Side:ØLD 23.08.2004. 13. afd. nr. B-3397-99. Københavns Havn A-S mod Trafikministeriet.pdf/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 33 -

handelshavnen er identisk igennem hele det historiske forløb. Når havnen derfor var en selvejende institution efter 1913, var den det også før 1692 og omvendt. Kun havnens administration/forvaltning ændrede sig i den flere hundredårige periode.

Sagsøger bestrider, at den selvejende institution, der også betegnes havnen, handelshavnen eller den civile havn, som hævdet af sagsøgte er et særligt forvaltningssubjekt i den forstand, at havnen er statslig. Ikke på noget tidspunkt i det meget lange historiske forløb har det fra nogens side været hævdet, at havnen var statslig. I Justitsministeriets notat fra 1989 er det således første gang nogensinde, at denne påstand fra statens side dukker op. Det var havnens selveje, som begrundede, at det ved 1913-loven blev bestemt, at havnen også skulle være selvstyrende, endog i langt videre omfang end landets købstadhavne.

Begrebet selvejende institution er efter sagsøgers opfattelse sprogligt ganske klart og efterlader ingen fortolkningstvivl i forhold til 1913-lovens 5 1. I denne sag, hvor havnens retlige stilling i hvert fald i mere end 140 år har været anerkendt også fra statens side som en selvejende institution, må det være sagsøgte, der har bevisbyrden for, at lovgivningen med denne utvetydige og velovervejede anvendte terminologi i 1913 har ment noget ganske andet end begrebet - selvejende institutions - hævdvundne indhold, navnlig når de til grund for loven liggende motiver direkte fastslår, at havnen var selvstændig ejer af sin egen formue og tjente til fremme af selvstændige formål.

At den minister (indenrigsminister Ingerslev), hvorunder havneforhold hørte, så langt tilbage som 1891 under behandling af væsentlig havnelovgivning i Folketinget har afgivet så stærk en erklæring, som det er tilfældet, om, at havnen ejer