Privilegierne (1661)

24 Junii 1661 (Privelegier for den Adelige Stand, Privilegier for den Geistlige Stand og Privilegier for den Borgerlige Stand over al Dannemark)

Privelegier for den Adelige Stand (m).

Gr. Frederich den Tredie giør Alle vitterligt for Sig og Sine Arvinger, at eftersom den almægtigste gode Gud, som af sin guddommelige Villie og Velbehag alle Riger og

(k) See i Noten til R. 21 Maii 1661.
(l) Af 23 Maii 1661.
(m) Til Samme overleverede den 10de Julii 1661 af Cantsler Peter Reetz paa Kjøbenhavns Slot i Kongens og mange Andres Overværelse. — See Confirm. 20 Septbr. 1671 og D. B. 12 Marts 1673; cfr. Grevers og Friherrers Privil. 25 Maii 1671.

Regimenter ikke aleene indstifter, men endog styrer og regjerer, haver formedelst sin sær og synderlige Providents act saaledes bestikket, at Kongens tro og kjere Undersaatter af alle Stænder udi Riget Danmark, for nogen kort Tiid siden, for dem og deres Efterkommere, Kongen og det Kongelige Huus, paa mandlig og qvindelig Linie, have confereret og opdraget Arve-Rettigheden over Dannemarkes og Norges Riger, saa at den Valg-Rettighed, hvilken Dannemarkes Stænder hidtil havt have, er efter denne Dag ganske casseret og annulleret, hvorfore de ogsaa den Haandfæstning, dem af Kongen udi sit Kongelige Regiments Indtrædelse var given, igjen til Kongen have overleveret, og med det samme den casseret, annulleret, dødet, og ganske tilintetgjort, og dermed at lade see deres underdanige Devotion, Inclination, Troskab og Kjerlighed imod Kongen og det Kongelige Huus, af Betragtning Kongens udi forrige Kriig udstandne Fare og Besværing, samt store Umage og Omsorg, at bringe dette Rige igjen udi en god og fredelig Stand; hvilket Kongen altsammen med Kongl. Gunst og Naade har optaget, og det fornemmelig, efterdi Enhver er bekjendt, og Sine troe Stænder det Samme ogsaa have erfaret, at den forrige Regjering, eftersom der udi forbemeldte Haandfæstnings Valg-Capitulation var befattet, Konge-Rigerne samt dertil hørige Provinser og Lande ikke aleeneste ei er geraaden til nogen Tiltagelse, Flor eller Velstand, men tvertimod har foraarsaget adskillige Confusioner, saa og hos den største Deel af Stænderne og Undersaatterne for Besværing, Klagemaal og indbyrdes Jalousie, hvilken Ulempe herefter at forekomme, saavelsom det gemeene Bedste desto mere at befordre, denne Forandring uforbigængelig af Stænderne er foretaget og skeet. Thi har Kongen naadigst været betænkt, hvorledes Hans kjere og tro Stænder med tilbørlig, dog samme Sin Arve-Rettighed til begge Kongeriger, Dannemart og Norge, saavelsom det gemeene Bedste i alle Maader upræjudiceerlige Privilegier, af Kongelig Clements, Mildhed og Naade, bedst kunne gives og bevilges,

Og derfore den Adelige Stand især, paa deres underdanigste Ansøgning og Begjering, efterfølgende Privilegier naadigst givet og bevilget:

§ 1.

Først undes og gives Adelen herefter Hals og Haand over deres Bønder og Tjenere, dog at de dermed efter Landsens Lov og Ret forfare (n).

§ 2.

Deres Tjenere og Bønder skal af Kongens Betjente ikke blive molesteret, ei

(n) See D. B. 5 — 3 — 20, Fr. 4 Decbr. 1743, §§, 23 og 24.

heller sig Noget med dem have at befatte.

§ 3.

Dertil med skal de ikke med nogen Skat eller Paalæg besværes, med mindre det Kongelige Huuses, eller Undersaatters Consistents og Velfærd det fordrer og udkræver.

§ 4.

