- 46 -
8. Det gøres derfor gældende, at den anfægtede lov alene har til formål at foretage en omorganisering af Københavns Havn, således at Havnens formål i det væsentlige bevares uændret, dvs. at der ikke sker en krænkelse af det interessesubjekt, som den selvejende institution skal arbejde for, men at der skabes mulighed for at anvende en overkapitalisering til relevante formål, hvor det imidlertid ikke er Havnens bestyrelse, men Folketinget, der træffer afgørelse om anvendelsen.
9. Det bestrides, at de to bestemmelser, § 1, stk. 3, og § 1, stk. 1, der er omfattet af påstanden, i sig selv indebærer et tab for sagsøger. Selve omdannelsen af Københavns Havn til et aktieselskab, hvilket jo er sket, har ikke medført udbetaling af noget beløb til staten.
10. Over for sagsøgers anbringende om, at sagsøger kan støtte direkte ret på indenrigsminister Ingerslevs erklæring fra 1891, bemærkes, at erklæringen efter sit indhold og sin kontekst ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af Havnens formue i statskassen ville være ekspropriativ, men om den ville være politisk acceptabel.
11. Angående den Arnamagnæanske Stiftelse bemærkes, at stiftelsen var skabt ved et testamente, der vedrørte konkret foreliggende aktiver, der stadig var i behold, da lovgivningsmagten besluttede at overføre håndskrifterne til Island, ligesom yderligere håndskrifter var givet stiftelsen ved konkrete gaver. Højesteret fandt, at statens afholdelse af udgifter til driften af stiftelsen på denne baggrund ikke gjorde aktiverne statslige. Københavns Havn derimod har ikke aktiver, der kan identificeres som hidrørende fra noget tidspunkt før 1692, og efter dette tidspunkt er Havnens indtægter og dermed grundlaget for investeringer m.v. i det væsentlige tilvejebragt ved provenuet af den særlige accise samt andre afgifter fastsat af statslige myndigheder, jf. ovenfor.
