18
hedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end ansee det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo heller.
Med Hensyn til det Navn, hvorved Institutionen hos os bør optaget, da er dette vel i og for sig en Gjenstand af heelt underordnet Vigtighed. Men ligesom det er aabenbart, at Grundloven har det i sin Magt af vælge Ordet, saaledes kunne vi dog ikke ansee det for ligegyldigt, om man her valgte en Benævnelse, som enten er aldeles uforstaaelig uden fremmed Sprogkundskad (saasom Jury) eller i sig selv forvirrende og laant fra det tydske Sprog („Edsvorneret“ passer i Grunden ikke mere paa Iuryen end paa enhver anden Ret). Da vi nu have det ægte danske Ord Nævninger, som vel er trængt noget tilbage fra den almindelige Sprogbrug, men dog hverken er blevet aldeles forældet eller har modtaget nogen forvandsket Betydning, vidste vi ikke, hvorfor Grundloven ikke skulde have Mod til at optage dette Ord igjen.
Om den hele Gjennemførelse af Nævningerne kan det ikke være Grundlovens Sag et give de fornødne Regler. Men vi antage dog, at de Sager, hvori den nye Indretning skal benyttes, bør betegnes ved et saadant almindeligt Begred, der ikke efterlader nogen skjellig Tvivl om det Grundlag, hvorpaa Loven skal bygge. I saa Henseende har Udvalget ikke kunnet være i Tvivl om den Regel, det burde tilraade. Man har nemlig ikke kunnet vove at optage Indretningen i borgerlige Retstrætter. Saaledes benyttes den kun i England og Nordamerika, men forsaavidt har den ikke fundet Indgang paa det europæiske Fastland. Den maa altsaa indskrænkes til Strafferetssager. Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager. De fleste criminelle Sager ville tvertimod ogsaa fremdeles blive at paakjende uden Nævningers Mellemkomst. Dette er overalt Tilfældet og kan vanskeligt undgaaes, dersom der ikke i en ganske overordentlig Grad skal lægges Beslag paa Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altsaa kun dømme i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grændse nu her skal drages, maa det være den fremtidige Lovgivning forbeholdet at afgjøre; kun har man troet ogsaa her at kunne vælge det Ord, der i Fremtiden skal betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjerningssager.
Men foruden disse Sager er der en anden Klasse af Forseelser, som udentvivl, om de end maatte være af mindre betydede Natur, altid bør paakjendes af Nævninger, vi mene alle politiske Strafsesager. Ogsaa dette Begred kan blive nærmere at fastsætte ved Lovgivningen, men det er klart, at det omfatter alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interesse maa ansees ønskeligt at unddrage de faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man foreslaaer altsaa følgende Tillægs-Paragraph.
„I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.
Man tilføier alene den Bemærkning, at det hermed er afgjort, at Mundtlighed og Offentlighed og Anklageproces maa blive indført i den hele Strafferetspleie. Den gamle Inqvisitionsproces kan ikke vedvare i et Land, der indfører Nævninger.
VIII.
Dette Afsnit indeholder kun een Paragraph, der bestemmer den Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Grundlovsforandringer, forsaavidt ikke Grundloven undtagelsesvils har tilladt at Forandringen skete enten ad den sædvanlige Lovgivningsvei, som f. Ex. i §§ 21 og 23, eller under andre særegne betryggende Former, som f. Ex. ved Spørgsmaal om Arvefølgens Forandring (§ 4). Den Fremgangsmaade, nærværende Paragraph foreskriver, er følgende:
1) Først skal Forslag til Forandring, eller Tillæg til Grundloven kun kunne fremsættes paa en ordentlig Rigsdag.
2) Dersom begge Thing paa denne ordentlige Rigsdag enes om et Forslag til en Grundlovsforandring, skal dette Forslag hvile til næste ordentlige Rigsdag.
3) Kun hvis det her atter vedtages i uforanbret Skikkelse af begge Thing, forelægges det Kongen.
4) Kun hvis kongen forelødigt bifalder Forslaget, gaaer
