Sakuntala/Sjette Optrin

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn


Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/7 76-93

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas s. 76.png

SJETTE OPTRIN.

(Sanumatí, en Apsarás, kommer tilsyne i Luften.)

Sanumati. Vor Tjeneste ved Apsarás-Dammen, som gaaer paa Omgang imellem os, den er jeg færdig med. Nu, i de fromme Qvinders Badetid, vil jeg her med egne Øine see, hvorledes det staaer til hos den kongelige Viismand. Gjennem Ménaka[1] er jo Sakuntala mit eget Kjød og Blod, og min hulde Ménaka har selv bedet mig derom for sin Datters Skyld. (Seer om til alle Sider.) Hvorfor mon der, skjøndt det er Foraarsfest, ikke sees Tilberedelser til Festen her i Kongens Gaard? Jeg har Magt til ved Selvfordybelse at erfare Alt; men min Venindes Ønske bør jeg holde i Ære. Velan da! Jeg vil gjøre mig usynlig, og holde mig nær ved disse Urtegaardspiger; saa faaer jeg det at vide. (Hun stiger ned. En Urtegaardspige træder ind, stirrende paa en Mango-Qvist; bag hende en anden Pige.)

Den Første.

134.Du rødligt lysegrønne Mangoknop,
              Du Sum af Foraarsmaaneds Liv!

        Jeg seer, jeg seer Dig. Du den feire Tids
              Forjættelse, jeg hylder Dig!

Den Anden. Parabhrítika, „Nattergal“! Hvorfor taler Du med Dig selv?

Første. Madhukárika, „Honning-Bi“! Ved Synet af den første Mangoknop bliver en Parabhrítika ude af sig selv.

Anden (løber til i Henrykkelse). Hvorledes? Er Honningmaaneden kommen?

Første. Ja, nu er Din Tid, Madhukárika! til at beruses og sværme og synge.

Anden. Hold ved mig, Veninde! mens jeg stiller mig paa Fodspidsen og plukker den Mangoknop, for at offre den til Elskovs Gud.

Første. Ja, naar jeg maa være halvt med Dig om Offringens Velsignelse.

Anden. Det skeer, om Du end aldrig havde sagt det; thi een er vor Sjæl, kun Legemet dobbelt. (Støtter sig til sin veninde og plukker Mango-Skuddet.) See den spæde Mangoknop, som endnu ikke har slaaet Øiet op; hvor den dufter sødt, blot af Bruddet paa dens Stilk! (Med samlede Hænder.)

135.Til Elskovs Gud, den buevæbnede,
              jeg offrer Dig, o Mangoknop!
        Tag den forladte Mø til Maal, og vær
              iblandt de fem hans bedste Piil!

(Hun kaster Mangoknoppen iveiret.)

Kammersvenden (træder hastig ind, i Vrede). Stands, Ubesindige! Naar Kongen har forbudt Foraarsfesten, hvor tør da Du give Dig til at plukke Mangoknopper?

Begge (frygtsomme). Tilgiv os, Herre! Det vidste vi Intet om.

Kammersvenden. I skulde ikke have hørt om det Kongebud, som endog Træerne har taget tilfølge, og Fuglene, der bygge Rede i dem?

136.See! Mangotræets Knop, skjøndt længe fremskudt,
              har end ei sat sit Blomsterstøv;
        Skjøndt svulmende, dog Kuruváke-Blomsten
              forbliver uudsprungen Knop;
        I Struben qvalt, skjøndt Riimtid er tilende,
              forstummer Kókil-Hannens Sang;
        Jeg troer, Gud Smáras selv forskrækket gjemmer
              sin halvt af Koggret dragne Piil.

Begge. Hvem kan tvivle? Mægtig er den kongelige Viismand.

Første. Ædle Herre! Det er kun faa Dage siden Kongens Svoger Mitrávasus sendte os hid at gjøre Knæfald for Kongen, og saaledes fik vi den Bestilling at passe Lystskoven. Da vi ere komne saa nylig, har vi endnu ikke hørt, hvad her foregaaer.

