Om Trykkefriheden og dens Grændser/XVI
XVI.
Af disse Betragtninger tilsammentagne kan man uddrage følgende Regler:
1) Bruger alle tilsammen ogsaa i Religionen eders sunde Fornuft, og ærer den som Menneskenes almindelige Lys, uden hvilken det særdeles Lys, som i troe paa (Aabenbaringen) dog intet vilde nytte eder. — Thi at Bibelen uden Fornuftens frie Brug er unyttig, seer man deels af hiin Fornuftens dobbelte Forretning, som jeg ovenfor har udviklet, deels af hine mørke Tiders Historie, da de Christnes baade Lære og Levnet, al deres Troe paa den hellige Skrifts Guddommelighed uagtet, var yderst fordærvet. — Havde Stifterne af de bedre Tider ikke havt Fornuft, og frir brugt den, saa skulde Bibelen have været os til samme Nytte som den var hiine — vi skutde endnu have levet i Barbarie.
2) Tistæder altsaa ethvert andet Menneske Fornuftens frie Brug i Religionssager — og vredes ikke, om han derved falder paa Tanker og Forestillinger, der afvige fra eders, og som I derfore kalde Vildfarelse. Lader eder ikke mere forvilde af denne intetsigende Indvending, at eders Forestillinger ere tvertimod Skriftens udtrykkelige Ord. Thi eders egne Fortolkere, giøre ofte hinanden denne Indvending. — Og denne siger, som sagt, intet videre: end at den, der giør den anden Indvendingen, fortolker disse Steder i Bibelen anderledes; hvilket i Grunden intet afgiør. —
3) Fordømmer altsaa ikke den, der i Almindelighed ikke holder den hellige Skrift for det som vi holde den for — den saakaldte Naturalist. — Thi hvad er vel en Naturalist, eller en Frietænker? de fleste tænke sig derved blot et almindeligt Skiældsord. —
Jeg vil engang for alle forklare mig bestemt herover. Man tillægger toe Slags Mennesker dette Navn; enten forstaaer man derved et Menneske, der blot følger sine Natur-Drifter, der ikke handler efter fornuftige Grundsætninger, og følgelig anseer alting frit og tilladt, som hans Lyster og lastefulde Begiærligheder falde paa. — Den der under Naruralister og Fritænkere forestiller sig saadanne Mennesker, han har virkelig Ret, naar han afskyer deres Tænkemaade. Men da udgiøre de heller ikke nogen egen Klasse af Troesforvandte. Da er det et Slags Mennesker, som man finder under alle Religioner og Sekter: følgelig ogsaa under Katholikker og Protestantere. Da hører de blandt de Lastefuldes Tal, hvilke Øvrigheden maa have et vaaget Øje med, naar de ved deres Laster fornærme Lovene. Og de blive da ikke straffede som Natturalister, men som Lastefulde. Det er: Man seer derved ikke paa deres Forestillinger om Religionen (hvilke forblive frie) men paa deres Handlinger. De staae da i Klasse med de lastefulde Christne, og ere som Naturalister hverken bedre eller slettere end hiine — Men betragter man Naturalisterne som et Slags Troesforvandte, saa maa man derved tænke sig saadanne Menenesker, som blot antage de almindelige Fornuft Sandheder, om Gud, Forsyn, Siælens Udødelighed og Forpligtelse til Dyd, og følgelig forkaste alle hemmelighedsfulde Lærdomme, — som udlede hine almindelige Sandheder af den blotte Fornuft, og ikke holde dem for guddommelige, fordi de staae i Bibelen, men fordi Gud middelbar — ved Fornuften har aabenbaret Menneskeheden dem. — Man seer deraf, hvori Naturalisten adskiller sig fra Christenen og hvori han stemmer overens med ham, og altsaa. er Christen, a) han er Christen, d. e. stemmer med Christenen overeens 1) i Hensende til Fornuftens frie Brug, der er en almindelig Menneskerettighed — 2) i Henseende til Hovedsandhederne, om Gud, Forsyn og Dyd — saaledes som Jesus og Apostlerne have foredraget disse Lærdomme. — 3) i Henseende til Dommen om Jesu Læres Fortreflighed, Sandhed, Guddommelighed, forsaavidt den har hine almindelige Sandheder til Gienstand. — Naruralisten sætter altsaa 4) Priis paa den hellige Skrift, og dens moralske Indhold, og har Agtelse for Jesus, som en viis og dydig Menneskehedens Lærer: langt fra at han derimod skulde spotte og skielde ham. — Han afviger derimod fra Christnen 1) deri, at han ikke finder den hellige Skrifts overnaturlige Indgivelse overeenstemmende med sine Indsigter: 2) deri, at han ikke kan giøre sig nogen Forestilling om Mirakler eller andre overnaturlige Ting, og derfore forklare alting naturligt; heraf kommer ogsaa egentlig Navnet Naeuralist: — 3) deri, at han ikke underkaster sig nogen Troesforskrifte, derfore kaldes han en frie Aand eller en Fritenker — 4) deri at han troer at alt hemmelighedsfulde d. e. ubegribelige, og som ikke lader sig bevise af Erfaringen eller af Erfaringen udledte Slutninger, ikke bør henregnes til den ægte Religionskundskabs Gebeer. — Naar man nu giør sig saadanne Begreber om en Naturalist eller Frietænker, og tillige betænker, at han tilbeder en Gud ligesom vi, at han har de samme Grundsætninger om Dyd og Lyksalighed som vi, at han holder sig ligesaa hellige som vi forpligtet til Menneskekierlighed d. e. til at medvirke til fælles Lyksalighed, saa begriber man, at hans Forestillinger kun ere færre end vore: at han følgelig har megen Sandhed tilfælles med os; at hans Vildfarelse, d. e., hans Afvigelse fra os kun kommer af Mangel af visse Forestillinger: at han ligesaa godt som Vi, er beqvem til deels selv at være lykkelig, deels at befordre den fælles Lyksalighed: at vi altsaa ere pligtige til at taale ham, saavelsom alle andre i vore Øjne Vildfarende, og lade de ham som Menneske tilkommende Rettigheder, følgelig ogsaa Rettigheden til at tænke og tale, være ukrænkede.
Eftertænker, mine Læsere! alt hvad jeg her har sagt eder nøjere, og beder Gud, at han vil skienke eder Kiærligheds og Taalsomheds Aand, og lade den ved Aesum helliggiorte Rettighed, Fornuftens frie Brug, fremmes til Menneskehedens større Fuldkom menhed og Forædling. — —