Om Trykkefriheden og dens Grændser/XVII
XVII.
Maaske har jeg i de foregaaende Afdelinger, om Friheden i at tænke og skrive om Religjonen, været for mange Læsere for vidtløftig. Men jeg troer at denne Materies udførlige Bearbeidelse var en sand Trang for vore Tider. — Jeg vil kunne fatte mig desto kortere i de sidste Afdelinger, skiøndt disse vist ikke ere af mindre Vigtighed, og skulle indeholde tienlige Underviisninger for vort Publikum. Jeg agter den som en stor og viis Monark, der vil at Rettigheden at tilkiendegive sine Tanker og Meninger ogsaa skal udstrækkes til Regenten, der følgelig anseer sig selv som en Gienstand for Bedømmelse. Saaledes tænkte Fridrik den anden. Saaledes kunne kun saa oplyse Mænd som Joseph og Friderik tænke. —
For de mindre skarpsindige Læseres Skyld, vil jeg angive Grundene, hvorfor det er got at denne Menneskehedens Rettighed ogsaa udstrækkes til Regenten.
1) Denne Rettigheds Udøvelse gavner Regenten selv. De fordelagtige Domme, som fældes overham, opmuntrer ham; af de ufordeelagtige kan han drage Lærdom og Advarsel.
Min Erfaring har utallige Gange overtydet mig om, at min bitterste Fiende var min bedste Læremester. Jeg har lært af ham, hvad jeg ikke kunde lære af mine Venner. Thi mine Venner smigrede mig, roste kun det Gode de fandt hos mig, og skiulede mine svage Sider. Men min Avindsmand smigrede mig ikke. Kun nødtvungen erkiendte han det Gode der var ved mig, og lod mig vederfares Ret; og jeg havde da den Trøst, at jeg var vis paa, at jeg besad de Fuldkommenheder han tillagde mig. Hans Roes var mig saa meget mere henrykkende, som den var mindre mistænkelig end mine Venners Lovtaler. Mine Feil revsede han haardere, og opdagede Mangler og Plætter, i mine Grundsætninger, i mine Hensigter, i min Handlemaade o. s. v. som min Egenkierlighed maaske aldrig skulde have ladet mig see, og som mine Venner aldrig havde vist mig, i det mindste ikke i det sande Lys. Og i det min Uven saaledes lurede paa mig, og greb enhver Leilighed til at sværte min Karakter, nedsætte mine Fortienester, og opdage mine Feil, giorde han mig klogere og forsigtigere, og jeg blev ved ham advaret før Fremtiden for Ting, som jeg maaske ellers aldrig var bleven opmærksom paa. Den der nu indseer, at en Regent mere end et hvert andet Menneske trænger til Selvkundskab, og, formedelst den Mængde Smigrere der omgive ham, vanskeligere er i Stand til at naae den, han maa erkiende det for den højeste Grad af Visdom hos en Regent, naar han tillader at man ted Frimodighed bedømmer hans Førhold.
2) Men denne Frimodighed, denne Rettighed at rose og dadle Fyrsten selv, forædler ogsaa sels Nationen. De Mennesker, der leve under en saadan Regent, føle sig som Mennesker. føle sig srie, og lære at agte og sætte Pris paa Menneskerettighederne. Og denne Friehedsfølelse forædler deres Siæl, giør den behiertet, tapper, høimodig. Endelig Dyden selv vinder derved. Thi Mennesket lærer at foragte Daarligheden saa meget mere, naar han seer Fyrsten selv at foragteden. Hvor denne Frihed ikke finder Sted, der komme Laster og Skiændigheder ofte i Agtelse, fordi Fyrstens Exempel giver dem en vis Glands, og der undertiden ikke findes en Patriot der tør revse dem og fremstille dem i deres sande Skikkelse. Og Undersaatten, siden han maa billige Alt, hvad Regenten foretager, bliver en Hykler [1]), en nedrig Slave, som tilsidsttaber al Følelse for Moralitet. 3) Ogsaa Staten som Stat betragtet vinder ved hiin Rettigheds Uilstaaetse. Thi da kan ingen Bedrager indsnige sig, ingen Hykler skuffe Fyrsten, ingen slet Minister bestaae ved Kunstgreb, ingen Øvrighed prælle Undersaatterne, og træde Justitien under Fødder, ingen Bisp tyranisere over Samvittighederne: fordi al den Sort skadelige Mnnesker maa skielve for de frimodige og af Regenten yndede Skribentere.