Kammersvenden. Nu vel da! Men I maae ikke gjøre det oftere.

Begge. Ædle Herre! Vi ere nysgjerrige. Hvis vi tør høre det — fortæl os, Herre! hvorfor Kongen har forbudt Foraarsfesten.

Sanumati (usynlig). Menneskenes Børn elske Festdage. Der maa være en vægtig Grund.

Kammersvenden. Hvorfor skulde jeg ikke fortælle, hvad der er i Alles Munde! Er ikke Rygtet om Sakuntala's Forskydelse kommet Eder for Øre?

Begge. Jo, og af Mitrávasus har vi hørt saa Meget, at Kongen igjen fik sin Ring at see.

Kammersvenden. Saa er der kun Lidt at fortælle. Saasnart Kongen ved Synet af sin Ring erindrede, at han virkelig havde hemmelig ægtet den ædle Sakuntala og forskudt hende i Vildelse, fra det Øieblik har han hengivet sig til Anger. Og nu

137.Glæden han hader, og ei som før
              af Folket han daglig hyldes;
        Nætterne lange han hid og did
              paa Leiet sig søvnløs vælter;

        Naar han af Artighed hilser paa
              en Dronning i Fruerhuset,
        Kalder han hende „Sakuntala“
              og rødmer og staaer forvirret,

Sanumati (usynlig). En Glæde for mig!

Kammersvenden. Paa Grund af denne Kongens Tungsindighed er nu Festen forbudt.

Begge. Det er saa rimeligt.

Bag Skuepladsen. Her, her, Kjære!

Kammersvenden (lytter). Det er Kongen, han kommer lige herhen. Gaaer til Eders Arbeid!

Begge. Ja, Herre! (De gaae ud. Kongen, i en Dragt, der passer til hans Anger, træder ind med Máthavjes og Dørvogtersken.)

Kammersvenden (betragter Kongen). O, hvor dog en ædel Skikkelse er tiltrækkende under enhver Forandring! Selv i sin dybe Sorg er Kongen skjøn at see.

138.Ladende haant om sin rige Pynt,
              med ikkun den ene Guldring,
        Som han har sat paa den venstre Arm,
              med Læben af Sukke bleget,
        Øiet af grublende Vaagen rødt,
              han efter sit Væsens Adel,
        Lig Diamanten, der slibes til,
              skjøndt svunden - er end den Samme.

Sanumati (usynlig, betragtende Kongen). Isandhed! Skjøndt forskudt og forhaanet har Sakuntala Aarsag til at græmmes for hans Skyld.

Kongen (gaaer langsomt frem, i dybe Tanker).

139.Før, skjøndt vakt af min Elskte
              med Antilopens Øie,

        Sov mit Hjerte; til Angers
              Qvaler det nu er vaagnet.

Sanumati (usynlig). Har ikke Eneboerinden samme Kaar?

Mathavjas (afsides). Nu har han igjen et Anfald af sin Sakuntala-Syge. Jeg veed ikke, hvordan man skal faae ham helbredet.

Kammersvenden (træder til). Seir, Seir for Kongen! Høie Fyrste! Lystskoven er efterseet allevegne: efter Behag kan Kongen besøge sine Yndlingssteder.

Kongen. Vetravatí! Siig min Raadgiver, den ærværdige Písunas, i mit Navn, at det efter den lange Nattevaagen ikke er mig muligt, idag at sidde paa Dommersædet; de borgerlige Sager, som den Ærværdige foretager, maa han optegne og sende til mig.

Dørvogtersken. Som Kongen befaler. (Gaaer ud.)

Kongen. Vatájanas! Gaa ogsaa Du til Din Post!

Kammersvenden. Som Kongen befaler. (Gaaer ud.)

Mathavjas. Saa! Nu har Du gjort ryddeligt for Fluer. Kom nu og gjør Dig tilgode i dette yndige Strøg af Lystskoven, hvor der hverken kommer Kulde eller Sol.

