Opfindelsernes Bog/Galvanismen.
Indledende Bemærkninger. Luigio Galvani, født 1737, var fra Aaret 1775 ansat som Professor i Anatomi ved sin Fødeby, Bolognas Universitet. I 1797 blev han en kort Tid af politiske Grunde fjernet fra sit Embede, men blev dog snart gjenindsat, og døde 1798. Hans Undersøgelser vare ikke alene af anatomisk men ogsaa af fysiologisk Natur; han beskjæftigede sig saaledes med Nervernes Virksomhed, da han gjorde en Opdagelse, som hidtil ganske var undgaaet Fysikernes Opmærksomhed.
Hans Hustru var syg, og Lægen havde anbefalet hende at nyde styrkende Suppe, kogt paa Frølaar. En Dag — den 6te November 1780 — laa der tilfældigvis endel fiaaede Frøer inde i Værelset hos Professoren, som netop var beskjæftiget med at anstille elektriske Forsøg, da Elektriciteten, efter hans Overbevisning, spillede en vigtig Rolle baade ved Musklernes og Nervernes Virksomhed.
Under disse Forsøg lagde han Mærke til, at de døde Frøer bevægede sig, hver Gang der slog en Gnist over fra Elektricermaskinens Konduktor. Galvani antog, at dette maatte hidrøre fra en Paavirkning af Atmosfærens Elektricitet, og, for at komme til Klarhed i saa Henseende, trak han nogle Frølaar paa en bøjet Kobbertraad og hængte dem op paa det Jernrækværk, der omgav hans Balkon. Derpaa bragte han dem til at svinge frem og tilbage, forat de skulde komme i Berøring med saa meget Luft som muligt. De forholdt sig imidlertid ganske rolige, medens de saaledes svingede; naar de derimod tilfældigvis nu og da sloge mod Jernrækværket, gik der en stærk Trækning gjennem dem.
Denne og forskjellige andre Iagttagelser, som han anstillede, medens han gjentog Forsøget paa forskjellig Maade, og som han derpaa offentliggjorde med en meget nøjagtig Beskrivelse af alle de Omstændigheder, som havde ledsaget Forsøgene, vakte en ganske overordentlig Opsigt. Galvani tænkte sig, at et ejendommeligt Fluidum, der havde Lighed med det elektriske, og som efter ham blev kaldt det galvaniske, ved den metalliske Ledning blev ført over fra Musklerne til Nerverne, og at Legemet, der efter denne Theori skulde forholde sig som en ladet Leydnerflaske, blev forsat i Trækninger ved dennes Udladning. Der var en stor Del Lærde, som en Tidlang holdt fast ved denne Forklaring, skjøndt den meget snart blev modbevist ved Voltas udmærkede Undersøgelser, der skabte en langt bedre Theori i Stedet for den tidligere.
Allessandro Volta var født i Como i Aaret 1745. Han var i en længere Aarrække ansat som Professor i Fysik ved Comos Gymnasium, blev derefter forflyttet til Universitetet i Pavia. Napoleon udnævnte den berømte Videnskabsmand til Greve og Senator, og Frants II. ansatte ham i Aaret 1815 ved Universitetet i Padua. Han døde i Como Aar 1827.
Den elektriske Strøm. Gahanisme. Volta havde indset, at det væsentligste i Galvanis Forsøg var, at den metalliske Ledning maatte bestaa af to forskjellige Metaller, som bringes i Berøring med hinanden. Læserne kunne meget let selv anstille Forsøget. Man behøver nemlig kun, saaledes som antydet i Fig. 305, at tage en Kobbertraad, c, og en Zinktraad, z, fastgjøre dem til hinanden med den ene Ende og anbringe de frie Ender, den ene paa de blottede Laarnerver, den anden paa de blottede Laarmuskler af en nylig dræbt Frø. Ved hver Berøring, ligesom ogsaa ved hver Berørings Ophør, komme Musklerne i Virksomhed, og dette Forhold vedvarer endog temmelig længe efter Dyrets Død.
Volta paaviste, at der stadigt udvikles Elektricitet ved Berøring mellem to forskjellige Ledere, og antog, at det neutrale elektriske Fluidum adskilles ved Berøringsstedet, saaledes at den positive Elektricitet strømmer gjennem det ene Metal, den negative gjennem det andet: Da Udviklingen af Elektriciteten og den deraf følgende Bortstrømning sker uden Ophold, kaldes Produktet en galvanisk Strøm. Elektriciteten her er kun forskjellig fra Gnidningselektriciteten ved den Maade, hvorpaa den opstaar; den har derimod alle dennes Egenskaber.