Fremdeeles skal Adelen nyde den samme Frihed med Jagt og Fiskerie paa deres eget Gods og dertil hørige Skove og Fiske-Vand i de Lande og paa de Steder, som de hidindtil med rette nydet og havt haver, eller herefter nydendes og bekommendes vorder, saa dem derudi af Kongen og Hans Betjente aldeeles ingen Forhindring skee skal; dog hvis Bønder og Gods, Adelen udi Kongens Vildbane beliggendes have funde, derudi kan Adelen ingen Jagt bevilges eller tilstedes, men Kongen vil sig den aleene have forbeholden (o).

§ 5.

— Jura Patronatus, hvilke Adelen sig af Arrilds Tiid med rette forhverved, og hidindtil ukært og upaaanket nydt shaver, skal endnu fremdeeles være dem undt og tilladt, dog at de flittig agt have, at Birkerne, over hvilke de saadan Jus haver, forsvarligen holdes vedlige, saafremt de ikke saadan Høihed og Benaading vil have forbrudt (p).

§ 6.

Adelens Bønder skal med ingen udskrivning besværges uden in Casu necessitatis, og naar Kongen det, for Fare Skyld, raadeligt befinder.

§ 7.

Adelen maae nyde Rang og Præ for alle andre Stænder; dog alligevel skal Saadant ikke forstaaes om de Kongelige Betjente, som ikke ere af Adelig Stand, og dog fornemme Charger betjene, hvorom en vis Forordning at lade gjøre, Kongen Sig vil have forbeholden (q).

§ 8.

Desligeste skal Adelen have Acces til Honores og Beneficia,

(o) See D Lov 5 — 10 — 25, og Fr. 18 April 1732.
(p) See D. L. 5 — 3 — 20, 2 — 22 — 4, og 3 — 2 — 1; Geistl. Priv. 24 Junii 1661, § 3.
(q) See Forordn. 14 Octobr. 1746.

eftersom Enhver sig dertil qvalificerer.

§ 9.

Enhver af Adelen skal og maae beholde sit Pant af Kronens Gods, saalænge det ikke bliver indløst, og det efter Pantebrevets Indhold nyde og bruge.

§ 10.

Naar nogen af Adelen udi Kongens Ærinder reiser, og ellers udi nogen Commission bruges, da skal ham billig og retmessig Bekostning blive erstattet og godtgjort.

§ 11.

Sammeledes, dersom nogen Adelsmand fanges udi Kongens Krigstjeneste, da skal den samme ved Kongens Mildhed igjen blive ranzonneret og paa fri Fod stillet.

§ 12.

Adelen skal ikke være forpligt, at drage uden Riget udi Kongelig Krigstjeneste paa deres egen Bekostning, men da at nyde det samme Tractemente, som andre gevorbne Officerer, Enhver efter sin Charge.

§ 13.

Ingen Adelsmand skal fra Ære og Liv dømmes, uden af Kongen og Sin Høieste-Ret; dog skal derunder ikke forstaaes de, som ere under Milicien og Flaaden, men de blive Krigs- og Admiralitets-Ret undergivne, saavidt deres Bestillinger vedkommer, de høieste militairiske Betjente undtagen, paa hvis Ære eller Liv Kongen med Sin Høieste-Ret vil dømme (r).

§ 14.

— Ingen Adelsmand skal fængsligen paagribes for sine forseelser, men maae stille nøiagtig Caution, og blive tilstæde, med mindre at Forseelsen gaaer paa hans Liv eller Ære thi da kan saadan Caution ikke tilstædes.

§ 15.

Ingen Adelsperson skal ved nogen Forseelse forbryde sit Jordegods, men Saadant skal falde til hans næste Arvinger, undtagen Nogen befindes at have begaaet og committeret Crimen læsæ Majestatis, eller ogsaa at have sig saa grovelig forseet, at han af Kongen og Hans Høieste-Ret, efter Loven, som derom gives,

(r) See D. Lov 1 — 2 — 11.

dømmes, at have sit Gods forbrudt: udi saadan Tilfælde skal deres Gods og Formue den Kongelige Fisco aleene være hjemfalden. (s)

§ 16.

— Adelen skal Haandthæves for Vold og Uret.

§ 17.

Adelen skal ikke drages fra deres Værneting.

§ 18.