Kongen. Min Ven! Hvad Ordsproget siger: „hvor Skaaret er, glider Skaden efter“, det slaaer aldrig feil; thi

140.Fra Glemsels Mulm, som ruged over min Pagt
              med Kanvas' Datter, min Sjæl er neppe befriet,
        Før den „i Sjælen fødte“ Kámas, o Ven!
              skudfærdig lægger en Mango-Piil paa sin Bue.

Mathavjas. Staa stille! Jeg skal snart med min Kjep gjøre det af med den Elskovs-Piil. (Løfter Stokken for at sim Mangoknoppen ned.)

Kongen (smilende). Nok, min Ven! Nu har jeg seet Brahmánen i sin Kraft. Men siig mig, hvor skal jeg sætte mig hen for at forlyste mit Øie med Slyngplanterne, der dog fjernt minde om min Elskede?

Mathavjas. Gav Du ikke Din Terne Tsjatúrika den Besked. „at Du vilde tilbringe disse Timer i Mádhavi-Løvhytten; der skulde hun bringe Dig Tavlen med den skjønne Sakuntala's Billede, som Du med egen Haand har malet.“

Kongen. Ja, det er mit Hjertes Yndlingssted! Viis mig derhen!

Mathavjas. Her, her, Kjære! (De gaae frem; Sanumati følger dem.) Der er Mádhavi-Løvhytten, med Bænke af Marmor; see den modtager os med den yndigste Blomstergave som med et „Velkommen“. Træd ind, Kjære! og Sæt Dig ned. (De gaae derind og sætte sig.)

Sanumati (usynlig). Jeg vil stille mig hen ved Slyngplanterne for at see min Venindes Billede. Saa skal jeg fortælle hende om hendes Ægteherres trofaste Kjærlighed. (Stiller sig derhen.)

Kongen. Min Ven! Nu mindes jeg hele mit Eventyr med Sakuntala, og jeg har ogsaa fortalt Dig det. Men dengang jeg forskjød hende, var Du ikke hos mig, og før den Tid har Du aldrig nævnet den Huldes Navn. Siig mig: havde Du glemt Alt, ligesom jeg?

Mathavjas. Jeg har slet ikke glemt det. Men da Du havde fortalt mig det Hele, sagde Du til Slutningen, at det havde Du sagt i Spøg, det var ikke alvorlig meent. Og jeg, der har Forstand som en Leerklump, tog saa det efter Ordene. Dog, Skjæbnen er mægtig!

Sanumati (usynlig). Ja! Det er sandt.

Kongen (efter et have siddet i dybe Tanker). Min Ven! Frels mig!

Mathavjas. Nu, hvad er det? Sligt passer sig ikke for Dig. Den Ædle giver aldrig efter for Sorgen: staae ikke Bjergene ubevægelige selv i Stormveir?

Kongen. Kjæreste Ven! Gjenkalder jeg mig min Elskedes Sjæleangst, dengang hun stod alene og forstødt, — saa er jeg utrøstelig. Thi

141.Da hun, forskudt, vilde gaae med Sine,
                    men Kanvas' Lærling, Mestren lig,
              sin Stemme hæved og bød: „bliv her tilbage!“

        Paa mig, den Grumme, hun atter fæsted
                    et taareblændet Øiekast,
              der brænder, lig en forgiftet Piil, i Hjertet.

Sanumati (usynlig). O hvilken Fortrydelse! Hans Qval er min Glæde.

Mathavjas. Hør! Jeg har en Tanke: den skjønne Qvinde er ført bort af en Luftaand!

Kongen. Hvem Anden turde vel berøre min, hendes Ægteherres, Gudinde? Der blev mig sagt, at Ménaka er Din Venindes Moder; af hendes Ledsagerinder er Din Veninde ført bort: det er mit Hjertes Gisning.

Sanumati (usynlig). Hans Forblændelse er at undres over, ikke hans Opvaagnen.

Mathavjas. Hvis saa er, giv kun Tid: Du skal igjen mødes med den Hulde.

Kongen. Hvorledes da?

Mathavjas. Forældre kan jo ikke udholde at see en Datter sørge over Skilsmisse fra sin Ægtefælle.

Kongen. Min Ven!

