- 44 -
af Havnen ændrer ikke karakter ved, at staten ikke giver Havnen tilskud fra midler opkrævet til statskassen, men i stedet giver Havnen provenuet af særlige skatter. I den forbindelse henvises til Rigsarkivets redegørelse side 102-111, hvoraf det fremgår, at Havnens væsentligste indtægt i tiden 1735-1845 bestod af Havnens andel af accisen, der var en toldlignende afgift.
Havneaccisen blev i 1864 principielt afløst af særlige havneafgifter, men løb dog videre indtil 1882. Havneafgifterne var fastsat ved lov, og Københavns Havn kunne ikke ændre afgiften, idet kompetencen hertil tilkom indenrigsministeren.
At beskrive denne indtægt i en terminologi, der leder tanken hen på et privatretligt vederlag, er ganske vildledende. Statsmagtens understøttelse af Københavns Havn ved hjælp af formålsbestemte afgifter er principielt ikke væsensforskellig fra nutidens finansiering af visse formål ved hjælp af særlige skattebestemmelser (f.eks. Den Sociale Pensionsfond), ved hjælp af gebyrer, jf. UfR 1993, side 757 H (Justitsministeriets gebyrsag) eller licensbetalingen til Danmarks Radio og TV 2, der jo godkendes af Finansudvalget.
At hævde, at et afgiftsprovenu stammer fra private midler endsige at provenuet i sig selv udgør private midler, er ikke træffende. Ex tuto bemærkes, at de almindelige havneafgifter i andre trafikhavne end Københavns Havn, der indtil 1990 blev godkendt af Trafikministeriet på samme måde som sagsøgers havneafgifter efter 1913-loven, er blevet anset for omfattet af EF-traktatens afgiftsregler (og ikke konkurrencereglerne).
7. Det gøres gældende, at offentligretligt selvejende institutioner nyder en mindre vidtgående beskyttelse end private retssubjekter over for lovgivningsmagtens regulering af den organisatoriske opbygning, herunder nedlæggelse. I den for-
