Spring til indhold

Over al Forstand/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Over al Forstand.djvu Over al Forstand.djvu/7 87-93

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


— Næste Søndag og Søndagen efter lyste jeg for Maria og Pastor U., og i Mellemtiden saas vi ret ofte. Min Hustru tog endog med Maria til Staden for at gøre Indkøb af Husgeraad og hjælpe hende med Valget af Tæpper og Gardiner. Jeg var ikke uvidende om, at Idas Nervesystem var forunderlig nedbrudt. — Hun skjalv ved den mindste uventede Lyd og fór sammen, blot hun saa mig. Hun undveg mine Kærtegn. Jeg mente, Søbade vilde være det bedste Middel til at styrke hende, og besluttede kort efter at tage Ferie og rejse med hende, da jeg jo vidste, hun aldrig gik ind paa at rejse alene.

— Maria havde endelig taget sit Parti, og jeg var nu overbevist om, hun havde Kræfter til at gennemføre, hvad hun havde paataget sig. Men engang i Forbigaaende skræmte hun mig ved pludselig med den gamle Fortvivlelse i Blikket at hviske: — Jeg tør ikke, tør ikke tro paa, det gaar godt …

— Maria bad mig tage sig til Alters en Dag alene. Jeg fandt ingen Grund til at nægte det, men jeg spurgte Ida, om hun vilde med over i Kirken. Hun afslog det med en Hovedrysten, men indbød Maria til at overnatte hos os efter Altergangen for ikke at gaa den lange Vej tilbage til Herregaarden. Maria havde selv ønsket at varetage sin Lærergerning til den sidste Dag.

— Denne Altergangstime staar for mig som det højtideligste i mit Liv.

— Da vi fulgtes tilbage til Præstegaarden, fandt vi Ida besvimet foran Tærskelen til min Stue. Nu begyndte jeg for Alvor at blive urolig. Jeg sendte Bud efter Lægen, han erklærede efter Undersøgelsen, at Hjertet var sygt, og der maatte fares uhyre varsomt med hende. Om nogen Baderejse var der ikke tale. Ida skulde foreløbig holde Sengen og maatte for enhver Pris skaanes for Sindsbevægelse.

— Jeg veg ikke fra hende. Pastor U. foreslog nu selv at udsætte Brylluppet, men da jeg nævnede det for Ida, bad hun mig — og det var eneste Gang, jeg hørte hende sige noget i en bitter Tone — om dog at passe mine Pligter uden Hensyn til hende. Hun tilføjede: — Den Ceremoni gør dog hverken fra eller til.

— Men Idas Tilstand gjorde mig det umuligt at holde Bryllupstale, og det blev nu ordnet saaledes, at den Præst, der havde konfirmeret Pastor U., en gammel Mand, der sad i Kald oppe i Nordjylland, lovede at komme og forrette Vielsen i mit Sted.

— Pastor U. ønskede, at Maria skulde have en Samtale med ham forud, og Ugen før Brylluppet rejste hun bort for at komme igen to Dage senere. Pastor U. fulgte hende til Toget og kom derfra over til os, hvor han blev Resten af Aftenen. Han sad ved Idas Seng og talte om Maria og om deres Fremtidshjem, der nu stod rede. Ida laa og lyttede dertil, og det forekom mig, hun var mere fornøjet end ellers under sin Sygdom. Hun lo højt, da han beskrev, hvorledes Maria nær var kommen for sent til Toget, saa han ikke engang fik sagt Farvel til hende, før det var kørt, og at han i Farten greb en fremmed Haand, der raktes ud gennem Kupévinduet, og kyssede den, inden han opdagede Fejltagelsen.

— Dette skete om Fredagen, om Lørdagen var Ida atter kvik og laa og nynnede, medens hun nu og da haardnakket erklærede at ville op næste Dag.

— Ud paa Eftermiddagen spurgte hun, om jeg ikke skulde ind til min Prædiken. Jeg var bange for at ængste hende ved at sige, at jeg under disse Forhold aldeles ikke kunde tænke paa at prædike, jeg undveg derfor Spørgsmaalet og sagde, at der var Tid nok.

— Hun slog sig til Taals et Par Timer, men da Skumringen faldt paa, begyndte hun igen, om jeg da helt glemte min Prædiken. Hun sagde ydermere, at hun var træt og vilde sove, medens jeg arbejdede, og at jeg slet ikke skulde tænke paa hende — desuden kunde Dørene mellem os staa aabne.

— Der var fem Døre mellem Sovekamret og mit Studereværelse. Jeg føjede hende og lod dem staa, den ene efter den anden, medens jeg satte mig over i min Stue og prøvede at læse. Med halve Timers Mellemrum gik jeg ind for at se til Ida. Hun sov, og jeg listede tilbage.

— Pludselig hørte jeg et hvinende Skrig, jeg styrtede ind og saà Ida sidde oprejst i Sengen og ligesom afværgende strække Armene ud. Da jeg ude af mig selv af Angst spurgte, hvad det betød, svarede hun mig klangløst: Jeg drømte!

— Og uvilkaarlig dreves mine Tanker i samme Nu til hin Lørdagnat, hvor hun havde sagt de samme Ord, ogsaa uden at forklare sig. Hun blev siddende oprejst og saà frem for sig med stive Blikke, som om hun lyttede efter noget.

— Jeg lyttede ogsaa, men hørte intet. Sovekamret vendte ud mod Gaarden, og dèr var nattestille. Jeg satte mig paa Sengekanten og lagde Armene om hende for at beskytte hende mod hendes syge Frygt, men hun løsnede dem og bad mig gaa.

— Lægen havde sagt, hun fremfor alt maatte skærmes mod Sindsbevægelse, altsaa maatte jeg føje hende og gaa, hvorvel det faldt mig tungt at gaa fra hende, medens hun sad dèr og aabenbart ikke var Herre over sig selv.

— Hun raabte efter mig, og hendes kære lyse Stemme var helt hæs af Ophidselse: Luk Dørene efter dig, hører du, luk alle Dørene. Ikke én maa staa aaben!

— Med Fortvivlelse i Hjertet gjorde jeg hende til Vilje, men jeg bestemte i dette Nu, at fra næste Dag vilde jeg have en Sygeplejerske i Huset. En Fremmed vilde bedre rolig og selvfølgelig kunne vejlede min arme lille Hustru, naar Tankerne traadte de vildsomme Stier.

— Jeg tog Biblen for mig og slog op Sted efter Sted for at finde Trøst, forgæves, ogsaa jeg blev mere og mere urolig.