- 14 -
enhver som helst anden Havn her i landet: Den tilhører sig selv, d.v.s. det er en selvstændig Institution, som staar et vist selvstændigt Forhold både til Statsstyrelsen og til den Commune, hvori den ligger".
Madvig ønskede imidlertid, at havnen skulle overgå til kommunen under den fornødne kontrol fra regeringens side som i andre kommunale anliggender.
Baggrunden for Lehmanns udtalelse var kancelliskrivelse af 14. oktober 1847, hvoraf fremgår, at havnene med deres tilliggende på de forskellige steder i Riget ikke kunne anses som tilhørende de respektive kommuner, navnlig begrundet i, at havnene blev finansieret ved skibs- og vareafgifter. Videre siges, at Havnekommissionen var en af kommunalbestyrelsen uafhængig autoritet, der med hensyn til bestyrelsen af havnenes indre anliggender er indrømmet den samme rådighed under Det Kongelige Generaltoldkammer- og Commercekollegii overbestyrelse, som den, der med hensyn til de egentlige kommunale anliggender er tilstået kommunalbestyrelsen under Kancelliets overtilsyn.
Også indenrigsministeren udtalte sig om "Retsspørgsmaalet", men mente ligesom Lehmann ikke, at spørgsmålet om ejerskabet var afgørende i den aktuelle sag. "Det har hidtil altid været forudsat, at Havnene saavel Kjøbenhavns som alle andre Stæders, vare af Vigtighed for Communerne, men at de navnlig med Hensyn til de Afgifter, hvorved de vedligeholdes, hørte under Statens umiddelbare bestyrelse".
På denne baggrund blev lov om bestyrelse af Københavns Havnevæsen af 30/12 1858 (1858-loven) vedtaget. Bestyrelsen af Københavns Havnevæsen kom til at bestå af et havneråd og en havneforvaltning. Havnerådets kompetence og sammensætning efter loven måtte betragtes som et kompromis mellem de kræfter,