142.Var det en Drøm? et Trolddoms, Vanvids Blændværk?
        Var al min Gjernings Løn med Eet fortæret? —
        Det er forbi, for aldrig meer at komme;
        Her Afgrundsskrænten er for mine Længsler.

Mathavjas. Tal ikke saaledes! Er ikke Ringen paa Din Finger et Vidnesbyrd om, at hvad der skal skee, det kommer uforventet.

Kongen (betragter sin Ring). Ak, nedgleden fra en Plads, som ikke let forhverves, er den at beklage:

143.At Dine Fortjenester, Fingerring! har været, som mine,
              for Lidet at agte, det seer man grant af Lønnen:
        Paa hendes med Neglenes Morgenrødt fortryllende Fingre
              Dit Sted Du annammed, men ak! Du maatte falde.

Sanumati (usynlig). Sad den nu paa en anden Haand, da var den i

Sandhed at beklage.

Mathavjas. Siig mig: hvad havde det at betyde, at Du satte den Seglring med Dit Navnetræk paa Sakuntala's Haand?

Sanumati (usynlig). Ogsaa min Nysgjerrighed driver ham til Svar.

Kongen. Hør da! Dengang jeg vilde drage til Hovedstaden, sagde min Elskede med Taarer i Øinene: „hvornaar vil min Herres Søn give mig Hustrues Rang og Ret?“

Mathavjas. Hvad saa?

Kongen. Saa satte jeg min Seglring paa hendes Finger og svarede:

144.„Eet Bogstav af mit Navn paa denne Ring
              hver Morgen tæl! Naar Navnet er tilende,
        Skal, Elskede! min Tjener for Dig staae,
              at føre Dig til Fruerhusets Porte.“

Men daaret af Vanvid har jeg Grumme ikke opfyldt dette Tilsagn.

Sanumati (usynlig). Altfor livsaligt var det Øieblik; derfor lod Skjæbnen det svigte.

Mathavjas. Men hvorledes var Din Ring kommen ind i Bugen paa den Rød-Karpe, som Fiskeren skar istykker?

Kongen. Da Din Veninde knælede for Sátsji's Dam, er den gleden fra hendes Haand ned i Ganga's Strøm.

Mathavjas. Det er troligt!

Sanumati (usynlig). Deraf kom det altsaa, at den kongelige Viismand, der afskyer Uretfærdighed, var i Tvivl om sit Bryllup med vor fromme Sakuntala. Dog nei! Trænger en saa brændende Kjærlighed til et Gjenkjendelsestegn? — Hvorledes hænger det sammen?

Kongen. Jeg vil gjøre Ringen Bebreidelser.

Mathavjas (for sig). Nu gaaer han fra Forstanden.

Kongen.

145.Hvor kunde Du en Haand med bløde Fingerled
              forlade, for at sænke Dig i Vandet?

Dog nei!

        Den fattes Vid og Sands for hvad der ret har Værd:
              men hvi har jeg forskudt min Elskerinde?

Mathavjas (for sig). Og hvi skal jeg ædes op af Hunger?

Kongen. O Du uskyldig Forladte! Forbarm Dig over Din Elsker, hvis Hjerte brænder i Anger, og lad mig see Dig igjen!

Ternen (træder hastig ind med et Maleri i Haanden). Her er Herskerinden, som Du malede. (Holder Maleriet op for ham.)

Mathavjas. Fortræffeligt, Ven! Et yndigt Landskab hæver de livagtige Skikkelser. Det høiner og det sænker sig, saa mit Øie er færdig at snuble i det.

Sanumati (usynlig). Hvor kunstfærdig er ikke den kongelige Viismand! Jeg seer min Veninde staae lyslevende for mig.

Kongen.

146.Mislykket er, hvad der ikke
              er skjønt paa dette Billed;
        Dog nogenlunde min Tegning
              har truffet hendes Ynde.

Sanumati (usynlig). De Ord ligne hans Kjærlighed, som oplues af Anger, og hans Beskedenhed.

Mathavjas. Siig mig! Man seer her tre Qvinder, alle deilige. Hvem af dem er nu den ædle Sakuntala?

Sanumati (usynlig). Det Menneskes Syn maa være goldt, naar han ikke kan kjende en saadan Skjønhed.

Kongen. Hvem af dem tænker Du det er?

Mathavjas. Jeg tænker: hun, der er malet ved Siden af det Mangotræ, hvis spæde Knopper glindse efter Vandingen, hun, der seer ligesom lidt angreben ud, med Haarbaandet løst, saa Blomsterne vælde ned over hendes Lokker, med perlende Sveddraaber paa Kinden, med Armens op for sig — det er Sakuntala, og de to Andre hendes Veninder.

Kongen. Ja, Du er kløgtig! — See her et Mærke af min Lidenskab:

147.Paa Maleriets Rand der sees
              en Taageplet af Fingrens Varme,
        Og her, hvor Farven løber ud,
              sees Taaren, som fra Kinden trilled.

Tsjatúrika! Landskabet er kun halv færdigt. Gaa og hent mig Farverne!

Ternen. Ærværdige Máthavjas! Hold Du Maleriet, indtil jeg kommer tilbage!

Kongen. Jeg vil selv holde det. (Han tager imod det; Ternen gaaer ud.)

148.Jeg, som først har forladt min Elskte,
              da hun stod for mit Ansigt,
        Og som nu paa en malet Tavle
              hendes Billede dyrker, —
        Paa min Vandring jeg gik fra Bækken
              med de rindende Vande,
        Og i Kjærlighedslængsel stirrer
              jeg paa Ørkenens Luftsø.

Mathavjas (for sig). Ja, han er gaaet Bækken forbi og staaer nu for en Luftsø. (Høit.) Siig mig: hvad Andet skal her endnu males?

Sanumati (usynlig). Hver en Plet, der var min Veninde kjær, ønskede han at male.

Kongen. Hør da!

149.Her Gangafloden skal males, med
              Flamingo-Par[2] paa Sandet,

        Og, langs med den, Himalajas' Fod
              med hvilende Gazeller;
        Her vil jeg, under et Træ behængt
              med Bastdugskjortler, sætte
        En Hun-Gazel, som paa Hannens Horn
              sit venstre Øie gnider.

Mathavjas (for sig). Efter min Smag skulde han hellere fylde Maleriet med Klynger af langskjæggede Eneboere.

Kongen. Her, min Ven! har jeg ogsaa glemt Noget af Sakuntala's Pynt, som jeg vilde have malet.

Mathavjas. Hvad da?

Sanumati (usynlig). Vist Noget, der passer til Skovlivet og til hendes Ungdom.

Kongen.

150.Ei den ved Øret fæstede Siríshe
              hvis Støvtraad hang til Kinden ned, er malt;
        Ei hendes Snor af Lotostrevler, spæd som
              Høstmaanestraalen, her i Barmens Kløft.

Mathavjas. Siig mig: hvorfor staaer den Deilige saa bange, saa bange, og dækker for sit Ansigt med Fingrene, der skinne som røde Lotos-Skud? (Betragter Billedet med Opmærksomhed.) Nu seer jeg ham, den Slavindesøn, den Tyv efter Blomsternes Saft, Honningbien, som farer ind mod hendes Ansigt.

Kongen. Saa stands den Frække!

Mathavjas. Det er Dig selv, Kjære! „en Hævner over Voldsmænd“, der har Magten til at standse den.

Kongen. Ja rigtig! Hør, Du de blomstrende Slyngplanters velkomne Gjæst! Hvorfor vil Du trætte Dig med at sværme omkring?

151.I Blomsten siddende, skjøndt tørstig,
              som trofast Elskerinde

        Hun-Bien venter: ei dens Honning
              foruden Dig hun drikker.

Sanumati (usynlig). Det var en høflig Maade at standse den paa.

Mathavjas. Forbyd Du længe nok! Det er et gjenstridigt Folkefærd.

Kongen. Vil Du ikke lystre paa den Viis? Saa hør da nu!

152.Hvis, o Bi! Du rører hendes Bimba-Læbe,
              lokkende som Træets uberørte Skud,
        Den jeg ømt i Elskovs Høitidsdage suged, —
              spærrer jeg Dig inde i en Lotoskalk.