Omskjøndt Vrag, der til Land kommer, og ingen and følger, eller udi tilbørlig Tiid kommer efter, Kongen bør, fordi at alle Hans Rigers Forstrande ere Hans, saa dog, Saadant uanseet, vorder af Kongelig Naade og Mildhed Adelen naadigst bevilget, at nyde Vrag, fom for deres egen Grund strander; dog at dermed efter Sø-Retten forholdes, saafremt de ikke Saadan Benaading vil have forbrudt (t).

§ 19.

— Den Frihed med Oxen at stalde, skal Adelen paa deres egen og deres Tjeneres Gods være tilladt (u), dog Kongen sin Rettighed forbeholden.

§ 20.

Adelen skal og være tilladt at handle og vandle, dog at det ikke skeer Kongen paa sin Rettighed til nogen Forfang, et heller Kjøbstæderne i deres billige Trafique og Næring til Hinder, særdeles saavidt saadant udi forgangne Krig Kjøbenhavn og Christianshavn givne Stabelstaders Privilegier ei er til Præjudice og Forfang, hvilket og om de Stabelstæder skal forstaaes, som Kongen herefter her udi Riget forordnendes vorder (v).

§ 21.

Kommer nogen Adelsmand paa Leide til Kongen, maae og skal han saadan Leide ubehindret nyde; dog skal han siden være pligtig, at svare for Kongen og Hans Høieste-Ret, og der sin Sag at udføre.

§ 22.

Birke, som Adel af Arrilds Tid med Rette

(s) See D. Lov 1 — 24 — 19.
(t) See begge Love 4 — 4 — 2, 4, Fd., 21 Marts 1705, og 7 December 1775.
(u) See Forordn. 11 Junii 1788.
(v) See og Fd. 25 Aug. 1741, og Prom. 14 Novbr. 1801.

forhvervet haver, og hidindtil upaakjært nydet, nyde de fremdeles (x).

§ 23.

— Og paa det Adelen destobedre Kongens Naadigst Kongelig Propension og synderlig Bevaagenhed kan fornemme, haver Kongen for Sig og Sine Kongelige Arvinger dem og deres Efterkom mere efterladt den Tynge, hvormed deres Tjenere hidindtil have været forpligt at age og føre Kongens og Sin elskelige Gemahls Fadebuhr (y).

§ 24.

Ydermere, Rostjenesten, som hidindtil har været Adelen ikke til ringe Omkostning og Besværing, har Kongen af synderlig Gunst dem udi 10 næstfølgende Aar efterladt, saa de imidlertid ikke dermed skal blive graveret eller besværget; — ikke paatvivlendes, at jo Adelen saadan Kongelig Naade med skyldig Underdanighed saa erkjender, at de sig udi høieste Maader beflitte, og lader vare angelegen Saadant imod Kongen og Hans Kongelige Arvinger med tilbørlig Lydighed og bestandig Troeskab at demerere; hvorimod Kongen dem Alle og Enhver med Kongelig Hyldest og Naade tilgedan og bevaagen forbliver.

Privilegier for den Geistlige Stand (z).

Gr. Friderich . . . . . . (a) bevilges. Og derfor den Geistlige Stand især, paa deres underdanigste Ansøgning og Begjering, efterfølgende Privilegier naadigst givet og bevilget:

§ 1.

Hvis Kongen herefter hos Geistligheden vil have udrettet, skal ved Bisperne, og serdeles hos Enhver udi sit Stift directe efter Kongens egen naadigst Ordre, og ikke

(x) See D. Lov 5 — 3 — 20, og Fd. 5 Mai 1696.
(y) See Fd. 5 April 1690, med Schous Henviisninger.
(z) See Confirm. 15 Decbr. 1670 og 15 Febr. 1701, med Noter.
(a) I Alt ligesom Gr. udi nastforestagende Adelens Privilegier.

ved Lehnsmændene eller deres Fuldmagtige (b), forrettes.

§ 2.

Dersom saa skeede, at Nogen herefter een eller fleere Bondergaarde skulde nedbryde, Jorden til Auls- eller Lade-Gaarde at bruge, eller og Aulsgaarde at oprette, da skal dog Geistligheden eller Kirkerne deraf, saavelsom Kongen selv, eller dem, hvilke Kronens Anpart Tiender efter sær Benaading kan have at oppebærge, Tienderne og tilbørlig Rettighed være forbeholden, saa at dem deres aarlige Indkomst uforkranket ferbliver (c). Og hvis Bøndergaarde for denne Tiid ere lagde under Aulsgaarde, eller deraf Sædegaarde oprettet, derom vil Kongen giøre sær Anordning, hvorledes dermed skal forholdes (d).