Naar man vil fremkalde en elektrisk Strøm, er det nødvendigt, foruden de to Metaller, at anvende en fugtig Leder, der staar i Forbindelse med dem begge, og de to Slags Elektricitet skille sig ikke fra hinanden paa det Sted, hvor Metallerne berøre hinanden, men paa Berøringsfladen mellem dem og Vædsken.
Elektromotorisk Kraft. Den Kraft, hvormed Elektriciteterne skille sig paa Berøringsstedet, har man kaldt den elektromotoriske Kraft; man er dog ikke aldeles paa det rene med dens Natur. Det kunde maaske være rettest at antage, at den Varme, der udvikles ved de kemiske Kræfter, her forvandles til Elektricitet, i Lighed med at den Varme, der ved Elektricermaskinen frigjøres ved det mekaniske Arbejde, ogsaa der forvandles til Elektricitet. De kemiske Processer spille nemlig en saa betydelig Rolle ved Udviklingen af Berøringseleklriciteten, at vi kunne betragte dem som en almindelig og nødvendig Betingelse, og, hvor det ikke lykkes os at iagttage dem direkte, maa vi være overtydede om, at dette grunder sig paa at vore Iagttagelsesmidler i saa Henseende ikke ere fuldkomne nok.
Det ligger i Sagens Natur, at de to Legemer, der ved Berøring skulle fremkalde en elektrisk Strøm, maa være Ledere. Metallerne ere derfor særligt egnede til at anvendes hertil. Den elektricitetsvækkende, elektromotoriske Kraft er ingenlunde lige stor hos dem alle; der finder tvertimod et ganske ejendommeligt Forhold Sted mellem dem saavel med Hensyn til den udviklede Elektricitets Kvantitet som til dens Kvalitet. Naar Kobber bringes i Berøring med Zink, bliver det negativ elektrisk, medens Zinken bliver positiv; i Berøring med Guld bliver Kobberet derimod positiv og Guldet negativ elektrisk, og saaledes forholder Kobberet sig altsaa forskjelligt til forskjellige Metaller. Over for det samme Metal forholder det sig derimod altid paa samme Maade.
Man kan derfor ordne Lederne i en Række paa en saadan Maade, at enhver af dem bliver negativ elektrisk, naar den bringes i Berøring med en af de foregaaende, hvorimod den bliver positiv, naar den bringes i Berøring med en af de efterfølgende. En saadan, saakaldt Spændingsrække er: + Zink, Bly, Tin, Jern, Kobber, Sølv, Guld, Platin, Kul ÷. Jo længere Ledere staa fra hinanden i denne Række, desto stærkere er den elektromotoriske Kraft, der virker mellem dem[1].
Galvanisk Element. En galvanisk Strøm kan allerlettest tilvejebringes ved et saakaldt galvanisk Element. Et saadant bestaar kun af to forskjelligtartede Stykker Metal, der berøre hinanden ved den ene Ende, medens de med den anden ere satte ned i en Vædske, der omslutter dem begge. I Fig. 306 har man saaledes loddet en Zink- og en Kobberplade til hinanden for oven og derpaa sat dem ned i en Saltopløsning. Den elektromotoriske Kraft adskiller de to Slags Elektricitet ved Berøringsfladerne mellem Metallerne og Vædsken: den positive Elektricitet samler sig paa Kobberet, den negative paa Zinken; ved Berøringsstedet forene de sig. Etterhaanden og i samme Forhold som Foreningen finder Sted, udvikler der sig atter Elektricitet i Vædsken, og den strømmer derfor uophørligt til Berøringsstedet. Man har vedtaget at betegne denne elektriske Strøms Retning efter den positive Elektricitets Retning. Man siger altsaa her, at Strømmen i Vædsken bevæger sig fra Zink til Kobber, uden for Vædsken derimod fra Kobber til Zink.
Det følger af sig selv, at den elektriske Strøm maa fremkaldes paa samme Maade, selv naar Zink og Kobber ikke staa i direkte Berøring med hinanden, saaledes som vi saa det i Fig. 306, men ogsaa naar der er anbragt en anden Leder mellem dem, saaledes som den Kobbertraad, der i Fig. 307 forener de to Plader a og b.
