17
delig Forudsætning, der laae skjult i det Tillæg, at man ikke ved at bringe Sagen for Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen. Men Majoriteten har aldeles ikke kunnet indsee, hvorledes man med nogen skjellig Grund heraf kan udlede nogen saadan almindelig Forudsætning. Det siges alene, at man ikke ved at gaae til Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen. Hvorvidt man af andre Grunde kan eller ikke kan unddrage sig denne Lydighed, det er Noget, det aldeles ligger udenfor denne Sætnings Hensigt og Ord at fastsætte eller antyde. Majoriteten finder altsaa ikke, at Tillæget indeholder nogen farlig Antydning, og maa derimod holde for, at den Advarsel, det udtaler ret vel kan hævde sin Plads i nærværende Paragraph.
Efter saaledes at have opstillet de nødvendigste Regler om Domstolene i Almindelighed, gaaer Grundloven naturligt over til at omtale de enkelte Dommere. Naar disse ikke have den rette selvstændige Stilling, hjælpe de bedste Regler om Domstolenes Ordning Intet. I denne Henseende har Udkastets § 62 opstillet den Regel, at Dommere ikke kunne assættes uden ved Dom, ei heller forflyttes imod deres Ønske hvorhos Paragraphen giver Regjeringen Ret til at afskedige den Dommer, der har fyldt sit 70de Aar, dog med fuld Nydelse af hans Indtægter.
Det er en Selvfølge, at Udvalget er enigt i, at Dommerne ei vilkaarligt skal kunne assættes eller forflyttes; forsaavidt tiltræder man altsaa ganske Ubkastet. Dog har man troet, at Forsigtighed paabød et Tillæg om, at Udkastets Regel ikke kunde være til Hinder for saadanne Forflyttelser eller Afskedigelser, som bleve en Følge af en ad Lovgivningsveien foretaget Omordning af Domstolene. Ligeledes har man fundet det passende, at Paragraphen indledningsviis udtalte Dommernes Uafhængighed, men det paa en saadan Maade, at det viste sig, at det er hans Afhængighed af Loven, der skal gjøre ham uafhængig af enhver anden Indflydelse.
Forsaavidt Udkastet endelig har bestemt, at den Dommer, der har fyldt sit 70de Aar, kan afskediges, dog uden Tab af Indtægter, da bifalder man vel ganske den til Grund liggende Tanke; men Udvalgets Fleerhed (8 Stemmer, hvoriblandt Formanden) har troet, at denne Ret gjerne kunne indrømmes Regjeringen, saasnart Dommeren havde fyldt sit 65de Aar. Uden Dommerens eget Ønske vilde Regjeringen vistnok ikke benytte denne Ret, medmindre Dommerens Svaghed var saa almindeligt erkjendt, at Ingen med Føie kunde mistænke Regjeringen for nogen Tilbøielighed til at have andre Hensyn end Retspleiens Tarv for Øie.
Udvalgets Minoritet ( ) har dog antaget, at det hellere maatte forblive ved Udkastet, saa at Ingen, der ikke var 70 Aar gammel, mod sin Villie var pligtig til at sinde sig i en Afskedigelse.
Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragraph:
§ 63 d.
Dommerne have i deres i Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har syldt sit 65de (70de) Aar afskediges, men uden Tab af Indtægter.
Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslaae, angaaer den saakaldte Juryindretning.
Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det burde tilraade Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning t sin moderne Skikkelse har slaaet Rod i det engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de tydske Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen; men ligesom Sverig kjender den i Trykkefrihedssager, saaledes har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet Tanken paa Spørgsmaalet om dens Indførelse. Betænkes det derhos, at man ingensinde finder, at en Stat har fortrudt Juryens Indførelse, men at den tvertimod overalt anerkjendes som et kraftigt Middel til Retfærdighedens Haandhævelse og som eet af Folkefri-