Mathavjas. Skulde den ikke blive bange for saa stræng en Dommer? (Leende, for sig.) Han er fra Forstanden, og jeg selv er ved Omgang med ham næsten kommen til at tale ligesaa forrykt. (Høit.) Hør, det er jo et Billede!

Kongen. Hvorledes? Et Billed?

Sanumati (usynlig). Jeg selv kan neppe fatte det; hvor skulde da han forstaae, at det kun er hendes Billed!

Kongen. Min Ven! Hvor har Du gjort Synd imod mig!

153.Da Beskuelsens Fryd jeg følte,
              fortabt i hende, som stod hun for mig,
        Har Du atter, ved mig at minde,
              til Billed omskabt min Elskerinde.

(Han brister i Graad.)

Sanumati (usynlig). En sælsom Adskillelse, der lukker baade for Erindring og Haab!

Kongen. Min Ven! Hvilken uophørlig Smerte maa jeg ikke lide!

154.Mig Søvnløshed nægter at møde min Elskte i Drømme,
        Og Taaren end ikke mig under at see hende malet.

Sanumati (usynlig). Tilvisse har Du afsonet Sakuntala's Smerte over at forskydes.

Ternen (træder ind). Seir, Seir for Kongen! Jeg gik herhid med Farveskrinet —

Kongen. Hvad da?

Ternen. Underveis mødte jeg Dronning Vasumatí med hendes Terne Taraliká. „Jeg vil selv bringe det til min Herres Søn“, med de Ord rev hun mig det ud af Haanden.

Mathavjas. Tillykke, at Du undslap!

Ternen. Dronningens Kaabe blev hængende ved en Green, og mens Taraliká viklede den løs, skyndte jeg mig herhen.

Kongen. Min Ven! Dronningen kommer, og hun er hovmodig af den Udmærkelse, jeg har viist hende. Forvar dette Billed!

Mathavjas. Siig hellere: „Dig selv.“ (Tager Maleriet og staaer op.) Naar Du er bleven af med den Fruerhusets Forgift, saa lad kalde paa mig i Sky-Taarnet. (Han røber ud.)

Sanumati (usynlig). Skjøndt hans Hjerte har vendt sig til en Anden, forsømmer han ikke sin ældre Hyldest. Men nu er han kun en lunken Tilbeder.

Dørvogtersken (træder ind med et beskrevet Blad i Haanden). Seir, Seir for Kongen!

Kongen. Vetravatí! Har Du ikke underveis seet Dronningen?

Dørvogtersken. Jo! Da hun saae mig med et Blad i Haanden, vendte hun om.

Kongen. Hun veed, hvad der er at iagttage, og tager sig iagt for at forstyrre mig i Forretninger.

Dørvogtersken. Konge! Din Raadgiver lader Dig sige: „Indtægtsberegningen har været saa vidtløftig, at der kun er foretaget een borgerlig Sag; den er optegnet paa dette Blad; Kongen tage den i Øiesyn!“

Kongen. Lad mig see Bladet! (Dørvogtersken overrækker ham det; han læser.) Hvordan? Her skriver min Raadgiver: „En Kjøbmand ved Navn Dhanamítras, der drev Søhandel, er omkommen ved Skibbrud. Denne driftige Mand var barnløs; den Formue, han har samlet sig, hjemfalder til Kongen.“ Ak, Barnløshed er en Ulykke! Men da denne Mand havde meget Gods, har han vist havt mange Hustruer; der maa undersøges, om ikke nogen af hans Hustruer er med Afkom.

Dørvogtersken. Konge! Efter Sigende har hans ægteviede Hustru, Datter af en Laugsforstander i Ajódhja[3], just nu helligholdt sin Ufødtes Livstegn.

Kongen. Har da ikke Barnet i Moders Liv Adkomst til sin Faders Formue? Gaa og siig saaledes til min Raadgiver!

Dørvogtersken. Som Kongen befaler. (Hun gaaer.)

Kongen. Hør endnu!