Den Omstændighed, at Strømmens Styrke beror paa Størrelsen af de Metalflader, der ere nedsænkede i Vædsken, synes at afgive en væsentlig Støtte for den kemiske Theori om Strømudviklingen. Iøvrigt hersker der med Hensyn hertil endnu stor Uenighed mellem de Lærde, og der fremkommer endnu bestandigt Beviser pro og contra i denne Sag.
Voltas Søjle. Ligesom man i det elektriske Batteri gjør Virkningen af Leydnerflasken større ved at forene flere af dem, saaledes kan man ogsaa forøge Virkningen af den galvaniske Strøm ved at sætte flere Elementer i Forbindelse med hverandre, og saaledes bærer man sig ogsaa altid ad i Praxis, hvor man vil udvikle galvanisk Elektricitet i et eller andet Øjemed. Volta har virkeliggjort sin Tanke, idet han i Aaret 1800 opfandt den efter ham kaldte Voltas Søjle.
Som Fig. 308 antyder, bestaar den af Kobber- og Zinkplader, der ligge oven paa hinanden, og som parvis ere adskilte fra hinanden ved lige saa store Filtplader, der ere mættede med fortyndet Saltsyre. Disse Filtplader, der meget vel kunne erstattes med Plader af Tøj eller Trækpapir, gjøre samme Nytte som Vædsken i Fig. 306 og 307. Paa Afbildningen betegnes disse Filt- eller Papirplader ved de punkterede Lag, medens de sorte Plader forestille Kobber, de lysere Zink. Navnet »Søjle« skriver sig fra den Form, Volta gav sit Apparat, men som ikke har nogen Betydning; vi ville nemlig faa Lejlighed til at omtale adskillige andre Former, der give samme eller endog bedre Virkninger.
Voltas Søjle maa være isoleret, det vil sige sat ud af ledende Forbindelse med Jorden. Dette opnaar man ved at anbringe Apparatet paa Glasfødder og ved ligeledes at gjøre Opstanderne, mellem hvilke Søjlen er bygget, af Glas eller ialtfald af godt lakeret Træ.
Undersøger man Søjlens elektriske Tilstand, vil man finde, at den i Midten forholder sig ganske neutral, medens den elektriske Spænding derimod voxer hen imod begge dens Ender, indtil den naar sin største Højde ved de to yderste Pladepar. Ved den Ende, hen imod hvilken Zinkpladerne ere rettede, finder man den positive Elektricitet samlet, og ved den anden Ende den negative. Elektricitetens Spænding voxer med Pladeparrenes eller Elektrodernes Antal, Elektricitetens Mængde med Pladernes Størrelse.
Saa længe Søjlens Poler ikke blive bragte i Berøring med hinanden, fremtræder der ingen Virkninger. Men, saasnart de forenes, f. Ex. ved en Metaltraad, begynder strax Søjlens Virksomhed, og man kan da iagttage baade fysiske, kemiske og fysiologiske Fænomener.
Inden vi gaa over til at omtale disse ville vi først beskrive de Forandringer, Voltas Søjle efterhaanden har undergaaet, navnlig da dette Forhold er blevet af stor Betydning i Telegrafien, Galvanoplastiken o. s. v.
Zambonis Søjle er indrettet ganske i Overensstemmelse med Voltas, kun med den Forskjel, at den ikke bestaar af massive Metalplader men af Guld- og Sølvpapirsblade, der, to og to, lægges med Metalsiderne mod hinanden. Papiret, der altid optager lidt Fugtighed fra Luften, erstatter her den fugtige Leder.
Naturligvis kan man ikke opnaa videre stærke Virkninger med en Søjle af dette Slags; den kan dog anvendes med Fordel i forskjellige Øjemed (elektrisk Perpetuum mobile, Elektrometer m. m.), da man jo uden Vanskelighed kan lægge flere Tusinde Papirbladepar oven paa hverandre. Elektricitetsudviklingen foregaar kun langsomt paa Grund af den mangelfulde Ledning, men vedligeholder sig til Gjengjæld meget længe. Denne saakaldte tørre Søjle har dog ingen videre praktisk Betydning.
