Spring til indhold

Om Trykkefriheden og dens Grændser/XVIII

Fra Wikisource, det frie bibliotek

J.M. Stadthagens Forlag Kiøbenhavn


Om Trykkefriheden og dens Grændser.djvu Om Trykkefriheden og dens Grændser.djvu/3 118-131


XVIII.

Endnu staaer tilbage en vigtig Materie, som langt fra ikke endnu er bragt i det rene: nemlig Skribenternes Ret til at yttre deres Mening om Privatpersoner.

Det er unægtelig, at den almindelige Menneskerettighed, at bekiendgjøre sine Tanker og Meninger, ogsaa maa strække sig til vore Medenenneskers Egenskaber, Handlinger, og det Forhold de staae i til os og andre. og, som intet Menneske gierne lader sig frarøve den Ret at bedømme andre, saaledes maa ogsaa paa den anden Side ethvert Menneske taale, at andre udøve den samme Ret mod ham, og giøre denne deres Ret gieldende.

Ligesaa indlysende er det ogsaa, at den frie Udøvelse af denne Rettigheder af megen stor Nytte for Menneskeheden.


1) Den forskaffer os nyttige Kundskaber øm alle duelige Folk, i alle Fag af Kunster og Videnskaber, saavelsom om deres Arbeider, Producter, Manufakturer, Skrifter o. s. v.: og advarer os mod Stympere og slet Arbeide. Hvor meget vilde Verden ikke tabe; om vi ikke i polittiske og lærde Tidender, Journaler, Bibliotheker og flyvende Blade kunde faae Efterretning om saadanne, og læse Bedømmelsen derovre?

2) Den beriger vor Menneskekundskab og hielper os til, deelsi Almindelighed at fælde en rigtigere Dom over Menneskene, og ved at sammenligne saa mange Karakterer og Handlinger, som forekom me os, med philosophiskt Blik at giennemskue den menneskelige Natur, deels at abstrahere Nationalkaraktere og Egenheder, deels at kiende enkelte Mennesker, og lære at bedømme, om eg hvorvidt vi skulle træde i Forbindelse med disse eller ei.

3) Udøvelsen af denne Rettighed foraarsager at mangen god, viis og fortreflig Mand stilles ved Siden af mangt et Dumhoved og Skurk, og giver derved den sidste Advarsel, Skræk, Leilighed til Forbedring — den første derimod Opmuntring Belønning, Skadesløsholdelse. — Læserne og Tilskuerne tusindfold Belæring, Advarset og Trøst.

4) Den er følgelig det eneste Middel til at bringe den alt for store ulighed, som Stand og Rigdom have frembragt iblandt Menneskene ligesom tilbage igien til den oprindelige Lighed: i det Menneskene i det mindste fra denne Side blive hinanden lige, og kunne føle sig som Mennesker, der alle have lige Ret til at fældeen fimodig og offentlig Dom over andre Mennesker, og ved deres Aands Overmagt at holde sig skadesløse for den Overvægt Staten og de Rige i Staten have over dem. —

5) Den er eudelig en stor Skytte for Dyden og et Værn mod Lasternes indbrydende Strøm, da det derved bliver muelige at afmaskere Hykleren, at opdage, ydmyge og straffe de Lastefulde, at agte og forsvare Dyden, og tage den i Beskyttelse mod Bagvaskelsen, at faa den Letsindige eller Trodsige til at være forsigtig, og ikke ved sit Forhold, uden Nødvendighed, at forskaffe sig Fiender.

Men — naar det frie Omdømme paa den ene Side er fordelagtigt, saa maa man heller ikke forglemme, at der paa den anden Side kan skee stor og betydelig Skade om Lovgiveren ikke i visse Maader indskrænker Brugen (die Art des Gebrauchs) som Menneskene giøre af denne Rettighed.

