9
burde være afskaaret, at ogsaa Retsskrivere erklæres for uafsættelige, eller at Sagførere, dersom de fremdeles i Formen blive kongelige Embedsmænd, have samme Sikkerhed. Det sees fremdeles ikke, hvorfor det ikke f. Ex. ved en Ordning af Folkekirken skulde staae aabent at træffe saadanne Bestemmelser, at det ikke længere var nødvendigt at give Kongen Ret til uden nogen selvstændig judiciel eller disciplinær Myndigheds Mellemkomst at afskedige en Præst o. s. v.
Man foreslaaer derfor følgende Affattelse af Reglerne om Afskeed og Forflyttelse: Kongen kan efter Ministerraadets Indstilling afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe i Embeds-Indtægter.
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd foruden den i § 62 fastsatte) bestemmes ved Lov.
En Minoritet ( ) har ikke fundet sig fyldestgjort ved det Værn, der saaledes er opstillet med Vilkaarlighed ved Brug af Afskeds- og Forflytningsretten. De frygte, at Folkefriheden skal lide under Embedsmændenes Afsættelighed, og de ville derfor foreslaae at det af Udvalgets Fleerhed stillede Forslag vendes om, saa at Embedsmændene i Reglen ikke kunde afskediges eller forflyttes, hvorved de særlige Undtagelser, som Statsadministrationens Tarv gjorde nødvendige, kunde hjemles ved udtrykkelig Lov. Denne Minoritet indstiller altsaa følgende Forslag: Det bestemmes ved Lov, hvilke Klasser af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom.
En anden Minoritet (Gleerup og Hansen) har vel ikke Noget at erindre imod, at der ved Lov kan gjøres Undtagelser fra Forflytteligheden for visse Klasser af Embedsmænd, men den kan ikke bifalde, at denne Undtagelse ogsaa skulde kunne gjøres for Afskedigelsesretten. Den indstiller derfor at der alene til den tredie Sætning om Forflyttelsesretten føies:
Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd kunne fastsættes ved Lov.
§ 22.
Udvalget har troet, at den til Grund for Paragraphens sidste Sætning liggende Tanke kunde udtrykkes noget utvetydigere og fuldstændigere paa følgende Maade:
„Dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden bebyrdende Forpligtelse.“
§ 23.
Denne Paragraph fastsætter, at Kongen skal sammenkalde Rigsdagen aarligt, senest den 1ste Mandag i October Maaned; den kan da ikke uden Kongens Samtykke forblive længere sammen end 2 Maaneder. Forandringer i disse Bestemmelser skal dog kunne skee uden Iagttagelse af de ellers ved Grundlovsændringer gjældende Forskrifter (§ 80).
Denne Paragraph har altsaa fordret en kongelig Sammenkaldelse som en Form, der i Reglen (cfr. Udkastets § 12) skulde gaae forud for Rigsdagens Sammentræden, men den har foreskrevet, at Rigsdagen skulde sammenkaldes senest til 1ste October, ladende det Tilfælde uomtalt, at Kongen tilsidesatte denne Pligt.
Udvalget antager, at man kan gjøre en noget bestemtere Regel og dog fyldestgjøre det Sømmelighedshensyn, der forbyder i Grundloven at tage Hensyn til usandsynlige, revolutionære Forsøg fra Kongemagtens Side.
Naar det nemlig i nærværende Afsnit, der nærmest handler om Kongemagten, udtaltes som almindelig Regel, at Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar, og dernæst i det følgende Afsnit om Rigsdagen bestemtes, at den træder sammen den første Mandag i October, dersom den ikke forinden af Kongen er sammenkaldt, synes de forskjellige Hensyn paa rette Maade ar være iagttagne.
Under Forbeholde af senere i Afsnittet om Rigsdagen at foreslaae den fornødne Tillægsbestemmelse, indstiller altsaa Udvalget:
