- 45 -
bindelse fremhæves, at den anfægtede lov ikke er mere vidtgående end den regulering, der er gennemført vedrørende kommunale havne.
Kommunale havne har formentlig siden købstadskommunalloven af 26. maj 1868 og i hvert fald siden lov nr. 225 af 27. maj 1950 haft status som selvejende institutioner, hvis midler kun kunne anvendes til formål, der særligt tjener havnens interesser. Efter § 13, stk. 2, i lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne blev det imidlertid bestemt, at trafikministeren kunne tillade, at en del af formuen i en havn, der måtte anses for at være væsentligt overkapitaliseret, kunne anvendes til fremme af lokale tiltag, fortrinsvis med tilknytning til havnen og dens virksomheder.
Sagsøgte har noteret, at forhenværende kontorchef Reidar Jørgensen i sin redegørelse fra 1994 henviser til denne bestemmelse som muligt anvendelig, hvis den situation skulle opstå, at Københavns Havn har oparbejdet en formue, som ikke på fornuftig vis kan anvendes til havneformål, og at sagsøger ikke har taget afstand herfra.
Imidlertid fremgår det af bemærkningerne til forslaget til lov om Københavns Havn A/S, at udgangspunktet for lovforslaget har været en opfattelse af, at Havnen har en soliditet på 84%, hvilket anses som en betydelig overkapitalisering. Hensigten med lovforslaget er derfor at gøre det muligt, at en del af egenkapitalen nyttiggøres bl.a. til finansiering af en del af den infrastruktur i Københavnsområdet, som København som helhed, Københavns Havn og de arealer, der gøres til genstand for byudvikling af havneselskabet, er afhængig af og nyder godt af. Men udlodninger fra selskabet forudsætter, at betalingen kan ske uden problemer for selskabet.
