Almindelighed, det tllkommer naturligvis ogsaa ethvert Menneske, som har Fornuft, og som er i Stand til ned sin Fornuft at anstille hiin dobbelte Undersøgelse. Har nu ethvert Menne- ske Ret, til at undersøge den hellige Skrifts Oprindelse, og udforske dens Indhold, saa maa ogsaa enhver have Ret til, at holde det for sandt, som han ved denne Prøven og Forsken finder at være sandt. Intet andet Menneske, intet Selskab af Mennesker, heller ikke af Mennesker autoriserede Lærere maa kunne foreskrive ham, hvorledes han skal forestille sig hiin Oprindelse, og hvorledes han skal fortolke dette eller hiine Sted; men hans Forestillingsmaade og Fortolkning maa være overladt til ham selv, og frit maa han kunne meddele andre den; endog forudsat, at denne hans Forestillingsmaade og Fortolkning afveg fra andres d. e. var Vildfarel -se i andres Øjne. — Og da det, som jeg ovenfor har vist, og som et endeligt Væsens Natur medfø- rer og Erfaringen bekræfter, ikke er mueligt, at alle Mennesker, i alle deres Forestillinger stemme overens, saa er det ikke heller mueligt, at de i deres Forestillinger om den hellige Skrift, og i dens Fortolkning skulde stemme overeens. — Dette er her saa meget mere umueligt, jo længere Tiderne ere borte i hvilke den hellige Skrifts Oprindelse skal søges, jo mere fremmed det østerlandske Sprog er, hvori den er affattet, og jo dunklere de Udtrykke ere hvori dens Indhold er affattet. — Naar det nu er umueligt at alle heri kan stemme overens, at alle kan forestille sig den hellige Skrifts Oprindelse paa samme Maade eller at det ene Menneske kan finde det samme Indhold, de samme Tanker deri som det andet, saa maa ogsaa (denne Følge- slutning fortiener Opmærksomhed) Forestillingen om den hellige Skrifts Anseelse være forskiellig. — Saaledes vil altsaa den hellige Skrift beholde en vis Anseelse, en vis Værd hos alle Mennesker, men ikke i samme Grad. Den der gjør sig visse høje Begreber om den Ophavs Guddommelighed, og deri finder mange og vigtige Sandheder, han tillægger den naturligvis en langt større Anseelse end en anden, som giør sig mindre høje Tanker om dens Oprindelse, og troer at opdage mindre vigtige Sandheder deri. — Det er altsaa klart, at Fornuftens frie Brug i Religionen ingenlunde ophæver den hellige Skrifts Anseelse, men blot frembringer forskiellige Grader i Menneskenes Forestillinger deron.
Og skulde vi vel sinde det strasværdigt, at dette eller hiint af vore Medenennesker ikke havde saa højeForestillinger om denne Anseelse, som vi? Naar Tænkningens og Forestillingens Forskiellighed har sin Grund i den menneskelige Natur, og altsaa er uundgaaelig, hvorledes kan den da være strafværdig?
Finder denne Forskiellighed ikke ogsaa Sted selv iblandt Lærerne? — O, den der skulde læse alle de Bøger hvilke Kirkens Lærere have skrevet derover, han vilde studse over de mange forskiellige Meninger, som de have foredraget om den hellige Skrists Oprindelse og om Indgivelsens Maade, — over de mangfoldige afstikkende og ofte modsigende Fortolkninger de have givet over enkelte Steder. — Kan nu denne Forskiellighed i Lærernes Forestillinger bestaae med den hellige Skrifts Anseelse, saa maae det jo ogsaa tilstaaes ethvert andet Menneske, at have sine egne d. e., fra andre afvigende Forestillinger om dens Oprindelse og Mening, og at meddele andredisse Forestillinger for at belære og belæres.
Der eydeligste Bevis for, hvorlidet den hellige Skrifts Anseelse eri Stand til at sætteSkranker for de forskiellige Domme og Forklaringer over dens Oprindelse frembyder de forskiellige Sekteter. Katholiken, den Reformerte, Lutheraneren – enhver har sin egen Læresorm, som han troer og lærer: enhver fortolker Skriften efter sin Læreform: enhver finder altsaa noget deri, som den anden ikke fandt. —
Hvorledes kan man altsaa i nogen Henseende tvivle, om den hellige Skrifts Anseelse kan bestaae med Tænke- og Tale Friheden hvilken Jesus holdti Agt som en almindelig Menneskerettighed? Eller hvorledes kan man giøre noget Menneske denne Rettighed stridende, under det Paaskud, at hans Forestillinger og Meninger modstrider den hellige Sktifts Anseelse og dens udtrykkelig Ord? Thi naar vi giøre et Menneske denne Bebreidelse, saa kan vi dermed ikke sige andet, end at hans Forestillinger og Meninger stride imod den Anseelse, som vi tillægge den hellige Skrift, og at de stride imod de Steder, som vi holde for udtrykkelige. De indeholde altsaa kun for os, eller efter vor Forestillingsmaade, Vildfarelse, for ham derimod indeholde de Sandhed. Der hvor vi troe at Bibelen taler tydeligt, der troer han at den ikke taler tydeligt men snarere det Modsatte. — Kunne vi forbyde ham dette? Kunne vi tvinge ham til at forestille sig Tingen anderledes? Og kan han selv noget for, at disse ere hans og ikke vore Forestillinger? Tiltaler Apostlen os ikke ogsaasaaledes: hvo er du som dømmer en fremmed Svend. — Siger ikke Propheten: ethvert rekskaffent, godt, sandhedelskende Menneske skal blive salig ved sin Troe? —
Alle troe at den hellige Skrift er en fortreflig og herlig Bog; alle kalde dens Indhold guddommelig. Men den ene mener det hele Indhold, den anden blot den moralske Deel. Den ene udstrækker det til alle Bøgerne den anden udelukker en og anden Bog f. E. Højsangen. Den ene forestiller sig at Gud har dikteret Bibelen Ord til andet, den anden derimod at han kan har hiulpet Skribenterne. En tredie kalder dens Indhold blot af den Aarsag guddommeligt, fordie al Sandhed som giør Menneskene fuldkomnere og lykkeligere, er af Gud, endog den, som Mennesket fandt ved den blotte Fornuft. See saa forskielligt tænker og tænkte Menneskene om Bibelens Oprindelse, og endnu forskielligere tænke de om dens Mening. — Og denne Forskiellighed maa man taale, det vil sige: saaledes som man tilegner sig den Ret, at forestille sig den hellige Skrifts Oprindelse og Mening paa sin Maade, og at tale om den efter sin Forestillingsmaade, saaledes maa man ogsaa tilstaa ethvert andet Menneske den samme Ret. —