§ 3.

Ius Patronatus til nogen Kirke skal efter denne Dag Ingen tilstædes, uden dem, som Kongen dertil naadigst privilegeret, haver, eller i Fremtiden privilegerendes vorder. Dog at Enhver; som saadan Tus Patronatus haver eller bekommer, sine underhavende Kirker forsvarligen vedligeholder, saafremt han saadan Høihed og Benaading ikke vil have forbrudt (e).

§ 4.

— Af synderlig Naade bevilges og tillades ogsaa hermed, at enhver Præst sig mage tilforhandle den Præstegaards Bygning, som han og boer udi, og derom med Kongens dertil Deputerede accordere; og skal hans Successor udi Kaldet betale hans Arvinger samme Bygning og dets Forbedring efter 2 næste Præsters og 2 bedste Sognemands

(b) See Resol. 3 Novbr. 1682, cfr. Skriv. 18 Febr. e. a.
(c) See D. Lov 2 — 23 — 3, N. Lov 2 — 22 — 6, D. B. 25 October 1684 og 9 Maii 1685, Fd. 6 Junii 1769.
(d) See Fd. 16 Decbr 1682.
(e) See § 5 næstforest. Priv., med Note; N. Lov 2 — 21 — 6, Fd. 25 Febr. 1733 og 13 Aug. 1734.

Vurdering, dog saa at Vurderingen sig ikke strekker over 500 Slettedaler (f).

§ 5.

Præste- og Annex-Gaarde, samt hvis der er lagt Nogen ad mensam, maae Præsterne herefter nyde, saasom de dem af Arrilds-Tid med rette nydt haver; men hvis kan bevises, Noget deraf med Uret at være bortkommet, skal der dem restitueres (g).

§ 6.

Og, eftersom Præsterne udi Recessen og sær Forordninger, enddog Forseelsen er heel ringe, med haarde Straffe trues, da vil Kongen saadan Straf, om nogen Præst sig af menneskelig Skrøbelighed udi sit Embede saaledes skulde forseet efter Circumstancernes Bestaffenhed, og Enhvers forrige Levnet og Skikkelighed herefter naadigst mitigere og forlindre, ei paatvivlendes, at enhver af dem sig jo sin Stand og Embede noksom erindrer, og denne Kongelige Mildhed og Naade ikke misbruger.

§ 7.

Og, dersom nogen Præst skulde blive tildømt, nogen Bøder at udgive, da vil Kongen samme Bøder til fattige Præste-Enker have naadigst bevilget og forundt, i hvo og lus Patronatus kunde tilhøre (h).

§ 8.

Sædedegne paa Landsbyerne skal Boliger udvises saaledes, at de derudt kan holde Skole til Ungdommens Underviisning og Lære (i).

§ 9.

Og skal Kirkerne herefter selv nyde deres Anpart Tiende; og naar Kirkernes Tiender vorde ledige, da skal de bortfestes til dem, som meest ville give, dog at

(f) See Fd. (i §. 5 Reser) 24 Octobr. med Noter, Resev. 15 Junii 1792 og 29 October 1802.
(g) See D. Lov 2 — 12 — 6, N. L. 2 — 1 — 11, R. 1 Febr. 1690, og Fd. 1 August 1707, §. 10.
(h) See Confirm. 15 Decbr. 1670 §. 3.
(i) See L. 2 — 15 — D. 9, N. 7 Fd. 23 Janv. 1739, (D. og R.) §. 5, Plac. 29 April 1740, §. 1, F. 4 Maii 1741, §. 7. D. B. 14 Junii 1687 og 21 Julii 1688, R. 9 Sept. 1690, 13 Novbr. 1703, 7 Junii 1743, 8 Maii 1751, 10 Septbr. 1777 og 10 Janv. 1781, §. 10.

Vurmændene blive der nærmest til, om de ville give saa meget som nogen Anden (k).

§ 10.

