Side:ØLD 23.08.2004. 13. afd. nr. B-3397-99. Københavns Havn A-S mod Trafikministeriet.pdf/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 31 -

Wilhelm Børgesen har forklaret, at han var revisor for Københavns Havn fra 1992 til 2001. Vidnet vedstår et af ham udarbejdet notat af 27. marts 2000 angående Københavns Havns skatteretlige stilling efter 1992-loven, hvoraf fremgår, at Københavns Havn anses for fritaget for skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. At Trafikministeriet den 28. januar 1992 havde udbedt sig en skatteteknisk vurdering under henvisning til lovforslaget om Københavns Havn A/S og Københavns Havnefront, blev vidnet ikke gjort bekendt med. Det notat af 29. januar 1992, som Skatteministeriet i den anledning udarbejdede, hvori der redegjordes for de skattemæssige konsekvenser angående Havnens organisation som henholdsvis selvejende institution, særlig statslig forvaltningsenhed eller aktieselskab, blev vidnet først bekendt med i forbindelse med udarbejdelsen af notatet af 27. marts 2000. Heller ikke Københavns Havns bestyrelse var tidligere underrettet om notatet. Vidnet havde læst advokat Jens Aukens notat vedrørende Københavns Havns retlige status af 12. november 1998 og blevet noget foruroliget, da det heri var anført, at samtlige aktiviteter i Københavns Havn var skattefritaget i medfør af Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1. Efter vidnets vurdering var dette forkert. Han drøftede det med kolleger, og det var opfattelsen, at det nok blot var et referat af det materiale, der havde været tilgængeligt for den juridiske rådgiver. Når det i Havnens regnskabsberetninger angående skatteforhold blot er anført, at Københavns Havn ”i henhold til gældende lovgivning” ikke er skattepligtig, skyldes det, at der ikke regnskabsmæssigt var behov for nærmere angivelse af beskatningsgrundlaget.

Anbringender:

Sagsøger har til støtte for sin påstand nærmere anført følgende anbringender: