Sakuntala/Indledning
INDLEDNING.
Da Sir William Jones mod Slutningen af forrige Aarhundrede hørte tale om Indiens gamle Skuespil og forespurgte sig hos indfødte Lærde om, hvilket der stod i størst Anseelse, nævnede de ham uden Betænkning Sakúntala. Han oversatte det paa Engelsk, og hans Valg blev ikke uden Indflydelse paa Sanskritstudiets Udbredelse i Europa. Thi den høie Sædelighed og Anstand, den Ynde og Friskhed, der giver dette næsten totusindaarige Kunstværk en evig Ungdoms Præg, vakte Beundring overalt, hvor det kom Kjendere for Øine. Til Vidnesbyrd herom er det nok at anføre Goethes Ord:
Willst du die Blüthe des frühen, die Früchte des späteren Jahres,
Willst du was reizt und entzückt, willst du was sättigt und nährt,
Willst du den Himmel, die Erde mit einem Namen begreifen,
Nenn' ich, Sakontala! Dich, und so ist Alles gesagt.
For dem, der ere ubekjendte med den Cultur, der i Oldtiden havde sit Hovedsæde i den frugtbare Dal imellem Himálaja- og Vindhja-Bjergene, hvor Ganges optager Mellem-Indiens talrige Floder, skal jeg forsøge saa kort som muligt at give et samlet Overblik over de Forhold og Forestillinger, som Skuespillet Sakuntala nærmest forudsætter eller berører.
1. INDERNES FORFATNING OG GUDELÆRE.
I Alt hvad der lever, saae Inderne en Aabenbaring af trende Grundkræfter, der paa mange Maader krydse hverandre: Mørke, Lidenskab og Sandhed. Mørket er fremherskende i Dyr, i Slaver, i Trolde, kort i de lavere Væsner; Lidenskaben i Krigsfolk, Konger og underordnede Guddomme; Sandheden i andægtige Viismænd og i Guder. Gjennem Død og Fødsel vandrer enhver Sjæl op eller ned i denne Række af Væsner, og med hvilket Legem den da skal fødes paany, beroer paa, til hvilken af Verdens Grundkræfter den i sit forrige Jordeliv har hengivet sig. At der høres idelige Suk efter Forløsning fra denne fredløse Sjælevandring, er ikke at undres over; men først naar Sjælene ere luttrede, stedes de til Hvile i den evige Guddom. Man vil iøvrigt let indsee, at hele Sjælevandringslæren, der tilmed ikke har udelukket Troen paa Himmelglæder og Helvedstraffe efter Døden, ikke saameget kan være synlig som usynlig tilstede i de Skikkelser, hvori det indiske Liv har formet sig.
Meest fremtrædende af disse er Kastevæsenet, der gjør det borgerlige Samfunds Gruppering uforanderlig, og hensynsløst bestemmer Børnene til det samme Kald, som deres Forældre havde at varetage. For enhver af de fire Kaster, Brahmánernes eller Præsternes, Kshátrijernes eller Krigernes, Váisjernes eller de næringsdrivende Borgeres og Súdrernes eller Trællenes, er det den høieste Fortjeneste at forblive ved sin beskikkede Gjerning. De blandede Kaster, der opstaae ved Kryds-Ægteskab, synke derved saa langt ned, at f. Ex. den Søn, en Kriger avler med en Qvinde af Brahmánkasten eller omvendt, agtes lavere end Trælle; thi Kastevæsenet forudsat, maa der vaages over, at Kasterne kunne vedligeholdes i deres Reenhed. Derimod tilsteder Loven endog Giftermaal, som den selv erklærer for vanhellige. Af de otte i Manus' Lovbog hjemlede „Bryllupper“, af hvilke nogle foregaae ved høitidelig Vielse, andre ved Kjøb eller Bortførelse, bliver der i det Følgende meest Tale om det saakaldte Gandhárve-Bryllup, d. e. lønlig Trolovelse, uden Frænders Mægling eller Samtykke og uden Ceremonier, men derfor ikke mindre bindende; det forekommer hyppigt i Krigerkasten, hvor det endog ansees for det ædleste, maaskee i Modsætning til den gjængse Skik, at Fædrene bortlovede Søn eller Datter allerede i Barnealderen. Maalet for ethvert Ægteskab er at føde en Søn, der kan forrette Dødningoffrene; thi uden dem maae hans Forfædre synke ned i Underverdens Mørke. Imidlertid er Barnløshed saa meget sjeldnere, som Fleerkoneri ansees for tilladeligt.
Krigerkasten har det Kald at beskytte de andre Kaster; til den hører Kongen. Han er øverste Dommer og Hærfører, opkræver og anvender Skatterne, underretter sig, tildeels ved Spioner, om hvad der foregaaer i og udenfor hans Rige, og styrer dette, veiledet af sine Raadgivere, efter de hellige Love og Vedtægter. I Hovedstaden har han et prægtigt Slot med Offerplads, Fruerhuus, Lysthave osv.; talrige Embedsmænd, Tjenere og — til hans personlige Opvartning — Tjenerinder Staae rede paa hans Vink. Der hersker ved Hove, som i de fleste andre Kredse, en temmelig streng Etiquette.
Brahmán-Kasten er den ypperste; thi den er Midleren mellem Guder og Mennesker. Den besørger den høist ceremonielle Offertjeneste, fortolker de hellige Bøger og dyrker Videnskaberne; derfor underholdes den ogsaa tildeels ved milde Gaver. Efter at være beklædt med Kastens Mærke, en Axelsnor, tilbringer Brahmánen det første Afsnit af sit Liv som Lærling, kydsk, lydig og lærvillig; han maa hente Vand og Offerqvas eller samle Almisser o. d., og beflitte sig paa at lære det gamle Sprog, Videnskaberne og de hellige Vedtægter. Hvis han efter disse Læreaar ikke træder over i en eller anden verdslig Stilling, hvortil hans høiere Dannelse aabner ham Adgang, lever han som Husfader, sædvanligviis i gift Stand, beskjæftiget med Offring til Guder, Forfædre eller Gjæster, med Soning og Indvielse, med Grublen, Granskning og Underviisning; han kommer derved i ideligt Samqvem med de andre Kaster saavelsom sin egen, der samtlige siges at leve og opholdes i Kraft af Husfaderens Fromhed. Men naar hans Haar graanes og hans Søn er bleven Mand, beskikker han sit Huus og bliver Skovboer, for i Lundens Stilhed, imellem bodfærdige Eneboere, endnu offrende og granskende, at forberede sig til fuldkommen at forsage Verden. Thi tilsidst skal han afbryde enhver jordisk Forbindelse, ophøre med al udvortes Gjerning og som Tigger friste Livet ved Almisser, uden at glædes, naar de blive ham skjænkede, eller bedrøves, naar de blive ham nægtede, indtil hans Sjæl forløst fra Jordelivet „vandrer mod oven“. I Sakuntala lære vi hiint Eneboerliv at kjende af en Digters Skildring. Et Samfund af Mænd og Qvinder, yngre og ældre, slutter sig fjernt fra Livets Tummel om deres aandelige Mester. De leve i uskyldigt Samliv med Skovens Gazeller og Slyngplanter, og hellige sig ved Offring og Renselse, ved Grublen, Faste og anden Spægelse. Naar de dagskye Raksháser eller Troldjetter røve og besudle deres Offre og forstyrre deres Andagt, søge de Beskyttelse hos Kongen, hvis Pligt det er at beskjærme den Værgeløse. Men ogsaa Mesteren har ofte Magt dertil. Thi gjennem Bod og Selvplagen erhverve Viismænd sig overmenneskelig Magt: deres Ord har Kraft til at velsigne og forbande — og tiere, end man skulde vente hos saa mildt et Folk, fortæller Sagnet om en Forbandelse, som eengang udtalt aldrig lader sig gjenkalde —; ved Selvfordybelse kunne de ligesom Guderne vide Alt, ja ved Tankens Magt kunne de baade skabe og tilintetgjøre. Derfor tør ikke engang Guderne være trygge i Himlen, og man hører ofte om deres Frygt for en eller anden stræng Selvplager, som de ved en Huldgudindes Skjønhed friste til at glemme Bodsøvelsen og overtræde det hellige Kydskhedsløfte. Lykkes det, da har al hans Bod været forgjæves.
