Side:ØLD 23.08.2004. 13. afd. nr. B-3397-99. Københavns Havn A-S mod Trafikministeriet.pdf/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 9 -

I 1737 blev der indgået overenskomst mellem Søetatens Generalkommissariat og Havnekommissionen, ifølge hvilken Søetaten skulle foretage også den opmudring i kanalerne, som udkrævedes til handelshavnens farbarhed. Til gengæld skulle Havnekommissionen dels overdrage sin muddermølle til etaten, dels udrede et årligt bidrag på 800 rigsdaler til staten.

I 1784 mente Havnekommissionen, at staten ikke i tiden siden 1737 havde varetaget opgaven tilfredsstillende i handelshavnen og hævdede, at der var oparbejdet en kapital på 38.400 rigsdaler med renter hos Søetaten til fordel for handelshavnen i forbindelse med Havnekommissionens betalinger og den. manglende opmudring.

I 1786 nedsattes en "stadig og vedvarende" Opmudrings-Inspektions-Kommission under Admiralitets- og Kommissariatskollegiets overdirektion til at overtage bestyrelsen af "hele opmudringsvæsenet".

Ved kgl. resolution af 4. juni 1817 blev det fastslået, at opmudring af havnen var forsømt og utilstrækkelig, og at en betydelig opmudring var uundgåelig nødvendig, hvis ikke skibsfarten skulle lide alt for store hindringer. Det blev på daværende tidspunkt bestemt, at den fornødne indtægt skulle tilvejebringes ved en 10-årig afgift på skibsfarten, der hidtil havde været fritaget for bidrag til kanalernes og løbenes opmudring.

Efter 1827 betalte handelshavnen igen alene det faste bidrag på 800 rigsdaler til staten. Da staten fandt, at dette beløb ikke var tilstrækkeligt, og at ikke ubetydelige udgifter, staten afholdt på kommunens vegne, burde betales af kommunen, blev der i 1840 indgået aftale om, at de samlede opmudringsudgifter skulle deles med 7/10 til staten og 3/10 til kommunen. I relation til spørgsmålet om betaling for opmudringen