Den væsentligste Indvending, der kan rejses mod Voltas Søjle, er, at dens Virkning ikke er stadig og længe vedvarende; i Begyndelsen — efter c. 30 Minuter — er den ganske vist kraftig nok, men efter kort Tids Forløb svækkes den, idet Elektricitetsudviklingen bliver mindre og mindre livlig og efter 24 Timer næsten umærkelig. Udviklingen af den galvaniske Strøm er nemlig forbunden med en Adskillelse af Vandet i de fugtige Ledere i dets Bestanddele Ilt og Brint. Ilten gaar til Zinken og forener sig dermed til Zinkilte, der opløses af Svovlsyren, medens Brinten gaar til Kobberet, hvor den i Form af Smaablærer bedækker hele dets Overflade, som altsaa hindres i at være i direkte Berøring med Vædsken, hvorved selvfølgelig Elektricitetsudviklingen formindskes. Naar Søjlen har den Form, som er angivet i Fig. 308, er det vanskeligt at holde Pladerne rene, idet man nemlig i saa Fald er nødt til at skille hele Søjlen ad. Dette er dog ikke den eneste Ulempe, der klæber ved dette Apparat; paa Grund af de oven for liggende Pladepars Tryk presses Vædsken ud af de neden under liggende Filt- eller Papskiver; den løber ned ad Søjlens Sider og bevirker derved en direkte Ledning mellem de forskjellige Pladepar, hvad der naturligvis er til Skade for Strømmens Styrke.
For at afhjælpe disse Mangler har man anbragt de enkelte Elementer ved Siden af hverandre i en aflang, rektangulær Kasse og fyldt de derved dannede Celler med en ledende Vædske. Dette er det saakaldte Trugapparat (Fig. 309), der yderligere er blevet forandret ved at Cellerne ere ombyttede med fritstaaende Beholdere; i dette Tilfælde forenes Elementerne paa den Maade, som er antydet i Fig. 310, som forestiller det saakaldte Bægerapparat. Apparater af dette Slags frembyde den Fordel, at man let kan udtage hvert enkelt Element.
En saadan Forening af flere Elementer kaldes et galvanisk Batteri. Man forandrer naturligvis intet i Apparatets Princip, hvis man i Stedet for Zink og Kobber anvender andre Metaller, f. Ex. Zink og Sølv, Sølv og Platin o. s. v.
Et af de kraftigste galvaniske Batterier konstrueredes paa Napoleon I.s Befaling til Brug for den polytekniske Skole i Paris. Englænderne vilde imidlertid ikke i saa Henseende lade sig overfløje af Franskmændene: der aabnedes en Subskription for at skaffe den berømte Kemiker Davy et stort Wollastons Batteri, som havde 200 Elementer og er afbildet i Fig. 311.
Med Apparater af dette Slags kan man dog ikke faa en konstant Strøm paa Grund af de Brintblærer, der snart afsætte sig paa Metallerne.
Konstante Batterier. Saaledes kalder man de Apparater, hvorved man søger at undgaa de Ulemper, der klæbe ved Voltas Søjle i dens forskjellige Former. Dette stræber man at opnaa ved at indrette den kemiske Adskillelse af den benyttede Vædske paa en saadan Maade, at der ikke udvikles nogen skadelig Gas, og ved at sørge for at Vædsken saa vidt muligt stedse beholder sin oprindelige Sammensætning og Koncentrationsgrad. Da Elektricitetsudviklingen ikke kan opnaas for intet, og da en kemisk Proces er absolut nødvendig, kan man ikke opnaa en fuldstændig Uforanderlighed af de Stoffer, der anvendes i Batterier, idet det ene af de anvendte Metaller efterhaarden vil blive fortæret og i opløst Tilstand vil blande sig med Vædsken. Tilnærmelsesvis kan man derimod opnaa dette ved at anbringe det negative Metal i en anden Vædske end det positive og ved at lade dem begge være adskilte fra hinanden ved porøse Mellemvægge, saaat Vædskerne stadigt ere i Berøring med hinanden, og Ledningen saaledes stedse opretholdes. Som positivt Metal anvender man næsten altid Zink; som negativt Kobber, Platin eller Kul.
Vi skulle nu omtale nogle af de mest anvendte konstante Batterier.