Hvis og nogen Kirke af Indkomsters Mangel forfalder, og ikke nødtørftig vedlige kan holdes, eller nogen Præst for Kalders Ringheds Skyld ikke kan have sin nødtørftige Underholdning, da vil Kongen, naar Han underdanigst derom besøges, om dets Leilighed lade forfare, og derefter nødtørfteligen lade forsyne.

§ 11.

Naar nogen Præst ved Døden afgaaer, da skal hans Provst med 2 Præster i samme Herred, eller om Provsten selv var død eller forhindret, da i hans Sted en anden Præst af samme Herred, være over Skiftet, og efter Lov og Ret dermed forfare (l).

§ 12.

For Liigprædiken, som paa Landsbyerne af Præsterne at holdes begjeres, maar de annamme, hvis de Interessereds dem godvilligen give vil (m). Og vil Kongen naadigst, at Præsterne herefter skal være fri for al Indqvartering (n); — ei tvivlendes, at de, deres Børn og Efterkommere saadan (o) forbliver.

Privilegier for den Borgerlige Stand over al Dannemark (p).

(k) See D. Lov 2 — 22 — 19 og 3 — 3 — 26, Fd. 1 Julii 1687, 17 April 1688, §. 7, og 3 Janv. 1702, § 13; cfr. Indb. 18 Marts 1796.
(l) See Lovens 2 — 16 — 13 (11) og 5 — 2 — 90 (91) samt Rescr. 31 Julii 1744, med flere.
(m) See begge Love 2 — 10 — 1, Fd. 7 Novbr. 1682, §. 19, og R. 25 Janv. 1788, II. 4.
(n) See Fd. 5 Maii 1683, R. 20 Julii 1716, 29 Junii 1718, 8 Junii 1759, og 23 Decbr. 1768 med Noter.
(o) Dette udeladte som Slutningen i næftforestaaende Adelens Privilegier.
(p) For Norge given d. 30 Julii 1662; cfr. 3 Reser. af 24 Septbr. 1672.

Gr. Friderich . . . . . (q) bevilges,

Og derfore den borgerlige Stand især, paa deres underdanigste Ansøgning og Begjering, efterfølgende Privilegier Naadigst givet og bevilget:

§ 1.

Kjøbstæderne skal af Kongen og Hans Arvinger og efterkommende Konninger udi Dannemark og Norge, med qvalificerede Borgermester og Raad forsørges (r) hvilke flittig Agt skulle give, at Politi-Ordningen i alle Maader holdes og efterleves; og vil Kongen paa deres underdanigste Forslag og Begjering, hvorledes Næringen efter et hvert Steds Leilighed forbedres kan, Sig naadigst være angelegen.

§ 2.

Kongen vil ogsaa paa de Steder, som Borgemester og Raad ringe Indkomster have, for deres Bestilling dem naadigst efter Leilighed betænke.

§ 3.

Naar nogen Kongelig Befaling til Kjøbstæderne skal udgaae, da vil Kongen dem immediate til Borgemester og Raad, og ikke til Sin Ombudsmand (som tilforn har varet brugeligt), lade expedere (s).

§ 4.

Hvis som udi Recesserne og ved udgangne Mandater befindes, som kan vare om ufri Mand, den borgerlige Stand til Forkleining og Forargelse, skal aldeeles vare afskaffet, og aldrig herefter meere komme i Brug.

§ 5.

Kongen vil ei heller, at nogen Haandverks- eller Embeds-Mand paa Landsbyen maae boe, undtagen Grovsmedde, Tømmermænd, Muurmestere, Skindere, Skrædere, som sye Vadmel, og Skomagere som ikke giøre Skoe at sælge til Forprang, med

(q) Ord til Andet som Gr. i forestaaende Adelens Privilegier.
(r) See Fd. 28 Janv. 1692 og det af Schou Paaberaabte, med R. 12 October 1742 og 24 Mali 1743 (1), 14 Aug. 1688, 20 Marts 1799 og 17 October 1800.
(s) Dette er af det Kongelige Danske Cancellie, sjelden noget andet Kongl. Collegium, iagttaget, indtil Circul. 21 Septbr. 1802 udkom, vide Sammet 1. 5. mindre der kunde vare beleilige Pladse paa Landet, son Manufacturer med Kongl. Consens beqvemmeligen kunde gjores, da skal dog det, som saaledes forfærdiges, til Kjøbstæderne føres, og der sælges eller udskibes (t).