4)Endelig – hvilken herlig Udsigt for den fornærmede Uskyidighed. Hvilken qvægende Tanke for den der (hvilket ogsaa undertiden skeer i de bedste Stater) uskyldig forfølges, anklages, fordømmes og giøres ulykkelig, at en eller anden Ven kan gribe til Pennen for ham, og i det mindste redde hans Uskyldighed for Verden, om han end ikke kan befrie. ham fra de udstandne Lidelser. I Sandhed dette er en uudsigelig Fordeel. Dette er de Lidendes højeste Trøst. Dette er Skadesløsholdelse for de uretfærdigste Handlinger.
Er det end stort og ædelt, at Fyrsten selv underkaster sig denne Menkeskehedens Rettighed, og tillader frie og offentlige Domme over sig, saa troer jeg dog, at her indtræffer et af de Tilfælde hvor Brugen (die Art des Gehrauchs) i enkelte Tilfælde bør taale nogen Indskrænkning. —
Den første Indskrænkning betreffer den Gienstand at tale og skrive frit om Regenten. Og her maa man nødvendig adskille det Offentlige fra det som ikke hareller skal have Offentlighed. Ting som engang ere offentlig bekiendte f. E. Fyrstens Person, hans Talenter, Egenskaber, (Grundsætninger, Handlinger, Domme, Befalinger o. s. v. kunne frit bedømmes af enhver, fordie Staten og Fyrsten derved intet kan tabe, men tvertimod ofte vinde. Thi Fytsten er alt for ophøjet over de elendige Smørere og deres Vaas, til at han derved skulde lide i sin Agtelse. Og jeg holder det lige saa afsindigt, at straffe en Fyrstebespotter, som en Gudsbepotter. Jeg vilde snarere ansee begge som Vanvittige, hvilke kun beskæmme sig selv og fortiene Medlidenhed. Men en grundet Dadel af ædeltænkende og indsigtefulde Mænd, vil alletider indeholde noget som Fyrsten kan nytte, uden at han behøver at rødme derover. Ting derimod som ingen Offentlighed taale, f. E. Fyrstens Rettigheder og Fordringer paa visse Lande, hans hemmelige Brevvexling, Kabinetshandlinger, maa aldeles ligge udenfor Trykkefrihedens Grændser. Thi naar Skribenterne turde begynde paa at opsnappe Ting af det Slags og forelægge Publikum disse, saa kunde de blive farlige for Staten, og nedsætte Fyrstens Ære hos Fremmede. Og dette bliver stedse den eneste sikre Bestemmelse for Trykkefriehedens Grandser: nemlig det Forhold Skriftets Indhold staaer til Statens og Regentens Vel og Ære.
Men det som ligefrem og virkelig skader Staten, f. E. at forraade Fienden dens Hemmeligheder, at stifte Oprør, at hindre Vindskibeligheden, Folkeformerelsen, forstyrre Næringsvejene o. s. v. det maa forbydes. —
Den anden Indskrænkning angaaer Maaden hvorledes en Skribent dømmer om Staten og Fyrsten. Og her har man toe billige Fordringer at giøre til enhver Skribent, der vil betiene sig af sin Ret. Den ene er en Sædelærens Fordring (en ethisk) nemlig at han skal tale med og om Regenten med Beskedenhed. Jeg siger dette er en Fordring af Moralen og skiller sig herved fra Statens Fordring. Thi egentlig maa Lovgiveren og Moralisten ikke sammenblandes med hinanden. Sædelæren leder kun Menneskenes moralske Handlinger ved Bevæggrunde, d. e. ved Forestillingerne om den Nytte eller Skade Mennesket kan haabe eller befrygte af sine Handlingers naturlige Følger. Lovgiveren derimod leder Menneskets borgerlige Handlinger, ved at true med vilkaarlige Straffe, hvilke han paalægger for den Nyttes eller Skades Skyld, som Staten kan have eller befrygte. — Statens Fordring derimod vilde være; Sandhed — i Henseende til den Sag, hvorom Skribenten udlader sig. Det vil sige saa meget som, Skribenten maae ikke ved sine Skrivter bringe Løgn og Bagvaskelse ind i Verden. Det hvorover han skriver f. E. Forordningen, den fældede Dom, Regentens Handling o.s.v. maa virkelig være til eller være foretaget. I den Forstand er det at jeg fordrer Sandhed i Henseende til Sagen, og adskiller derfra Sandhed i Henseende til den Dom der fældes derover. Thi den sidste maa forekomme andre sand eller falsk, saa kan dette ikke gjøre Stribenten strafskyldig, fordi det dog var ham Sandhed d. e. overenstemmende med hans Overbevisning. Men Sandhed i Henseende til Sagen kan Regenten fordre, fordi ellers Regentens Ære kunde blive givet til Pris for Løgn og falske Udspredelsee. —
- ↑ Man tænke sig blot tilbage i Christian den 6tes Tid.