Dørvogtersken. Her er jeg.

Kongen. Hvorfor altid: „der er Afkom“ eller „der er ikke Afkom“?

155.Forkynd: at hvilken Frænde kjær
              end Undersaatterne miste,
        Den Frænde have de — hvis ei
              han Nidding var — i Dushjantas.

Dørvogtersken. Det skal blive forkyndt. (Gaaer ud; træder atter ind.) Som en Regn i rette Tid blev Kongens Bud hilset med Jubel.

Kongen (drager et dybt og brændende Suk). Ja, saaledes skeer det! Den Stamme, hvem Afkom bortskjæres, bliver uden Støtte, og døer han, der var dens Rod, da gaaer den rige Arv over til en Fremmed. Ved min Død skal Puru-Stammens Lykke, lig Jord besaaet i urette Tid, friste samme Skjæbne.

Dørvogtersken. Det onde Varsel være afvendt!

Kongen. Vee mig, at jeg forsmaaede min Lykke, da den kom mig imøde!

Sanumati (usynlig). Visselig har han under sin Selvbebreidelse min Veninde i Tankerne.

Kongen.

156.Skjøndt mit eget Jeg var i hende saaet,
              jeg forlod min Hustru, min Stammes Ære,
        Der lig Jorden, naar den i rette Tid
              er besaaet, forjætted en herlig Grøde.

Sanumati (usynlig). Dig vil Afkom ikke være bortskaaren.

Ternen (afsides til Dørvogtersken). Ak, denne Sag med Kjøbmanden har bragt Kongen i en beklagelig Sindsbevægelse. Hent Du, for at adsprede ham, den ærværdige Máthavjas tilbage fra Sky-Taarnet!

Dørvogtersken. Ja, Du har Ret! (Gaaer ud.)

Kongen. Vee! Dushjantas' Ahner ere stedte i Fare:

157.„Hvo skal efter ham i vor Slægt frembære
              lovligt Dødning-Offer?“ med saadan Klage
        Det af mig, den barnløse Mand, udgydte
              klare Taarers Vand de som Offer drikke.

(Han falder i Afmagt.)

Ternen (betragter ham forskrækket). Fat Dig, fat Dig, Herre Konge!

Sanumati (usynlig). Vee, vee! Der brænder en Lampe; men ak, den er tildækket, og han seer kun Mulm og Nat. Jeg vil strax berolige ham. Dog nei! Jeg har jo hørt den høie Indras' Moder trøste Sakuntala og sige: „Guderne selv, der længes efter deres Offerdeel, ville mage det saa, at Kongen snart kan hilse sin ægteviede Hustru.“ Saa længe bør vi da vente. Imidlertid vil jeg trøste min elskede Veninde med hvad her er foregaaet. (Hun svinger sig i Luften og forsvinder.)

Bag Skuepladsen. Vold mod en Brahmán! Vold mod en Brahmán!

Kongen (kommer til sig selv; lytter). Ha, det lyder som et Nødskrig af Mathavjas. Hvem er derude?

Dørvogtersken (træder ind). Konge! Din Ven er i Fare; red ham!

Kongen. Hvem forgriber sig paa min stakkels Nar?

Dørvogtersken. En usynlig Aand har overfaldet ham og sat ham op paa Sky-Taarnets Tinde.

Kongen (staaer op). Det gaaer for vidt! Mit eget Slot hjemsøgt af Aander? Og dog —

158.At kjende alle de Uagtsomheds-Feiltrin,
        Som selv man Dag for Dag begaaer, er umuligt;
        Hvor er det muligt vel at vide tilfulde,
        Hvad Sti enhver af Undersaatterne vandrer?

Bag Skuepladsen. Hør dog, Ven! Hjælp, Hjælp!

Kongen (gaaer frem med hurtige Skridt). Min Ven, frygt ikke, frygt ikke!

Bag Skuepladsen. Ja „frygt ikke“! Hvordan ikke frygte? Der er En, der bukker min Hals tilbage og knækker mig som et Sukkerrør.

Kongen (med et sideblik). Min Bue!