I Bunsens Salpetersyrebatteri (Fig. 312) bestaar Elementet af Kul i Salpetersyre og Zink i fortyndet Svovlsyre. Apparatet er sammensat paa følgende Maade: i et almindeligt stort Drikkeglas, A, staar der en i Bunden lukket porøs Lercylinder, C; denne er omgivet af en amalgameret Zinkcylinder, B, aaben i den ene Side; i Lercylindren staar der et Stykke Retortkul, D. Saavel Kullet som Zinken ere forsynede med ledende Kobbertraad. Naar flere Elementer skulle forenes sker det ved Hjælp af Kobberstrimler, som føres fra Zink i et Element til Kul i Naboelementet, hvor de fastklemmes.
Naar Elementet er samlet (se Figuren til venstre), bør den fortyndede Svovlsyre staa halvt op paa Zinkcylindren, medens den koncentrerede Salpetersyre ikke maa naa højere op i Lercylindren end til ½ à 3/4" fra Randen.
Bunsens Batteri er dog ikke meget konstant, idet Zinken angribes og fortæres af Svovlsyren, hvorved Kraften svækkes. Den kemiske Virksomhed bestaar nemlig her i at Svovlsyren angriber Zinken og danner svovlsurt Zinkilte; Ilten udskilles altsaa af Vandet i Syreopløsningen, og den frigjorte Brint angriber Salpetersyren og danner Vand og Salpeterundersyre, der tildels forflygtiger og forpester Luften. Naar Zinken var fuldkommen kemisk ren, vilde denne Proces kun foregaa, naar Ledningen var sluttet; det er imidlertid næsten ikke muligt at skaffe kemisk ren Zink, og Processen foregaar derfor selv naar Elementet ikke benyttes. For saa vidt muligt at beskytte Zinken, overtrækker man den med et Amalgam af Kviksølv.
I Daniells Batteri er Kulstykket erstattet ved en Kobbercylinder, som er omgivet af en Opløsning af svovlsurt Kobberilte. Dette Batteri er meget konstant; Kobberets Overflade holdes nemlig metallisk, idet der stadig udskilles nyt Metal paa den. Det svovlsure Kobberilte opløses, og Metallet, der gaar samme Vej som den positive Elektricitet, afsættes paa Kobbercylindren.
I Arras Batteri (la pile d'Arras), der udvikler en meget kraftig Strøm, men ikke er videre konstant, ere Elementerne sammensatte af Kul og Zink, og den Vædske, der benyttes, er en Opløsning af 15 Dele Svovlsyre i 100 Dele Vand og mættet med dobbelt kromsurt Kali. Denne Vædske dekomponeres hurtigt; i det Øjeblik Pladeparrene — der ere anbragte paa en horisontal Ramme, som kan løftes og sænkes — dyppes ned i Vædsken, er den lyserød, men efter nogen Tids Forløb antager den en mørk Farve, som ender med at blive grønlig sort, hvilket er Kjendetegnet paa at den er ubrugelig.
I Walkers Batteri bestaar hvert Element af to Kulplader og en Zinkplade; den Vædske, der benyttes, er fortyndet Svovlsyre. Heller ikke dette Batteri kan holde sig konstant i længere Tid.
I Groves Batteri bestaar Elementet af Platin og Zink, og de Vædsker, der anvendes, ere koncentreret Salpetersyre og fortyndet Svovlsyre. Dette Batteri er meget konstant, men altfor kostbart til at kunne faa nogen mere almindelig Udbredelse. Platin er nemlig, som bekjendt, et meget dyrt Metal, og den Salpetersyre, som benyttes i Apparatet, maa være kemisk ren.
Leclanchés Batteri er nu det almindeligst benyttede og findes saaledes paa alle Telegrafstationer; paa Grund af den ubetydelige kemiske Proces, der foregaar i det, holder det sig nemlig konstant i overordentlig lang Tid. Elementet bestaar af en amalgameret Zinkcylinder og et Kulprisme, der ere anbragte ganske paa samme Maade som i Bunsens Element. Omkring Zink-cylindren i det ydre Glas findes der i Stedet for fortyndet Svovlsyre en Salmiakopløsning (1 Maal pulveriseret Salmiak, opløst i 3 Maal Vand) og Kulprismet staar i en Blanding af lige Rumdele grovt knust Brunsten og omhyggeligt afsigtet Retortkul, der stoppes ned i Lercylindren omkring Kulstykket, befugtes med lidt Salmiakopløsning og oversmeltes med Beg eller Shellak for bedre at bevares. Naar Apparatet skal flyttes, plejer man at dække Mellemrummet mellem Glasset og Lercylindren med en Hamppakning.
