- 8 -
Der kunne opkræves afgifter for benyttelse af bolværkerne. En forordning af 12/2 1834 fastsatte maksimumspriser for brug af havnevæsenets såvel som af privates bolværker i København. Herover blev indgivet klage, og sagen blev behandlet i Roskilde Stænderforsamling. Den kgl. Kommissarius fastslog, at bolværkerne ikke var anlagt for at skaffe en indtægt, men pålagt ejendomme som en byrde. Et flertal i en nedsat komite fandt: "Den hele sag om Bolværkerne er unægteligen et Commune-anliggende". Kongelig kommissarius (Ørsted) bemærkede, at "Havnevæsenet, der i sin Natur ikke er noget reent Communalanliggende, ikke sorterer under den almindelige Communalbestyrelse". Han mente, at "vedkommende Communalautoritets, nemlig Havneadministrationens" forslag til bolværkstakster måtte være det bedste udtryk for, hvad der var rimeligt. Resultatet blev, at der i Anordning om Communalbestyrelsen i København af 1840 blev indsat en bestemmelse om, at Magistraten og borgerrepræsentanterne i forening med Havneadministrationen "bør" ansætte bolværkspengenes størrelse, hvis en ændring blev fornøden.
Det forhold, at der inden for samme søområde var to helt forskellige havne, nemlig orlogshavnen og handelshavnen, indebar, at der var ressortområder - først og fremmest opmudring og uddybning - hvor flådens interesser i havnen måtte gå forud for den civile havneadministrations mere begrænsede behov. Staten betragtede det som sin opgave at opmudre orlogshavnen, men opmudring af handelshavnen og dermed opretholdelse af tilfredsstillende besejling i handelshavnen ansås for en kommunal opgave, som staten som udgangspunkt ikke burde afholde udgifterne til. Medens pligten til at vedligeholde et bestemt bolværk kunne henføres til en bestemt ejer eller myndighed, måtte opmudringsopgaven praktisk set løses ved et samvirke mellem de to havnes administrationer.