Jeg vil her ikke opholde mig ved, at ofte et Menneskes hele Lyksalighed kan forstyrres, naar andre tør udspionere hans Hemmeligheder og lade dem trykke: — at det er en haard Lidelse, naar enhver har Ret til at bekiendgiøtre andre uskyldige Menneskers Fejl, og udsætte den for Haan! — at det ofte fødte det skrækkeligste Fiendskab af sig, at andres Tanker, Domme og Anslag bekiendtgiordes i offentlige Skrifter o. s. v. thi mod alt dette giøres med Rette den Indvending, at slige Beskadigelser, der kunne opstaae af Rettigheden til at tale og skrive, ogsaa giensidig kunne have været undgaaede.

Vil du f. E. ikke see dine Hemmeligheder forraadte, saa lær at beholde dem for dig selv og at tie med dem: eller var du saa uforsigtig, saa lid for din Sladderagtighed. Vil du ikke paadrage dig Fiendskab formedelst andres Forræderie, saa giør dig det til Regel: aldrig at tale ondt om noget Menneske paa hans Bag, eller naar Fremmede høre derpaa, eller at giøre onde Anslag imod ham: eller og du maa finde dig i, at Forræderen ikke sover, og at han drager dig Fienden paa Halsen. Vil du endelig ikke at man skal opdage dine Fejl, og udsætte dig for Spot, saa søg enten at forskaffe dig saadanne Fortienester, der kanne skiule dine Fejl, og nøde dine Medenennesker til at oversee med dine svage Sider for dine overveiende Fortienesters Skyld, eller bestræb dig for ved Beskedenhed, Tienstagtighed, ædel Opførsel at giøre dig alle Mennesker saavidt mueligt til Venner, for at de ikke skulle have nogen Leilighed til at være dig paa Halsen o.s.v.

Jeg vil blot blive staaende ved Hovedaarsagen, at det fuldkomne Tab af et Menneskes Agtelse er alt for mueligt, naar enhver uden Indskiæntning tør tale og skrive offentlig alt hvad han vil om andres Handlinger, Arbeider, Forehavender , Feitrin o. d. l. Jeg siger det fuldkomne Tab. Thi enkelte Beskjæmmelser og Krænkelser paa sin Ære kan natur ligvis her ikke komme i Betragtning. Men det er vist nok yderst vigtigt og høist betænkeligt, som kan skille et Menneskene ved sit gode Navn og Rygte. Paa det gode Navn og Rygte beroer jo for største Delen Menneskets Sindsroe. Thi hvad er mig, næst Guds Biefald, vigtigere end mine Medmenneskers Biefald og Agtelse? Hvad holder mig mere skadesløs i Lidelser, hvad indgyder større Mod i Farer, hvad forskaffer os de hageligere Øjeblikke, end den Tanke, at jeg i mine Medmenneskers Øjne har en vis, afgiort Værd? Fremdeles: af det gode Navn hænger Kiøbmandens Kredit, Publikums Fortrolighed, som Skribenten ønsker sig, Haandværksmandens Næring kort det som enhver væsentlig behøver i sin Handtering og til sin Næringsdrift. Endelig det gode Navn er et Hovedmiddel til at forskaffe sig Venner, Velyndere og Befordrere, og til at giøre Lykke i Verden. — Man lægge i Forbigaaende Mærke til, at Fyrsten aldrig er i dette Tilfælde — at hans Trone, hans Lykke staaer fast, hvad Menneskene end maatte dømme om ham. —

Og nu lægge man i Særdeleshed Mærke til, at det gode Navn, der er et saa vigtigt og til at opnaae Lyksalighed uundværligt Gode, hører til Manneskets høieste Fornødenheder, og, Fordringen paa dette Gode, til Menneskehedens almindelige Rettigheder Thi da indseer man let Anvendelsen af hiin. ovenfor fastsatte Grundsætning: ”Hvor en Menneskerettighed i Udøvelsen enten kommer i Strid med Staten eller andre Menneskehedens Rettigheder, der finder det eneste Tilfælde Sted, hvor Regenten, (der ikke har at bekymre sig om andet end at befordre Statens Flor, og at beskytte Undersaatternes, saavel medfødte som erhvervede Rettigheder) sikkert er beføjet og forpligtet til i Udøvelsen at indskrænke en Menneskerettighed f. E. her Rettigheden frit og offentlig at yttre sin Dom) for en anden Rettigheds Skyld (her det gode Navn).” —

Men nu opstaaer det vanskelige Spørgémaal: Naar og hvorledes skal Regenten i dette Kollisionstilfælde indskrænke Skribentens Ret?