Den kemiske Virksomhed i dette Batteri bestaar i at Salmiaken (Klorammonium) angriber Zinken og danner Klorzink, Ammoniaken gaar bort i Luftform, og den Brint, der dannes ved Vandets Dekomposition afilter Brunstenen (Manganoverilte).
Det Kul, der anvendes til de forskjellige Elementer, er tilberedt paa en særegen Maade. Der benyttes de allerhaardeste Kokes, der afsætte sig i Gasretorterne. De pulveriseres og blandes med Stenkulspulver og Sirop, til man faar en fast Dejg, som man giver den Form, man ønsker, og derpaa brændes den haardt.
Den galvaniske Strøms Virkninger ere i flere Henseender meget forskjellige fra den almindelige, elektriske Gnists, om end ikke kvalitativt saa dog kvantitativt. Hvad de fysiske Fænomener angaar, staa Lys- og Varmevirkningerne i første Række, medens Tiltrækning og Frastødning ikke ere videre fremtrædende paa Grund af Elektricitetens forholdsvis ubetydelige Spænding i det galvaniske Batteri.
Det saakaldte elektriske Perpetuum mobile bestaar af et Pendul, der er ophængt saaledes, at det om sit Tyngdepunkt svinger mellem to Zambonis Søjler, der kunne holde det i Bevægelse i meget lang Tid. De ere nemlig opstillede saaledes, at den ene har sin negative, den anden sin positive Pol for oven. Pendulet hænger saaledes mellem dem, at dets nederste Del skiftevis berører Polerne. Det bliver saaledes hver Gang ladt med Elektricitet ved den ene Pol og strax derefter frastødt af denne, medens den anden Pol udøver en saa meget desto stærkere Tiltrækning, indtil det ogsaa her mættes med Elektricitet, modsat den første, hvorpaa det jo paany stødes bort. Dette Spil fortsættes uden Ophør saa længe de to Zambonis Søjler udvikle Elektricitet nok.
Den galvaniske Strøms Bevægelse og Modstand svarer ganske til hvad vi allerede have omtalt ved den elektriske Gnist. Jo tykkere Ledningstraaden er, desto lettere passerer den galvaniske Strøm. Tynde Traade kunne blive betydeligt ophedede ved stærke Strømmes Gjennemgang, ja kunne endog bringes til at gløde og smelte, ganske som ved Udladning fra et elektrisk Batteri.
I Kirurgien benytter man Glødning af fine Platintraade ved Hjælp af den galvaniske Strøm til forskjellige Operationer, hvor almindelige Instrumenter kun vanskeligt kunde anvendes. Traaden bliver lagt om det Parti, der skal fjernes, og derefter sluttes Strømmen. Man snører dernæst Traaden sammen om Partiet eller trækker den stadigt glødende igjennem det. Operationer med denne saakaldte Platinkniv medføre blandt andet den Fordel, at Blødningen kun bliver ubetydelig.
Den konstante Strøm anvendes i den senere Tid meget i Lægevidenskaben, idet man antager, at den udøver en mere beroligende Indflydelse paa Nervesystemet end Induktionsstrømmen.
For hurtigt at kunne baade slutte og aabne Strømmen, har man konstrueret den saakaldte Afbryder. I sin simpleste Form bestaar dette Apparat af to Skaale med Kviksølv, der let kunne forenes ved Hjælp af en Metalbøjle, som øjeblikkeligt kan neddykkes i Kviksølvet og lige saa hurtigt atter kan fjernes.
Naar man lader et stærkt galvanisk Batteris Poler ende i to Kulstykker af en særlig Sammensætning, og man nærmer disse tilstrækkeligt til hinanden, vil man se et blændende hvidt Lys, hvis Styrke staar i Forhold til Batteriets. Dette, det saakaldte elektriske Lys, skulle vi nærmere omtale i det næste Afsnit; vi give der en samlet Fremstilling af dette, skjøndt vi først i et derpaa følgende Afsnit (Side 406—409) komme til at omtale selve det Princip, der ligger til Grund for Rotationsapparaterne.
Fodnoter
[redigér]I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ Ved Gnidningselektriciteten kan der opstilles en lignende Række: + Katteskind, Glas, Uld, Fjer Papir, Silke, Lak, Harpix -. Ethvert af disse Legemer bliver negativ elektrisk ved at gnides med et foregaaende, positiv elektrisk ved at gnides med et efterfølgende.