Indernes høieste Guddomme vare, som bekjendt, Bráhma, Vishnus
og Sivas, der alle nævnes her i Digtet. I senere Tider opstode der
forskjellige monotheistiske Secter, der enten dyrkede disse tre Guder under
Eet som Trimúrtis (Trefoldighed), eller fremhævede den ene af dem
saaledes, at hans Væsen og Virksomhed indbefattede og derved ligesom
opslugte de tvende andres. Men i Sakuntala omtales alle tre som
særskilt virkende Guder, og kun Indgangs- og Slutningsverset synes at
antyde, at Forfatteren selv har været Sivadyrker. Bráhma (gift med
Veltalenheds Gudinde Sarásvati) tænkte man sig nærmest som
Aabenbareren af de fire Védas (den hellige Skrift) og som Skaberen, der deels
selv, deels ved underordnede Skabere, som han fødte til at gjennemføre
sine Forbilleder, har frembragt Alverden. Saaledes hedder det i Manus'
Lovbog, at han skabte Præsternes Kaste af sin Mund, Krigernes af sin
Arm, Borgernes af sin Lænd og Trællenes af sin Fod. Vishnus (g. m. Lyksaligheds Gudinde Láksmi) var nærmest Opholderen, der, for
at frelse Verden, under forskjellige Skikkelser (ni saakaldte „Avatárer“)
er nedstegen fra sin salige Himmel. Som Fisk bar han saaledes i
Syndfloden den hellige Skrift over Vandene; som Skildpadde hjalp han
Guderne med af Verdenshavet at fremkjærne Udødeligheds Drik; som
Mand-Løve sønderrev han en af Gudernes seirrige Fjender; som Dverg
tog han af en anden Gudefjende Løfte paa saameget Land, som han
kunde maale i tre Skridt, og vandrede nu i tre Skridt gjennem Jord,
Luft og Himmel; som Kong Rámas undertvang han Sydindien i det Tog,
der besynges i Heltedigtet Ramájanam; tilsidst oplivede han Tro og
Sædelighed ved at fremtræde som Religionslæreren Buddhas. Thi uagtet
Buddhismen bestred Kastevæsenet og forbød alle blodige Offre, stod den
en Tidlang fredelig ved Siden af den ældre brahmánske Lære, og først
i de nærmeste Aarhundreder efter Chr. begyndte de Forfølgelser og
Udvandringer, der have udbredt den i Nabolandene. Sivas (g. m. den
bjergfødte Párvati eller Durga) fremtræder i Gudelæren med en vildere
Charakteer end Bráhma og Vishnus, nemlig som den, der opliver
Verden og tilsidst skal ødelægge den. Midt i Panden har han et tredie Øie,
hvis Blik er fortærende Ild; i sin Haarfletning bærer han Gangesflodens
Kilde; en Trefork er hans Vaaben og Halvmaanen hans Diadem. Han
dyrkedes især i Nordindiens Bjergland under vilde, bacchantiske Dandse.
I nøiere Samqvem med Menneskene, end hine tre Overguder, staae de otte „Verdensvogtere“: Sol og Maane, Ild, Hav og Vind, Helvedernes strænge Gud Jamas, Rigdommens Gud og fremfor Alle „Gudefyrsten“ Indras (g. m. Sátsji), der renser Luften med sin Torden og velsigner Jorden med frugtbar Regn. Hans Vaaben er Regnbuen og Tordenkilen; hans Bolig det livsalige Svárgas med Haver af Ønsketræer, hvor de faldne Krigeren efter Døden samles med Guder og Helte og forlystes ved Gandhárvers Sange og Strengeleg og deilige Apsarásers eller Huldgudinders Dandse. Men Indras er tillige Forkjæmper mod Asúrerne, Gudernes Fjender, der fra Begyndelsen have bekriget dem med Vold og List, og ofte maa han kalde Jordens Helte til Hjælp for at trænge Asúrerne tilbage. At endelig iblandt de andre Guder Elskovsguden havde mange Fester og Helligdomme, fulgte af den Sands for Qvindelighed, der lærte Inderne fremfor andre østerlandske Folkeslag at erkjende Qvindens personlige Værdighed ligeoverfor Manden, af hvem hun i borgerlige Forhold var afhængig, og satte deres Digtere istand til at fremstille Idealer af qvindelig Ynde og Sjæleadel. Kjærlighedens Gud hedder Kámas (Attraa), Smáras (Erindring), Mádanas (Beruser), eller den „Legemløse“, den „i Sjælen Fødte.“ Han fremstilles ridende paa en Papegøie, med Sukkerrørs Bue, hvis Streng er en Kjede af levende Bier; de skjønneste Blomsters Knopper ere hans Pilespidser; i hans Banner sees et Hav-Uhyre, som Sindbillede paa hans altbetvingende Magt.