Skal han forbyde enhver frie Dom over Mennesker, fordi en eller anden fandt for godt at skrige: Mit gode Navn og Rygte er i Fare! Saa maatte han aldeles forbyde at skrive om Andre — at refencere. Skal Forbud kun finde Sted naar Ens gode Navn og Rygte ganske berøves ham? Saa maatte Regenten for der første beskytte enhver Skurk, at hans Nedrigheder ikke bleve opdagede. Og for det andet, hvo skulde bedømme, om Ens gode Navn og Rygte gandske berøsvedes ham ved en andens offentlige Omdømme? Fyrsten, Censoren eller hvo? Med alt dette kommer vi endnu ikke til nogen fast Bestemmelse.

Den sande Bestemmelses Regel er følgende: Lovgiveren bør forbyde (at fælde en offentlig Dom) hvor den Bedømte ikke selv opgav sin Ret: han bør tilstæde (at fælde en offentlig Dom) hvor denne selv gav sin Ære til Pris. Dette er den eneste sikre Grundsætning, hvortil vi bør holde os, naar vi ville udfinde en fast Bestemmelse for Trykkefrihedens Grændser. Jeg vil forklare mig nøjere.

Et Menneske der taler og handler offentlig — enten det nu er under Øjnene af hans Familie, Tyende; Selskabsbrødre o. s. v. og i deres Paahør, eller det er for det hele Publikum — han opgiver, naar han taler eller handler som en Nar eller Lastefuld, selv sin Ret til og Fordring paa et godt Navn — han maa og kan altsaa frit bedømmes af enhver.

Et Menneske derimod, der i sin Stue allene, eller med nogle af sine fortroeliaste Venner, s. E. sin Kone, talte eller forhandlede noget, der just ikke var priisværdigt – han giver ikke selv sit gode Navn til Pris. Naar altsaa en Usling her stiller sig ved Nøglehullet og lurer — skal en saadan Skurk da have Ret til, at stille den Belurede offentlig til Stue?

Man maa lægge Mærke til denne Forskiel. Hin opgav sin Ret, denne ikke. Hin staaer ikke Fare for at lide uskyldig, denne kan blive falskelig beluret, og uskyldig anklaget. Hiin traadte frivillig frem for Publikum, denne blev ført frem med Magt. — Den der indseer dette, han vil ogsaa tilligemed mig antage at Regenten bør indskrænke Frieheden offentlig at bedømme andre Mennesker, ved følgende Love.

1) Maa det være Aing, som den Bedømte har sagt eller giort offentlig. Naar en Privatmann f. E. antager tvende Kokke til at anrette et Giæstebud, der, Vinen uiberegnet koster 150 Rigsdahler — eller, naar en Professor, i et Værtshuus begaaer Uanstændigheder, og byder en Dame Ørefigen, men siden selv faaer et Par o. d. l., saa maa enhver have Ret til at tale derom, og offentlig at revse slige Gierningssager.

2) Det maa være Ting som virkelig ere passerede, hvorom man taler eller skriver, og de maa, som saadanne, kunne bevise.

3) Det som siges eller skrives derom, maa være stærkt eller mat, flaut eller vittigt, mildt eller bittert, kun ikke – i en usædelig og pøbelaagtig Tone. Sottiser og Gammel Strands Udtryk burde ikke taales i nogen Stat hos Skribenten. De ere til ingen Nytte, og skadelige for Sæderne, disse nødvendige Betingelser til Menneskehedens Dannelse.