§ 6.

Alle, som som boe i Bye, og bruge borgerlig Næring, skulle bære borgerlig Tynge; men Adel, Geistlige eller Graduerede Folk, som i Stæderne boe, og ingen borgerlig Næring bruge, skal ikke med nogen borgerlig Personal-Tynge besværges, men af deres Gods og Formue lige ved Andre contribuere, med mindre Kongen af synderlig Naade Nogen derfore befrie vil (u); dog udi Feide-Tid skal Enhver hielpe hverandre lidelig efter Evne, og som billigt eragtes kan, uden Nogen at forskaane.

§ 7.

Kongen vil ogsaa ærlig Folkes Børn, hvad Stand de og være, til Hæder og Nytte, eftersom Han dem capabel befinder, befordre.

§ 8.

Den Frihed Øxen at stalde, og dermed at handle, skal dem udi Kjøbstæderne være fri og tilladt; dog Kongens Told-Rettighed Ham forbeholden i alle Maader (v).

§ 9.

Og, efterdi tilforn er meldet, at Kongl. Breve og Befalinger til Kjøbstæderne immediate til Borgemester og Raad, og ikke til de Kongl. Ombudsmænd, skal gaae, da er ogsaa den forrige Paaskrivelse paa Supplicationer hermed afskaffet (x).

§ 10.

Og eftersom Kjøbstæderne ikke ringe Besværing havt haver, i det at de med idelig Kjørsel for de Kongl. Betjente saavelsom Andre hidindtil have været besværget,

(t) See D. Lov 3 — 13 — 23, Rescr. 1 Decbr. 1736, med Noter l. m, Pr. 12 Janv. 1790 og Circul. 27 Dec. 1794.
(u) See D. Lov 3 — 6 — 2.
(v) See Forordn. 11 Julii 1788.
(x) See Fd. 28 Decbr. 1792, og Circ. 3 Maii 1809.

da vil Kongen udaf synderlig Gunst og Naade dem saadan Byrde hermed have efterladt, og alle fri Pladser afskaffet, saaledes, at de herefter dermed ikke skal besværes, undtagen naar Kongen, Hans Gemahl eller Born udi egen Person frem eller tilbage reise, da skal de være forpligt, Kongen og Hans Hofstat, som sædvanligt er og været haver, med fri Vogne at tjene, hvilket og skal forstaaes, naar fremmede Potentater, Fyrster eller Heurer, eller deres Gesandter Kongen besøgendes vorder, og Kongens Passer og Ordres have at fremvise (y); og skal Borgemester og Raad udi Kjøbstæderne derforuden gjøre den Anstalt, at den reisende Mand uden Ophold og Klage for billig og af Kongen forordnede Betaling kan afsted komme, saafremt de ikke denne Benaading vil have forbrudt (z).

§ 11.

Selveier-Gods, som Borger eller Bønder eier, maae ikke ved nogen af deres Forseelse forbrydes, men skal falde til deres næste Arvinger, undtagen Nogen befindes at have begaaet Crimen læsæ Majestatis, eller i andre Maader sig saa groveligen forseet, at han efter Loven, som derom gjøres skal, dømmes saadant Gods at have forbrudt; og da skal det den Kongelige Fisco aleene være henfalden (a).

§ 12.

Hvis andre Privilegier, dem af Kongens Forfædre, Konninger udi Dannemark, og af Kongen tilforn kan være given, som ei Kongens Arve-Rettighed, Jura Majestatis og Souveranitet

(y) Indskrænket ved Fd. 5 April 1690 og nogle seenere Anordninger.
(x). See Lovens 3 — 11 — . Laugs-Art. (hos Schou) 5 Marts 1683, R. 14 April 1747 og Fd. 9 Sept. 1763.
(a) See D. Lov 1 — 24 — 12, og 6 — 6 — 1 Fd. 6 Febr. 1694 og 21 Marts 1705, §. 5.

er til Præjudice, Samme vil Kongen hermed ogsa naadigst have confirmeret; — ei tvivlendes, at de, deres Børn og Efterkommere saadan Kongelig Naade . . . . (b) bevaagen forbliver.

.