Rigsretstidende 2den Sag (1877)/Bilag 9
9.
1852 17⁄2. Kunstakademiets fornyede Erklæring. Tillæg B. til Rigsdagstidenden for 1875-76 Sp. 993-96.
„Det ærede Finantsministerium har i Skrivelse af 30te forrige Maaned begjært Akademiets yderligere Betænkning om, hvorvidt den saakaldte Marmorkirkes Konservation maatte fra Kunstens Side være saa overveiende ønskelig, at der af den Grund kunde være Anledning til at foretrække en for Statskassen mindre fordelagtig Anvendelse af selve Pladsen, eller om det ikke vilde være fyldestgjørende, naar blot den egentlige Kirkebygning eller dens Hovedparti bevaredes, medens den øvrige Del af Pladsen blev inddragen til Afbenyttelse, forsaavidt der ikke maatte findes Anledning til at sælge hele Ruinen med Tilliggende til Nedrivelse.
Med Hensyn til det førstnævnte af disse Alternativer har Akademiet, foranlediget ved Ministeriets Skrivelse af 6te Mai 1851, yttret, at i Tilfælde af, at man nærmede sig en saadan Disposition, maatte man erklære sig for den under Nr. 3 a forelagte Plan til den ved Kirken liggende Grunds Afbenyttelse, og i Tilfælde af, at denne Plan skulde have Fremgang, har man kun gjort opmærksom paa, at de eventuelle Bygninger da maatte holdes indenfor de angivne Gadelinier, samt at Husenes Høide tilnærmelsesvis holdtes lignende og ikke afbrødes paa en altfor paafaldende Maade.
Men, hvad Ruinens fremtidige Bevarelse angaar, er Akademiets Helhed aldeles enig med dets samtlige Arkitekter, som paa dets Anmodning ere sammentraadte til dette Spørgsmaals nærmeste Drøftelse og i en Erklæring, som Akademiet tillader sig at vedlægge i Afskrift, have udtalt, hvad der i denne Sag formentlig skyldes Hensyn til Kunsten, et Ønske, som Akademiet gjentagende udtaler i Haab om, at det fremdeles maatte have en beskyttende Indflydelse paa den iøvrigt forladte Bygning.
Hvorhos Akademiet ikke undlader at remittere det indsendte Bilag.
Det Kongelige Akademi for de skjønne Kunster, den
17 de Februar 1852.
Jerichau.Eckersberg.Lund.Hetsch.
Koch.Marstrand.Høyen.Stein.
Thiele."
„Akademiet har i Forsamlingen af 2den d. M. overdraget os Undertegnede, dets samtlige Arkitekter, foreløbig at behandle det i Finantsministeriets Skrivelse af 30te forrige Maaned stillede Spørgsmaal angaaende den saakaldte Marmorkirkes Værd fra Kunstens Side, og angaaende det Tilraadelige i at give Pladsen en anden Bestemmelse.
Efter atter at have taget denne Sag under Overveielse, og saavel fra det rent artistiske Standpunkt som fra mere almindelige Sider at have underkastet disse Spørgsmaal en nærmere Drøftelse, ere vi komne til det Resultat, som vi herved fremlægge.
Akademiet har allerede i dets Svarskrivelse til Finantsministeriet af 10de Januar 1850 udtalt, hvad der fra dets Side var at udtale med Hensyn til Bevarelsen af et Monument, der selv i sin Ufuldendthed har saa meget at betyde for Bygningskunstens Historie i Danmark, og har allerede anvendt sin Indflydelse for denne Ruins Uantastelighed.
Vi kunne altsaa forudsætte, at nu, da Afgjørelsen synes lagt i dets Hænder, vil det være i Samklang med den hele Forsamlings Anskuelse, naar vi fremdeles erklære, at disse storartede Levninger bære Vidnesbyrd om et Opsving i Fædrelandets Kunstbestræbelser, som selv i sit Fald har Krav paa ærbødighed, og forøvrigt ligger vor Mening udtalt i Akademiets Erklæring, at denne Sag neppe under de nærværende Forhold bør finde sin Løsning.
Var der nemlig et tredie Alternativ imellem enten at lade Ruinen endnu henstaa eller at lade den nedbryde, saa vilde vi, naturligvis under visse Betingelser, give et saadant Fortrin.
Men til en værdig Afbenyttelse af det Tilstedeværende og Ufuldførte er der for nærværende Tid ingen Udsigt, og indtil en mulig indtrædende gunstigere Epoke anse vi det for det Rigtigste, at disse Overleveringer fra Fortiden, som indeholde en stadig Opfordring til mulig kunstnerisk Gjennemførelse, og som Fremtiden dog maaske endnu, saalænge Raadigheden ikke er aldeles afskaaren, en Gang paa en til Landets Kræfter svarende Maade vil kunne benytte paa en værdig Maade, hellere maatte ønskes igjen overleverede til en følgende Generation i den Stand, hvori vi have modtaget dem, end disponeres over, saalænge det ikke staar til fri Raadighed at foretrække det Rigtigste.
Vi bestyrkes i denne Anskuelse ved en anden Betragtning, den nemlig, at de pekuniære Fordele, som Ruinens Nedbrydelse og Pladsens Ryddeliggjørelse til Salg, saaledes som vi tro at have erfaret, for nærværende Tid neppe lover noget væsentligt Udbytte, naar der tages Hensyn til den Indtægt, som Statskassen allerede nu inddrager i Leie af Pladsen, og de Udgifter, som Transaktionen iøvrigt vilde medføre.
Saaledes indstille vi Sagen til Akademiet.
Kjøbenhavn, den 15de Februar 1852.
Hetsch.
Friis.
Koch.
Hornbech.
Bindeshøll.