En Javanerinde (træder ind med Buen i Haanden). Konge! Her er Bue og Haand-Skinne. (Kongen griber Piil og Bue.)

Bag Skuepladsen.

159.Tørstig efter det friske
              Strubeblod, jeg myrder
        Dig, mit sprællende Bytte,
              som en Tiger Qvæget.
        Han, der griber sin Bue
              for de haardt Betrængtes
        Frygt at fjerne, Dushjantas
              være nu Din Hjælper!

Kongen (forbittret). Hvorledes? Mig taler han om? Staa, Du Aadselæder! Nu er det ude med Dig. (Løfter Buen.) Vetravatí! Viis mig til Trappen!

Dørvogtersken. Her, her, Konge! (Alle ile derhen.)

Kongen (seer op til alle Sider). Her er Ingen.

Bag Skuepladsen. Hjælp, Hjælp! Jeg seer Dig, men Du seer ikke mig. Som en Muus i Kattens Kløer har jeg ikke længer Haab om mit Liv.

Kongen. Ha, Du som trodser paa Din Usynligheds-Kunst! min Piils-Od skal see Dig. Her lægger jeg en Piil an,

160.Som Dig, der Døden har fortjent, skal døde,
        Og vogte min Brahmán, der bør at vogtes;
        Flamingo-Fuglen lig, der drikker Mælken,
        Men levner Vandet, som er blandet i den.

(Han lægger Piil paa Buen; Mátalis, Indras' Vognstyrer, slipper Mathavjas og træder ind.)

Matalis.

161.Til Maal har Indras Dig sat Asúrer,
              mod dem, o Konge, Du spænde Buen:
        Paa Venner Venligheds milde Blikke
              den Gode kaster, ei grumme Pile.

Kongen (tager Pilen fra Strengen). See! Mátalis! Velkommen, Du den høie Indras' Vognstyrer!

Mathavjas (kommer ind). Den, der slagtede mig som et Offerqvæg, ham hilser han med et Velkommen!

Matalis (smiler). Ædle Herre! Hør, hvorfor Indras har sendt mig til Dig.

Kongen. Jeg hører opmærksom.

Matalis. Blandt Asúrerne er der en Skare, som kaldes „den Uovervindelige“, Kalanémis' Yngel.

Kongen. Ja vel! Det har jeg før hørt af Náradas.

Matalis.

162.Ei af Indras, Din Ven, hiin Skare beseires;
              staaer Du fremmerst i Kampen, er Du dens Bane:

        Nattemulmet, som Solens Gud med sit Syvspand
              ikke mægter at sprede, maa flye for Maanen.

Bevæbnet som Du er, stige Du strax i Indras' Vogn og drage ud til Seir!

Kongen. Jeg er stolt af denne Hædersbeviisning fra den høie Indras. Men siig mig: hvorfor handlede Du saaledes med Mathavjas?

Matalis. Det skal jeg forklare Dig. Efter en Sindslidelse, hvad der saa kan have været Aarsag til den, saae jeg Dig svag og forsagt; for at bringe Dig i Harme greb jeg til dette Middel. Thi

163.Ild blusser op, naar man rager til Brændet;
              Slangen, som tirres, reiser sin Kam:
        Mennesket ogsaa ved Rystelse pleier
              atter at vinde Høihed og Kraft.

Kongen (afsides til Mathavjas). Min Ven! Himmelkongens Befaling kræver Lydighed. Underret derfor min Raadgiver Písunas om Sammenhængen og siig ham i mit Navn:

164.„Mit Folk at vogte, det være Maalet for al Din Id;
        Til anden Gjerning er min opstrengede Bue kaldt“.

Mathavjas. Som Du befaler! (Gaaer ud.)

Matalis. Ædle Herre, stig i Vognen!

(Kongen stiger tilvogns. Alle forlade Skuepladsen.)




  1. Ménaka, Sakuntala's Moder, ligesom Sanumatí en Apsarás eller Huldgudinde.
  2. Flamingo, en Vadefugl, hvid, med rødlige Vinger.
  3. Staden Ajódhja, nu Oude, ved Sáraju-Floden.