2. INDERNES SKUESPILDIGTNING.
Den Livsanskuelse, hvis Grundtræk her ere antydede, findes udtalt i en rig Litteratur af allehaande digteriske og videnskabelige (kun ikke reent historiske) Skrifter, der naaer fra den graae Oldtid indtil de seneste Aarhundreder, da den lidt efter lidt døde hen i Spidsfindigheder eller kunstige Efterligninger og skriinlagdes af lærde Fortolkere. Her maa det være nok at omtale den dramatiske Litteratur. Dens første Udvikling falder længe før vor Tidsregnings Begyndelse og skyldes uden Tvivl mimiske Dandse og Festspil, som opførtes til Gudernes Ære. Imidlertid ere de foreløbige Forsøg i denne Retning ikke opbevarede, og af indfødte Forfattere lære vi ligesaa lidt Litteraturens som Folkets Historie at kjende: de have iagttaget Beskaffenheden af det Givne og sammentrængt deres Iagttagelser i sindrige Formler og Læresætninger, men ikke indladt sig paa, hvorledes det lidt efter lidt har udviklet sig. Allerede det ældste Skuespil, vi besidde, („Leervognen“) maa kaldes et Kunstværk og er, hvad det dramatiske Tilsnit angaaer, ikke forskjelligt fra de mange senere, der bleve digtede, saavidt vides, i første Aarhundrede før, og i ottende, ellevte og følgende Aarhundreder efter vor Tidsregnings Begyndelse. Hvad enten det er mythologiske eller borgerlige Skuespil, Lystspil eller allegoriske Dramer — Sørgespil gives der ikke — gjælde navnlig de Eiendommeligheder, vi med Hensyn til Sakuntala have at udhæve, ogsaa om de øvrige indiske Skuespil.
En af disse gjennemgaaende Eiendommeligheder er Brugen af to Sprog jevnsides, nemlig Sánskrit og Prákrit. Sanskrit, Modersmaal for et Folk af samme Blod og fra samme Vugge som Europæerne, Søstersprog til Græsk og Latin, Gothisk, Slavisk, kortsagt til alle europæiske Sprog, er, sammenlignet selv med de ældste af disse, endnu rigere paa Former og Forholdsendelser og ynder lange Ordsammensætninger, saa at ofte eet Ord udsiger det Samme, som i nyere Sprog maa udtrykkes ved en heel Sætning. Det blev talt og skrevet i den indiske Culturs classiske Periode, og bruges endnu som dødt Sprog i Videnskaberne og ved Gudstjenesten. Men som Folkesprog blev det nogle Aarhundreder før Chr. fortrængt af en afledet, blødere eller rettere sagt kjælnere Dialekt, hvori de skarpe Consonanter ere udstødte eller dæmpede, Bøiningsformernes Antal indskrænket, Formindskelsesord hyppig anvendte o. s. v. Denne Dialekt, hvis mange meer eller mindre forvanskede Afarter med eet Navn kaldes Prakrit, forholder sig overhovedet til Sanskrit omtrent som Italiensk til Latin. Da den blev Folkesprog og Modersmaal, var det et Tegn paa lærd Dannelse at tale Sanskrit, og i Overeensstemmelse hermed ere Sprogene fordeelte i de indiske Skuespil. Konger og deres anseeligste Mænd, Præster, Eneboere og Guder tale Sanskrit; Qvinder samt qvindelige Guddomme, Børn og Tjenestefolk tale et renere, men Pøbelen og Rettens Folk et meget fordærvet Prakrit; af tvende Brahmánlærlinger, der etsteds indføres samtalende (Urvasi III. Forsp.), taler den yngste, nys ankomne, Prakrit, den ældre derimod Sanskrit. Da nu omtrent ethvert Ord lyder noget anderledes i Grundsproget end i det afledede Sprog — Hovedpersonerne i vort Skuespil hedde saaledes paa Sanskrit Dushjántas og Sakúntala, paa Prakrit Dussánto og Saúndala —, vil man let forestille sig, hvormeget Sprogforskjelligheden har bidraget til at give Talen Farve. — Dertil medvirker ogsaa Afvexlingen mellem simpel Prosa og Vers af forskjellige symmetriske Fodmaal, der ligeledes er gjennemgaaende i de indiske Skuespil og navnlig indtræder i de Sanskrit-Talendes Replikker. Men det er ikke de lidenskabeligste Steder, der sættes i bunden Stiil; sjelden ere Versene Udbrud af en reent lyrisk Stemning, og ligesaalidt sigte de til at føre den dramatiske Handling videre. Meget mere danne de Hvilepunkter for Tanken, idet de fremhæve en Beskrivelse, en Betragtning, en Lignelse, der — oftest i en enkelt kunstig slynget Sætning — afsætter sig paa Samtalens Traad, ligesom Blomsten paa sin Green.
