- 41 -
juridiske fakultets årsskrift 2001 side 179-200, hvor denne problemstilling i nærværende sag er indgående behandlet og omtalt. Sagsøger i nærværende sag har, som Steen Rønsholdt udtrykker det, krav på "effektiv retlig efterprøvelse ved domstolene".
Navnlig skal det imidlertid understreges, at landsretten i nærværende sag i særlig grad er helt frit stillet hvad angår prøvelsesadgang og mulighed for at tilsidesætte en lovbestemmelse som grundlovsstridig og ugyldig, fordi det har været en meget markant forudsætning for Folketinget for denne lovs vedtagelse, at retssagen ville blive prøvet helt til bunds, og at sagsøgers stilling i retssagen som følge af lovens vedtagelse ikke måtte blive forringet. Der henvises til Trafikministerens talrige forsikringer overfor Trafikudvalget og Folketinget om, at dette var regeringens hensigt, og at regeringen har næret et udtalt ønske om, at denne retssag ville blive prøvet helt til bunds.
Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse gjort, følgende anbringender gældende:
1. Indledningsvis bemærkes, at sagsøgte ikke bestrider, at Københavns Havn såvel efter 1913-loven som efter den forudgående lov fra 1858 og loven fra 1992 var en selvejende institution. Derimod bestrider sagsøgte, at udtrykket "selvejende institution", som hævdet af sagsøger, er sprogligt ganske klart og ikke efterlader fortolkningstvivl.
Det kan da også dokumenteres, at sagsøgers retsopfattelse stedse har været, at Københavns Havn var en privatretlig selvejende institution, mens det er sagsøgtes standpunkt, at Københavns Havn var en offentligretlig selvejende institution, også benævnt en særlig forvaltningsenhed eller et særligt forvaltningssubjekt.
