VI.
I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dømmende Magt, indeholde de to første paragrapher de nærmere Bestemmelser om Rigsrettens Sammensætning og Virkekreds.
Efter § 60 skal Rigsretten bestaae af 16 Medlemmer, der vælges paa fire Aar. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge sig selv en Formand.
Udvalget maa i det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige stærke Bestanddele, hvoraf det ene har en mere politisk, det andet en mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslaaede Antal af 16 Medlemmer for ret passende. Derimod har Udvalget ikke troet at kunne tiltræde Udkastet, forsaavidt dette vil, at Rigsretsmedlemmerne skulle vælges paa fire Aar. Rigsretssager kunne næppe antages at blive saa hyppige, at der er tilstrækkelig Grund til at danne en fast, vedvarende Domstol, hvorimod man anseer det for hensigtsmæssigere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Landsthinget for hvert Tilfælde, da Rigsretssag anlægges. Man vil maaskee indvende, at den enkelte Anledning til Rigsretsmedlemmers Udnævnelse i saa Fald kan faae en ikke ønskelig Indflydelse paa de Valg, der saaledes foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted. Hertil maa det nu strax bemærkes, at Landsthinget ogsaa efter Udkastets Regel vil og bør tage politiskt Hensyn ved sit Valg. Men Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels ogsaa af almindeligere Grunde, at anbefale en saadan Fremgangsmaade ved Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet baade Anklageren og den Anklagede en Udskydelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget kunde udnævne 12 af sine Medlemmer, som traadte sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde da give Anklageren og den Anklagede Ret til hver at udskyde 16 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 dannede de Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde maaskee tilføies, at en Lov nærmere ordner Retsforfølgningsmaaden.
Man foreslaaer altsaa følgende ny § 60:
„Naar Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemmer, der træde sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner. Anklageren og den Anklagede udskyde hver 16 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der vælge en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.“
Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen henholde sig til deres Minoritetsvotum til 4de Afsnit.
Ved § 61 har Udvalget ikke fundet tilstrækkelig Grund til at foreslaae nogen Forandring.
Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkaftet endnu kun to Paragrapher, den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v. (§ 62), den anden om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63).
Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Bestemmelser ere paafaldende fattige i et Udkast, der selv har erkjendt den dømmende Magt som en selvstændig Statsmagt (§ 3). Man overseer ingenlunde, at det ikke ret vel er gjørligt i dette Afsnit at opstille mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end maa indskrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved Lov skulle gjennemføres, saa hører dog ikke blot disse Grundsætningers grundlovmæssige Udtalse aldeles med til at fuldende Billedet af den constitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Udtalelse maa og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Udvalget har altsaa anseet det for sin Pligt at foreslaae nogle nye Paragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie Stater have vundet en saa almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan ansee det fornødent her at føre noget særeget Beviis for disse Sætningers constitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man ogsaa i Reglen indskrænket sig, uden at gaae ind paa saadanne Enkeltheder, som naturligt viile følge af de store Grundregler, og som altsaa ville blive at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som det vil være Regjeringens Kald af al Magt at forberede.
I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Re-