Allerede disse Egenheder tyde hen paa, at Skuespillene vare beregnede paa dannede Tilhørere, navnlig af Præste- og Kriger-Kasten. De opførtes ved Fester og Høitider paa en i de kongelige Slotte indrettet Skueplads, der var inddeelt ved Tepper, men, naar man undtager de omhyggelig valgte Dragter, uden betydeligt Apparat. Ligesom Ordene ledsagedes af udtryksfulde Miner og Bevægelser, som Digteren idelig foreskriver (f. Ex. at see op efter Solen, naar der spørges, hvad Time det er), saaledes søgte man Erstatning for Maskineriets Illusioner i visse vedtagne Stillinger og Fagter, der udtrykte Kjørsel, Flyven o. s. v., og hvorved da Tilskuerne, som oftest understøttede af en digterisk Skildring, maatte tage deres Indbildningskraft til Hjælp; der findes endog Scener, der gjøre selvstændigt Krav paa det stumme Spil. Indenfor Grændserne af hvert Optrin overholdtes Stedets og Tidens Éenhed, forsaavidt Skuepladsen aldrig tænktes pludselig forvandlet, men vel lidt efter lidt flyttet med Personerne; den ene Samtale knyttede sig til den anden, og Skuepladsen blev ikke tom, uden at med det Samme Optrinet var tilende.
Sakuntala's Forfatter, Kalidásas skal have levet under Kong
Vikramáditjas, som efter en Seir over Sakerne, et skythisk Folk, der
længe havde hærjet det nordvestlige Indien, i Aaret 56 f. Chr. grundede
en ny Tidsregning, som endnu bliver benyttet. Denne Konge spiller i
Indiens Folke-Eventyr en lignende Rolle som Carolus Magnus i
Middelalderens. Ved hans Hof i Uddsjájini (Oujein, tæt Norden for
Vindhja-Bjergene) blomstrede Kunster og Videnskaber, og især berømmedes — under Navnet „Niperlen“ — en Kreds af ni Lærde og Digtere, blandt
hvilke Ordbogsforfatteren Amarasínhas, som var Buddhist,
Prakrit-Grammatikeren Vararútsjis og Digteren Kalidásas. Denne var af Fødsel en
Brahmán, men led mange Forfølgelser af sin Kaste og maatte endog en
Tid lang leve i Landflygtighed. Af Digterværker, der tilskrives ham,
besidde vi endnu et andet mythologisk Skuespil, Urvasi, hvoraf Fr.
Rückert har meddeelt Prøver og udførligt Udtog (Berl. Jahrb. 1834 Nr.
117), og et mindre Intriguestykke, foruden nogle Kunstdigte af episk,
erotisk og naturbeskrivende Indhold.
3. UDGAVER OG OVERSÆTTELSER AF SAKUNTALA.
Den første Oversættelse (Sacontalá or the fatal ring) er besørget af William Jones og udkom i Calcutta 1789, altsaa paa en Tid, da man endnu savnede mange Hjælpemidler, som senere ere bragte tilveie. Han søgte at hjælpe sig ved først med Bistand af en lærd Brahmán at oversætte Stykket paa Latin og derfra paa Engelsk. At han har udført sit Arbeide med ligesaa megen Smag som Omhu, er umiskjendeligt. Alligevel have ikke blot mange enkelte Steder ved Misforstaaelse tabt deres Skjønhed; men ved at ledes igjennem et andet fremmed og tilmed dødt Sprog, maatte Stilen uundgaaelig blive noget forvisket eller udspædet, og Textens Udtryk forholder sig ikke sjelden til Oversættelsens, ligesom en Fabel til dens Moral. Hertil kommer, at Versene ere oversatte i Prosa og ikke engang for Øiet sondrede fra den fortløbende Dialog, der da paa saadanne Steder siger det Samme to Gange og ved en øiensynlig Dobbelthed i Udtryksmaaden, den simplere og den billedrig malende, mister sin Holdning. Med alt det er det et Spørgsmaal, om en Oversættelse saa tro, som man nu bør vove den, dengang vilde have gjort ligesaa megen Lykke, som hans gjorde. Den blev hurtig gjenoversat, paa tredie Haand, og saaledes fik ogsaa vi allerede 1793 af Rector West paa St. Croix en Oversættelse paa et Slags west-indisk Dansk (Sacontalá eller den uheldige Ring, et indiansk Drama).