4) Bedømmeren endelig maatte ikke have Ret til at holde sig gandske skiult. Jeg siger aandske. Thi at en Skrident, der offentlig revser andres Handlinger og med Strænghed bedømmet deres Skrifter, alletider skulde vedgaae sit Navn, det kan og tør man aldeles ikke forlange. Thi ellers vilde de Store og Mægtige med samt deres dumme Streger slippe igiennem, fordi kun sielden Nogen havde Mod til, under sit Navn at lægge for Dagen deres Daarligheder. Paa den anden Side er det ogsaa urigtigt at Skribenten bliver aldeles skiult; fordi enhver Skurk da kunde mishandle den ærligste og meest fortiente Mand, og ved Paadigtning skille ham ved sit gode Navn og Rygte. Derfore maatte en samvittighedsfuld Regent tage Bogttykkere i Eed, at de intet antage, uden at vide fra hvem, men derhos maatte der strængt holdes over, at ingen Bogtrykker blev tvungen til at farraade en Forfatter som vilde være ubekiendt, naar hans Skrift ikke indeholde Beskyldninger om notorisk urigtige Handlinger. Og Bogtrykkeren maatte, for Sagens Vigtigheds Skyld, have offentlig Tilladelse, til, i Tilfælde at man vilde forsøge ulovlig Tvang, umiddelbar at henvende sig til Regenten, og fordre Beskyttelse mod Skikaner.

5) Egentlige Skandskrifter maate aldeles ikke taales. — Jeg maa her forklare, hvad der skulde forstaaes under et Skandskrift, for at ikke enhver Forfatter skulde skiælde sin Recensent for en Pasqvillant. — Den der i et offentlig Skrift enten det nu skeer ved Pennen eller igiennem Pressen, forekaster en Anden 1) Gierningssager, for hvilke han allerede er dømt og straffet, eller 2) vanærende Ting, men som ikke egentlig ere straffældige, f. E. at han har Udslet [1]): eller at han omgaaes alt for fidelt med et vist Fruentimmer o. d. l. og, 3) uden at sætte sit Navn under, giennemhegler ham derfor paa en skammelig Maade — han er en Pasqvillant i egentlig Forstand.

6) Endelig maa Regenten, der under disse Indskrænkninger ynder frimodige Skribentere, tilstæde enhver, der offentlig angribes, det være Statsministeren eller Landets øverste Geistlige, ligesaa offentlig at forsvare sig mod Angriberen. Den der har mindste menneskelig Følelse, vil uden videre Bevis indsee, at dette er en ufraskrivelig Fordring, der grunder sig i Menneskehedens hellige Rettighed.

Dette er hvad Regønten har at giøre, naar der talesom Trykkefriheden og dens ser. Disse ere de Indskrænkninger som Lovgiveren forsaavidt de ere en Gienstand for Lovgivningen, tør underkaste Skribenterne; thi hans Pligter og Rettigheder kan kun betragtes fra tvende Synepunkter nemlig Statens Vel — og Undersaatternes fuldkomne Rettigheders Beskyttelse. — Jeg erindrer dette endnu engang, og beder mine Læsere, at de for Guds Skyld ikke maa glemme (hvilket mange Mennesker endnu ikke vil vide noget af), at Regenten og Moralisten ere to gandske forskiellige Personer, og at Regenten aldrig maa lege Moralist og ville ved physisk Magt gjøre Dydens Forskrifter gieldende.

Moralisten har vist nok, i den Stat hvor Skrivefrieheden yndes, endnu adskillige Fordringer til Skribenterne, men som ikke vedkomme Regenten, Og altsaa maa overlades til enhvers Samvittighed. Moralisten f. E. lærer os, at man 1) ikke skal bruge sin Ret som Skribent til at lægge for Dagen menneskelige Daarligheder, uden at have et overvindende Gode til Hensigt med denne Bekiendtgiørelse og offentlige Paatale, og uden med Rimelighed at kunne forudsee, at man er i Stand til at opnaae sit velmente Øjemed: følgelig 2) aldrig ved frimodige Yttringer at tilføje et Menneske en Skade eller Krænkelse, som man kunde undgaae: endnu mindre 3) vise sig Skadefroe eller røbe Hevngierrighed, men i Særdeleshed bør Skribenten 4) gandske søge at skaane Mænd af Værd og afgiorte Fortienester, om de endog undertiden af menneskelig Svaghed aabenbar gave sig blot; allermindst bør han krænke disse ved at udblæse deres Feil. —

Hvo som haver Øren at høre med han høre!




  1. ↑ I Originalen staaer ”Erbgründ” hvitket udentvivl er en Trykfeil. Jeg læser derfor Erbgrind.