- 43 -
og da Trafikministeriet varetager statens ejerinteresser i Ørestadsselskabet I/S, er voldgiftskendelsen umiddelbart bindende i forholdet mellem sagsøger og sagsøgte i nærværende sag. På den baggrund kan sagsøgte ikke acceptere, at sagsøger lægger afstand til de to afgørelser som udgangspunkt for denne sags pådømmelse.
3. Sagsøgte har noteret, at sagsøger ikke har gjort indsigelse mod, at loven om Københavns Havn A/S ændrer formålsbestemmelsen for havnen, bl.a. således at Københavns Havn kan drive havnevirksomhed uden for København. Der henvises til beskrivelsen i bemærkningerne til lovforslaget.
4. Retssagen knytter sig således alene til spørgsmålet om, hvorvidt den organisatoriske omdannelse af Københavns Havn fra en offentligretlig selvejende institution/et særligt forvaltningssubjekt til et aktieselskab med staten som eneaktionær er i strid med grundlovens § 73.
5. Til støtte for frifindelsespåstanden gør sagsøgte gældende, at Københavns Havn er statslig, og at dette navnlig fremgår af, at havnen forud for 1858 var et rent statsligt organ, jf. Justitsministeriets notat af 10. november 1999, side 27-28, ligesom havnen efterfølgende ikke alene har været fuldt ud statsligt reguleret, men også ledelsesmæssigt domineret af staten.
6. Det gøres endvidere gældende, at Københavns Havn til stadighed har været finansieret ved statens foranstaltning.
Det bestrides således som urigtigt eller irrelevant, når det fra sagsøgtes side med støtte i Rigsarkivets redegørelse anføres, at statens tilskud til havnen i tiden fra 1851-1927 har været marginale. Statens indtægter stammer i det væsentligste fra skatter og afgifter, og en statslig finansiering