Sanskrit-Texten blev første Gang udgivet tilligemed Anmærkninger og en fransk Oversættelse af Chezy i Paris 1830, under Titlen: La reconnaissance de Sacountalá. Ved sin varme Begeistring for Digtets Skjønhed overvandt Chezy en Deel af de store Vanskeligheder, som Mangel paa Hjælpemidler, og deriblandt paa gode Haandskrifter, lagde ham i Veien. Men hvad hans Oversættelse angaaer, maa enten hiin Begeistring have forlokket ham til at digte istedenfor at oversætte, eller han maa have næret en overdreven Mistro til sine Læseres Evne og Villie til at fordrage en fremmed Udtryksmaade. Nok er det: hans franske Oversættelse er, især paa de smukkeste Steder og navnlig i Versene (som ogsaa her gjengives i Prosa, dog ved Trykken fremhævede), saaledes forsat med moderne Floskler og ziirlige Omskrivninger, at den i Hovedindtrykket staaer ikke lidet tilbage for sin engelske Forgjænger. — Derefter udkom 1833 i Zürich en tydsk Oversættelse af Schweitzeren Hirzel, der, uden forresten at vise Selvstændighed i Fortolkningen, holder sig nærmere til den indiske Original, end den forrige. Men ligesom Jones' Oversættelse var altfor engelsk og Chezy's altfor fransk, saaledes er Hirzels altfor tydsk. Prosaen lider nemlig af en vis selvbehagelig Stivhed, og med Versene har han havt den uheldige Tanke, saavidt muligt at oversætte dem i Originalens Versemaal. Men dette er sjelden muligt, naar man ikke vil tillade sig i en snever Vending at lægge til og tage fra istedenfor at gjengive, og til Skade baade for Vellyd og for Ordstillingens Naturlighed at indtvinge sit Modersmaal i en fremmed Versebygning; og endda har Oversætteren seet sig nødsaget til bestandig at komme Oplæsningen til Hjælp ved metriske Schemaer. Undertiden ere de indiske Versemaal saa gjenstridige at bestaae af en lang Række korte eller lange Stavelser eller af Fødder, der regnes efter Stavelsernes Vægt uden Hensyn til deres Antal. I slige Tilfælde har Hirzel været nødt til at opgive sin Grundsætning, men har da ligesom til Godtgjørelse slaaet sig løs med rimede, hoppende Vaudevillevers, som tage sig yderst besynderligt ud ved Siden af de andre, der skridte frem i det indiske Fodmaal. Disse Misgreb ere oplyste af Rückert i en Kritik (Berl. Jahrb. 1834 Nr. 101), der tillige indeholder fortræffelige Vink og Prøver af Mesteren i den Kunst at oversætte.
Grundtexten blev anden Gang udgivet af en ung russisk Lærd, Böhtlingk, i Bonn 1842, under Titlen: Kalidâsa's Ring-Çakuntalá. Foruden at denne Udgiver har oplyst mange af Textens Dunkelheder ved Hjælp af gamle indiske Scholier og egne Anmærkninger og forklaret den ved en tydsk Oversættelse, der vel ikke er, men heller ikke vil være andet end et Hjælpemiddel for dem, der læse Stykket i Grundsproget, har hans Udgave det Fortrin at slutte sig til en ældre Haandskriftfamilie, som Brockhaus havde draget for Lyset[1]. Saavel Chezy og Hirzel som Jones kjendte nemlig kun de bengalske Haandskrifters Text, i hvilken adskillige tildeels smagløse Vers ere indskudte og Stykkets erotiske og komiske Partier udvidede paa det Heles Bekostning, medens kun enkelte Tilsætninger og Omsætninger fortjene Opmærksomhed. Böthlingk har derimod, især ved at benytte et Forraad af Sammenligninger mellem de bedste i England opbevarede Devanágari-Haandskrifter, som Brockhaus og Westergaard stillede til hans Raadighed, renset Texten for disse Tilsætninger og meddeelt os Kalidásas' Mesterværk i en oprindeligere og ædlere Skikkelse end den hidtil bekjendte. Desværre har han ikke leveret de fornødne Forarbeider til en Vurdering af den bengalske Text, endsige efterviist de Grundsætninger, der synes at have været ledende ved dens Udarbeidelse.
For ti Aar siden læste jeg Sakúntala i den danske Oversættelse, hvis Slethed maaskee gjorde de mishandlede Skjønheder endnu mere overraskende. Blandt de Grunde, som kort derefter bestemte mig til at lære Sanskritsproget, var ogsaa det Ønske at lære et Folk at kjende, hos hvem et saadant Sindelag kunde udtale sig i saadanne Kunstværker, og det Haab engang selv at oversætte Sakúntala paa mit Modersmaal. Da det første Hefte af Böthlingks Udgave, der indeholdt Sanskrit- og Prakrit-Texten, var kommet mig tilhænde i Forsommeren 1842, begyndte jeg at arbeide paa den danske Oversættelse og var ved Aarets Udløb saa vidt fremrykket, at jeg troede neppe at have to Maaneders Arbeide tilbage, da en ny Virksomhed saaledes optog min Tid og mine Tanker, at Maanederne ere blevne til Aar. Imidlertid var der ogsaa udkommet andet Hefte med Böthlingks Oversættelse og Anmærkninger, som jeg heelt igjennem har jevnført. Uagtet jeg forstaaer ikke faa Steder anderledes[2], maa jeg erkjende, at jeg uden hans og de af ham fremdragne Scholiers Veiledning oftere var bleven staaende ved en utilfredsstillende Fortolkning eller havde savnet den Tryghed, der var en af de første Betingelser for min Opgaves Løsning[3].
I hvad der er sagt om de tidligere Oversættelser ligger min Grund til efter dem at forsøge en ny, og tildeels min Anskuelse om de Grundsætninger, som herved ere at iagttage. Jeg har vogtet mig for at omskrive istedenfor at oversætte, og overhovedet holdt mig saa nær til de indiske Ord, som det var mig muligt uden at misbruge Modersmaalets ikke ringe Bøielighed eller forstyrre Digtets Grundtone ved Udtryk, der i sig selv kunde være mere tilsvarende, men enten, som de moderne Fremmed-Ord, ere og blive ubrugelige i ædlere Stiil eller, som mange udtryksfulde Ord af Folkesproget, endnu ere uopdragne, fordi man til daglig Brug hjælper sig med de fremmede. Gjælder det om enhver Digters Arbeide, at det taber ved at oversættes, især hvis Sprogene indbyrdes ere saa forskjellige, at mangt et Spil med Ordenes Lyd, Kjøn o. d. maa gaae tabt, saa gjælder det i høi Grad, naar han som Kalídásas udmærker sig ved den fineste Iagttagelse og Skildring af et Naturliv, som vi deels ikke kjende, deels pleie at oversee. Imidlertid har en stigende Beundring for det indiske Digterværk gjort mig saa nænsom over de enkelte Udtryk og Stilen med dens eiendommelige Ordstilling og Ordsammensætning, at Oversættelsen snarere er bleven altfor tro end altfor fri. Men naar der hos Læserne tør forudsættes den Resignation i at opgive tilvante Tankeformer, der er et Særkjende for virkelig Dannelse, vil det neppe være dem ukjært allerede ved Sprogets Farve at mindes om, at de see ind i en fremmed Tidsalder. Selv i Versene, hvor man vel fra een Side er mere bunden, men ogsaa tør tillade sig større Afvigelser fra den almindelige Talebrug end i Prosa, er Originalen som oftest gjengivet Linie for Linie og undertiden Ord for Ord. Det Væsentlige er her Afvexlingen af forskjellige riimfrie Versemaal, med to eller fire Gange tilbagevendende Tonefald og en saadan Ordslyngning, at Sætningens Hovedord, der ofte trænges hen imod Versets Slutning, hævde deres Overvægt. Men for at følge Originalen heri, har jeg opgivet at efterligne de sex- syv og tyve, i nyere Sprog tildeels uefterlignelige Metra, som her ere brugte, og valgt Versemaalet, eller rettere sagt ladet det selv vælge sig, efter Indholdets Grundtone og de uundværligste Ords trochaiske eller spondeiske, daktyliske eller anapæstiske Fodmaal. At der dog noget nær findes samme Antal Stavelser i de danske Vers som i de tilsvarende Sanskritvers, grunder sig paa, at der hist bruges flere og kortere, men her længere, sammensatte Ord; at der et Par Gange forekommer samme Versemaal i Oversættelsen som i Originalen, er saa at sige Tilfældets Værk. Saaledes V. 23 „Vánsastham“ (v-v--vv-v-v-, fire Gange gjentaget) og V. 84, 87 og 125 den „episke Slokas“, hvori foruden de gamle Heltedigte og Lovsamlinger tillige de fleste videnskabelige Lærebøger eller Hukommelsesvers ere affattede, og som igrunden er halv Prosa, halv Vers (/v--///v-v-, to og to Gange gjentaget). Ligesom jeg ogsaa har brugt dette Versemaal V. 99, hvor det ikke findes i Originalen, har jeg i V. 81 og 167 benyttet dets eiendommelige Motiv, Sammenstødet mellem Jambe og Trochæ foran Cæsuren.
Af forskjellige Navne paa samme Person har jeg valgt det simpleste med Forbigaaelse af de øvrige, og istedenfor, som man pleier, at anføre Navnene i den abstracte Rodform (f. Ex. Dushjánta), hvorved der sjelden bliver Forskjel paa Han- og Hunkjønsendelsen, har jeg, ligesom man gjør ved latinske og græske Navne, i Reglen anført dem i Nominativ (f. Ex. Dushjántas, A'runas eller A'run, men Sakúntala). De første Gange et Navn forekommer, er dets Betoning, især naar den ikke falder paa næstsidste Stavelse, antydet ved en Accent.
Hermed overgiver jeg Læserne et Arbeide, hvis Udførelse har kostet
mig megen Umage, men skaffet mig ulige mere Nydelse. Gid det ogsaa
maa forskaffe dem ulige mere Nydelse end Umage at læse det. Naar
to tusind Aar ligge imellem, har man ikke Øie for mange af de
Skjønheder, der fortryllede Digterens Samtid, og af dem, der skimtes, kan
Oversætteren, naar han er heldigst, kun give en Afglands, et svagt
Gjenbillede. Men føler han, at han endda har Meget at give, da stiger
Beundringen for den gamle Digter saameget høiere, og da har han Ret
til at sige om Oversættelsen, hvad Kong Dushjántas siger, idet han
fremviser det Billede, som han har malet af Sakúntala:
„Mislykket er, hvad ikke
Er skjønt paa dette Billed“.
Borgerdydskolen paa Christianshavn, den 3die December 1844.
- ↑ Et hertil hørende, noget skjødesløst Haandskrift (i Telinga-Skrift), der dog for saa vidt fortjener nærmere Undersøgelse, som det rimeligviis er fra Sydindien, medens de andre bekjendte ere fra Nordindien, findes blandt Rasks Efterladenskaber paa Kongens Bibliothek. Dets afvigende Læsemaader ere senere Böthlingk meddeelte.
- ↑ F. Ex. v. 23 tatas, v. 52 iva, p. 38 i. unautta, p. 40 m. anumán, p. 55 f. avishajas, v. 117 vjapadesam, p. 74 m. mris, p. 110 i. darsanam, v. 190 jathá o.s.v.
- ↑ Ny Anmærkning, 1857. Den vigtigste Kilde til Forandringer i nærværende anden Udgave af den danske Oversættelse er, foruden Böthlingks korte „Nachträge“ (i Bulletin de l'Acad. des. sc., Pétersb. 1844), navnlig en ny Udgave af Devanágari-Texten med oplysende Anmærkninger af Monier Williams: Sakuntala recognized by the ring o. s. v., Hertford 1853. Fra samme Haand er der senere udkommen en Oversættelse i Prosa og Vers (Hertford 1855), maaskee igrunden et tidligere Arbeide; thi mange enkelte Steder oversættes ikke efter de Forklaringer, som med Føie ere gjorte gjældende i Udgaven, og hvad Stilen angaaer, er den indiske Flora heelt igjennem udpyntet med Tøiblomster, som vanskelig kunde falde i en Oversætters Smag, efter at han som Udgiver havde dvælet ved Enkelthederne i et saadant Digterværk. Selve Text-Udgaven, med hvad dertil hører, har Williams behandlet med stor Indsigt og Omhu og tillige med Takt for en nem og fordringsløs Anordning; ved Hjælp af et noget fuldstændigere Apparat af Haandskrifter og Scholier har han forbedret Texten med adskillige nye eller miskjendte Læsemaader (f. Ex. S. 76 átmíjam, v. 54 na tsja nimnád o. s. v., S. 154 pátráni, S. 310 sattam (saptam)), og en stor Deel nyt Stof har han fremdraget i sine Anmærkninger. En egentlig kritisk Udgave, der da maatte omfatte saavel den bengalske som Devanágari-Texten, vil kræve et større Forraad af Haandskrifter fra de forskjellige Egne af Indien, end der hidtil er bragt tilveie. — Medens jeg i det Hele har fulgt Williams' Text, medtaget de nye Vers (V. 15 og 56—59) og benyttet de nye Læsemaader, er der flere af disse, jeg ikke har kunnet billige (f. Ex. v. 18 samí, S. 83 ete tapasvino, o. s. v., v. 51 sailais, S. 266 san-dhatte). Afvigelserne fra første Udgave af min Oversættelse ligge forresten mindre i, at der følges en og anden ny Læsemaade, end i, at det Hele er paany gjennemarbeidet. Saavel i Versene som i de forbindende Replikker har jeg heelt igjennem foretaget smaa Forandringer, som jeg haaber Forbedringer, sigtende til at faae Tankerne, Tankegangen, Udtrykkets Farve gjengivet saa reent som muligt. Lignende Ændringer ere foretagne i hvad der er meddeelt til Oplysning om Skuespillet. De løse Anmærkninger ere betydelig udvidede, navnlig de, der angaae de i Digtet forudsatte Samfundsforhold og mythologiske Forestillinger.